UNILogin
 
 
 • Indhold

Befrielsen oplevet i Skjern

 

 

Oplevet af: Kirsten Brimnes

I 1945 var jeg 7 år gammel og boede i stationsbyen Skjern i Vestjylland. Vores hus lå i udkanten af byen og for enden af haven var der ikke mindre end to jernbanelinjer - den ene øst- vestgående, den anden nord-syd. Tyskerne bevogtede begge banelinjer, da de var bange for jernbanesabotage, og de havde et skur, egentlig en gammel lade, som de havde placeret deres vagtposter i. Dette skur lå så tæt på vores hus, at vi somme tider kunne pille projektiler ud af husmuren, når de havde øvet sig i at skyde.

Da situationen begyndte at tilspidse sig i de første dage af maj, blev især min mor meget bekymret og ville gerne benytte sig af et tilbud fra vores venner, en af byens læger og hans kone, om at flytte ind til dem midt i byen. Jeg tror, min far syntes, det var lidt overdrevet, men han føjede min mor, og om eftermiddagen 4. maj drog vi så af sted. Det var umuligt at tage alt for meget med, men min mor ville nu gerne redde sit sølvtøj og min far sine cigarer, så det var en del af vores bagage.

Der skete jo så det mærkelige, at få timer efter vores ankomst hos lægefamilien kom fredsbudskabet i radioen og snart var hele huset fyldt med mennesker. Der kunne selvfølgelig ikke være tale om, at vi skulle drage hjem igen, for nu skulle der festes. Det blev der nu ikke så meget af, for midt i al glæden blev lægen kaldt ud til noget, som vi ikke havde troet vi skulle opleve, nemlig et bombardement. Det hele skyldtes, at der på stationen i Skjern holdt et langt tog fyldt med polske flygtninge, men englænderne troede, at det var et tysk troppetransporttog og ville åbenbart give tyskerne en sidste lærestreg. Der var forfærdelig mange sårede, og det var en situation man slet ikke var forberedt på, så ud over sygehuset i nabobyen Tarm måtte man også inddrage skolen som en slags lazaret.

Det må have været en grim oplevelse for de voksne, som bedre forstod, hvad det drejede sig om end vi børn, og jeg husker derfor bedst, at vi fortsatte med en voldsom pudekamp ude i den store hall. Senere blev jeg dog mindet om episoden, når min mor tog mig med på kirkegården og viste mig de mange trækors over de døde, polske flygtninge. De stod der stadig for ca. 20 år siden, men er nu forsvundet.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund