UNILogin
 
 
 • Indhold

Fra krigen og efterkrigstiden 1940-1948 i Aalborg

 

 

Oplevet af: Leo Poulsen

Indsendt af: Birte Jørgensen

1939
Jeg er 16 år, og arbejder som bydreng og medhjælper hos røger Holst i Nygade. Uroen i Europa præger hverdagens aviser, og jeg læser med stor
interesse om begivenhederne. Jeg slår mig dog til tåls med, at der nok ikke er nogen fare efter den engelske premierminister Chamberlains fredsaftale med Hitler.

Men så går Hitlers tropper ind i Polen, og England og Frankrig erklærer Tyskland krig. Hvad så med os? Hverdagen bliver pludselig anderledes. Ængstelse og uro breder sig i den daglige snak. Folk begynder at hamstre sukker, kaffe, linned, ja alt, hvad man kan forestille sig at få brug for i en krigssituation. Man blæser på, at der er kommet forbud mod hamstring. Alle synes, at skulle overgå hinanden. I biograferne vises sidste nyt fra radioavisen før hver forestilling, og der skrives i aviserne om indretning af beskyttelsesrum. For mig føles det lidt uvirkeligt og som månederne går, falder hverdagen igen på plads hos røger Holst. Min 1øn er god. 16 kr. om ugen + lidt drikkepenge, og min familie får også gavn af mit arbejde, fordi jeg af og til får røgede ålestykker med hjem.

Min bror Ove og jeg, den yngste, bor hjemme hos vore forældre i deres lejlighed i Islandsgade. Fritiden går mest med fodbold og kricket i gården, men af og til også med ture til søen i den nye park, der er første del af det nuværende Østre anlæg.

9. april 1940

Min far er havnearbejder, men i dag skal han på arbejde hos min onkel, der har et lager med landbrugsmaskiner på Østerbro. Vi har aftalt at følges på arbejde til kl. 7, men før 6 vækkes vi af et forfærdeligt spektakel. Vi kigger ud af vinduerne og ser en masse flyvemaskiner komme hen over husene i trætopshøjde. ”Hvad er dog det?" udbryder min far. "Er det englænderne?". Jeg havde med det samme set de sorte kors på flykroppen og hagekorsene på haleroerne, og måtte fortælle ham, at det desværre var tyske flyvemaskiner.

Vi er rystede, men tager alligevel på arbejde. Der bliver ikke lavet meget, for snakken går. Fra radioen bliver vi anmodet om at holde ro og orden. I løbet af formiddagen bliver min budcykel fyldt op med røgvarer, der skal til Nørresundby, og jeg kører afsted. Over broen kan jeg nu ikke komme. Den er afspærret af tyske soldater, der har opstillet maskingeværer på trefod. Til dem, der kommer for tæt på, bliver der råbt: "Zurück, oder wir schiessen”.

Det var godt nok hurtigt, vi er blevet besat. Rygterne fortæller, at de tyske fly har landet soldaterne ved Aalborgs nye lufthavn, indviet i 1938 på Rødslets mark, og herfra har de så haft kort vej til broen. Meget hurtigt efter blev posthuset, politistationen og jernbaneterrænet også besat.

Jeg ser undrende på det uvirkelige skue, jeg har glemt mine tanker, men husker, at jeg synes tyskerne er gentlemen, for de er meget behjælpelige over for ældre kvinder, der skal over gaden, og de rejser væltede cykler op, ting som Aalborgenserne ikke er flinke til. Måske har de fået ordre til at opføre sig venligt.

Sidst på dagen og natten med fortsætter tyske tropper at strømme til byen.

Næste dag er jeg igen ude på min budcykel. Rygterne vil, at det myldrer med tyskere på Vesterbro, så jeg kører derud. Sydfra kommer de i tætte bølger. Marcherende, i hestevogne, i store panservogne, efterfulgt af mandskabsvogne og kanoner. Det er meget imponerende, for selv om Aalborg er en garnisonsby, så har jeg aldrig set så meget militær.

En pressefotograf kommer hen og tager et billede af mig og min budcykel. Det viser sig senere, at jeg kom på forsiden af et blad "Signal", som tyskerne udgav både på tysk og dansk. Under billedet lød teksten: "Smilende dansk ungdom modtager de tyske tropper, en rigtig arier”. 30 år efter var jeg som falckredder pa værftet. En mand kom hen og spurgte, om jeg ikke havde været på forsiden af Signal, for han havde det blad. Det måtte jeg jo bekræfte. Desværre ville han ikke sælge det til mig.

Tyskerne begyndte straks at patruljere i gaderne, og i Islandsgade kom vi unge snart i snak med en. Han var østriger og tvunget i den tyske hær. Han bar deres uniform men sine egne bjergstøvler, for som han fortalte, var han bjergjæger. Og så kunne han synge opera. Det gjorde han på sine vagter, og jeg husker især Volga-lied, som lød så smukt. Han fortalte også, at han skulle videre til Norge, og 14 dage senere påmønstrede han et tysk troppeskib i Aalborg havn. Dette skib blev torpederet ved Hals af magnetminer, som engelske fly havde drysset ud i Kattegat. Minerne blev tiltrukket af skibenes jernbunde.

Ligene af de flere hundrede tyske soldater blev samlet op af omkringliggende skibe og bragt ind til Aalborg havn. Her stod jeg og så, hvordan tyskerne lossede deres landsmænd, og derefter stablede ligene i togvogne, der skulle køre dem tilbage til Tyskland. Det er nok det værste, jeg har set. Ingen kister, ingen ceremoni, og jeg tænkte på operasangeren, der måtte være blandt de døde.

I 1941 var tyskerne godt i gang med at udbygge Aalborg lufthavn, og mange nordjyske entreprenører tjente deres formuer der. Landingsbanerne skulle udvides, og de første blev beklædt med græs, leveret af en gartner fra Rørdal, der havde skrællet sine marker, og nu fundet en god indtjeningskilde. Rygtet om den gode ugeløn på 75 kr. trak mange folk til. Min svoger fra København rejste også herover og tjente mange penge.

Jeg var blevet 18 år og kunne ikke blive hos Holst. Jeg kunne ikke finde en læreplads, så jeg måtte opsøge en entreprenør. Herfra blev jeg sendt i lufthavnen og deltog i støbning af landingsbaner. Dette arbejde var ustabilt, ofte en uge ad gangen, og derefter kontrol i fagforeningen. Man kunne få 23 kr. om ugen i understøttelse, men heraf skulle de 5 kr. gå til kontingent.

Efterhånden blev støberiet færdigt, og jeg blev arbejdsløs. Da jeg var ugift, kunne jeg nu ikke få understøttelse og blev beordret til at rejse til Tyskland. Det samme blev min bror Ove, og vi rejste sammen med mange andre danskere i særtog til Hannover. Fra andre danskere, der havde gjort turen, havde vi hørt om varemanglen. Så vi havde pakket en kuffert med, hvad vi kunne få af pølse, rugbrød, toiletartikler, slik m.m. til eget brug. Men allerede ved grænsen blev den ribbet af tyske toldere, og vi fik kun det ai1ernødvendigste med. Turen gennem Tyskland var et rystende syn. Englænderne havde angrebet alle større byer, og Hannover var næsten udbombet. Vi var sendt ned for at afmontere en flyveplads, som lå i en skov ca. 10 km uden for byen. Hvad skal jeg dog kalde mig, havde jeg spurgt min bror om. "Har du ikke monteret maskiner ude ved onkel?” ”Jo”. ”Jamen så kalder du dig bare montør". Det gjorde jeg så, og det gav lidt ekstra i lønposen.

På vores arbejdsplads blev vi indkvarteret i barakker med køjer og toiletforho1dene var ringe, og maden ligeså. Jeg husker egentlig kun kålrabisuppe med Zuch Fleisch, det løb lige igennem os. Vores nødtørft foregik i det fri, og en dag blev min bror overrasket af et bombeangreb med bukserne om hælene. Det varede længe, før han kom sig ovenpå det. Vi levede i evig angst for disse mange angreb. Nogle gange nåede vi at komme i beskyttelsesrum, andre gange sad vi på det lokale Gasthaus og drak tyndt øl - halb und halb - lyst og mørkt øl blandet sammen.

Flyvepladsens materiel skulle afmonteres og repareres. Benzintanke blev gravet op, renset, og alt blev klargjort til afsendelse for genbrug i Aalborg Lufthavn. En frisk fyr kom en dag grinende rundt og sagde: ”Gutter, vi skal lige have en skefuld sukker af hver". Der blev ikke sagt til hvad, og vi spurgte ikke. Vi afleverede bare af vor sparsomme ration, vel vidende, at det blev hældt i benzinpumperne.

Efter godt et halvt års tid, vi er nu i 1943, kom min bror og jeg hjem igen. Vi måtte atter tage til takke med arbejde på Aalborg Lufthavn, der nu var byens største arbejdsplads. Hver morgen og aften var der en tæt strøm af cyklister frem og tilbage. Der blev bygget kontroltårn, administrationsbygning, mandskabsbygninger, hangarer, og jeg kom til at grave skyttehuller. Krigen i Danmark var også taget til. Englænderne var meget aggressive. Deres mål var især lufthavnen og havnen med de tyske skibe. Jeg glemmer aldrig Lange og Unmach, der blev totalt jævnet med jorden ved et fejlangreb, der skulle have ramt havnens skibe. Min bror kunne ikke klare lufthavnen mere og fik sig et arbejde ved jernbanen. Her følte han sig mere sikker, hvad jeg slet ikke forstod.

23. august 1943
En forfærdelig og angstfyldt dag

Modstandsmanden N.E.Vangsted, der var blevet skudt af tyskere i Rold skov, skulle begraves kl. 13 i Ansgar kirke. Folk er over middag samlet ved kirken og ved Kilden. Jeg står sammen med min veninde og en kammerat ved Kilden, da det rygtes, at begravelsen er overstået, beordret af tyskerne til kl. 8 om morgenen, for at undgå optøjer. Folk bliver rasende, og unge rebeller går til angreb på to tyske officerer, der kommer gående med hver sin dame. Feltmadrasser bliver der råbt. Damernes tøj bliver revet af, og på deres rygge males hagekors, deres hår bliver hevet ud, og de bløder forfærdeligt.

Meget hurtigt kommer tyskerne til undsætning, og folk bliver jaget op ad Vesterbro af panservogne og soldater med våben. Jeg så en barnevogn blive mast, og der bliver skudt vildt omkring. Vi tre løber alt, hvad vi kan op ad Vesterbro, og finder en opgang, hvor folk venligst lukker os ind i deres lejligheder. Min kammerat og jeg på 1. sal, min veninde forsvinder længere op. Fra vinduerne ser vi nu det kaos, der er. Danskerne smadrer vinduer hos de såkaldte værnemagere og steder, hvor tyskerne har deres gang. Tyskerne skyder stadig vildt og kaster nu også med håndgranater. Folk ligger blødende på gaden uden hjælp. Det er forfærdeligt, for vi tør ikke gå ud. Ved aftenstid kører højtalervogne rundt og meddeler, at man nu må forlade opholdsstederne, men kun to og to ad gangen.

Jeg har i løbet af eftermiddagen fundet min veninde, og vi følges ad gennem Jyllandsgade, hvor tyskerne patruljerer tæt. Pludselig mærker jeg noget hårdt stukket ind i min ryg, jeg stivner af skræk, men opdager så, at det er min kammerat, som har indhentet os, der har stukket en finger i min ryg.. Som om vi ikke var bange nok i forvejen. Næste dag bliver en Aalborgenser skudt af tyskerne på vej til sit arbejde, og da det rygtes, nedlægger folk deres arbejde, og går på gaderne igen. For første gang viser Aalborgenserne modstand.

1944 og Centralberedskabet

Det år kom jeg på session efter en udsætte1se under mit arbejde i Tyskland. Da der jo ikke var noget dansk militær, fik jeg stemplet `Kasseret', men blev så udtaget til Civilberedskabet. Jeg blev sendt på grundskole i Sæby til brand- og sanitetsuddannelse, og blev CB’er med lyseblå uniform. Centralberedskabet i Aalborg havde hovedkontor på Nytorv under Amtstidende. Under hovedkontoret lå distriktscentralen og herunder igen i en bombesikker kælder lå luftmeldecentralen, hvor jeg blev ansat.

Arbejdet bestod i at observere fremmede fly for tyskerne. Det gjorde vi fra Budolfi kirketårn, der var bemandet døgnet rundt. Meldingerne blev markeret med nipsenåle på et stort kort og meldt til distriktscentralen, der videregav dem til tyskerne. Modsat fik vi også meldinger fra tyskernes observationsposter ved vestkysten. På distriktscentralen fandtes nødhjælpstelefoner, som husvagterne kunne benytte til Falck, Zonen, læger og hospital. Ved krigens start var der i hver ejendom udvalgt en person til husvagt. Parolen var: "Du ser sund og rask ud, du må sørge for folkene her". Dvs. sørge for lægehjælp, sørge for, at folk kom i tilflugtsrummene under luftalarm og ligeledes, at rummene var i orden. De fleste tilflugtsrum var blevet stivet af med tykke stolper. På større arbejdspladser var der udpeget et civilt vagtkorps med armbind og fuldmagt fra kommunen.

I hele byen var der distriktscentraler placeret, og i krigens sidste år, blev de uundvær1ige for husvagterne, fordi telefonsystemet ikke virkede. På luftmeldecentralen havde vi ansvaret for blæsning af forvarsler, luftalarmer og afblæsninger. Premierløjtnant Traulsen, søn af pastor Traulsen i Vejgaard var vores daglige leder. Han kaldte os sammen en dag og sagde: "Jeg har hørt, at der blandt jer er modstandsfolk. Det vil jeg Faneme, Sateme, Rasmene ikke have. Det er forbudt, ellers ryger de ud". Der kom nu ingen tilkendegivelser, men vi grinede lidt over præstesønnens eder. Ved befrielsen trådte samme Traulsen frem som næstkommanderende i modstandsbevægelsen. Tyskerne havde selv ansat en mand hos os. Jungletrommerne lød, - en spion? Jo, ganske rigtigt. Vi måtte være forsigtige.

Der var megen sortbørshandel og uro i gaderne. Danskerne chikanerede tyskerne, der også var meget aggressive. Fornøje1ser var der ikke mange af på grund af spærretiden kl. 20. Man kunne gå i biografen til en eftermiddagsforestilling. Her blev kun vist tyske og danske film og altid med en tysk propagandafilm først. Men tyskerne festede. På Vesterbro lå Nordjydsk Sca1a (Ambassadeur). Allerede i 1941 var det overtaget af tyskerne og hed nu Wehrmachtsheim. Her kom de tyske soldater med deres danske damer, danske nazister og værnemagere. Alle skulle have adgangskort, som også dækkede spærretiden. Disse kort blev udstedt af DNSAP, en forening af danske nazister. Konditoriet ”Kristine” blev også godt besøgt af tyskerne. Her måtte soldaterne aflevere deres våben i garderoben, til stor fornøje1se for den danske ungdom, der satte en sport i, at hente våben her.

1945

4. maj husker jeg som alle andre. Lys i vinduerne, gaderne fulde af glade mennesker og ikke en tysker mødte man, de forblev på deres kaserner. 5. maj mødte jeg på luftmeldecentralen sammen med en kollega. Nu var vi nærmest arbejdsløse, ingen fly. Fra højere sted kom der besked, at der kun skulle være en på vagt, så vi trak lod, og jeg tabte.

Kort tid efter kollegaen var gået, fik jeg en melding om at blæse luftalarm. Undrende gjorde jeg som beordret, men 5 min. efter kom en ny melding - afblæs alarmen. Det viste sig, at det var tyskerne, der havde forsøgt at holde folk væk fra gaderne. Jeg blev derfor den, der blæste og afblæste den sidste alarm i Aalborg. Ved middagstid måtte jeg lukke centralen og holde fri med alle Aalborggenserne, der både festede og jagtede de tyskvenlige. Jeg mødtes med mine kollegaer, vi havde for længst bestemt, at når krigen var slut, ville vi, som det første, have fat i Spionen. Ved et tilfælde traf vi ham på gaden og fik ham anbragt i en af de pludselig flere lastbiler, der var dukket op sammen med modstandsfolkene. Hvad der videre hændte ham, ved jeg ikke.

Flygtningelejrene

De første dage efter befrielsen var forvirrende. Men snart var de tyske soldater på vej hjem, og deres barakker blev fyldt op af de enorme skarer af tysk civilbefolkning, der var kommet til Danmark de sidste to måneder, og Aalborg fik i hvert fald sin part. Der var lejre i lufthavnen, Rørdal, Gug, Jyllandsgade og senere i Fynsgade. Jeg blev først placeret som vagt i Jyllandsgade og udstyret med maskingevær, som der nu ikke blev brug for. Køkkenbarakkerne i lejrene var betjent af danskere, og her hentede flygtningene dagligt deres mad. Der døde mange, ja nogle spiste sig ihjel, og de var forfærdelig underernærede og syge i de første år. Senere fik jeg overladt en lille lastvogn. Jeg var en af de få, der havde fået kørekort hos CB. Jeg kørte så forsyninger og personale mellem de forskellige lejre. CB overtog meget materiel fra tyskerne, og her i blandt en ambulance. En lækker Opel Blitz, og med den begyndte jeg sygetransporter.

På Annebergvej, nu Idrætshøjskolen, lå en stor rød træbygning, der var indrettet som lazaret for flygtningene med tysk personale og danske læger. Og på nu Travbanen lå barakker, der blev brugt til isolering af patienter med syfilis, tuberkulose og andre smitsomme sygdomme.

Benzinen til bilerne stammede fra de tyske lagre, hvor den blev suget op, og kørt til de få benzinstationer, der var i Aalborg. Jeg hentede altid benzin på en tank på hjørnet af Vesterbro og Borgergade, BP tror jeg. Der ligger nu en kinesisk restaurant. Civile bilister kunne ikke købe benzin. Vi skulle også have kørselstilladelser klistret i forruden.

Min mor døde i 1943, og min far var flyttet til en mindre lejlighed, så jeg måtte finde mig et sted at bo. Som ungkarl kunne jeg ikke få en lejlighed, så jeg blev tilbudt et værelse ved lazarettet, og her fik jeg også fornøjelse af deres gode danske køkken. Madmor syntes jeg var for tynd, så det rådede hun bod på.

Oprydningen efter befrielsen var barsk, og jagten på personer var nogle gange ganske urimelig. Det mærkede vi også i min lille familie. Jeg husker tydeligt en dag min bror og jeg var hjemme hos min far. Det ringer på døren. Udenfor står 2 danske politifolk, skarpt bevæbnet med hver sit maskingevær: " Vi skal have fat i Ove Poulsen”. Jeg står uforstående, og Ove kommer frem: ”Hvad er der i vejen?" ”Du står i tyskernes notater som medlem af Hitler Jugend”.

Pludselig husker jeg en episode fra vores køkken. Ove kom farende ind og siger, at nu skulle vi være spejdere, eller hvad det nu var, og at vi får både uniform og støvler. Min mor siger, nej det skal I ikke, ikke de brunskjorter, men alligevel melder Ove sig ind. Det er i 1935, han er 14 og jeg 12 år. Der var på den tid flere po1itiske foreninger, KU og DUI, men det var ganske rigtigt DNSAP's ungdom, han havde meldt sig til. Medlemskabet blev kort, for han fik ingen uniform.

Jeg forklarer politiet det urimelige i at arrestere Ove og spørger, om det er tilladt at stå med ladte våben. De aflader og opdager samtidigt mit maskingevær, der hænger under en jakke i entreen, og jeg forklarer, at jeg har tilladelse til via mit arbejde.

Det hjælper desværre ikke Ove, ham tager de med sig. Friskt råber han til min far, på vej ud af døren: "Du kan godt smøre min madpakke". Den fik han ikke, for han kom til at sidde fængs1et i 4 måneder, uden retssag, dom eller erstatning. Han blev lige så stille lukket ud igen. Hans gode arbejde ved Statsbanerne stod nu på spil, og der skulle en auditørundersøge1se til, før han fik det tilbage. Han blev alderspensioneret ved DSB.

Mit maskingevær kom aldrig i brug. Dog een gang i juli 1945. Der skulle være en katolsk jordpåkastelse og velsignelse af en polak grav på Søndre kirkegård, og man ville gerne have en æressalut, og det fik jeg lov til.

En dag i 1948 traf jeg inspektør Lumholt fra Falck. Jeg spurgte, om de ikke kunne bruge en mand. "Jo, hvis de kan begynde over middag, ellers har vi ikke brug for nogen". Jeg vidste godt, at det var umu1igt, men arbejdet ved flygtningelejrene ebbede ud, så jeg kørte til CB's leder kaptajn Løvshall og fore1agde ham sagen.

”104, De ved godt, at De har en måneds opsigelse, så det kan ikke lade sig gøre". Noget slukøret gik jeg mod døren. ”104, De kan af1evere Deres mundering nu og begynde hos Falck i morgen”.

Det gjorde jeg så den 4. maj 1943.

Og sikken en start. Krigen vendte tilbage den 11. juni 1943, hvor jeg hjalp til ved Aalborgbåden M/S Kjøbenhavns forlis. Men det er en anden historie.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund