UNILogin
 
 
 • Indhold

Odense ved krigens afslutning

 

 

Oplevet af: Erhardt O. Peitzsch

Indsendt af: Niels O. Peitzsch

Den 4. maj 1945 kl. 20:30 om aftenen gik jeg op til mit tagkammer. I de andre værelser boede der nogle piger der arbejdede i restauration "ODENSE" i stuen. Døren til en af disse piger stod åben og hendes radio kørte. Som jeg kom forbi lød det pludseligt at "de tyske styrker havde overgivet sig til Montgommery". Der blev fest i gaden og de tyske vagter ved deres indkvarteringer lagde geværet og hilste os. Samtidig tændtes der levende lys i næsten alle vinduer som en hilsen til at mørklægningen, som havde været i fem år, nu var forbi.

Da jeg kom hjem var der meddelelse om at jeg var indkaldt til gruppen, som blev ledet af adjunkt Bolvig. Vi stod nu på hjørnet af Østre Stationsvej og Hans Tausensgade (hvor jeg boede) og tog imod da forskellige grupper og anviste dem hvor de kunne få udleveret de våben, vi havde hentet og samlet og gemt under tagpladerne.

Kl. 4 om morgenen den 5. maj begyndte det med lidt støvregn, og som en slange bevægede SS-soldaterne sig i deres vogne ud af byen.

Vores første opgave var at samles ved Elias B. Muus's parkhave ved Frederiksbroen ved Odense Å, hvor frihedsbevægelsens hovedkvarter lå i Odense på denne dag. I løbet af dagen blev der en del skyderi med Hippofolk, Schalburgfolk og nogle enkelte tyskere og en del mennesker blev ramt bl.a. Steen Larsen, som var leder af Teknikums maskinafdeling, samt spejderbevægelsen på Fyn. Han blev fundet død ved en busk i Eventyrhaven.
Dagen efter flyttedes vi til det Ny Missionshotel på Østre Stationsvej, hvor vi udfor badstuen mødte de første engelske soldater der kom til byen. Det var her vi blev fotografaret af Fyns Tidendes reporter.

I nogle dage var vi derefter indkvarteret i Industripalæet ved Eventyrhaven.
Der blev imidlertid oprettet en speciel "Frihedskæmperklasse" på Teknikum, hvor vi måtte indhente det forsømte ved at gå til undervisning både lørdag eftermiddag og søndag formiddag. Men den 1. juni blev jeg så indkaldt igen og havde indkvartering i min gamle "Mulernes Legatskole", som lå ved siden af Teknikum.

I den forløbne måned var delinger og kompagnier af lurvede lasede tyske soldater, med diverse ting i barnevogne, marcheret til fods gennem byen, syngende deres hjemlands sange.
Overfor Teknikum lå Odd Fellowlogens bygning (hvor vi gamle "mulere" holdt vores 60-års jubilæumsdag den 1. april i år, 1993). I denne bygning var den tilstedeværende engelske officerstab indkvarteret. Da englænderne, ligesom byens øvrige befolkning, fandt at de ikke kunne holde tyskernes sangskråleri ud når de marcherede forbi, gik en engelsk officer ud og stoppede den tyske deling og foreholdt dem "at de havde at holde kæft så længe de gik igennem Odense by". Det passede ikke helt den tyske officer, ikke før han havde fået en "kæberasler" af englænderen, forstod han alvoren. Tyskerne måtte foruden deres ejendele slæbe på de våben de havde, og de blev iøvrigt smidt i en stor bunke nede ved grænsen.

Når vi i Juni 1945 skulle genindkaldes var det for at holde opsyn med de tyske civile flygtninge, der var kommet et hav af de sidste måneder før krigen sluttede.

Disse flygtninge troede de uden videre kunne gå ind i forretningerne og få hvad de havde lyst til, for det havde Hitler og hans kumpaner bildt dem ind. Men den gik jo ikke og i stedet blev de nu indsamlet i lejre. En af dem var på landboskolen på Hjallesevej. Her var de indkvarteret i selve skolen, mens vi der skulle holde vagt, havde en tjeneste på 4 timers vagt og 4 timers søvn døgnet rundt. Vi var to som skiftedes med andre to i gruppen. Kurt og jeg holdt vagt en eftermiddag. Pludselig kom der en Adler-vogn med et par SS-folk hvor distinktionerne var revet af. Den ene sprang ud af vognen og spurgte os om han måtte tale med sin kone, som var indespærret i lejren. Efter at vi havde fundet hende fik han lov til dette. Der var et hegn uden om lejren som var ca. 2 m højt, og han stod udenfor og hun indenfor. Han spurgte os nu om han måtte få sin kone med til grænsen i vognen. Til dette svarede vi benægtende. Men han havde et maskingevær med bag i vognen og det måtte vi få, hvis han fik konen med. Vi kiggede på geværet og sagde til ham at vi havde vores vagt kl. 2 om natten, så han skulle blot komme tilbage ved denne tid, så kunne vi godt bytte hans kone med maskingeværet. I nærheden stod, iøvrigt vores gruppefører Bolvig med ryggen til. Men han havde selvfølgelig ikke hørt noget om vor snak, idet han stod og talte med den anden SS-mand, mens SS'eren med konen stod og talte med hende. Men pludselig hjælper han hende over hegnet. Kurt og jeg havde lagt mærke til det, men da krigen var forbi og der ikke var grund til at fodre på flere flygtninge end højst nødvendig, blinker vi til hinanden og lader ham få hende med. Den anden løber nu også hen til vognen, som stod med tændt motor, og afsted kørte de med Bolvig rendende efter dem, gestikulerende med hænderne, råbende og bandende.

Ind imellem havde vi skydeøvelser på Seden Strand. Skiverne var placeret ret langt væk og der var "markører", der ved et signal med et rødt flag fortalte hvad der var ramt på skiven. Skiven blev hevet ned med trosser af markøren når han efter et skud kontrollerede resultatet, hvorefter den blev hevet op igen for et nyt skud. I mellemtiden gemte markøren sig bag en vold, så han ikke risikerede at blive skudt.

Mens de andre ramte nogenlunde plet, skød mit Brno-gevær så skævt, at jeg skød trossen, som holdt skiven oppe, over og det varede 20 minutter at reparere den. Det hørte jeg en hel del for dengang.
Vi skød også med maskingevær med lyspatroner, så man kunne se hvor patronerne fløj hen.

Ved Killerupskoven havde tyskerne haft et våbendepot som vi blev sendt ud for at passe på. D.v.s. det var helt utroligt hvad vi fik afprøvet af forskellige våben i skoven der. Bl.a. plastisk sprængstof med hvilket vi kunne få beholdere sprængt 100 meter op i luften.
Vi havde iøvrigt ind imellem nogle kolosale kannibalfester, hvor en masse sprut pludselig så dagens lys, efter at have været gemt væk under krigen.
Således marcherede vi en dag til ærtefabrikken med en klarinet i spidsen (vi havde desværre ingen trompet). I kælderen på fabrikken var der store træbaljer med likør og 96% ren finsprit, hvilket vi blandede sammen. Så vi marcherede tilbage, dalrende fra side til side og stadigvæk med klarinetten i spidsen, men med en lidt mere tåget lyd.

Det var iøvrigt ved en af disse fester, Sct. Hans aften 1945, som foregik ude i haven hos den lokale landinspektør, at jeg mødte min kone Ketty, første gang. Det blev dog et kort møde. På en eller anden måde var det lykkedes et par af gutterne at få fyldt en ret stor kuffert med alskens sprut-herligheder, lige fra snaps og whisky, vodka og gin til hedvine af forskellig slags. Ketty havde været på arbejde og havde ikke fået noget at spise hele dagen, men hun blev placeret på græsset og Arne Årø og hans bror, som var hendes daværende bekendte fik hældt et glas rent gin i hende, hvorved hun blev så syg at de måtte føre hende hjem. Nogle måneder senere mødte jeg hende, da jeg om aftenen gik fra Teknikum og vi gik da til politisk møde sammen i Fyns Forum. Men forinden havde vi spist et par stykker mad på Café Prior. Således begyndte da vort bekendtskab.

Da jeg skulle indkaldes igen på Mulernes skole, stod jeg til appel der, men faldt omkuld. Jeg troede det var influenza/forkølelse og gik på Frank A's vinstue og bestilte mig en ordentlig rom-toddy. Men det hjalp ikke og jeg måtte hjem i seng, hvor lægen kom og fandt ud af at jeg havde mæslinger med 40 i feber.

Således endte da mit eventyr som modstandsmand i sommeren 1945.

Se billede

Erhardt den 5. maj 1945 ved Elias B. Muus' ejendom ved Fredriksbroen ved Odense Å. Tasken er fyldt med håndgranater og en af splitterne var ved at ryge ud. Heldigvis opdagede jeg det i tide og fik sikret alle splitterne, så at jeg slap for at blive sprængt i småstykker.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 18/1 2007. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund