UNILogin
 
 
 • Indhold

Gestapo på skolebesøg

 

 

Oplevet af: Kjeld Hobel

Under krigen gik jeg på Efterslægtselskabets Gymnasium. Vores rektor, Christian Nielsen, var en meget nationalt sindet mand og var - hvad vi ikke vidste dengang - allerede i 1941 indblandet i et planlæggende møde omkring modstandsarbejdet i Danmark, med bl.a. deltagelse af Christmas Møller, Ole Chievitz m.fl.

Rektor Christian Nielsen fik lejlighed til at demonstrere sin uforfærdethed ved en episode på skolen i slutningen af krigen. Da eleverne gik på skolen fra 1. mellem til 3. G var der blandt de ældste gymnasiaster også nogle, der var indblandet i illegalt arbejde. Det var åbenbart rygtedes og i et spisefrikvarter fik vi pludselig besøg. To pistolbevæbnede, tysktalende Gestapofolk kom ind i skolegården og holdt os op. Samtidig begyndte de en razzia inde i skolen, hvor ordensduksene var oppe, og vi kunne fra skolegården iagttage deres fremmarch, efterhånden som hovederne forsvandt fra vinduerne.

De to eftersøgte unge mænd kom ned i skolegården uden følgeskab. I mellemtiden var rektor dukket op, og han gik hen til de pistolbevæbnede mænd - der på amerikansk gangstervis lod pistolerne snurre rundt i hænderne. Rektor tog så en skrivelse frem fra besættelsesmagten og læste op i en meget bestemt tone - på tysk - at der var en aftale om, at der IKKE måtte ske indtrængen af bevæbnede folk på danske skoler. De to pistolmænd tyggede lidt på dette og besluttede sig så for at forlade skolen igen.

De to unge eftersøgte mænd var i mellemtiden sivet bort gennem de forsamlede skoleelever og forsvandt gennem rektors tilstødende have.

Kjeld Hobel, årgang 1931

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund