• Indhold

Oplevelse af befrielsen 1945

 

 

Oplevet af: Benny Pultz

Anden verdenskrig
Jeg var 4½ år, og anden verdenskrig rasede på sit højeste.
Min far var depotchef for den danske forvaltning - dels i Frøslev og dels i Horserød, og var kun hjemme ca. en gang hver måned, så det må have været hårdt for min mor – alene med to små børn.
Jeg husker ikke ret meget fra den tid, hvor tyskerne havde besat Danmark, men noget kan jeg da huske.
Jeg kan huske sirenerne hylede, når der var luftalarm, og alle skulle gå i beskyttelsesrum.
Det var nogle rum i kælderen, som normalt blev brugt til at tørre tøj.
Hvis der var luftalarm om natten, gik viceværten fra lejlighed til lejlighed og ringede på dørene og råbte gennem brevkassen,
at der var luftalarm.
Det var så meningen, vi skulle gå i beskyttelsesrum i kælderen, og det gjorde vi også i begyndelsen, men senere blev vi oppe i lejligheden.
Beskyttelsesrummet var som skrevet før et tørrerum til vasketøj, som lå i forbindelse med en vaskekælder, og var ret ussel.
Der var koldt og ikke særligt rent.
I stedet for at gå i kælderen, vækkede min mor os børn, og tog os over i dobbeltsengen, hvor hun læste historie for os.
Min lillesøster sov som regel hurtigt igen, så det var kun mig der fik historie.
For det meste varede det ikke så længe, før luftalarmen blev afblæst igen.
Beboerne i ejendommen havde fået ind i hovedet, at min far arbejdede for tyskerne, måske fordi de så min far tale med de tyske soldater, som var alle steder.
Min far var udstyret med et ausweis, som tyskerne kaldte det.
Det var et legitimationskort, så han kunne rejse frem og tilbage til Frøslevslejren.
På visse tidspunkter var der udgangsforbud, og så var det nødvendigt at have et legitimationskort for at komme videre.
Han havde rodet sig ind i noget illegalt arbejde med modstandsbevægelsen, og min mor og far duplikerede illegale blade i soveværelset.
En tidlig morgen, da han skulle af sted til Frøslevslejren,
med kufferten fyldt med illegale blade, blev han stoppet af to tyske soldater lige uden for vores opgang.

De ville se, hvad der var i kufferten.
Min far råbte meget højt på tysk og viste sit ausweis, og fortalte at han ikke havde tid til det pjat, for han skulle nå sit tog, og at han i øvrigt ville indberette dem til – og så nævnte han navnet på højtstående SS-officer.
Det kunne de to tyskere ikke klare, så de knaldede hælene sammen, gjorde honnør og bad min far fortsætte.

En anden gang kan jeg huske, at min far pludselig pakkede blade og duplikator sammen i rasende fart og sprang ud af vinduet i soveværelset ud til gården, og væk var han.
Det var godt vi boede i en stuelejlighed.
Det viste sig, at nogle tyske biler med soldater, var standset ude på gaden, og min far troede, at det var ham, de var ude efter.
Det var det nu ikke – det var en i ejendommen overfor de skulle hente.

På flugt fra tyskerne
En dag i marts måned 1945, kom en mand vi ikke kendte og ringede på døren.
Han bad min mor om at pakke det mest nødvendige, for vi skulle væk omgående.
Der ville komme en bil og hente os om lidt.
Min far var blevet taget til fange af tyskerne, og tyskerne kunne komme og hente os hvert øjeblik.
Bilen han havde bestilt kom imidlertid ikke, og manden løb derfor over til Vigerslev Alle, hvor han stoppede alle biler, for at finde en der ville køre for os.
Endelig var der en chauffør på en lastbil som ville køre for os,
og den smule bagage min mor havde nået at pakke blev læsset på lastbilen.
Min mor og lillesøster fik plads i førerhuset, og jeg samt den ukendte mand blev anbragt på ladet.
Vi blev kørt til Hundige, hvor manden havde et sommerhus.
Den ukendte mand viste sig at være en bogtrykker ved navn
Hak Jørgensen, som var med i modstandsbevægelsen.
Jeg kom i øvrigt mange år senere i lære som typograf hos ham.
Vi boede nu i sommerhuset sammen med Hak Jørgensen,
hans kone samt deres datter, som var 7 år.
Vi havde det godt og manglede ikke noget.
Hak Jørgensen var en festlig fyr – der var altid skæg og ballade, hvor han befandt sig.

Så kom befrielsen. Tyskerne havde kapituleret.
Vi hørte det i radioen, men Hak Jørgensen var på toilettet
– d.v.s. han sad oppe i haven på et gammeldags lokum.
Hans kone, som hed Karen, løb ud i haven og råbte:
”Hak – Hak, tyskerne har kapituleret”.
Der var først helt stille, men så lød der et brag, da Hak sparkede døren op, og kom ud med bukserne nede om hælene og råbte:
”Hvad siger du, har tyskerne kapituleret”?
Han var skrub forvirret.
Han for rundt i haven og var ved at falde i bukserne, som han stadig ikke havde fået trukket op.
”Det må fejres - vi må skåle.
Karen hent champagnen”, råbte Hak.
Der var vild forvirring - min mor græd og vi børn forstod ikke ret meget, før vi fik det forklaret det nærmere.
”Krigen er slut børn, og jeres far kommer hjem”, råbte Hak.
Det var noget vi kunne forstå, og vi begyndte også at danse rundt, mens vi råbte:
”Krigen er slut - krigen er slut”.
Champagnen blev åbnet med et knald, og der blev hældt i glassene.
”Børnene skal også ha”, råbte Hak.
”Det går da ikke”, sagde Karen.
”Gu gør det så, bare gi` børnene et glas”, råbte Hak.
Det var første gang jeg prøvede at være fuld.
Vi havde fået stjålet vores flag for nogle uger siden, og Hak for rundt i nabolaget for at låne et.
Det lykkedes også, og vi fik hejst et gammelt laset flag op i flagstangen.
Hak var stadig helt vild på kareten, og for ud på vejen og råbte til alle der kom forbi.
”Tyskerne har kapituleret - krigen er slut”.
En ældre dame på cykel standsede og spurgte, hvad der var sket.
Hun havde ikke rigtig hørt, hvad det var Hak løb rundt og råbte.
Hak flåede hende af cyklen og råbte:
”Du skal også have et glas champagne”.
”Jamen, hvad er der da sket”, spurgte den ældre dame igen, og så lidt bange og forvirret ud.
”Tyskerne for helvede, de har kapituleret - krigen er slut”, råbte Hak.
Det hele endte i en stor havefest.
Hak hentede stadig folk ind fra vejen, og det blev sent, før vi kom i seng den aften.
Min far kom ikke hjem lige med det samme, og vi boede stadig i sommerhuset.
Tyskerne var begyndt at vende hjem.
Vi så dem ude på Køgevejen - vandre i lange rækker, tungt læsset med deres bagage.
Nogle trak deres bagage på små legevogne – og andre trak på en cykel, som var læsset, så man næsten ikke kunne se cyklen.
Folk råbte tyskersvin efter dem og nogle kastede sten efter dem.
Det synes vi børn var en god ide, og begyndte også at kaste sten efter dem.
Det skulle vi aldrig have gjort, for da Hak så det, fik vi en kæmpe skideballe, som jeg sent skal glemme.
Han fortalte os, at mange af de Tyskere sikkert ikke havde ønsket krigen, og at de måske havde mistet deres kone og børn.
Store dele af Tyskland var blevet bombet, og deres hjem lå måske i ruiner.

I Frøslevlejren
Min far var stadig nede i Frøslevlejren.
Nu var det stikkere og landsforrædere, der blev sat bag pigtråd.
En del frivillige havde meldt sig for at hjælpe fængselsvæsenet med at klare den bevogtningsopgave.
Fængselspersonalet fik på et tidspunkt lov til at få deres familie derned.
De skulle bo uden for lejren i barakker, så min mor, søster og jeg kom derned i juli 1945.
Det synes jeg var en spændende tid.
Jeg var 6 år og havde nok lige lovlig meget krudt bagi.
Meget af det jeg syntes var spændende, var ikke helt så ufarligt.
Der var mange områder, hvor der stadig var landminer, og de sprang en gang imellem.
Det var en hare eller andre dyr som udløste dem.
Det var nogle ordentlige brag, og det skete, at der gik nogle ruder i barakkerne engang imellem.
På et tidspunkt ville man rydde nogle områder for miner,
og nogle frivillige skulle springe dem.
Alle vinduer blev åbnet i barakken, og vi sad på gulvet bag nogle borde, der var lagt ned, så vi ikke fik eventuelle flyvende genstande i hovedet.
Det synes jeg var vældig spændende.

Kastede efter miner
Vi boede som sagt uden for lejren og uden for minebælterne,
men man kunne se nogle enkelte miner bag pigtråden ind til lejren.
Der var især et sted, hvor jeg kunne se en mine ca. 15 meter inde på området.
Der var et skur med forskelligt affald, såsom papkasser, træstykker og andet brændbart materiale samt en bunke koks.
På den ene side af skuret var et plankeværk, og da jeg kravlede op for at se, hvad der var på den anden side af plankeværket,
fik jeg øje på minen.
Jeg begyndte nu at kaste til måls efter minen med koksstykkerne, for at se om jeg kunne få den til at springe, og jeg ramte den da også flere gange, uden at der skete noget.
Om aften fortalte jeg meget indigneret min far, at de miner ude på marken overhovedet ikke virkede.
Min far spurgte selvfølgelig, hvordan jeg kunne vide det, og jeg fortalte ham, at jeg da havde ramt en mine flere gange med nogle koksstykker, uden at den sprang.
Det blev selvfølgelig til en kæmpe skideballe, og jeg måtte love, at jeg aldrig mere ville kaste noget efter minerne.
Senere har jeg fået at vide, at der var tråde fra den ene mine til den anden, og hvis jeg havde ramt den tråd, så den var blevet revet af, ville minen muligvis været sprunget.
I øvrigt fik jeg ingen lommepenge i den næste uge.
Jeg skulle betale for alle de koksstykker, jeg havde smidt ind på marken.

Brand
For at det ikke skal være løgn, legede jeg med tændstikker en dag, og fik sat ild til affaldet i et skur, og her var det virkelig ved at gå galt.
Jeg prøvede at slukke branden, men ilden havde fået rigtig fat,
så jeg måtte ud af skuret for at hente hjælp.
Der kom hurtigt en masse mænd til stede, og begyndte at slæbe ting ud af skuret.
De opdagede nu, at der var nogle store gasflasker derinde,
og råbte at man skulle hente ildslukkerne der hang i barakkerne.
Langt om længe blev ilden nedkæmpet så meget, at man kunne få gasflaskerne ud, men skuret kunne ikke redes, det brændte ned til grunden.
Den historie gav en uges stuearrest.


Tøvejrsaften - Frøslevlejren 1945
Jeg måtte ikke forlade barakken undtagen sammen med min mor, og hvis jeg ikke ville være der, hvor hun var, så var det tilbage til barakken.
Hvad skulle jeg dog få tiden til at gå med?


Pistolen
Det resulterede selvfølgelig i, at jeg kom på gale veje igen.
Jeg vidste, at min far havde en pistol liggende oppe på et højt skab, på det ene af vores værelser, og den måtte jeg undersøge nærmere.
Jeg trak en stol hen til skabet, og stod op på den.
Det var ikke nok til, at jeg kunne nå pistolen, som lå helt inde ved væggen.
Så prøvede jeg at stå på ryglænet af stolen, og så kunne jeg nå, men pludselig væltede skabet ud fra væggen og klemte mig fast mod den modsatte væg. Der hang jeg så og kunne ingen vegne komme.
Til sidst måtte jeg råbe på hjælp, og en af min fars kolleger kom og redede mig.
Det gav en ny skideballe og min far vidste udmærket, hvad jeg havde været ude efter.
Pistolen blev da også fjernet, og jeg fandt aldrig ud af, hvor han nu havde gemt den.

Løbetræning
I selve området var der store granplantager, hvor min far løbetrænede et par gange om ugen.
Jeg var som regel med og drønede derudaf, og råbte kom nu,
kan du ikke løbe stærkere.
Det overhørte min far og luntede stille og roligt videre.
Vi havde et bestemt sted, hvor vi hvilede os, før turen gik hjemad igen.
Det måtte på en eller anden måde have irriteret min far, at jeg altid syntes, han løb for langsomt, for en dag tog han fusen på mig.
Vi var kommet ud til det sted, hvor vi hvilede os lidt før hjemturen.
Der var en lille skrænt på en meter med masser af sand neden for og jeg havde fundet en stor kraftig gren jeg benyttede til længdespring.
Jeg satte af på skrænten, og brugte grenen til at springe så langt ud i sandet som muligt.
Min far sad og så på og sagde:
”Prøv igen – du kan da springe meget længere”.
Jeg sprang igen og igen, og min far gav mig gode råd om,
hvor jeg skulle holde på grenen, for at kunne springe endnu længere.
På et tidspunkt var jeg blevet træt og ville hvile mig, men den gik ikke, for nu skulle vi se at komme hjemad.
Det brokkede jeg mig lidt over, for han havde jo hvilet sig.
Vi begyndte at løbe hjemad, og jeg skyndede ikke på min far.
Da vi var ca. halvvejs hjemme, løb min far pludselig til venstre af en skovvej, og jeg råbte, at det var den forkerte vej.
”Det har du ret i,” sagde min far, ”men vi løber denne vej hjem i dag”.
Det viste sig at være en kæmpe omvej, og jeg kunne ikke følge med mere, og bad min far om at vente lidt.
Sludder med dig dreng, du siger altid jeg løber for langsomt – kom nu.
Jeg begyndte at græde, og min far vendte om og sagde, ok, så går vi resten af vejen hjem.
Efter den dag sagde jeg underligt nok aldrig mere, at han løb for langsomt.





























Passiar ved hegnet

Ældre dame
Der var ingen andre børn på min alder, jeg kunne leje med, så jeg kedede mig ret ofte.
Det var måske også derfor, at jeg lavede så mange gale streger.
Jeg var tit sammen med en ældre dame, som også boede i vores barak.
Jeg besøgte hende på hendes værelse, hvor hun læste historie for mig.
Jeg havde selv bøgerne med, som hun læste op af.
Vi gik også ture i plantagen, hvor hun pegede forskellige fugle ud, og fortalte hvad de hed.
Hun viste mig også forskellige blomster og planter, som hun også kunne navnene på.
Det blev en hel sport for mig, at samle forskellige blomster og planter til hende, for at se om hun kendte navnene på dem også.
Jeg synes hun vidste alt.
Hun havde i hvert fald altid, et for mig, tilfredsstillende svar på mine mange spørgsmål.
Jeg kom stort set også godt ud af det med de andre beboere, undtagen når jeg lavede ulykker.
Jeg blev rigtig godt forkælet med et æble her og et bolche der,
og hvad de ellers havde at byde på.
Jeg var jo også det eneste barn i lejren på nær min lillesøster på 2 år.


Inspektørens kone i bad
Inspektøren og hans kone boede ikke i vores barak, så dem så jeg ikke så meget til, men jeg opnåede alligevel at blive uvenner med dem begge to.
I en af barakkerne var der indrettet nogle brusekabiner, som alle kunne benytte, og en dag da inspektørens kone var i bad, var jeg kravlet op på et eller andet i brusekabinen ved siden af, og stod og så ned på hende.
Da hun fik øje på mig, brød helvede løs.
Hun skreg i vilden sky, og en masse mennesker kom løbende til hjælp.
Jeg var på vej ud af døren til barakken, men blev grebet i kraven af en mand som spurgte mig, hvad der var sket.
"Det ved jeg ikke", svarede jeg.
Inspektørens kone skreg:
”Der er en der lurer, der er en der lurer”.
”Er det dig knægt”, spurgte manden.
”Ja, ja, stammede jeg, men det var kun for sjov”.
Manden grinede og råbte:
”Det er kun en lille knægt på 6 år – tag det bare helt roligt”.
De øvrige tililende begyndte også at grine, og Poul Nielsen sagde til mig, at jeg måtte love, aldrig at gøre det igen.
Det lovede jeg, og fik lov til at løbe.
Der blev nu en stor historie af det.
Den stakkels kone havde læge, som gav hende en beroligende indsprøjtning.
Min far blev kaldt til samtale med inspektøren, som synes, at det var lige lovlig strengt, det jeg havde gjort.
Min far og inspektøren blev vist ikke enige om det, og der var kold luft mellem dem i lang tid.


Klapvognen
Senere skete der noget, der gjorde sagen værre.
Vi havde en klapvogn til min lillesøster, som jeg en dag legede med.
Der var et sted, hvor der var en lille bakke, og den morede jeg mig med at køre nedad i klapvognen.
Jeg trak den op på bakken, og drønede nedad igen.
Det kunne jeg få meget tid til at gå med.
Da jeg ikke gad lege den leg mere, stillede jeg klapvognen fra mig, men uheldigvis havde jeg fået stillet klapvognen et par meter bag ved inspektørens bil, med det resultat, at inspektøren bakkede ind i klapvognen, så den blev helt ubrugelig.
Inspektøren ville ikke erstatte klapvognen, da han mente, at det var min skyld, fordi jeg havde stillet klapvognen bag hans bil.
Min far holdt på, at inspektøren skulle have set sig bedre for,
før han bakkede.
Det skændtes de meget om, men resultatet blev, at inspektøren måtte betale for at få klapvognen repareret.

Den ældre tysker
Jeg elskede at snige mig ind i det store køkken, hvor maden til de indsatte blev lavet.
Min far ville ikke have mig i køkkenet, men når han ikke var der, sneg jeg mig derind alligevel.
Køkkenpersonalet var vældig flinke, og jeg fik altid et eller andet at spise. Der var især en ældre mand, der haltede på det ene ben, som var meget glad, når jeg kom.
Han var tysker, men kunne tale lidt dansk.
Han spurgte altid, hvordan jeg havde det, og hvilke ulykker jeg havde lavet i den sidste tid.
Han ville altid have mig til at fortælle historien om inspektørens kone i badet.
Hver gang jeg fortalte den historie, slog han sig på lårene af grin, og var ved at vælte ned af stolen.
Det øvrige personale morede sig også over den historie.
Jeg syntes ikke selv, det var særlig morsomt, og da jeg spurgte, hvorfor de syntes, det var så morsomt, brølede de af latter.
Jeg fik senere at vide, at den ældre tysker havde mistet sin kone og sine børn under krigen, og var søgt til Danmark.

Serveringslemmen
I køkkenet var der en serveringslem ind til spisesalen,
hvor fangerne spiste.
Normalt er serveringslemmen lukket, når fangerne havde fået mad, men en dag stod den åben, og jeg kravlede op på bordet,
for at se ind i spisesalen.
Fangerne fik øje på mig og viste med tegn, at jeg skulle komme derind, og da jeg ikke kunne se noget galt i det, kravlede jeg gennem lemmen, og hoppede ned på gulvet i spisesalen.
En af fangerne tog mig op på sit knæ, og spurgte hvad jeg hed, og hvor gammel jeg var.
Pludselig røg døren til køkkenet op, og ind kom min far.
Han løb hen og snuppede mig, og løb med mig under armen ud i køkkenet igen.
Han så meget vred ud.
Jeg fik at vide, at jeg aldrig skulle vise mig i køkkenet igen,
og personalet blev påbudt at sørge for, at det ikke skete.
Dengang forstod jeg ikke, hvorfor min far blev så gal, men i dag kan jeg godt se det farlige i situationen.
Fangerne kunne have taget mig som gidsel.

Kanonkugler
Hver dag var der halvanden times middagspause, og noget af fængselspersonalet tog sig en lur på deres værelse på barakken.
Alle vidste, at der skulle være ro på dette tidspunkt og selvfølgelig også mig.
Der var også fuldstændig roligt på barakken, og jeg kunne ikke holde det ud – der måtte ske noget - og det gjorde der.
Nede i den ene ende af barakken var der lavet en pyramide af kanonkugler.
De var på størrelse med et strudseæg og ret tunge.
Jeg tog en af kanonkuglerne, og gik ned i den anden ende af barakken ved døren, og trillede kuglen op mod de andre kugler.
Den rumlede af sted henover trægulvet med en herlig lyd,
og drønede ind i væggen med et ordentlig brag.
Jeg spurtede ud af barakken - rundt om hjørnet og ventede.
Det varede ikke længe, før der lød eder og forbandelser inde fra barakken.
Efter et stykke tid, blev der igen roligt, og jeg listede mig ind igen og gentog spøgen.
Tredje gang blev jeg taget og blev resolut lagt over knæet og fik tre slag i enden.
Det var en af min fars gode kolleger der hed Poul Nielsen.
Han var kravlet ud af sit vindue, og da han hørte rumlen igen, var han løbet om mod indgangen lige ind i mig.

Skud gik af
En dag sad der to soldater med gevær på vagt på trappen uden for vores barak.
Jeg ved ikke, hvorfor de sad der den dag, for normalt var der ingen vagter foran vores barak.
Der må have været et eller andet i vejen – måske var en fange flygtet.
Det var spændende synes jeg, og jeg var meget interesseret i deres gevær.
Jeg spurgte om det kunne skyde rigtigt, og om jeg måtte se ”kuglerne”.
Det måtte jeg gerne, og soldaten tog dem ud og viste mig dem.
Da soldaten skulle sætte patronerne i geværet igen, gik der et skud af.
Det var lige i middagsstunden, og jeg vidste af erfaring, at man skulle være stille på det tidspunkt af dagen, så jeg råbte:
”Gem jer, for nu bliver der ballade”.
Jeg var på vej væk, men de to soldater stod stadig på trappen,
da Poul Nielsen kom farende ud og råbte:
"Hvad fanden foregår der her”.
Soldaterne forklarede, at det var et uheld, og fortalte, hvad der var sket, men det ville Nielsen ikke høre tale om.
”Tror i det er en børnehave”, skreg han.
” I bliver fandeme indberettet”.
Han ville have deres navne.
Jeg syntes det var synd for soldaterne, men jeg skulle ikke have sagt noget.
Jeg kunne stadig huske de tre slag i enden, jeg havde fået den anden dag.

I Tyskland med Dansk Røde Kors
Denne beretning er, hvad jeg kan huske min far fortalte på et senere tidspunkt, da jeg var blevet ældre.
Detaljerne er sikkert ikke helt rigtige, men i store træk, er det nok,
hvad der skete på de første Røde Kors transporter.

På et tidspunkt fik min far lejlighed til at komme med på en transport til Tyskland med Dansk Røde Kors.
Grænsen til Tyskland lå ikke ret langt fra Frøslevlejren.
Min far havde hørt, hvor galt det stod til, men ville gerne se det med egne øjne.
Det var en slem oplevelse. Store områder var totalt sønderbombet og helt jævnet med jorden.
Der var nogenlunde ryddet, så transporten kunne komme ind i området.
Der var ikke et menneske at se, men man vidste, at de var der.
Der blev gjort klar til at uddele forskellig forplejning,
og efterhånden dukkede de første personer op.
De så forfærdelige ud.
De var meget tynde og beskidte.
Mange havde nogle væmmelige sår og alle havde lus.
Nogle havde tøj på der hang i laser, og andre havde bare et laset tæppe svøbt omkring sig.
De så meget bange ud med deres store øjne.
Man bad dem komme nærmere, men der skete ikke noget.
Så kastede man noget forplejning hen til dem, og så gik det galt.
Alle kastede sig over varerne med en vildskab, som ikke kan beskrives.
Man skyndte sig at kaste noget mere hen til dem, og råbte at de nok skulle få alle sammen.
Det hjalp ikke, de blev ved med at slås.
Til sidst havde alle fået, og næsten alle var forsvundet igen.
Dem der var tilbage, sad og spiste det de havde fået.
Feltkøkkenet havde lavet suppe, og var parat til at uddele den.
Der blev råbt til dem, at der var varm suppe, og den første der nærmede sig var en gammel kone.
Hun stod nu 10 meter fra vognen og ville ikke komme nærmere.
En af medarbejderne tog en skål suppe og stillede den fem meter fra hende.
Hun haltede hen og tog skålen, og skyndte sig tilbage, så suppen skvulpede over.
Der blev stillet flere skåle frem, og den næste der tog en skål suppe, var en dreng på ca.10 år.
Der kom nu flere og flere, og nogle kom helt hen til vognen.
Nu kunne man begynde at uddele tøj og tæpper, og det gik nogenlunde roligt.
De medarbejdere der kunne tale tysk fik at vide, at de boede i kældrene og havde levet af rotter og mus, katte og hunde.
Nogle havde spist jord, bare for at få noget ned i maven.
Røde Kors medarbejderne kunne nu få lov til at rense og forbinde nogle af de væmmelige sår mange havde.
Min far havde også været sygepasser engang, så han hjalp til,
så godt han kunne.
Da min far kom hjem igen til Frøslevlejren, kan jeg huske, at han skulle afluses, og det synes jeg var meget flovt.
Min far fik i øvrigt tildelt Dansk Røde Kors Mindetegn
den 4. januar 1947 for krigshjælpearbejde i 1939-1945.

Hjem til Valby
Dagen var nu kommet, hvor min mor, lillesøster og jeg skulle hjem til Valby igen.
Min far ville komme senere, men hvornår kunne man ikke sige endnu.
Jeg glædede mig til at komme hjem igen, for at møde mine kammerater hjemme i gården.

Børnene i gården i Valby

Jeg skulle også begynde i skolen, hvis det kunne lade sig gøre, men det var ret usikkert, fordi der boede en masse tyske flygtninge på de fleste skoler.
Da min mor tog kontakt til skolen, fik hun den besked, at man ikke regnede med, at jeg kunne komme i skole det første halve år.
De tyske flygtninge skulle først ud, og derefter skulle hele skolen gøres i stand.
Det var jeg lidt skuffet over, men det gik hurtigt over igen.
Jeg havde fundet sammen med mine kammerater igen, og det gik fint.
Min far var kommet hjem fra Frøslev Lejren, og var startet på Vestre Fængsel igen.

Viceværten med frihedskæmperarmbind
Der var stadig mange eftervirkninger efter befrielsen.
Der var stikkere og værnemagere, der blev hentet, og min far var også involveret i forskellige ting, som jeg ikke havde kendskab til. Jeg kan dog huske to episoder.
Den ene var med vores vicevært, som gik rundt med et frihedskæmperarmbind, som de rigtige modstandsfolk fik udleveret.
Min far troede ikke på, at viceværten havde været i modstandsbevægelsen og var berettiget til at gå med det armbind, og opsøgte viceværten, for at få klarhed på det.
Viceværten forklarede, at han havde været husvagt under krigen, og derfor havde lov til at gå med armbindet.
Min far fik ham hurtigt ud af den vildfarelse, og viceværten måtte aflevere armbindet.


Tysk kørelærer
Den anden episode jeg kan huske, var mere alvorlig.
Den drejede sig om en tysker, som var indvandret til Danmark i trediverne.
Han boede i vores ejendom og var kørelærer.
Han ejede een bil, han kørte rundt med i sin køreskole.
Da Danmark blev besat af tyskerne, blev hans bil taget fra ham, og han blev indkaldt til krigstjeneste for Tyskland.
Min far havde advaret ham og sagt, han skulle prøve at komme til Sverige, men det ville han ikke - han regnede med, at han var sikker nok her.
Da tyskerne kapitulerede, vendte han hjem til Danmark igen.
Han var i en meget dårlig forfatning.
Han var meget nervesvækket, og jeg kan huske, at han stammede.
Jeg må med skam melde, at vi børn gjorde nar af ham.
På et tidspunkt var han blevet hentet af modstandsbevægelsen, og sat i fængsel.
Min far kontaktede modstandsbevægelsen og hans forklaring gjorde, at han blev løsladt igen.


Smadrede ruder på skolen
Den skole jeg skulle gå på hed Lykkebo Skole, og en dag, da jeg og et par kammerater var i nærheden, ville vi se, om vi kunne få øje på de tyske flygtninge som boede på skolen.
Da vi nærmede os skolens bagindgang ved Landlystvej, så vi en masse andre børn, der kastede sten op på ruderne.
De var noget ældre end os.
De råbte tyskersvin, og skrub hjem til Tyskland, hvor i bor.
Jeg kunne godt huske fra tidligere, at det skulle man ikke gøre, men fristelsen var for stor, og jeg fik da også baldret et par ruder.
På et tidspunkt kom nogle voksne, og fik gennet os væk.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 4/5 2009. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund