UNILogin
 
 
 • Indhold

Fange i Theresienstadt

 

 

Oplevet af: Birgit Krasnik Fischermann

Da jeg i september 1943 havde fejret min fem års fødselsdag (som var noget jeg havde set hen til med stor forventning: fødselsdag det var jo noget af det bedste, med masser af gæster og mange gaver), så ændrede mit liv sig på en meget dramatisk måde sig i løbet af et par uger.

Det begyndte med, at far i slutningen at september ikke var hjemme om natten. Det var aldrig sket før. Min mor undrede sig, og var nervøs. Hun spurgte på politistationen, om der mon var sket ham noget. Der vidste man ikke noget om min far - men, hvis han var blevet taget af tyskerne, kunne det danske politi ikke gøre noget, "spørg efter ham I Dagmarhus", det var hovedsæde for den tyske civiladministration. I disse dage var det ved at være en af de store jødiske helligdage "Nytåret", som man fejrede ved at gå i synagogen og derefter spise sammen i hjemmene.

Vi talte med morfar om det - og han sagde, at selvfølgelig skulle mor gå til Dagmarhus og spørge efter min far. Man ville da bestemt ikke gøre ham noget, for han havde jo ikke deltaget i noget ulovligt, og han var jo ikke politisk involveret.

I Dagmarhus kom en officer mor I møde. Mor fortalte hvem hun var og spurgte efter far: "Fru Krasnik De kan hente Deres mand I morgen, og tag endelig Deres datter Birgit med". (At min mor ikke undrede sig over, at man kendte hendes datters navn - og derfor ikke fattede mistanke - har været mig en gåde i mange år).

Som aftalt gik vi så for at hente far næste dag, sammen med farmor, som jo ikke havde set sin søn i mange dage. Da vi kom til porten sagde farmor pludselig farvel, jeg går hjem, børnene kommer til middag i aften, vi kan ringe sammen i morgen.

Vi blev modtaget af en tysk officer, som bragte os hen til et mørkt rum og sagde, at her kunne vi vente og lukkede så døren. Jeg var blevet så forskrækket, at jeg gav mig til at skrige voldsomt op. Så han kom tilbage og åbnede døren og sagde, at vi kunne gå op ad trappen og vente på far i et værelse der. Da han åbnede døren for os så vi, at der sad en del mennesker vi kendte. Mor tog mig i armen - hun var blevet ganske bleg - hun sagde til mig, at jeg endelig måtte være helt stille. Lidt senere kunne vi høre, at de andres fortællinger, at de også havde fået besked på, at de kunne hente deres familie, som heller ikke havde været hjemme i flere dage. Der var en mærkelig stemning; alle de voksne så på hinanden, og det gik op for mig, at de var skrækslagne for, hvad der kunne ske med os.

Efter lang tid kunne vi pludselig høre støvletramp - døren blev sparket op, og tyske soldater med geværer kom ind og kommanderede os ned ad trapperne med slag og spark. I gården stod et "salatfad" som man jo kaldte de store, lukkede politivogne. Jeg er sikker på, at jeg ville have syntes at det var spændende, hvis ikke jeg kunne se de skrækslagne ansigter rundt omkring mig. Selv et 5-års barn kunne se, at dette her ikke var for sjov. Vi kørte gennem byen ud til Langelinje-molen, hvor vi på en brutal måde blev gennet ud at vognene.

Jeg husker, at det var en meget kold og blæsende aften (det var natten mellem den 1. og 2. oktober). Det var bælgravende mørkt. Jeg stod på kajen, min mor og en ven af mine forældre holdt mig i hænderne. Jeg var iført en tynd frakke, min hue havde vi glemt I farten. Bag mig stod en pige, lidt ældre end mig, hun tog sin hue af og gav mig den på: den var blå med røde prikker. Jeg var meget overrasket, og tænkte at nu kom hun jo til at fryse.

De tyske soldater afsikrede Deres geværer (en lyd jeg aldrig glemmer). De gav os besked på at stå stille - det gjorde vi meget længe. Ansigterne var vendt mod vandet - og efterhånden som øjnene vendte sig til mørket opdagede jeg, at foran os var der et kæmpestort, gråt skib. Af træthed og udmattelse begyndte jeg at græde - jeg var frygtelig bange.

Efter lang tid fik vi ordre til at gå ombord i "skibet” - man fortalte, at det var et troppetransportskib som havde navnet "Warteland". Vi blev kommanderet helt ned i bunden, og da der var nogle modige, som kunne lidt tysk, spurgte de om, hvor man kunne sidde. Der blev der svaret, at man bare kunne sætte eller lægge sig på gulvet, hvor der var frygtelig snavset. Jeg var helt udmattet og faldt søvn.

Da jeg vågnede, var min far kommet. Det var mange dage siden, jeg havde set ham og han så anderledes ud, end jeg kunne huske. Først senere gik det op for mig, at han ikke var blevet barberet eller vasket lang tid - han havde været i Vestre Fængsel. Far havde sammen med nogle venner opsøgt en fisker, for at få ham til at sejle os til Sverige, hvor til hovedparten af de danske jøder var blevet reddet. Men en nabo sladrede til Gestapo, der dukkede op samtidig med, at fiskeren kom tilbage fra en veloverstået tur. Alle som befandt sig i lejligheden blev taget med til forhør, og selvom de havde fået en del prygl var der ingen, der fortalte noget om, hvordan man var kommet i forbindelse med fiskeren.

Jeg så min mormor og morfar komme ned ad trappen. Mormor bar på nogle blomstrede dyner, morfar bar på sine bønnebøger, mine mostre og en onkel var også med. Mormor fortalte om, hvordan de var blevet hentet af to 17-årige, tyske soldater, der græd, og fortalte at de skulle tage varmt tøj på - og at de skulle ud på en lang rejse.

Vi begyndte at sejle. På et tidspunkt tog soldaterne redningskranse på, og lukkede op for nogle lemme i gulvet. Vi kunne høre vandet bruse, og nogle tyskkyndige spurgte, hvad der foregik. Tyskerne svarede, at nu var vi sejlet ind i minefyldt farvand. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at der kun var redningskranse til tyskerne.

Vi sejlede meget længe. Da vi kom i land Swinemünde , skulle vi først ned ad en lang, stejl jerntrappe. Mor var gravid og frygtelig dårlig - vi havde jo ikke fået noget at spise eller drikke i mange timer, men ned det kom vi. På kajen foran os på en blåstribet madras, lå en gammel hvidhåret dame; hun havde nattøj på og var lænket til madrassen. Hun skreg og skreg. Lidt længere fremme holdt et langt tog med kreaturvogne - det skulle vi med. De voksne ville ikke op i vognene - men soldaterne med deres hunde, sørgede for at alle kom ind. Dørene blev lukket - eneste lys kom fra et lille vindue øverst oppe i vognen. To spande stod der i vores vogn - den ene til nødtørft - den anden med syltetøj. En af vores medpassagerer gik helt amok; han råbte og skreg - man matte holde på ham - og til sidst fik man ham beroliget. Men imens vi kørte tænkte man jo nok lidt over, hvad han havde råbt op om.

Et par gange undervejs holdt toget - vi skulle ud og forrette vores nødtørft. Jeg sagde til min mor, at jeg ville vente til, at vi kom til et ordentligt toilet, men min mor så på mig og sagde, at jeg hellere måtte gøre, hvad jeg skulle her: det var ikke sikkert, at vi kom til noget toilet overhovedet. (mon nogen af jer kan forestille sig, hvordan et 5-års barn opfatter det?)

Vi lå på gulvet alle sammen - ca. 50 mennesker - jeg har ikke nogen anelse om, hvor lang tid vi kørte i det tog - men da toget endelig holdt stille, kom vi ud af vognene, og blev talt. Så skulle vi vente i en lang kø, og der var mange mennesker, der ventede lige som os. Endelig blev det vores tur - vi skulle aflevere alt, hvad vi havde af værdi - jeg måtte også aflevere et lille glasarmbånd med små hjerter, som sad på mit håndled. Så fik alle udleveret et stykke gult stof - en stjerne - på stjernen stod ”Jude". Den skulle sidde på vores tøj. Sad den ikke der, kunne der ske de forfærdeligste ting.

Der var danske børn på min alder - og nogle der var ældre. Der var også masser af børn fra andre lande. Nogle havde en far eller en mor, andre havde slet ingen slægtninge. Jeg legede med en pige, der var så uheldig at få lus (der var masser at utøj - væggelus - lopper m.m.), så hun b1ev med barbermaskine klippet helt skaldet. Jeg syntes, det var så synd for hende, at jeg gav hende den blå hue med de røde prikker - så kunne man ikke se så meget af hendes bare hoved. Hun havde den altid på - også når hun sov. En dag var hun pludselig væk - jeg spurgte hvor hun var, men det var der ingen der ville svare på.

Vi sultede i de første måneder - den mad vi fik i lejeren, var ikke mad i den forstand. Man fik brød, sukker og margarine i små portioner. Man stod i kø med små, grønne militærposer - dem kunne man hente kartofler i. De fleste af dem var rådne. Min livret den gang bestod af meget sort brød med kartofler og sennep. Man kunne også hente en suppelignende væske.

Da vi ankom til Theresienstadt, skulle mor undersøges af en læge, der ville vide, hvor langt hun var henne i sin graviditet. Man sagde til hende, at her var det ikke godt at føde børn, og at man ville foretage en abort - mine forældre var blevet enige om at fortælle, at mor var syv måneder henne. Da mor var gået over tiden, blev hun kaldt til samtale og her spurgte man hende, hvordan det kunne være, at hun ikke havde født endnu. Mine forældre sagde, at I Danmark gik man i elleve måneder - tyskerne undrede sig, men der blev ikke talt mere om det.

Min bror blev født i februar 1944. Og medens min mor ventede ham boede hun på et hjem for spædbørn, hvor jeg også fik 1ov at bo. Min far boede i en barak et andet sted i lejren - han havde været alvorlig syg inden vi kom til Theresienstadt, og han skulle have været på rekreation. I stedet for kom han til at arbejde meget hårdt. Vi så far mindst én gang om dagen - det var når vi skulle have aftensmad. Der var altid en eller anden suppe man kunne få, og det varmede dejligt, men smagte ikke af noget særligt.

Efter min mor havde født min bror, havde hun et par gange været helt fortvivlet over den kulde der var - og man skulle spare på kullene. Det var så koldt, at alle samlede, hvad der kunne brændes. En dag var der stor opstandelse der, hvor vi boede. Jeg var forsvundet og alle var ude at lede efter mig og var bange for, at jeg enten var faldet i voldgraven, eller at jeg var løbet uden for afspærringerne. Jeg var gået ud af vejen, hvor det var livsfarligt at gå, og der havde jeg fundet et stykke træ, der var stort og tungt - jeg havde været flere timer om at få det slæbt hjem, så mor kunne brænde det i ovnen, så min lillebror ikke skulle fryse. Først blev jeg kysset og krammet - men så blev jeg så sandelig også skældt huden fuld.

De første pakker fra Danmark kom i januar/februar 1944, og var de ikke blevet sendt til os, var vi sikkert alle døde at sult og sygdomme. Min bror var ofte meget syg , og på grund af den dårlige kost kunne min mor ikke amme ham - det gjorde en tjekkisk kvinde. Men i de første fire-fem år var han menneskesky. Efter vor hjemkomst - når mine forældre skulle have gæster - sad han altid i vores entre med en frakke over hovedet, og først når gæsterne var gået, dukkede han op igen. De første ord han kunne sige, var lyden af luftalarm.

I sommeren 1944 kom en dansk kommission til lejren. De skulle se, hvordan de danske statsborgere havde det. Der blev malet og pudset op - de gamle og svage, og dem der var meget afmagrede fik ikke lov til at komme i nærheden af gæsterne. Der blev lavet en legestue til os børn - med fine, blanke gyngeheste og alverdens legetøj, ja, der blev endda lavet et udendørs brusebad. Vi fik kun lov til at benytte alle disse herligheder så længe gæsterne var i lejren - 1 dag. Så snart de var taget af sted, blev der lukket og låst, og så kunne vi stå og kigge ind ad vinduerne til det hele.

I lejren gik der mange rygter om transporterne - og et af rygterne talte sandt. I foråret 45 - kort tid før krigen var forbi afgik der en transport, hvor mange, mange tusind børn blev sendt af sted (i alt blev der fra 1942-1945 sendt over 15.000 børn fra Theresienstadt i gaskammer) Mine forældre blev nervøse, da de hørte om transporten; de var bange for, at jeg ved en fejltagelse skulle komme at sted, så de hentede mig fra det børnehjem, hvor jeg måtte opholde mig efter min brors fødsel. Børnehjemmet var i øvrigt et forfærdeligt sted. Forstanderparret tog sig meget af mig, og det var de andre børn godt sure over, så de drillede mig meget. Bl.a. havde min moster i Sverige syet en lille taske til mig af små lapper - jeg kan ikke huske hvad jeg havde i den - men en dag havde de taget den fra mig, og smidt den om bag en kæmpestor kakkelovn. ”Hvis du vil have den igen, må du selv hente den”.

Min far hentede mig en dag - han viste mig en hvid bus med et rødt kors og sagde: "Birgit, vi skal hjem til Danmark - de hvide busser skal bringe os tilbage". Jeg så på ham - jeg troede ikke på, at det kunne være sandt. Måske var det også en "transport" ligesom de andre, jeg havde hørt om. Jeg var frygtelig syg om natten. Men det var sandt - busserne tog os med, og det var så synd for de tilbageblevne. Men det var jo ikke noget, vi kunne gere noget ved. Vi har senere fået at vide, at da krigen var forbi blev portene til lejren smækket op, og så kunne de syge og afkræftede fanger bare begive sig hjem fra Theresienstadt.

Vores buschauffør havde kørt i flere døgn uden ophold, og med meget lidt søvn, så da vi havde kørt i lang tid - alle i bussen slappede af med nedrullede gardiner - lød der et mægtigt brag. Alle troede, at der var faldet en bombe, men vores chauffør var faldet i søvn ved rattet, og var kørt ind i en lygtepæl. Bussen kunne ikke køre mere, så vi måtte fordeles i nogle af de andre busser. Mine forældre havde lagt min bror op i bagagenettet over vore hoveder - og glemt ham - indtil hans lille hoved trillede ud over kanten af nettet, helt livløst. Han havde ikke i lang tid fået hverken vådt eller tørt, så vi fik ham hurtigt hevet ned fik givet ham lidt vand og lidt at spise. Og så livede han op igen Derefter sad de med ham på skødet.

Under kørslen var der også bombardementer, så vi måtte køre ind i en skov indtil det var overstået og så kunne vi endelig fortsætte turen mod Danmark. Vi kørte fra Theresienstadt den 15.4.45 og var i Padborg omkring den 17.4.45. Her fik vi let kost og rene senge at sove i.

Op igennem Sønderjylland stod folk og råbte hurra og smed karameller og slik ind gennem vores vinduer. Og da vi kom til København stod der også masser af mennesker på vores rute og råbte velkommen hjem. Men krigen var jo på dette tidspunkt ikke helt forbi - så vi blev sejlet til Sverige. Vi skulle i karantæne - det kunne jo være, at vi fejlede et eller andet. Min far havde inden vi skulle rejse hjem byttet sig til et par sko, og da han havde plads helt oppe hos chaufføren (motorblokken var inde i bussen), var hans fødder helt opsvulmede. Han kunne slet ikke gå. Derfor begyndte familien - som var kommet til Malmø for at byde os velkommen - at råbe op om, at far var blevet invalid. Men da skoene blevet klippet op, var der ikke noget i vejen.

Vi boede i en forlægning i nogle uger - Tylösand hed det - ikke langt fra Borås. Der blev vi frygtelig syge - først af mæslinger, og senere af skoldkopper. En lidt større pige kom hen til os med en salatagurk som hun skar i skiver og lagde på skoldkopperne i vores ansigter, så vi ikke kunne klø os. Da hun var gået, tog jeg langsomt skiverne og spiste dem; de smagte pragtfuldt - det var jo længe siden, jeg havde set agurker. Min bror anede jo ikke, hvad det var, men da han så, at jeg spiste dem, gjorde han det også. UHM sagde han, det smager vel nok godt.

I begyndelsen at juni 1945 tog min far hjem til Danmark sammen med en del andre mænd for at se om de kunne skaffe os noget at bo i. Den lejlighed vi havde haft på Østerbro, var lejet ud til nogle andre, og vores møbler var sendt til opbevaring. Vi fik en toværelses lejlighed i Brønshøj, vi kunne ikke have alle vores møbler der.

Arbejdet kom hurtigt i gang. Mine forældre var skræddere, og far og mor hjalp hinanden med at sy damefrakker. Det første år arbejdede de i soveværelset, men så lejede far et lokale på Nørrebro, hvor han antog det samme personale som han havde før vi blev taget af tyskerne.

Senere købte mine forældre et lille hus i Gladsaxe, hvor far havde systue i kælderen med sit personale, og vi boede i stueetagen. Vi havde en dejlig barndom - også selvom bølgerne gik højt en gang imellem. Mine forældres nerver var helt ødelagte efter det, de havde oplevet de 18 måneder, vi var i fangenskab i Theresienstadt, så der skulle ikke meget til, før der blev en gevaldig råben op - men det gik hurtigt over igen.

Min far blev kun 50 år gammel - han døde i 1958 af en blodprop. Hans hjerte var blevet dårligt efter opholdet i lejren. Min mor må være gjort af noget andet stof - hun er 99 år gammel, og bor på et plejehjem. Vi kan da stadig have mange gode samtaler med hende bl.a. om de ting, vi oplevede i lejren og årene der fulgte.

Min bror er i dag fraskilt og har to voksne døtre. Jeg har to døtre og to børnebørn - og blev for en del år siden opereret for en hjernesvulst. Alle de mennesker, som jeg kommer i berøring som formand for Theresienstadt Foreningen og via bestyrelserne for andre fangeforeninger, er på en eller anden er skadede på livet på grund af de oplevelser de har haft og de frygtelige ting, de har været igennem i årene fra 1940 til 1945.

Fakta om Theresienstadt:

Til Theresienstadt deporteredes fra 9 europæiske lande ca. 141.000 joder
Fra Theresienstadt transporteredes til udryddelseslejre ca. 88.000
I Theresienstadt døde af sult og sygdom ca. 33.500
I alt udryddede Nazisterne 5-6 millioner jøder
Af fangerne i Theresienstadt overlevede kun ca. 3.500 af forskellig europæisk herkomst
Af de 88.000 jøder der blev sendt til udryddelseslejre var der ca. 15.000 børn.
Af de overlevende i Theresienstadt var kun 92 børn.
Jeg er en af dem, og det er bl.a. derfor, at jeg har nedskrevet denne beretning

April 2004

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund