UNILogin
 
 
 • Indhold

En 18-årigs 9 måneder i Frøslev-lejren

 

 

Oplevet af: Jørgen Pedersen

Hvis en National Begivenhed skal genfortælles, 60 Aar efter, af udvalgte personer som oplevede Danmarks Befrielse fra den Tyske Okkupation, er det givet at man vil faa lige saa mange forskellige versioner som der er Øjenvidner. Hvad der for nogle var Tidens Højdepunkt, er for andre af sekundær betydning. Forskellige Indtryk ! Og, det er netop sagen her . Her skal ikke skrives Historie, men derimod et personligt "Tids-Dokument" !

Jeg, oplevede 'Kapitulations-bekendtgørelsen' den 4' Maj 1945, ved Midnatstid, bag 'Laas og Slaa' . Bag Pigtraadshegn og Minefeldt. I øsende Regnvejr , i Frøslevlejren, alt for nær den Dansk/Tyske Grænse.
Men, for at (især den yngre) Læser skal kunne faa det rette indtryk af min beretning, er det nødvendigt for ham / hende, at indleve sig i dén situation, og dén atmosfære som vi Gestapo-Fanger befandt os i . Vor Længsel efter Friheden, vort indædte Had mod vore Tyske Plageaande, vores evige frygt for Deportationer til Rædsels-Lejrene sydpaa og vort ukuelige humør trods den altid nærværende angst for, at en given situation kunne drive Tyskerne til desperate handlinger med uoverskuelige resultater til følge !

Efter een maaneds ophold i Vestre Fængsel, ankom jeg til Frøslev kort tid efter at Lejren var indviet (den 13' August,'44) med overførslen af ca.700 Fanger fra Horserødlejren
Jeg var 18 aar gammel og arresteret i København for illegal Blad-virksomhed !
Vi var ca.100 Mand i 'Rejse-selskabet', som efter grundig visitation blev anvist vort nye Logi i Barak H.15. Der var ogsaa et par enkelte kvindelige Fanger, som kom til H.16 !
Politimester Jæger, Randers, var vor Stueformand indtil vi senere blev fordelt i Barakkens forskellige 'Belægnings-stuer'. Hver stue var beregnet til 12-14 mand .

Det egentlige Fange-Omraade,(ca. halvdelen af Lejren,) var beregnet til ca.1500 Fanger, med 10 Barakker til Mandlige Beboere, plus 3 saakaldte "Stikker-Barakker" (H.1-7 og 8.). Desuden Maattefletteriet, Sygebarakken (H.6.), To Kvindebarakker, -Værkstederne, Vaskeriet, 2 Spisebarakker samt Aflusnings-barakken. Hovedvagt-taarnet stod midt i Lejren. Hver "Mands-Barak" var ekviperet med ialt 6 WC-kummer og 12 Vaske-kummer (kun koldt vand) til at betjene Barakkens ca.150 Mænd. Der var Trængsel i Køerne !
Sidst i Marts, '44. var "indbyggertallet" steget til over 5000. Køernes længde blev fordoblet, ligeledes de enkelte stuers Mandtal . Ofte maatte to Mænd dele een Køje !

"Freden og Friheden" var det staaende Samtale-emne i Lejren. Og, at vi alle var hjemme til Jul var der overhovedet ingen tvivl om. Vor forplejning var overmaade god, takket være det held, at Den Danske Fængsels-Forvaltning stod for bespisning af Fangerne.
Alle skulle arbejde ! Der var Værksteder for specielle Haandværkere, og Kontorer for vor indre administration. Men hovedparten af "Häftlingene" var beskæftiget med Jordarbejde. Lyng-og Sandbakker skulle fjernes mellem Barakkerne ! Dette tog en maaneds-tid. Derefter begyndte "Idiot-arbejdet". Det var baade til at le og græde over !

Vi gravede dybe huller i jorden, i den ene ende af Lejren, og indholdet blev saa kørt i Tipvogne, ad lange spor, til den anden ende af Lejren hvor man skulle kreere fine Pyramider ! ! ! Naar 'Huller' og 'Pyramider' var godkendt af den Tyske Vagtmeister, skulle Jorden fra Pyramiden bringes tilbage og fylde Hullet igen. Dette arbejde tog en enorm tid !

Efteraaret satte ind. Vejret blev ulideligt for udendørs aktivitet. Lejrens mærkeligste 'Arbejdshold' formede sig helt automatisk- og usynligt ! Det blev kaldt "Affiserholdet" og bestod af de fleste af os som paa alle mulige og umulige maader krøb i tørrevejr for at undgaa regnen og kulden. Tyskerne forsøgte med 'Razzia'er' at jage os ud, og man saa mange flygte ud af vinduer og bagdøre ! Det hjalp kun lidt !

Jeg har aldrig kunnet forstaa, hvorfor de ovenfor omtalte "Tipvogn-og Skinne Kommandoer" samt " Det rullende Personél " ikke har faaet den glorværdige og hæder-omspundne omtale i efterkrigens beretninger fra Frøslevlejren, som de fortjente ! Det var trods alt DEN del af arbejdsstyrken som konstant udøvede den største del af den indre Sabotage i lejren imod Tyskernes Tvangs-arbejdspaabud . Der var ustandselig 'Skinne-og Svællebrud' som foraarsagede Afsporinger af de top-fyldte Tipvogne. Ingen kunne forklare hvorledes 'uheldene' forekom, men de foraarsagede totalt arbejdsstop i begge ender af transportlinjen. Det kunne tage flere timer at udbedre 'Skaden' og der blev klovnet og lavet 'skæg og ballade' i dén grad, at selv den tilsynsførende "Leüfer" ofte maatte vende ryggen til holdet, saa ingen skulle opdage at han var ved at flække af grin .

Læseren maa forstaa, at det var sparsomt med Underholdning, og dén morskab vi havde, maatte vi selv fabrikere. Det var for det meste smaa og banale ting og episoder som fik os til at 'ligge flade' af grin . Men vi opnaaede dog at sætte nogle rigtig morsomme Revyer paa benene, som 'gik' fra Barak til Barak, om aftenen lige efter aften- spisningen. Disse Underholdninger, hvor baade kendte og ukendte kunstnere deltog, glædede os med hjemmelavede 'Smædeviser', Oplæsninger og Krigs-analyser, var selvsagt yderst forbudte, og kunne, - ligesom de illegale Gudstjenester hver Søndag,- straffes med deportation sydpaa. Men vi havde Vagtposter udenfor under 'forestillingerne', og HVIS der viste sig en Tysk Inspektions Patrulje inde i lejren, var alle spor af sammenkomsten ud-slettet i løbet af faa minutter ! Ved disse Underholdninger blev der ogsaa ofte fortalt de allerværste løgnehistorier og aabenlyst falske rygter som bidragede til vort sammenhold og det evige haab om Fred og Frihed ." De Allierede staar kun 25 Km fra Den Danske Grænse" Alle vidste at det var fri fantasi , men.... Det lød da noget saa dejligt !
En anden, og evig tilbagevendende Morsomhed var, naar Regnen havde skyllet ned i et par dage . Saa forvandledes Appél-Pladsen og vejene imellem Barakkerne til "Kanaler"!

Under Lejrens Sand-overflade var der et tykt lag af Ahl, kendt i alt Hedeland, som forhindrede regnvandet i at synke ned ! Vor Danske Lejr-ledelse havde udnævnt en ellers meget dygtig Civil-Ingeniør til at foretage de yderst nødvendige Drænings-og Afløbs arbejder . Hans Navn var Bendix Madsen, og han saas tit foretage 'maalinger' med et hjemmelavet apparat : En Jernstang med nogle ledninger og et maale-instrument ! Dette blev omgaaende, af os andre, døbt: "Bendexinen", og inden længe, da Vandet stadig steg i Lejren, fik Ingeniøren tilnavnet "Venedig-Madsen" !

Stakkels Venedig-Madsen ! Han var en ret lille, indadvendt, korpulent person som kæmpede en haabløs kamp med elementerne . Han havde overhovedet ingen humoristisk sans, og blev ofte aabenlyst fornærmet naar vort drilleri blev ham for groft. Men, hans 'Berømthed' blev dog foreviget i flere af Lejrens sange, ligesom hans personlighed blev set paa dygtigt tegnede illustrationer, hvor han stod i sin 'Gondola' midt paa Appél-'Søen' badet i Lyskeglen fra Hovedtaarnets Projektør . Texten lød :" Oh, Søle Mio !"

Lejren vrimlede med "Kælenavne" og Code-ord . Een stue, som Vagtmeister Wassermann især havde 'forkærlighed' for, blev kaldt "Gedestalden", grundet dens enorm daarlige stank . En anden, med hovedsagelig kommunister som beboere, hed: "Røde Oktober". Der var "Den lille General-Stab", en stue med hovedsagelig høj Rank Officerer ."Fisker Stuen" og "Dovregubbens Hal" osv. Og saa var der "Himmelfarts-Kommandoerne"!

Da Tyskerne begyndte deres tilbagetrækning af Tropper og Materiel fra Norge, var den Danske Sabotage paa den Jyske Længdebane meget aktiv . Tyskerne valgte derfor at udtage en ret stor del Frøslevfanger som blev anbragt i kreaturvogne paa Padborg Station.
Disse "Gidselvogne" blev af os, omgaaende kaldt "Himmelfart-Kommandoer" og var selvsagt ikke særlig populære. Vognene, som hver medbragte et hold paa 10-12 Fanger og 2-3 Tyske Vagter, blev tilkoblet Togstammerne, enten lige foran, eller lige bag ved Lokomotiverne, for at sikre Transporten imod Sabotage. Dette forhindrede imidlertid ikke at Sprængninger og Afsporinger fandt sted, men... Der var ingen af vore kammerater der kom til skade. De hævdede at man havde det ret saa morsomt paa disse Ture.

Maattefletteriet var en særegen 'Institution' som havde hjemme i Barak "H.10" .Det var selveste Herr SS-Hauptsturmführer Hillg‚rtner (Lejrkommandanten) der havde be-ordret dette Værksteds etablering. Han manglede nemlig gulvtæpper i sin 'Villa', Barak "K.7."
Arbejdet bestod i at flette meterlange Halm-fletninger, som derpaa blev syet sammen til kvadrater paa ca. 50 x 50 cm. Disse blev saa igen syet sammen til Gulvtæpper hvoraf overskudet blev fordelt i de Tyske Kontorer og Opholdsstuer.
De 'ansatte' Maatteflettere blev generelt kaldt "Maatteluddere" og bestod for det meste af ældre og svagelige som var uegnede til udendørsarbejde. "Maatteludderiet' var et yndet sted at søge ly for 'Affiserne' idet det var 'Hovedcentralen' for de sidste nyheder og rygter. Samtidig var Fletteriet kendt som "Børsen", hvor ALT kunne købes og/eller byttes !

Møntfoden var udelukkende Cigaretter ! Penge fandtes ikke i Lejren. Kursen paa Cigaretter afhang af Tobaks-situationen. Havde Lejren lige modtaget Røde Kors-eller 'Stats- rationen' var 'Kursen' lav. Og omvendt, naar Tobakken var sluppet op, kunne man købe "ALT" for een sølle smøg. Saa var selv "Skud" af allerhøjeste værdi !

Naar 'Fletteriet' blev betragtet som en paalidelig nyhedskilde, hang det afgjort sammen med at der i samme Barak fandtes en Radiomodtager som opfangede de Danske Nyheder fra BBC i London. Ingen vidste HVOR Radioen var, og gentagne Tyske Razzia'er bragte den heller ikke for dagen. Først efter Krigen blev det afsløret, at Premierløjtnant, Kjeld Feilberg samt 'Gedestaldens' øvrige beboere, havde Radioen skjult bag et par løse vægplader under stuens vindue. En anden Modtager blev ligeledes efter krigen afsløret under gulvbrædderne i 'Studenter-Stuen'. Fra disse skjulte Radioer, gik de vigtigste meldinger om Krigs-Fronten, og de Allieredes Bombardementer fra mund til mund, ud i Lejren. Intet blev skrevet ned . Og nyhedernes arnested var derfor umulig at spore !
Men, det gik jo altid som 'Fjeren der blev til ti Høns' . Nyheder og Rygter blev ofte overdrevet til ukendelighed. Det var dog af uhyre moralsk betydning at vi var informerede.

Det bør ogsaa nævnes her, at ovennævnte Prm.Feilberg og Hr.Sandberg samt et par andre gamle Fanger fra Horserød, ved hjælp fra Det Danske Fængselspersonale, saagar fik indsmuglet baade Foto-og Filmsapparater, som bidrog til nogle glimrende illegale fotos !
Orden, efter Tysk opskrift,- skulle der være ! Barakker, saavel som de enkelte stuer skulle holdes rene og 'pletfri', og var til stadighed udsat for uregelmæssige inspektioner. Gulvene skulle skrubbes, og Køjesengene skulle være redt paa millitær facon.

Overtrædelser eller sløseri kunne resultere i kollektiv afstraffelse af en enkelt stue, en hel Barak, eller saagalt hele Lejren. Straffen varierede fra tilbageholdelse af Tobaks-Rationerne, til totalt Brev-og Pakkestop, som een gang varede mere end een maaned !
Personlige forseelser blev mest almindelig straffet med mørk Enecelle i op til uger !

Hvis en enkelt stue blev 'taget' i at 'organisere' (stjæle) Brændsel og fyre i arbejdstiden, var det flere gange straffet med fjernelse af Kakkelovnen i paagældende stue, og deponeret i Lejrens Depot. Dette var et optog 'for Guder' ! Ovnen blev baaret af fire stærke mænd som et Ligtog, med et følge af stuens beboere med bøjede hoveder, og en sagte nynnen af Beethovens Sørgemarch. Selv Vagten ved Pigtraads-Laagen gjorde Honnør!

Nu er det sikkert aabenlyst for Læseren, at Humør og sjov var betingelsen for at 'overleve' i denne mærkelige Fangelejr . Der var nu ogsaa megen Galgen-humor og sjofel lav-komik, som selv Præster, Læger og 'fintfølene' personer aksepterede. Men der var sandelig ogsaa yderst alvorlige stunder, baade for den enkelte, saavel som for Lejren som helhed. Det var nær et aabent oprør da unge Preben Andersen blev skudt fra Taarn Nr.4, og døde omgaaende, i september '44 ! Og, hver af de frygtede Deportationer til KZ-Lejre, af hvilke vi oplevede 10-12 stykker, med 250 til 300 mand hver gang,- efterlod megen sorg og frygt iblandt os der var tilbage. Vi vidste godt at Lejrene sydpaa var slemme, men heldigvis anede vi ikke HVOR frygteligt Nazisterne behandlede Fangerne. Og, begrebet "Udrydelses-lejre" kendte vi ikke, indtil hen paa Foraaret '45, hvor de første Sygetranspor-ter ankom fra Buchenwalde og Neüengamme med 'Levende Skeletter, overtrukket med Hud'. Havde vi vidst dét, havde alvor og frygt nok været mere dominerende (?)

For den enkelte Fange, var der triste dage, og meget TRISTE dage : Depression !
Læseren maa tænke paa, at over halvdelen af de mandlige Fanger var Familiefor-sørgere, med Kone og Børn derhjemme, og mange af dem havde egne Virksomheder . Der kunne komme breve med daarlige nyheder ... om sygdom, savn og dødsfald, eller der kunne være problemer i Firmaet. Værst var det naar der var befalet stop for al kontakt udefra. Saa kneb det med humøret, og "Fængsels-fisen" satte ind .

Man kunne 'holde Masken' nogenlunde i dag-timerne. Men, naar man var krøbet til køjs om aftenen og Lyset blev slukket, saa gemte man sig under tæpperne og tud-brølede.
Her kom saa altid det dyrebare kammeratskab til overfladen ! Der var ingen der drillede eller blandede sig . Vedkomne Kammerat fik simpelthen lov til, i ro og fred at græde sig selv i søvn og lade bekymringerne rase ud, som en Feber, og saa gik det hele meget bedre næste morgen naar vi sang : "Gud ske tak og lov, vi saa dejligt sov !"
Det samme fantastiske kammeratskab viste sig ogsaa, naar der havde været appél klokken 3.30 eller 4,- om morgenen, - paa en iskold Midtergang,- og der havde været udkald af Navne til een af de forhadte "Transporter" ! Jeg saa flere gange en Stuekamme-rat som skulle afsted, halvvejs forstenet af angst, siddende paa sin køje og græde, medens vi andre pakkede hans fattige ejendele i en slidt Papkasse. Der var ikke eet tørt Øje i stuen. Og vi gav ham med til turen, alt hvad vi kunne undvære af Cigaretter og smaakager. Der blev omfavnet og sagt farvel som var det vor næreste Slægtning . Og.... der var 'tomt' i stuen, og i Barakken, naar de overdækkede Lastvogne forlod Lejren !

For øvrigt lærte vi sidenhen, at ALT hvad vi havde givet vore kammerater med til rejsen sydpaa, var blevet frataget dem ved visitationen før de steg op i Bilerne !
Vi hørte ogsaa, at vore Venner var stuvet sammen, som sild i en tønde, i Kreatur-vogne paa Trinbrædtet : Harrisle, lige syd for Padborg. Var givet en humbel Rugbrød og en Pølse-ende, og lidt ost, for den lange rejse - ofte paa flere dage,- uden Vand, og kun een Spand til 'Nødtørft' og forseglede skydedøre. U-menneskeligheden kendte ingen Grænser !

Uden at vi selv var helt klare over det, og egentlig værdsatte det fuldtud, havde vi Frøslevfanger det som 'Blommen i et æg', -rent materielt , naar man saa bort fra de evige 'tunge skyer' der hang over vore hoveder. Der blev ofte sagt, at rent forplejningsmæssigt, havde vi meget bedre mad-rationer end den Danske Civilbefolkning . Vi levede GODT !

Men, Indkvarterings-forholdene var til gengæld saa usle som de kunne være. Nok var stuerne rene, og udluftede om dagen . Men Læseren maa forestille sig Klimaet og Arbejdsforholdene : Blæst og evig regn i efteraaret og vinteren aflejrede en klam og fugtig tilstand i Barakkerne. Naar aftenspisningen var overstaaet, blev Skodderne slaaet for og al det vaade Overtøj blev hængt til tørre ved Kakkelovnen og paa Køjerne. Tobaksrøgen hang som en lav sky gennem stuen, og Ovnen fes af halvvaade Tørv. Der var en 'Hørm' uden lige ! Vinduerne kunne ganske vist aabnes indad, men nogle forslag derom blev hurtigt kulkastet af en 'klog bemærkning' fra Fisker Lambertsen som lød :" Venner ! Det er bedre at dø af Fis end af Kulde !" Der blev nyst og fnyst, og bandet ! Inden længe, var det kun de faa, allermest haardføre sjæle der undgik den forbandede velkendte "Barak-Hoste".
Det var en ren epidemi som spredte sig over hele Lejren, og florerede under disse forhold med overbelagte sovepladser , daarlig opvarmning og umulig ventillation !

Men... Vi tog det hele 'i stiv arm' og glædede os bare til at "NU, var Krigen snart ovre !" Vi saa næsten hver dag de kæmpestore Formationer af "Flyvende Fæstninger" som 'sværmede' som Gæs og dannede Formationer højt oppe mellem skyerne over vore hoveder, før de gled ned over Det Tredie Riges Byer og Industri-centre, og vi jublede højlydt naar vi senere paa dagen hørte Bombe-bragene, og jorden rystede under os.

Vore krigskyndige Kammerater, Officererne, kunne skelne om det nu var Hamburg, Kiel eller andetsteds der blev 'lakeret'. Vi var ogsaa øjenvidner til et par mindre luftangreb paa Flensborg Havn og en lille Flyveplads mellem Frøslev og Flensborg hvor der blandt andet blev ramt nogle Benzin og Olie Depoter som brændte .

Det er meget muligt at den yngre Læser maa anstrenge sig lidt, for fuldtud at indleve sig i, og forstaa "Smeltediglen Frøslev". For, der var jo i fyrrerne en helt anden 'Samfunds-Kultur' end der er i dag ! I det civile liv sagde man jo kun "DU" til Børn, Familie og Venner. Og "DE" til alle andre. Der var en indgroet ærbødighed for 'Titler' og 'Autoriteter'. Respekt for de ældre og for andres meninger .

I Frøslevlejren var det mærkbart anderledes ! Fangerne repræsenterede et bredt udsnit af den Danske Befolkning, og folk fra alle Samfundslag. Vi var alle 'LIGE', uden forskel paa 'Høj og Lav'. Sagfører og Grøftegraver, Oberster og Lærlinge, Præster og Læger, Fiskere og Fabrikanter ! Alle var "Dus" og spiste den samme mad og snorkede ved hinandens side,- nu og da i samme køje ! Vi lo og græd med hinanden, og alle 'hang med Flødekanden' i fællesskab naar Lejren var tørlagt for Tobak .
Vort isolerede lille samfund paa nogle tusind mænd- og kvinder,- var altsaa saa at sige vaskerent Kommunistisk uden den politiske betydning. Det var naturligvis en svær omskiftning fra det civile liv, og for mange krævede det en utrolig tilpasningsevne .
Men, alle Skel og Forskelle forenedes paa arbejds-holdene, og især paa vore Stuer om aftenen naar optælling og inspektion var overstaaet, - og lyset blev slukket .

Det var sikkert ens paa alle stuer,- men paa vor stue brugte vi meget at fortælle historier eller om vort civile arbejde. Der blev dog aldrig talt om vore illegale aktiviteter.Vesterhavs-Fiskeren var en glimrende fortæller. Baade om livet paa Havet og i Esbjergs Smug-kroer og Bordeller. En Møbelfabrikant, som i Ungdommen havde været Ø.K.-Agent ude i Malaysia, fortalte om Gummiplantagerne og Tigerjagt, og en Grænsegendarm kunne indvie os i sine ture paa Gendarmstien og alle de spændende oplevelser dér havde været !
Rigtig morsomt blev det naar spørgsmaalet kom op :"Hvad er det første Du vil gøre naar vi bliver sluppet ud herfra ?" Sjovt nok , drejede mange svar sig om MAD ! Men der blev ogsaa udtrykt nogle 'fantasier' som ikke var særlig 'Stue-rene' og som i hvert fald ikke egner sig til genfortælling her ,- ha ha ! Langt de fleste udmalede bare ønsket om Hitlers og Nazismens snarlige sammenbrud, saa man ku' komme hjem til 'Mor og Ungerne' og genoptage et normalt og glad liv...... og " Faa sig en Bajer !"

Som skrevet tidligere : Nyhederne og Rygterne svirrede. Og.."Vi er hjemme til Jul"!
Men, saadan gik det jo bare ikke ! Hver stue havde sit hjemmelavede Europa-Kort, og sine,(mere eller mindre,) 'Sagkyndige'. Hver aften kom 'Kortet' frem fra bunden af ens snavsetøjskasse, og 'Fronten' blev revideret ifølge de mest optimistiske og 'paalideligste' rygter. Jeg maa tilstaa, at vore "Fronter" for det meste nok var hundrede kilometer længere fremme end Virkelighedens !
Vor optimisme og haab blev gang paa gang slaaet i grus. Vi var begyndt at klippe julepynt og gurilander ud af forskelligt farvet indpakningspapir og modtagne brugte kuverter, men naar Tyskerne saa dem hængt op i Stuerne, blev alt beordret 'ned' og tilintetgjort. Vi fik nu vores gemt væk da vi hørte om resultatet i andre Barakker.

Den 13' December ankom 200 syge og udhulede Politimænd fra Buchenwald som satte vore sind i bevægelse. Værre blev det da Nyheden meldte om den store samlede SS-Modoffensiv som stoppede de Allieredes fremrykning alvorligt. - Senere kaldet :" The Battle of the Bulge" ! Da forsvandt alle haab om "Jul derhjemme" ! Og, lige op til Jul : den 21' December, viste Tyskerne deres mest brutale og umenneskelige side, i Frøslev.

112 tilfældigt udtagne Fanger blev deporteret tidligt om morgenen til Tyskland !Dette blev forøvrigt ikke den sidste Tysklands-transport. Saa sent som den 16' Februar, Klokken 3:45 om morgenen, blev der oplæst 250 Navne, paa den iskolde Midtergang . Deriblandt to gæve gutter fra Niels Ebbesens By, fra vor stue, der maatte afsted. Der blev grædt og omfavnet, pakket og grædt igen, og, Forsikringer om at Krigen ville være ovre inden de naaede til Hamburg, hjalp ikke meget .
Alle vore haab og drømme om at Fred og Frihed var nær blev slaaet i stykker, igen!

Børge Olesen var Trikotagelærling. 19 aar gammel. Og Frederik Solberg var Arbejds- mand, først i tyverne . Begge overlevede heldigvis,-med nød og næppe,- Neüengammes Rædsler , og vi gensaa hinanden igen den 4'Maj i 1990 i "Museum Frøslev"!

Julen kom og gik ! Og jeg vil sige at den forløb meget, meget bedre end vi havde turdet haabe. I vor stue fik vi fundet 'pynten' frem igen og hængt op, og den blev dér hele julen. Det føltes som om Tyskerne selv var lidt besværet over den sidste Deportation, for de forekom lidt mere venlige end sædvanlig . Ordrerne kom jo fra henholdsvis København eller Berlin . Den 22' December fik vi endog udleveret 3 Jule-Postkort hver, som vi frit kunne sende til Familie og Venner, men der maatte kun staa ti ord !

Juleaften holdt Pastor King en meget smuk og rørende Juleandagt i vor Barak H.15, og derpaa gik vi igang med at pynte vort "Juletræ" ! Det var en pæn Grangren som een fra Grusgraverholdet havde smuglet ind udefra, under Frakken. Grenen blev 'plantet' i en halvvaad Tørv og sat midt paa stuens eneste Bord. Og saa gik vi til Aftenspisning Kl.17. Til vor store overraskelse blev der serveret Flæskesteg med Rødkaal og hvide Kartofler ! Derefter fik vi æblekage med Flødeskum . Den Danske Forvaltnings Betjente gik saa fra Bord til Bord og gav hver af os to Pakker Cigaretter, og med vaade øjne takkede vi dem for al det de gjorde for os . Saa blev lyset slukket og et stort Juletræ blev tændt midt i Spisesalen. Politi-Sangkoret sang Julesalmer og Vor Danske Lejrleder: Kaptain Digmann holdt en meget smuk og opmuntrende J