UNILogin
 
 
 • Indhold

Invasionen ved badebyen San Tropez

 

 

Oplevet af: G. Sandemann Rasmussen

Naboer og venner har spurgt hvorfor i al verden jeg fortsatte med at sejle i alle krigsårene, når det var sådan et helvede som jeg beskriver i min bog `På sporet'.

For det første var det ikke bare et helvede, som det forhåbentlig også fremgår ar bogen. Der var masser af liv og lyst og fest og ballade og megen glæde i alle rædslerne, gode og overbærende kammerater, der kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft, vidunderlige kvinder, såvel de opnåelige som de uopnåelige, som kunne sige hvad der skulle siges i rette tid. Grænser var til for at blive overskredet.

For det andet var d. 9. april 1940 for de fleste danske søfolk overhovedet ikke noget reelt valg, om man ville med i krigen eller ej. Hvis man befandt sig i engelsk havn, kunne man enten fortsætte med at sejle eller gå i fængsel resten af krigen. Sandt nok fik jeg personlig i 1940-42 muligheden for fra det såkaldt neutrale Portugal via Hitlers Tyskland at flyve hjem til Danmark, men netop til et besat Danmark, et ikke frit Danmark, og det var for mig ikke et reelt valg. Nazismen og alt hvad den stod for, var noget der skulle følges til dørs og vejs ende, og det gjorde man bedst ude fra den frie verden.

Et andet spørgsmål jeg også er blevet stillet, er om en af grundene til at vi fortsatte med at sejle under hele krigen ikke også var de gode penge, risikotillæggene osv. Indtil d. 9. april 1940 fik danske søfolk ganske rigtigt risikotillæg, der varierede fra 100% til 350% i de farligste farvande omkring Storbritannien. Der var derfor en utrolig forskel på risikotillægget for en messedreng, der tjente 40 kr. om måneden, og en kaptajn, der tjente en 4-500 kr. I svenske og norske skibe fik alle om bord samme risiko-bonus. Hyren under engelsk flag var 12 pund i 1942 og 17 pund 10 sh. I 1945, og det blev man ikke fed af, selv om pundet den gang stod i Ca. 20 kr. Det var i hvert fald ikke for pengenes skyld, at man risikerede liv og førlighed.
……………………..

Uddrag af mine erindringer om invasionen ved badebyen San Tropez
Endelig blev det den 15. august 1944, og operation Dragoon var i fuld gang med en invasion ved badebyen San Tropez. Senere fik vi at vide, at de allierede havde kastet millionvis af flyveblade ned over kystområdet ved San Tropez og opfordret folk til at flygte. Dernæst havde marauderne tæppebombet kyststrækningen i flere dage, og her den 15. august lå en seks-otte amerikanske og britiske slagskibe og fyrede deres bredsider af mod baglandet. Hvert slagskib havde otte eller 9 kanoner på 16 eller 18 tommer. Hver gang de havde affyret en bredside, krængede de voldsomt til modsatte side. Vi sejlede imellem og forbi rækken af slagskibe og lå så i farvandet mellem dem og kysten, med de hylende kæmpegranater som lydloft.

Der blev givet ordre til at hive torpedonettene indenbords. For at gøre det skulle der en mand op i krydset på de to master og dirigere indhalingen og fastgøre bomme til masterne. Jeg fik tjansen i formasten. Ligesom jeg skulle til at klatre op, kom tredjestyrmanden, Henning, hen agter med et dugfrisk rygte: Inde på land var der stadig en tysk 18 tommer kanon, der ikke var bragt til tavshed endnu.

Virkelig velkomne nyheder. Gamle Skov tog endnu en redningsvest på, og han var ikke den eneste, der rystede i bukserne. Jeg klatrede op i masten og gav tegn ned til folkene ved spillene, der hev nettene op. Først den ene side, og radadagong - der røg en bredside over vores skib Fort Gaspareau, og så et fjernere radadagong, da granaten eksploderede langt inde på land. Så den anden side og endnu et par radadagonger. Lufttrykket var ved at blæse mig ned fra krydset, og det sang og fløjtede i ørerne. Bange, ja gu var jeg bange!

Heroppefra kunne jeg se, der lå over hundrede landgangsbåde udstyret med raketter, de såkaldte stalinorgler, som de fyrede af mod den nærmeste strandbred. Når de havde affyret en bredside, tørnede de samtidig 180 grader, mens de genladede den nys affyrede side.

Efter denne episode lagde jeg mærke til, at bådsens holdning til mig ændrede sig. Tidligere havde han forfulgt mig som den irriterende møghvalp, jeg sikkert også var, ved at give mig alle mulige lortejobs. Nu var jeg lige ved at blive hans kæledægge. Så ville jeg næsten hellere forfølges!

På dette tidspunkt var der skibe alle vegne, så langt øjet rakte, og i luften bragede marauderne igennem i den ene bølge efter den anden. Som et ekstra skjold over det hele jog en sværm af jagere over himmelen, her iblandt de hurtige toskrogede Lightning og den sorte natjager Black Widow. Vi sejlede i et inferno af lyd, der var ved at tage pippet fra os, og hertil kom krudtrøgen, der sved i øjne og svælg, fulgt op af en ulidelig stank.

Mens alt dette foregik, havde vi dæksfolk travlt med at gøre losse-klar, få åbnet lugerne og rigget lossegrejet til. Fort Gaspareau blev af de andre skibe tvunget længere og længere vest på hen mod et lille klippenæs. Pludselig gav det et stød i hele skroget, vi var stødt på grund, hen ved tohundrede meter fra stranden og næsset. Det var umuligt at bakke ud for de andre skibe. Skipperen gav roligt ordre til at lade ankeret gå og se tiden an. "Vi går bare i gang med at losse, vi losser os ud af det, så skal vi nok komme flot," lød det.

Som sagt så gjort, i løbet af få minutter var begge landgangsbåde i vandet og lastet med lyttestationen, som det var vigtigst at få i land først. Vi afslog at vente på havnearbejdere og gik selv i gang. Ikke én blandt besætningen så meget som overvejede at skrive overtidssedler.

Lige så snart landgangsbådene var søsat, kom turen til Ducken, amfibiefartøjet, men mens landgangsbådene tog den foreskrevne kurs en sømil øst for os, hvor der stod folk parate til at overtage materiellet, så stak Ducken direkte vest på ind mod klippenæsset. De to amerikanere vinkede overstrømmende og hoverende til os og gjorde utvetydige bevægelser med hænderne, der skulle vise, hvad de glædede sig til at foretage sig.

Hvis der var nogen, som misundte dem deres skovtur, varede misundelsen ikke længe. Halvvejs i land lød der et mægtigt brag, og vragdele, cigaret- og chokoladekartonner og menneskelemmer fløj gennem luften. Alle var sikre på, at de var stødt på en mine. Episoden blev ikke senere omtalt. øjeblikket efter kom en amerikansk jeep kørende østpå inde på kystvej en. Med et begyndte den at lege flyvemaskine, da den ramte en landmine. Her var heller ingen overlevende. Det var en nærliggende tanke, at hvis Gaspareau var drevet hundrede meter længere mod vest, ja, så var det os, der var sprunget i luften. Tanken blev kun indirekte udtrykt, da bådsen hvæsede: "Lad os så se at få lortet losset, så vi kan komme flot og slippe ud herfra." Vi var et let bytte, som vi lå der uden at kunne røre os.

Lige fra om formiddagen havde skibet været i total alarmberedskab. Al skytset var bemandet med soldater fra landgangsstyrken. I mørkningen lød den første luftalarm inde fra den lyttestation, vi lige havde sat i land. Den var altså allerede i funktion. Et tysk luftangreb var under opsejling øst fra. Antiluftskytset bragede vildt, og de allierede jagere gik løs på de tyske bombemaskiner og deres beskyttende jagere. En af de amerikanske officerer advarede skytterne om bord mod at skyde vildt op i luftrummet. Han nævnte en episode fra landgangen på Sicilien, hvor lidt for ivrige amerikanske soldater havde skudt en hel eskadre af deres egne jagere ned.

Adskillige fly blev skudt ned, både amerikanske og tyske. Hvem der skød hvad ned, er et åbent spørgsmål, det er som bekendt sejrherrerne, der har patent på historien og sandheden. En ung amerikansk sergeant af tysk afstamning ved navn Schulze dansede efter angrebet rundt på dækket skrigende af fuld hals "Tre af vores, fem af deres, wauw!" Han var på samme alder som jeg selv, men jeg tænkte, at den slags barnepjat var jeg alligevel vokset fra.

En ting, der undrede os søfolk, var den panik, som greb de fleste soldater under flyangrebet. De løb forvildede rundt og søgte dækning bag mastehuse, lugekarme, pullerter, skanseklædning, ankerspil, hvad som helst. Men hva' fanden! Vi havde nok opført os lige så fjollet på deres slagmark!

Efter alarmen fortsatte vi den afbrudte losning. Og det gjorde vi de næste fem dage døgnet rundt, kun med en pause ved midnat fra klokken 12- 1, hvor der imidlertid var alarm næsten hver nat. Ved losningen fik jeg den tjans at være lugebåds, det vil sige være den, der gav tegn til folkene ved spillene, når der skulle hejses eller fires. Jeg fik igen ordrerne fra folkene i lasten, når materiellet skulle op fra lasten, og fra folkene nede i landgangsbådene, når de skulle derned. De fleste dæksfolk ville helst køre spil, som regnedes for et loppejob. Ingen misundte mig mit job. Med mine lange lemmer og evner for at gestikulere - og ikke mindst min lyst til at udfolde min stemmepragt - var jeg velegnet til jobbet.

Næste dag, da jeg stod og dirigerede ved 2-lugen, hvor vi havde den store Samsonbom, var der nogen, der gjorde opmærksom på, at der lød nogle skarpe smæld ind mod mastehuset ud for formasten. I en pause i losningen kunne vi se, at der blev skudt med skarpt, og at projektilerne prellede af mod mastehuset, et par meter fra hvor jeg stod og spillede sprællemand. Overkommandoen på land blev varskoet, og en undersøgelse blev sat i gang efter den formodede snipe – snigskytte -, udstyret med kikkertsigte. Et par timer senere holdt skydningen op, og jeg kunne igen trække vejret lidt roligere.

Bagefter blev vi spurgt, hvordan vi turde arbejde dér på fordækket med riffelkuglerue rygende om ørerne. Vi kunne lidt overlegent og arrogant have svaret: `Man ka', hva'man ska" - men gjorde det ikke. For mit eget vedkommende hang det nok sådan sammen, at jeg altid har haft svært ved at lade være med at turde det, jeg ikke tør. Det var dengang ikke nødvendigt med dyre ord i flammeskrift:
Memento Mon, husk, at du skal dø. Det blev vi dagligt mindet om. Vi havde så travlt med at skubbe livet foran os, at vi glemte: Husk at leve. Når først vi lige har overstået dit og dat og en ting til, så skal der leves. Det bliver resultat og facit frem for processen, målet frem for vejen til målet.

Her i de sidste krig sår - og det er kun i bakspejlet, jeg kan se, at det var de sidste - havde vi travlt med at trække højrenteveksler på det, der skulle komme efter krigen. Ordet fred var nærmest et tabuord. Vi, der var med i det, kunne ikke øjne nogen fred. Allerede i 1940 sang franskmændene: Apres le Guerre finis, når engang krigen er forbi, så, ja, så begynder livet. Vera Lynn sang i England i 1944: There’ll be bluebirds over the white cliffs of Dover; Tomorrow just you and I. Underforstået: Bare vent til alt dette er ovre... glemmende, at livet er her og nu og hele tiden. Kom ud af det venteværelse.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund