UNILogin
 
 
 • Indhold

Hipo kommer - Hipo kommer

 

 

Oplevet af: Kaj Larsen

Det husker jeg. 4. maj 1945, da tonerne: dum-dum-dum-duuuum lød fra radioen, og det vidunderlige budskab lidt senere kom fra BBC i London. Jeg var alene hjemme, men havde en kammerat på besøg. Vi sprang naturligvis op, da budskabet lød og omfavnede hinanden. Vi måtte dele det med andre, og da nu ingen i vore familier var hjemme, fløj vi ud på gaden og besluttede at løbe til min nærtboende moster Harriet. For at komme hjem til hende skulle vi krydse indfaldsvejen til Odense bycenter, Flakhaven. En del glade mennesker var her ved at samles, men vi løb videre hen til Harriet. Her var heller ingen hjemme, så vi gik tilbage mod indfaldsvejen, hvor vi kunne se, at endnu flere mennesker var samlet. Inden vi nåede helt hen til dem, mødte vi en mand på cykel, der standsede os og spurgte, mens han pegede mod de mange mennesker på indfaldsvejen: "Hvad er der los?". Vi fortalte ham så, at det lige var meddelt i BBC's udsendelse, at tyskerne havde overgivet sig, Danmark var frit, - og jeg glemmer aldrig hans svar: "Nå - og hvad så!" Så cyklede han videre - bort fra alle os andre.

Vi to knægte sluttede os til menneskene på indfaldsvejen, der blev enige om at vandre ind mod Flakhaven. En dannebrogsfane kom frem og dannede naturligvis fronten i optoget. For hver ca. 50-100 meter stoppede optoget op, og der råbtes HURRA for kong Christian 10, dronning Alexandrine, Monty, Eisenhower, og hvem der ellers kunne prises i netop denne glædesstund - så det tog sin tid at nå frem til centrum. Her viste det sig, at samme ide havde man naturligvis fået i andre kvarterer af Odense, så der samledes tusindvis af glade mennesker, som sang og jublede og råbte HURRA i en uendelighed. For dem, der ikke er gamle nok til at have oplevet denne vidunderlige rus, kan jeg sammenligne med aftenen for Danmarks EM-sejr i 1992 multipliceret med 10. Det var en glædesrus af så ufattelige dimensioner, at følelsen lever usvækket i èn, selv den dag i dag - 60 år efter. Det hele måtte dog have en ende. Vi blev alle tilrådet at gå roligt hjem. Der var endnu udgangsforbud - fra klokken 21 - og befrielsen var først en realitet fra kl. 08.00 dagen derpå, den 5. maj 1945.

I spredt fægtning gik det derefter hjemad. Jeg husker her en enkelt episode - en tysk soldat, en ung knægt på 17-18 år, stod grædende af glæde på et gadehjørne omringet af nogle danskere. Han var lige så lykkelig som os andre - nu slap han for at komme til fronten. Han blev såmænd opmuntret og klappet på skuldrene - ingen ønskede nogen form for revanche på denne glædens aften, og alle kunne vel forstå knægtens følelser.

Da jeg kom hjem, slap jeg for hver en bebrejdelse over den sene udflugt. Den glemtes totalt. Jeg fik endda lov at være længere oppe end normalt. Inden sengetid nåede jeg at høre, at næste dag ville hele familien komme til befrielsesfrokost. Det var en stående aftale, at denne dag skulle fejres med alle samlet.

Den 5. maj oprandt, og klokken 08.00 kimede alle kirkeklokkerne. Med ordre på at være hjemme ved frokosttide fik jeg lov til at drage ind mod Flakhaven for at se, hvad dèr foregik. Tusinder af mennesker var her samlet og overværede, at armbindsklædte og bevæbnede frihedskæmpere kørte formodede stikkere og tyskerhåndlangere på åbne lastbiler til internering. Tilråbene fra tilskuerne var mangfoldige og ladet med fem års indestængt vrede. Nu var glæden ikke den eneste følelse, der fik frit løb, også had og ønske om revanche blandede sig. Midt under det hele hørtes skudsalver i det fjerne, og lidt efter kom en kendt daværende pressefotograf - "Stoffer" - løbende med kameraer daskende foran sig på maven. Han råbte, mens han løb: "Hipo kommer - Hipo kommer". Det fik sat gang i menneskemængden, som styrtede afsted - bort fra Flakhaven.

Selv mødte jeg straks ved flugtens start en spejderkammerat, og vi fulgtes nedad den nærliggende Sct. Knuds Kirkestræde, hvor vi prøvede at komme ind i et af husene. Det lykkedes, og vi løb ind i baghaven, hvor vi trykkede os op ad et udendørslokum. Da en kugle lidt efter hvislede hen over vore hoveder og ramte en tagsten, som faldt ned foran vore fødder, styrtede vi skræmte over hegnet ind til naboen. Her løb vi ind i bygningen og stødte på 4-5 mænd, der var samlet ved døren ud til gaden. Da de så os, kommanderede de os op ad trappen, så langt vi kunne komme. Heroppe kunne vi høre skudsalve på skudsalve i timevis. Senere skulle det jo vise sig, at frihedskæmperne ikke alene havde haft Hipo-folk at kæmpe imod. De tyske soldater var også gået i aktion, efter at en tysk vagtpost var blevet ramt af en vildfarende kugle. Da der endelig faldt ro over det hele, vovede vi os lidt efter lidt længere og længere ned til mændene ved gadedøren. Vel dernede kom en deling frihedskæmpere gående. Lederen råbte igen og igen til alle sider, at der var aftalt våbentilstand, og at alle nu hurtigst muligt skulle forlade bymidten og søge hjem. Vi to drenge spænede alt, hvad vi kunne. Vi havde fået befrielse nok for en tid.

Vel hjemme hos min bedstefar blev jeg bebrejdet, at jeg kom for sent til frokosten. Jeg forsøgte at forklare, men ingen troede på mig - de havde nemlig intet hørt til skyderiet. "Du ligner din mor", lød det. "Hun kan heller ikke passe tiden"! Men så kom min mor og stedfar. De havde også måttet flygte rundt omkring for skyderiet og havde bl.a. måttet gå i dækning bag gravstenene på en kirkegård. Og de kunne jo så fortælle, hvad der var hændt - og nu blev min forklaring taget for gode varer.

Men så blev det endelig tid for befrielsesfrokosten. Min bedstefar gik i viktualiekælderen og hentede henkogningsglas med rigtig kaffe og udenlandske cigaretter op. Dem havde han gemt under hele krigen dernede. Nu skulle de nydes. Men hverken kaffen eller cigaretterne faldt i nogens smag. Dertil havde de ligget for længe - og dertil havde fem års afvænning ændret på, hvad smagsløgene kunne klare.

Men festet blev der. Vi var frie - og det var det vigtigste.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund