• Indhold

Den 4.maj1945

 

 

Oplevet af: Kaj Meyland

Jeg opfattede ikke meget af befrielsen den 4. og 5.maj 1945. Jeg sov fra det hele. Fra tidlig aften den 4.maj til over middag den 5.maj, Forklaring følger her.

27. april. Store Bededag 1945 tog vi i Dyrehaven medbringende madpakker og sodavand med patentprop. Vi skulle spise frokost i det grønne og derefter besøge Bakken. Den åbnede klokken 12. Det kom imidlertid til at gå meget anderledes.

Vi var en flok knægte i 14-16 års alderen. I den alder leger man stadig røvere og soldater. Røverne var på det tidspunkt altid tyskerne. I vores forårskådhed skulle vi selvfølgelig gennem hele repertoiret. Marchere som tyskerne. Falde død om, som vi alle mente tyskerne fortjente, og alle andre sjove ting, som store drenge kan finde på, når det drejer sig om at efterligne krig.
Så spiste vi. Nu var det tid til Bakken.

Vi studsede over de velkendte hornsignaler fra de tyske udrykningsbiler, som vi nu hørte stadig tættere og tættere på, hvor vi lå med vores frokost. Vi forestillede os dog ikke, at det havde noget som helst at gøre med vore ringe personer. Vi blev hurtigt klogere. Da vi netop var i færd med at lette os fra græsset, dukkede den første frem. Vi var ikke i tvivl om, hvem det var. Den irgrønne uniform kendte vi kun alt for godt fra det københavnske gadebillede. Der var kun én, vi var mere bange for. Det var den sorte hipouniform. Vi var nu omringede af de irgrønne, og selvom der kun var enkelt hipouniform med, havde jeg i hvert fald en fornemmelse af at skulle tisse. Der var nu andre end os, der var blevet drevet sammen. Disse blev overraskende nok hurtigt skilt fra. Vi, der var tilbage, blev med hænderne i vejret uden nogen diskussion beordret ned til nogle ventende vogne Vi kaldte dem prærievogne. Vi havde i løbet af krigen set dem blive brugt til mange ubehagelige transporter, så nu var humøret hos os alle faldet til under nulpunktet.

Turen til Politigården tog ikke lang tid. De hylende sirener banede effektivt vejen. Vi blev hurtigt ført ind på Politigården til den første afhøring. Det gik hurtigt op for os, at vores aktiviteter i Dyrehaven slet ikke var blevet opfattet af tyskerne som uskyldige løjer. Vi fik ganske kontant at vide, at man fra tysk side havde observeret (hvem havde mon observeret) vore aktiviteter. Denne observation førte til, at vore ”øvelser” blev betegnet som partisanlignende træning med henblik på at skade den tyske værnemagt.

Vi blev fordelt i cellerne på Gården. Jeg blev anbragt i celle 27 på anden sal. Det var en enkelt celle. Jeg var dog nummer fire. Jeg blev budt velkommen af: en redaktør, som var så uheldig at have lejet et kontor ud til modstandsbevægelsen. En math-elev fra flåden. En tømrer fra Tårbæk, som var blevet anholdt i sit fodboldstøj. Da jeg ankom, måtte tømreren sove på maven de første par nætter. Han var blevet pryglet.

Der var trangt. Tiden gik med megen snak. Især blev jeg belært om, hvordan man opførte sig overfor det tyske vagtmandskab. Tiltalen var altid Herr. Wachtmeister. Med meget Bitte. Ellers gik tiden mest med vilde spekulationer over krigens forløb. Da jeg var sidst ankomne, måtte jeg føre de andre ajour med de sidste begivenheder. Der var ingen kontakt til verden derude. To af mine fæller havde siddet i flere måneder, så de var sultne efter viden. Noget, som også optog tankerne meget, mest hos mathen og tømreren, var tanken om at blive overført til Frøslev. Det anså de begge som genvejen til en Kz-lejr.
Forhørene tog også megen tid. Der blev talt om det kommende forhør. Især på baggrund af det sidste. Jeg var selv i forhør tre gange. Første gang rystede mine knæ så meget, at jeg næsten ikke kunne går ned ad trapperne. Det hjalp jo heller ikke, at tyskeren, som førte mig, indledte turen med at trække en, efter min opfattelse, en temmelig frygtindgydende revolver op af lommen.
Jeg opfattede ikke meget af det første forhør. Jeg var stiv af skræk. Jeg var mest fokuseret på en uniformeret mand. Jeg ved ikke, om han var SS eller gestapo. Han cirklede bag mig og daskede sig konstant på låret med en såkaldt totenschläger. Han rørte mig dog ikke. Manden, som forhørte mig, husker jeg slet ikke. Kun i et tilfælde for han op og slog i bordet. Jeg husker ikke, om det var ved det første forhør eller senere. Han spurgte, om jeg var gift. Jeg var femten år. Jeg svarede i overensstemmelse med sandheden, at det måtte jeg ikke for min mor. Han kaldte mig de frygteligste ting, altså i tyske øren. Noget med elendig sabotør og andet, som jeg ikke husker. En enkelt ting opfattede jeg meget klart. Da han rejste sig for at overfuse mig, var hans bælte lige i min øjenhøjde. Der stod det ganske tydeligt i sort metal. GOTT MIT UNS. Det har jeg aldrig kunnet slippe.

Tre forhør måtte jeg igennem. Jeg blev ikke slået. Men presset var enormt. Det sidste forhør gik faktisk fredeligt. Forhørslederen havde en næsten spøgefuld tone på. De havde måske fundet ud af, at vi ikke var farlige, som de havde troet.

Efter forhørene var jeg fuldstændig udmattet. Kammeraterne var gode til at trøste. Jeg har senere tænkt på, at det var heldigt, at jeg havde dem at komme tilbage til. Det havde været virkelig grusomt, hvis jeg havde siddet alene.
En af dagene fik jeg virkelig et chok. Jeg blev kommanderet ud af cellen. Jeg blev beordret til at tage tøjet af. De skal i bad, sagde Herr Wachtmeisteren. Indholdet fra de illegale blade for gennem hovedet. Vi var vel vidende om brusere, som leverede gas i stedet for vand. Mit hjerte hamrede mod hjerneskallen, da jeg trådte ind i bruseafdelingen, men det var vand, der kom ud af bruseren. Varmt vand og sæbe fik jeg. I min forvirrede tilstand fik jeg vist ikke vasket mig godt nok og blev jaget tilbage igen af den vagthavende tysker.

Vi fik mad. Varm mælk med ukogte byggryn om morgenen. Rugbrød med en klat leverpostej til frokost. Underlige ting om aftenen. Jeg har aldrig fundet ud af, hvad det var, vi spiste. Jeg tabte mig på de 8 dage. Senere har jeg fået at vide, at det psykiske hjælper med.

En dag var der et frygteligt skyderi. Det forstod vi ikke. Det var inde på Gården. Hvad skete der?? Igen vilde spekulationer. Rygterne sivede om det forestående tyske nederlag. Hvad ville der ske? Ville de slippe os ud? Vi planlagde modangreb mod en eventuel nedslagtning i cellen. Nok mest for at føle, vi ville gøre noget. Vi kunne sikkert ikke.

Det var 4. maj 1945. Der virkede fredeligt. Daglig rutine. Mad m.m.
Om eftermiddagen blev jeg kaldt ud af cellen. Ingen forklaring. March. Jeg havnede i samme lokale, vi begyndte i. Der stod de alle. Med et meget anderledes ansigtsudtryk end den dejlige dag, 27.april St. bededag, som skulle have endt med løjer på bakken. Vi fik udleveret vores sager. Dog ikke de 6 kroner, som jeg havde med til bakketuren. Jeg var dog villig til at undvære alt for at komme ud. Det kom vi efter behørigt at have skrevet under på at have modtaget vore ejendele. Klokken 16;15 stod vi på gaden. Den fornemmelse har jeg meget svært ved at beskrive. Det lykkedes mig at komme hjem til familien, som først på sjettedagen havde fundet ud, hvor jeg var havnet.

Efter et af mors måltider klappede jeg totalt sammen og sov lykkeligt, som nævnt ovenfor til langt over middag næste dag, den 5.maj 1945.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 6/10 2009. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund