UNILogin
 
 
 • Indhold

Dagene omkring befrielsen

 

 

Oplevet af: Vibeke Sandberg

Den 5. maj 2005 fejrede den danske klub i Nanaimo, Vancouver Island, Canada 60-års-dagen for befrielsen fra tyskerne. Det blev en meget smuk aften. Kaffebordene var pyntede med rød-hvide ternede duge. 10 lys på hvert bord og bøgegrene og hvide blomster i vaser. Dejlig hjemmebagt kringle og småkager. Vi sang sange som fællessang: ”Der er et yndigt land” (den hele), ”En vinter lang og mørk og hård”, så sang vores kor: ”Det haver så nyligen regnet”, ”Den blå anemone” og ”En lærke letted”, før vi sluttede med endnu en fællessang: ”Altid frejdig”. Ind imellem var der forskellige, som stod op og fortalte, hvad de kunne huske fra de dage i ’45.

Her er min tale den 5. maj 2005 i den danske klub i Nanaimo, Vancouver Island, Canada, i anledning af 60-året for Danmarks befrielse:


I dagene op til den 4. maj var der færre og færre elever i klassen. (Vores klasse gik på det tidspunkt i skole på Kochsvej, en sidevej til Frederiksberg Alle). Vi vidste, at noget var i gære.

Vi lyttede hver aften til BBC-radio fra London kl. 20.30. Vi vidste, at de allierede var ved at komme nærmere til grænsen. Vi vidste bare ikke, hvem der ville komme først. Russerne måske - og det var frygtsomt. Vi håbede, at det ville blive amerikanerne eller briterne. Den 4. maj var vi kun tre i klassen. Vores normale skole (Skolen på Fuglevangsvej) var taget af tyskerne for at huse deres kvinder og børn fra det nu udbombede Tyskland.

Jeg boede på Frederiksberg, på Falkoner Alle. En hovedgade med sporvogne. Min far havde sin forretning der, og vi boede lige ovenover. Vi var vant til at se de tyske soldater marchere gennem gaden, somme tider syngende. Vi var vant til at se dem rundt om i byen i deres grønlige uniformer.
Nogle af min fars kunder var tyske officerer. "Taler du tysk til dem?", spurgte jeg noget bange. Han svarede med sit sædvanlige hø–hø. (Han kunne godt tale tysk!)

Jeg var 12 år gammel denne 4. maj. Det var min tur til at pudse familiens sko, så jeg sad ude i køkkenet og pudsede. Mine forældre sad inde i dagligstuen for at lytte til BBC-radio. Det var illegalt at lytte til BBC.

Meddelelsen kom, som alle ventede på. Min far sagde "Bravo", og min mor erklærede, at hun ikke ville feste, før den sidste tysker forlod landet. Det varede ikke længe, inden folk begyndte at komme på gaden, og støjen fik os til at løbe til vinduerne for at se de glade mennesker. En ung mand i en sporvogn var i færd med at rive de sorte forhadte rullegardiner ned og smide dem ud på gaden.
Ikke lang tid derefter blev der hængt flag ud af vinduer og altaner. Levende lys blev sat i det ene vindue efter det andet, og min mor gik så også ind for at finde lys til vores vinduer.

Næste dag tog vores far min bror og mig ned på gaden, og aldrig før eller senere har jeg set så mange glade mennesker bare gå på gaden og le. Det var ingen overraskelse for min bror og mig at se vores far bære et frihedskæmperarmbind på sin jakke.

Der var de danske tropper i Sverige, som havde trænet derovre. Mange af dem var danske frihedskæmpere, som var flygtet til Sverige, når det var blevet for farligt for dem at være i Danmark. Disse tropper kom tilbage til Danmark et par dage efter befrielsen og marcherede gennem vores gade. Vi så dem fra vores vindue. Vi var så glade for at se dem.

Blot et par minutter efter, at de havde passeret os, hørte vi skydning, og folk løb for at komme i sikkerhed. Vi gik ud i vores entre og sad der. Det var vores sikringsrum. Far var opsynsmanden i vores ejendom, så han gik rundt for at tjekke i ejendommen. Lidt efter kom han ind med 3-4 personer, som havde søgt ly ved hoveddøren. Vi bragte stole for dem at sidde på. Jeg husker ganske tydeligt den unge, sørgmodige dame, som begyndte at fortælle om sin bror. Han havde været en politibetjent og var taget af tyskerne og sendt i koncentrationslejr. (Hele det danske politikorpskorps blev taget og sendt til Buchenwald.) Hun havde netop modtaget meddelelsen om sin brors død. Der var flere unge mænd, som blev dræbt på Falkoner Alle den dag.

Flere dage derefter fødtes min lillesøster. Det var den 11. maj. Doktoren kunne ikke nå ind til klinikken, grundet skydning i hans gade.

Og nu så jeg frem til den dag hvor min jødiske veninde ville komme tilbage fra Gøteborg, hvor hun og hendes familie var flygtet til i oktober 1943. Men det er en anden historie.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund