UNILogin
 
 
 • Indhold

Langeland under befrielsen

 

 

Oplevet af: Jytte Møller Andersen

Det følgende beror på uddrag af personlige erindringer fra forår og sommer l945, nedskrevet 1985 uden brug af andre kilder end hukommelsen.

Mit "pigenavn" var Knudsen. Familien boede i Havnegade 104 i Rudkøbing, kun få minutters gang fra Kastanjevej, hvor skolen lå. Min far var provisor på apoteket og min mor som det var skik dengang hjemmegående.

For et barn er tiden fra 9 til 14 år uendelig lang, en mindelse om en tid da vintre virkelig var vintre og somrene mest sol og ferie. Trods de voksnes alvorlige ansigter alligevel en nogenlunde sorgløs og ubekymret barndom. Krigens rasen i fjerne lande kom dog ind i hverdagen, eller måske snarere natten, når luftværnssirenens stigende og faldende lyd afbrød den trygge søvn. Så vidste vi, at bombemaskiner var på vej mod Kiel, Lubeck og Rostock for at smide deres last. Skønt vi godt vidste, at der i disse byer befandt sig familier som vores egen, faldt det vist de færreste ind at bekymre sig om dem. "Fjenden" skulle bare ned med nakken. For vi vidste jo godt, hvem vi "holdt med". På visse tidspunkter skulle der være absolut stilhed i rummet, nemlig når de taktfaste dum - dum - dum – dum overdøvede besættelsesmagtens støjsendere og de velkendte ord lød i "Her er London, BBC sender til Danmark". Mon nutidens børn skal/kan være så absolut stille? I hvert fald bevirkede den tvungne stilhed i spisestuen, at også vi børn spidsede ører og lærte at følge med i storpolitik, selv uden at få serveret død og ødelæggelse i levende billeder via TV.

Rudkøbing på Langeland var min barndoms by, og på den dengang ikke landfaste ø mærkedes den egentlige besættelse kun i beskedent omfang, da Det tredje Rige led sig repræsentere af en enlig marinesoldat, Emmerich. Med mellemrum kom "de grønne" i mindre flokke på korte besøg, og først i den sidste krigsvinter blev restaurant Ørstedspavillonen beslaglagt og anvendt som kaserne for tyske værnemagtssoldater, mest halvgamle mænd og ganske unge drenge ikke meget ældre end drengene i skolens ældste klasser.

Den vinter hændte det også ret ofte, at skolens undervisning blev afbrudt, og vi blev på pæne rækker 2 og 2 geleidet ned i beskyttelsesrummene i kælderetagen. Herligt at blive afbrudt midt i en måske kedelig time, men vældig irriterende, hvis afblæsning af alarmen strakte sig ud over det tidspunkt, hvor vi havde fri.

I løbet af foråret 45 var ingen i tvivl om krigens udfald. Men hvornår? Og hvordan? Det var spørgsmålet, som også vi store skoleunger diskuterede. Fra andre byer vidste vi, at vore jævnaldrende kammerater i lange tider havde fået undervisning i de besynderligste lokaler, da deres skoler var beslaglagt. Så heldige var vi ikke, men hvem kunne ane, at netop den 4. maj, hvor vi et par gange i løbet af skoledagen var i beskyttelsesrum, skulle blive den sidste dag i skolen for de næste mange måneder?

Ude i Langelandsbæltet var en stor flydedok strandet en af de sidste dage i april. Ombord befandt sig et par hundrede tyske flygtninge, der straks blev bragt i land og indkvarteret på hotel ”Skandinavien”. Kun en del af øens voksne vidste, at der på flydedokken, hvis slæbebåde havde kappet trosserne og var sejlet væk, yderligere befandt sig russiske og franske krigsfanger. Heldigvis lykkedes det den lokale Røde Kors afdeling af få tilladelse fra den tyske kommandant til at hjælpe de arme, forsultne, syge, lasede krigsfanger i land og indkvartere dem i byen, de ca. 600 franskmænd på hotel ”Langeland” og de 800 russere på byens eneste skole.

Efter BBCs l8.l5 udsendelse den 4.maj, hvor blot de sædvanlige nyheder om kampe og erobringer lød gennem støjsenderne, begav en del af kvarterets børn og voksne sig hen til skolen, som man havde hørt skulle ryddes og indrettes til lazaret. Mens alle tog fat og slæbte ting og sager ud og ind, kom en af mine forældres venner løbende: ”Det er sket, det er sket! Tyskerne har overgivet sig”. Jubel, forvirring, glæde, runddans, omfavnelser!! Vidunderligt - - -.

Næste morgen lød kirkeklokkerne, og ingen tænkte naturligvis på skole eller andre dagligdags trivialiteter. Men vi blev dog hurtigt mindet om, at der i vores del af byen var noget usædvanligt på færde, idet skilte forkyndte, at kun beboerne måtte færdes i de gader, som lå nærmest skolen. Det skyldtes frygt for, at de nu forhenværende krigsfanger skulle have medbragt smitsomme sygdomme fra fangelejrene efter den uhyggelige sejlads fra den tyske Østersøkyst til Langeland. Efter få dages forløb blev forbudsskiltene fjernet, og der blev givet russerne og også franskmændene tilladelse til at færdes i byen.

Trods de efter danske forhold ret strenge rationeringer (både salt og kaffeerstatning var ”på mærker”) lykkedes det på forbløffende kort tid at få rettet de hårdt plagede mænd op. Også beklædningsproblemerne blev løst, og de lasede uniformer blev udskiftet med dansk maximaltøj, der måtte forekomme som ren luksus for den, der i måske 2 - 5 år ikke havde haft andet tøj end den uniform, han var iført ved tilfangetagelsen. Som krigsfanger havde de fået beskedne madrationer, men var naturligvis ikke udhungrede næsten til døde som KZ-fanger, men det vidste vi kun lidt om den sommer. Vi vidste, hvad vi så, og hvad vi hørte.

Mange havde opholdt sig så længe i tyske fangelejre, at det var muligt for dem at gøre sig forståelige på tysk. I øvrigt kom man langt med fagter og gebærder samt de to ord "prima" og "kaput". I de hektiske forbrødringens fredsdage blev både russere og franskmænd inviteret hjem til byens borgere og enhver familie med respekt for sig selv "havde" en russer eller en franskmand. Med de sidste blev venskabet nu ret kort, idet der vist kun gik 6-7 uger før den signalprydede damper "Langeland" gav et sidste fløjt i skorstenen, mens jublende glade franskmænd vinkede til deres nye danske venner. Adresser var udvekslet og i årene efter kom breve og kort med franske frimærker på.

Slet så festlig havde den foregående afrejse ikke været. Ret kort efter krigens slutning sjokkede de sidste rester af værnemagten ned mod færgelejet for uden festivitas at sejle til Svendborg og derfra rejse ned til ruinerne af der Führers drøm. Og tænk, vi syntes faktisk, at det var OK. Det havde de virkelig fortjent (at de selv samme unge soldater senere blev NATO-partnere havde ingen fantasi til at forestille sig).

Russerne var nok fra begyndelsen klar over, at deres hjemsendelse kunne trække ud, og de udfoldede sig i en ret udadvendt levevis. Det varede ikke lang tid, efter at de var kommet lidt til hægterne, før de havde etableret et sangkor, som selv de berømte Don-kosakker ikke havde behøvet at skamme sig over. Musikinstrumenter blev også skaffet til veje, og aften efter aften var der underholdning på pladsen foran skolen. Musik, sang, dans. Det var fremmed og dragende. Andre sange end de vante, men snart kunne enhver nynne med på både sovjethymnen og internationale. For nogle, især unge piger var dragningen mod de fremmede særlig stor, hvilket fremgår af kirkebøgerne for foråret og sommeren l946.

De som ikke var musikalske, fik en stor del af deres tid til at gå med forskellige former for det, vi i dag ville kalde kunsthåndværk. Det er helt utroligt, hvad deres snilde hænder kunne udrette, i mange tilfælde uden andet hjælpemiddel end en almindelig kniv. Ud af mønter blev lavet de nydeligste fingerringe. Min mor ofrede en gammel sølvdaler og fik den retur i form af en meget smuk pladering med et indridset V/V, hvor V-et kunne læses både som 5 og som V for victory. Af siv og strå flettedes kunstfærdige kurve, ofte med en papkasse som skabelon. Cigarkasser af træ blev slebne, og strå skåret i små stykker blev farvet og limet på og hele kassen lakeret. Til børn blev snittet kunstfærdigt legetøj. Bl.a. husker jeg tre små fugle med haler skåret op i tynde stykker og bredt ud i en vifte, anbragt på et boldtrælignende bræt. Ved hjælp af snore gennem hullerne i brættet kunne en træklods, der blev svinget rundt, få fuglene til at hakke ned i brættet. Alt dette var et udmærket tidsfordriv, og der kunne jo også tjenes lidt lommepenge, som så kunne anvendes til tobak, hvis det overhovedet var muligt at skaffe. Ellers klarede man sig med lidt vissen tjørnehæk omrullet med et stykke papir fra ”Langelands Folkeblad”.

Til imødegåelse af eventuel hungersnød havde min far allerede i 1944 anskaffet sig en lille jordlod på en mark lige uden for byen. Her skulle dyrkes grøntsager og kartofler, og da min far ikke elskede kartoffelhypning særlig højt, tog han med glæde mod et tilbud fra et par russere om, at de skulle udføre det forhadte arbejde mod at blive inviteret til middag den følgende søndag. Om der også var penge indblandet, aner jeg ikke. Dagen oprandt, og efter middagen skulle turen så gå ud til de nyhyppede kartofler. Med stolthed blev kartoffelstykket forevist, og min fars glade smil blev vist lidt stivnet, for de gode mænd havde taget fejl og I stedet hyppet naboarealet, der i øvrigt tilhørte skolens overlærer (inspektør), som morede sig hjerteligt over så let at have fået hyppet sine kartofler. For russernes vedkommende var arbejdet udført og middagen spist – og derved blev det. Og min far måtte så selv hyppe sine kartofler.

Ved særlige lejligheder gik russerne gennem byen med deres røde fane i spidsen, og formanden for det lille kommunistparti kunne den sommer spille 1. violin, sikkert til nogen ærgrelse for den socialdemokratiske borgmester.

Sct. Hans aften var det år drømmen om en dansk midsommer. Vejret havde ikke været særlig godt om dagen, men hen under aften klarede det op, og vinden lagde sig. Ved lystbådehavnen havde ro-klubben Sct. Hans-bål med taler og "Vi vil fred her til lands", der næppe har været sunget af mere ærlige hjerter end netop den aften. På Siø, Taasinge og Fyn sås bål, og langt ude nordpå, hvor en lille tange går ud, befandt sig de fleste af russerne. Før Siødæmningen ødelagde udsigten kunne man se helt til Elsehoved fyr. Da de danske stemmer var forstummet hørtes de mest vidunderlige russiske folkesange. Man følte virkelig, at de mennesker, der her sang delte ønsket om fred i verden. De var venner ligesom englænderne og amerikanerne.

Men ventetiden blev lang, og først hen i september sejlede ”Langeland' igen afsted med alle signalflag oppe. Der blev atter vinket og løfter om fortsat venskab pr. brev blev afgivet.

Nu var skolen ryddet og håndværkere tog fat på at bringe skolen tilbage til sit gamle udseende. (Den så stadig sådan ud i Klaus Rifbjergs ”Vores år”, som T.V. optog i 198o). Vi var rykket en klasse op, og hverdagen begyndte igen - nu uden ringeste chance for afbrydelse p.g.a. luftalarm.

Men én ting undrede: Hvorfor kom der aldrig brev med russiske frimærker?? Måtte de Ikke skrive? Tvivlen nagede. Var russerne måske alligevel nogle slemme folk? Rygter sagde, at de alle sammen var blevet skudt, fordi de ikke måtte fortælle, hvor godt danske arbejdere havde det. Partiformanden, hvis betydning nu var aftaget, beroligede pressen med, at han havde hørt fra deres leder, at alle var kommet hjem og havde det godt. Men den var der vist ingen der troede rigtigt på. Heller ikke de store skoleunger, der nu var blevet et halvt år ældre og nogle oplevelser rigere.

I de forløbne år har jeg med mellemrum spekuleret på ”vores” russere. Hvad var det mon for et Rusland (USSR), de vendte hjem til? I skyggen af den kolde krig og de senere afsløringer af Stalintidens rædsler, kunne man godt fristes til at tro på rygterne om henrettelse. Og dog! Store dele af Sovjetunionens europæiske del havde været krigsskueplads, endda i selv for Rusland meget strenge vintre. Millioner af mennesker var døde og byer ødelagt i ikke mindre målestok end mange af Tysklands. Kan hænde der hverken var hjem eller familie at vende hjem til.

PS 2005 Og sådan er krig stadig.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund