• Indhold

Fangenskab under 2. verdenskrig

 

 

Oplevet af: Verner Højgaard Jensen

Hvorfor blev vi arresteret??
I februar 45 havde vi haft en våbenmodtagelse på heden 15 km. øst for Løgstør. Et par dage efter blev en kammerat fra gruppen arresteret i en gaderazzia i forbindelse med en demonstration foran et hus i Løgstør, hvor der boede en meget tyskvenlig familie.

Kammeraten blev kørt til Gestapos hovedkvarter i Aalborg. Under forhøret fortalte han ikke alene om vores våbenmodtagelse, men han røbede også, hvem der var med. Derefter kunne Gestapo køre tilbage til Løgstør og arrestere så mange af gruppen, som de kunne finde. Vi var ikke gået "under jorden", da kammeraten jo var taget i en gaderazzia. og vi kunne ikke forestille os, at han også fortalte om våbenmodtagelsen.

Jeg blev arresteret på Ranum Kro den 21. marts 45, hvor jeg boede grundet den hårde vinter. Jeg blev arresteret kl. 5 om morgenen. Under arrestationen blev jeg godt og grundigt gennembanket med knytnæveslag og spark

Inden min arrestation havde man kl. 4 samme dag arresteret mine forældre og anbragt dem i den tyske forlægning på Løgstør Skole. Her måtte de sidde til op på formiddagen, hvor de blev frigivet med en bemærkning om, at nu havde Gestapo taget mig i forvaring. Ingen af kammeraterne i gruppen oplevede noget tilsvarende i deres familier. Gruppen blev efter arrestationen samlet på skolen i Løgstør og kørt til Aalborg i bus, mens jeg blev hentet i Ranum, i en personvogn - uden forbindelse med arrestationerne i Løgstør. Det viser at man lige fra begyndelsen havde et mål med mig. Dette forhold bliver jeg selvfølgelig først vidende om efter krigen.

Psykisk terror
Inden vi forlod kroen, forlangte Gestapo at få serveret morgenkaffe. Jeg fik Iov til at købe morgenmad, blot jeg selv betalte. Dette "menneskelige træk" undrede mig ovenpå den voldsomme omgang klø, man var begyndt med. Men som det senere skulle vise sig, så bliver min fangetid en vekslen mellem knytnæveslag og spark i store mængder efterfulgt af en eller anden form for venlighed, krydret med mere eller mindre kluntede forsøg på at anvende cellestikkere.

Jeg har aldrig været udsat for det, man sædvanligvis forstår ved tortur. Jeg har "kun" fået knytnæveslag i hovedet og spark på kroppcn. Men denne form for vold har jeg til gengæld fået i rigelige mængder. Man satsede meget mere på at nedbryde mig psykisk. Det var, som om kløene kun skulle understrege situationens alvor. Man forventede at kunne få nogle bestemte oplysninger af mig. Derfor gik man ikke til fysiske yderligheder - men forsøgte at tvinge mig psykisk i knæ.

Selvfølgelig ville Gestapo - sådan hen ad vejen - have taget flere og flere grove virkemidler i brug, hvis ikke krigen - synligt for os alle - var så tæt på sin afslutning. Den psykiske terror kunne man bedre udnytte lige til det sidste, da denne form for void næppe kunne retsforfølges efter krigen. At der virkelig var Gcstapo-folk der tænkte sådan, fandt jeg senere ud af.

Efter arrestationen blev jeg indsat i Kong Hansgades arrest i Aalborg. Mine kammerater fra Løgstør blev anhragt 2 og 2 i forskellige Celler, mens jeg blev lukket ind i en celle med 4 modstandsfolk fra Aalborg. Jog blev altså straks isoleret fra resten af gruppen.

Allerede i det første forhør blev man meget hurtigt færdig med den nedkastning, som indirekte var årsag til, at Løgstør-gruppen blev revet op. Forhørslederen erklærede åbent, at han vidste alt om den nedkastning.

Aggersundbroen
Der var andre forhold, han var mere interesseret i. Man gik ud fra, at der måtte være planer for, hvordan vi skulle forholde os i tilfælde af en allieret landgang i Jammerbugten, herunder planerne for Aggersundbroen. Dette måtte jeg vide noget om, da jeg som studerende var meget frit stillet og uden nogen forpligtelser over for familie og arbejdsplads. Hertil kom, at jeg boede hos mine forældre Løgstør og læste i Ranum, hvorfor jeg havde Ausweis, således at jeg frit kunne færdes imellem de to byer - også når der var spærretid. Denne personlige uafhængighed og geografiske bevægelsesfrihed - sammenholdt med, at jeg legalt var tilknyttet civilforsvarets luftmeldetjeneste måtte efter tyskernes mening betyde, at jeg var inddraget i planerne omkring Aggersundbroen.

Denne tankegang foruroligede mig - for den var jo rigtig. Min opgave ved en eventuel invasion i Jammerbugten kendte jeg ikke konkret, men jeg var ikke i tvivl om, at den havde sammenhæng med den Bazooka med tre tilhørende raketter, som jeg var i besiddelse af. Heldigvis kendte jeg kun min egen opgave - ligesom ingen af de arresterede kammerater vidste noget om, at jeg ville få en opgave ved en eventuel invasion, og de kendte heller ikke noget til Bazookaen. Og tyskerne kendte og fandt ikke Bazookaen - det var rene formodninger.

Jeg var selvfølgelig glad for, at jeg straks blev klar over, hvor tyskerne ville hen. Jeg måtte klamre mig til tyskernes viden om nedkastningen på heden (jf. tidligere - vores kammerat som blev arresteret i forbindelse med en razzia), og så lade uvidende om alt andet. Tyskernes mening om, hvad jeg var involveret i, forklarer selvfølgelig isoleringen fra resten af gruppen, men sikkert også arrestationen af mine forældre, som i parentes bemærket intet vidste om mit illegale arbejde.

På den første forhørsdag afbrød man forhøret efter kun et par timers forløb og lukkede mig inde i en forvaringscelle nede i kælderen. Jeg havde den pågældende dag fået temmelig mange klø. Fysisk kunne jeg klare kløene, om end det gjorde ondt. Men frygten/angsten for hvad der sku1le ske næste gang var slem, hvorfor jeg efter forhør var både fysisk og psykisk medtaget.

Cellestikker
Samme dag blev der lukket en pige (25 år) ind til mig. Vi var låst inde sammen i det knap 2x2 m store rum. Hun fortalte mig, at hun var en af "tyskernes piger". Hun havde ondt af mig og kunne sagtens hjælpe mig ud, hvis jeg ville fortælle noget af alt det, som jeg måtte vide om gruppens forholdsregler i relation til Aggersundbroen. På den måde var det et kluntet forsøg på at købe mig. Der var også noget besnærende i fremgangsmåden i den omstændighed, at hun åbent sagde, at hun var "feltmadras". Efter en times tid opgav hun forsøget, tilkaldte vagten og blev lukket ud, mens jeg blev lukket ind i en lille gård, der lå op til den danske arrestforvarers tjenestebolig. Døren ind til køkken og entre stod på vid gab, og det samme gjorde døren videre ud til gaden. Kort tid efter kom arrestforvarerens kone med noget mad og hviskede til mig, at jeg ikke skulle løbe ud af de åbne døre, for tyskerne sad udenfor og ventede på mig. Over middag blev formiddagens forhør genoptaget, uden at tildragelsen med pigen i kælderen blev nævnt.

Oplevelsen gjorde et stort indtryk på mig og bestyrkede mig i, at jeg skulle være på vagt - ikke så meget over for kløene som over for anslag mod min person.

Nogle dage efter det mislykkede forsøg med "stikkerpigen" installerede man en mandlig stikker i min celle. Han prøvede at fa oplysninger ud af mig, mens vi lå og snakkede om aftenen. Da det ikke lykkedes, tilbød han at skaffe mig værktøj, så jeg kunne bryde ud. Jeg tvivlede på, at dette var muligt. Næste dag blev han af vagten "afhentet til forhør". Da han senere kom tilbage til cellen, havde han værktøjet med + nogle 9 mm patron se, at tog jeg imod hans tilbud, leverede jeg selv bevis på, at jeg var engageret i noget, der var vigtigere end nedkastningerne. Var jeg for eksempel involveret i noget, der krævede, at jeg kom ud af fængslet, hvis det var muligt? Om man - efter en flugt - ville fange mig, eller man ville skygge mig for at finde frem til mine forbindelser, står stadig hen i det uvisse, Jeg afslog selvfølgelig tilbudet, da jeg ikke var interesseret i at blive skudt under flugtforsøg, eller hvad de nu havde tænkt sig. At der virkelig var tale om et alvorligt forsøg, fik jeg bevis for efter krigen, da den pågældende blev dømt for cellestikkeri.

Med livet som indsats
De følgende forhør indledtes med en grundig gennemgang af forskellige torturinstrumenter og disses anvendelse. Situationens alvor blev selvfølgelig understreget med nogle kraftige knytnæveslag og spark. Pludselig en dag meddelte man så, at jeg ikke skulle til forhør igen men skulle gøre rent. Det viste sig at være noget meget uhumsk rengøringsarbejde i en kvindecelle. Ud på eftermiddagen nærmede arbejdet sig det perverterede. Det rystede mig, at mennesker kunne være sådan. Men jeg blev snart klar over, at også det havde været et led i at nedbryde mig, for om aftenen blev jeg hentet ned i vagtstuen. Her sad min "forhørsmand". Han erklærede, at nu var han træt af mig. Hvis jeg ikke kunne få munden på gled, ville jeg blive skudt om en time og kastet i Limfjorden. Da timen var gået, og jeg stadigvæk ikke var vidende om andet end den kendte nedkastning, spurgte tyskeren, om jeg nu også syntes, at den illegale indsats havde været offeret (mit liv) værd. Jeg svarede, at jeg fandt, at modstandskampen var rigtig, og om kort tid ville han sidde i min stol og være den anklagede. Den tyggede han lidt på, inden han svarede, at til den tid var jeg død, så det havde jeg ingen glæde af. Jeg sagde, at jeg selvfølgelig var meget ked af, at jeg var blevet taget - især så tæt på krigens afslutning. Men hans situation blev uændret. Han var taberen. Det blev os, der sejrede - enten jeg var død eller ej.

Når jeg tager dette ordskifte med, er det for at pointere, at jeg på dette tidspunkt -psykisk- var trængt så hårdt op i en krog, at jeg nu måtte spille hasard med livet som indsats. Han kunne jo være kommeti affekt og have skudt mig på stedet. Men heldigvis kunne jeg se i hans øjne, at jeg havde vundet. Jeg blev uden kommentarer ført tilbage til min celle. Netop denne hændelse fortæller noget om, at jeg var trængt derud, hvor alle ressourcer sættes ind på at overleve. Dette gør man næppe helt ustraffet. I hvert fald forvinder jeg aldrig oplevelsen psykisk.


Til Frøslev
Gestapomanden har formodentlig også følt, at han havde mig så langt ude, som det var muligt - uden resultater. I hvert fald fik jeg et par dages fred, inden jeg blev overført til Frøslev. Knytnæverne giorde ondt, men det forvandt man. Cellestikkerne gav mig søvnløse nætter. Den usikre situation sled enormt på mig. Min stemme er den dag i dag ikke blevet det, den var før krigen. Resultatet af de 21 døgn i Aalborg var, at jeg tabte 15 kg ,og det var bestemt ikke udelukkende kostens skyld.

Da min gamle gruppe - Løgstør-gruppen - blev overført med tog til Frøslev-lejren primo april 45, fik jeg endelig lejlighed til at snakke med mine gruppekammerater. Her blev jeg klar over, at ingen af mine kammerater fra Løgstør blev udspurgt om andet end nedkastningerne - ikke et ord om Aggersundbroen. Jeg blev desuden klar over, at der havde været forskel i den anvendte forhørsprocedure. De var alle blevet afhørt a en og samme person- som både afhørte, men også bankede dem, når det var det, der skulle til.

Jeg blev afhørt af en helt anden person. Han forestod alle mine forhør. Men når det kom til håndgribelighederne, blev der hentet andre til det grove arbejde. Et forhold som bestemt gjorde den øjeblikkelige situation meget usikker, for jeg vidste aldrig, om jeg fik en knytnæve i ansigtet, bedst som jeg sad og funderede over, hvad jeg skulle svare på det øjeblikkelige spørgsmål. Forhørslederen fortsatte selvfølgelig med at stille spørgsmål, helt uafhængig af, hvornår og hvordan slagene faldt. Jeg har den dag i dag et ømt kæbeled som erindring om en knytnæve, der kom på et tidspunkt, hvor jeg var ved at sige noget. Min 1æge (efter befrielsen) mente, at munden havde været en smule åben i det øjeblik, hvor slaget faldt, med det resultat at jeg var meget tæt på at få kæben slået af led.

I Frøslev-lejren blev mine gruppekammerater indkvarteret sammen med andre modstandsfolk men jeg blev anbragt på en stue, der udelukkende husede københavnske kriminalbetjente, der var kommet tilbage fra Tyskland. Jeg var altså isoleret, så Gestapo i Aalborg havde åbenbart ikke opgivet at få mig til at tale.

Kriminalfolkene troede selvfølgelig, at jeg var tysk stikker, der skulle indberette deres adfærd. Jeg blev derfor omgående lagt på is, og der biev stillet nogle fælder for mig. Efter et par dages forløb erklærede stuens formand, at man var blevet enige om, at jeg var "OK", og at man herefter ville behandle mig som "en af deres egne". Det blev faktisk en stor positiv oplevelse at være netop på denne stue til krigen sluttede.

Rengøring og kaffehygge
For langt de fleste gjaldt det, at var man først kommet til Frøslev, så var man også ovre trængslerne med forhør og hvad dertil hørte. Sådan skulle det ikke være for mig. Gestapo Aalborg havde mere i baghånden. Få dage efter min ankomst til Frøslev hentede vagten mig og førte mig over i de barakker, som tyskerne beboede. Her skulle jeg gøre rent i en lejlighed, hvor de havde indkvarteret deres piger. Pigen, der boede i den lille lejlighed, forsøgte at få en samtale i gang. Det ville ikke lykkes, hvorefter hun inviterede på formiddagskaffe. Jeg afslog, men hun blev siddende i stuen og drak sin kaffe, alt imens hun prøvede at få' mig i tale.

Jeg blev også hentet til rengøringsarbejde de følgendo dage. Men jeg fastholdt mit "nej tak". Det var som om, kaffehyggen var vigtigere end rengøringen. Efter 5-6 dages forløb stoppede det uden kommentarer af nogen art. Dog blev kaffen den sidste dag serveret under rengøring af soveværelset. Nu skulle alt prøves, om jeg da ikke kunne få tungen på gled. Da det ikke lykkedes, blev jeg sendt tilbage til lejren med en bemærkning om, at jeg ikke duede til at gøre rent.

Nye Gestapoforhør
Et par dage efter sidste rengøringsdag blev jeg hentet over i hovedvagten. Her sad min "Gestapomand" fra Aalborg. Han sagde, at der var kommet nyt frem i sagen, så han ville stille mig et par supplerende spørgsmål. Hans argumenter var nu ikke særIigt overbevisende, så jeg var stadigvæk kun vidende om nedkastningen. Han sluttede med at erklære, at jeg i løbet af få dage skulle tilbage til Aalborg, evt. Kolding. Den trussel tog jeg nu ikke særlig alvorligt. Vi var i slutningen af april 1945 og havde en fornemmelse af, at frihedens time nærmede sig. MEN tildragelsen var en psykisk belastning. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne min situation med gruppekammeraternes fra Løgstør. Dem sketo der ingenting, men tyskernes interesse for mig var stadigvæk stor.

Få dage efter vendte han tilbage. Men da havde han mistet "gejsten". Hans optræden var meget beskeden, og hans spørgsmål var ligegyldige. Efter en lille time ovre i hovedvagten drog han af. Jeg er helt overhevist om, at han, vel ude af lejren, drejede sydpå. Han havde brugt mig som påskud til at køre fra Aalborg til Frøslev. Herfra rømmede han sikkert til Tyskland.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 23/6 2009. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund