UNILogin
 
 
 • Indhold

Krigen til søs

 

 

Oplevet af: Erik Spange Olsen

Krigen 1939-45.

Min deltagelse i 2. verdenskrig 1939-45.

Som bekendt startede 2. verdenskrig med tyskernes angreb på Polen d. 1. september 1939.
Jeg var blevet udlært som værktøjsmager d. 1. januar 1939, men i stedet for den tilhørende obligatoriske tekniske aftenskole det sidste halvår havde jeg startet på uddannelsen som maskinist på Maskinistskolen i København, og fortsatte det følgende halvår på dagskole.
Det var småt med arbejdstilbud, så jeg fortsatte som værktøjsmager hos et Firma Borgquist og Co. kun nogle få skridt fra mit tidligere lærested Reich. Müller i Rådmandsgade 55.

Alle ansatte skulle holde ferie i juli måned i 14 dage, og jeg havde planlagt en tur på tommelfingeren sammen med en DSU-kammerat, Erling Nielsen, ned gennem Tyskland og Luxemburg til Clerveau i den nordlige del, hvor han havde en fætter, der var katolsk munk dér på et kloster. Vi boede dér et par nætter, og deltog i aktiviteterne sammen med munkene til kirkegang og måltider, men også sammen med fætteren gik vi ture i den skønne omegn og vide udsigter til både Frankrig, Belgien og Tyskland.

Dernæst gik turen videre til Paris også et par dage; men der var dyrt i Paris og penge havde vi lidt af, så vi fortsatte nordud til Belgien og Holland. Overalt var stemningen hektisk og spændt; man ventede, at krigen ville bryde ud når som helst i Europa. Jeg husker en overnatning på en bondegård i Tyskland, hvor jeg blev venligt modtaget med et måltid mad og en seng at sove i; bonden dér var overbevist om, at Polen ville blive angrebet snart.

Langs Moselfloden så jeg en del tyske militære kampvogne; jeg havde god tid til at se mig omkring, da jeg ikke kunne få kørelejlighed, men måtte gå hele vejen fra Cochem til Trier.

Senere i Holland husker jeg en formiddag med strålende solskin, hvor vi kom vandrende gennem en mindre by og blev stoppet af en politibetjent, der ville se vores papirer.

Vi kunne sikkert i påklædning godt ligne Hitlerjugend, dvs. tysk spejderungdom med oprullede skjorteærmer og korte bukser. Men da betjenten erfarede, at vi var danskere, brød han ud i et stort smil og lod os gå videre.

Kom man ind på et tysk værtshus, var hilsenen altid " Heil Hitler ", i sjældne tilfælde " Grüss Gott "; men vi heilede ikke, og når de bemærkede det og dernæst blev klare over, at vi var danskere, sagde de ; " Danskerne har ingen Hitler - endnu ".

Vi kom dog velbeholdne hjem hver for sig; jeg tingede mig en plads på et Dansk skib, der gik i rutefart mellem Lübeck og København ved at deponere et billigt kassefotoapparat hos 1. styrmanden ombord. Da jeg senere var hjemme igen og på arbejde, sendte jeg en lærling afsted med pengene for billetten til rederiet, men han brugte dem på sig selv, og jeg måtte så selv ind at betale en gang mere.

Som sagt krigen brød ud i september. Jeg hørte tilfældigt en dag en jævnaldrende fortælle, at han havde fået hyre på et skib, og at rederierne søgte folk. Der skete det overalt i danske skibe i udenrigsfart, at mange i besætningerne opsagde deres stillinger på grund af krigsudbruddet, og i henhold til overenskomsterne havde krav på hjemsendelse på rederiets regning.

Jeg var 20 år og ville gerne ud at se verden uden for Danmark; så jeg slog op i en avis over skibe i udenrigsfart, hvor rederierne var oplyst med skibsnavne og positioner og destinationer. De ruter og rederi, der tiltalte mig mest, var rederiet Nordens skibe alle i oversøisk fart. Jeg henvendte mig derfor på Nordens rederikontor på hjørnet af Amaliegade og Esplanaden i København, og blev straks antaget som maskinassistent ombord på S/S Nordlys, der imidlertid lå i Newport News i Virginia, USA.

Vi skulle rejse i begyndelsen af september, så jeg fik travlt med at pakke. Fra min skoletid på " Det Kongelige Opfostringshus " i Randersgade havde jeg stadig en skibskiste stående, som absolut måtte være anvendelig her. Desuden skulle jeg anskaffe en søfartsbog gennem den militære lægdsrulle og ansøge om udsættelse af min militærtjeneste.

Rejsen startede på Københavns hovedbanegård og videre til Gøteborg, hvor vi skulle ombord på Svensk-Amerika rutens store skib "Gripsholm". En DSU-kammerat, Anker Hansen, så mig af sted med toget, der skulle gå 6 år før jeg så ham igen, og ligeså mine forældre og søster.

Der var 3 klasser ombord i Gripsholm; vi var på 2. klasse. Det var en luksusliner med restaurationer, og dans til skibsorkestre, og svimmingpool ombord, og gode tomands kahytter. Der var en del dansk-amerikanere med på tilbagerejse til USA, men også en del flygtninge fra Tyskland. Vi sejlede med fuld belysning ombord ved nattetid; vi blev en enkelt gang stoppet af et britisk krigsskib nord for de britiske øer i Nordatlanten, men ellers gik turen stille og roligt; jeg tror det tog ca. 10 døgn at komme til New York.

Yderligere 3 andre maskinfolk var blevet forhyret, og vi skulle rejse sammen hele vejen til USA; den ene, Håkon Nielsen, skulle helt over på vestkysten af USA ombord på rederiet " Nordens" M/S "Nordhval". Jeg huskede ham specielt for hans norskklingende fornavn; han var, som det fremgår af mine registre, født i 1906 og var således 13 år ældre end jeg. Han havde sejlet før og i kriseårene i trediverne, gået subsistensløs rundt i New York.

Vi andre tre skulle ombord på " S/S Nordlys "; det var 2. mester Anton Hansen, 3. mester Christian Bøye fra Marstal og jeg som maskinassistent.

Jeg skulle meget senere efter krigen erfare, at maskinisten Håkon Nielsen omkom d. 9 december 1941 ombord i " M/S Nordhval " to dage efter, at Japanerne startede krigen i Stillehavet ved angrebet på Pearl Harbour på Hawaii; skibet blev beskudt af en Japansk undervandsbåd. Besætningen gik i redningsbådene, men den styrbords båd blev kvast af et skud og alle i båden omkom. Skibet gik ned efter længere tids beskydning, men den bagbords redningsbåd undslap efter også at være blevet ramt af geværkugler. Ubåden forsvandt, og de overlevende 23 mand satte kursen mod Gilbertøerne. I 38 døgn kæmpede de sig frem; undervejs døde yderligere 15 mand inkl. kaptajnen, inden de nåede Tarawa på Gilbertøerne 2000 sømil væk fra ulykkesstedet.

Også 3. mester Christian Bøye fra Marstal omkom 39 år gammel d. 2. april 1943 ombord i rederiet Dannebrogs S/S Rosenborg i fart på Island.

Det var naturligvis spændende at være i New York første gang; vi havde det meste af dagen til at se os omkring og opleve at spise en farmerbøf så stor som tallerkenen på en restaurant, men tidligt på aftenen skulle vi videre med nattog og sovevogn fra Central station; en sort udseende togstewart sørgede for vores indkvartering, og vi ankom til Newport News næste formiddag, og kom ombord i S/S Nordlys. Vi fik hver vores kammer i styrbords side over maskinen i rækkefølge med 1. mester længst agterude, og jeg forrest op til kabyssen.

Det fremgår af min søfartsbog, at jeg påmønstrede d. 3. oktober 1939, men vi var ikke færdiglastet før nogle dage senere; det gav os mulighed for at se lidt af Newport News’ natteliv, hvor man bl. a. betalte 10 cents for en dans med pigerne.

Lasten i båden var "scrapiron", dvs. jernaffald, som skulle anvendes i den skotske skibsbygning; og man forstår naturligvis den tidligere maskinbesætning og deres betænkeligheder med en sådan last i krigstid; men turen over Atlanten til Ardrossan nær Glasgow i Skotland uden konvoj forløb roligt.

Vi kom til at ligge i Ardrossan en hel måned og lossede jernaffald; det skete med en grabbe på en kran, og meget lidt hængte ved hver mundfuld; men krigstillæget for at ligge her var stort - 100 %, og da det var svært at bruge ret mange penge i byen her, kunne jeg sende både penge og breve hjem; men krigen mærkede vi intet til.

Turen tilbage til New York i ballast forløb forholdsvis roligt; det var efterår og krappe søer i nordatlanten , og skruen og dermed maskinen rousede, dvs. den løb løbsk, når agterenden af skibet hævede sig op over vandet; det medførte, at man hver gang det skete måtte lukke ned for dampen for at skåne maskineriet.

Vi må være ankommet til New York omkring midten af december, og tog en stykgodslast ombord bestemt for Sydamerika. Det gav mig mulighed for at se lidt mere af byen, bl.a. bydelen Hoboken; alle havde håbet på at holde juleaften her, men det blev det ikke; vi sejlede af sted netop juleaftensdag om eftermiddagen, men fik en god julemiddag ombord; selv havde vi sørget for at købe rigeligt med drikkevarer til turen, troede jeg, men jeg fik gæster fra de andre kamre, og da vi kom ud i lidt hårdt vejr, skramlede det med tomme øldåser i mit kammer.

Vores første bestemmelsessted var Rio de Janeiro; det var en ganske lang tur, og det blev varmere og varmere; vi passerede Ækvator, men uden nogen festivitas i den anledning. Uden for indløbet til Rio de Janeiro blev vi mødt af et kæmpe skybrud af regn og kraftig vind, men en halv time senere bagede solen fra en skyfri himmel; indsejlingen var smuk med høje, runde banker; på den højeste knejsede den bekendte statue af Jesus.

Ved ind- og udsejling af havne var alle mestre i maskinen, som det var tilfældet her; også jeg naturligvis; og alle var varme og svedige med ingen luft ned gennem luftkanalerne; så der blev indsamlet brasilianske mønter, og da vi nærmede os kajen, blev jeg sendt i land med en tom sæk; jeg skulle købe " ocho servesas", dvs. otte øl; tilfældigvis lå der et udsalgssted lige ved, og alle fik slukket den første tørst.

Der havde netop været afholdt karneval i Rio, og byen virkede meget stille ovenpå festlighederne, og affald flød stadig i gaderne, men næste dag var der ryddet og rent og pænt. Rio var en spændende by at gå rundt i specielt for en nordbo, og så på den tid af året, hvor der var lunt og behageligt klima døgnet rundt i modsætning til kulden i New York; men der var ingen organiserede ture i land, og vagterne skulle holdes ombord på skift; også maskinassistenter regnedes for officerer ombord og måtte ikke omgås den menige besætning, dvs.. matroser og fyrbødere; så det var ensomme ture i land, som eventuelt endte på et værtshus med musik og sang og bægerklang.

Fra Rio gik turen videre til Buenos Aires i Argentina. Her var en koloni af danskere, som tog kontakt med skibet og inviterede os på en tur sydpå med tog et par timer til Mar del Plata, et yndet badested ud til Atlanten; man kunne også leje en hest ganske billigt og få sig en ridetur på pampaen, store øde græssletter; jeg benyttede mig af tilbuddet, men det var ridning uden sadel, med det resultat, at mine pæne, lyse benklæder blev ruineret på den svedige hesteryg i den sydlandske varme.

Fra Buenos Aires gik sejladsen tilbage til Santos, hvor vi lastede kaffebønner.

En af messedrengene var blevet agterudsejlet i Buenos Aires , men blev eftersendt med fly og kom ombord igen. På turen ud for Montevideo i Uruguay så vi det tyske panserskib "Graf Spee" stikke op af vandet; den tyske besætning havde valgt at sænke skibet, da de blev indesluttet af 3 Britiske krigsskibe omkring d. 13. december 1939 efter et større søslag, hvor både den britiske krydser "Exeter" og "Graf Spee" blev beskadiget; den sidste så meget, at den måtte søge havn for reparation i Montevideo, men blev nægtet tilladelse af det neutrale Uruguay.

Turen tilbage til New York forløb roligt; vi blev af med kaffebønnerne og fik i stedet en last korn bestemt for Danmark; og alle ombord blev glade ved udsigten til igen at gense familie og venner. Turen over Atlanten tog nok ca. 20 dage, fordi vi pga. krigsfaren gik tæt ind under Grønland og Island, som vi kunne skimte i horizonten, og videre til Ålesund i Norge, hvor vi ankom d. 8. april. Her ankrede vi op for at proviantere. Hovmesteren og en styrmand var i land og kom tilbage bl.a. med en slagtet gris.

Sejladsen fortsatte derefter indenskærs, dvs. inden for de mange øer langs de Norske fjorde. Mine vagter var altid fra kl. 8 til 12 både formiddag og aften, og jeg kunne derfor stå og iagttage den norske kyst med huse og gårde, og køer og får i den dalende eftermiddags- og aftensol så fredeligt og idyllisk som noget ; havet var som et spejl, som vi gled igennem; næste morgen det samme, men allerede ved nitiden kom meldingerne om den tyske besættelse af Danmark, og vi ankrede op i en af de norske fjorde blandt andre skibe, som havde søgt tilflugt der.

Jeg tror vi lå her i 1½ døgn; sent næste dag blev vi opbragt af britiske marinere, og under eskorte sejlede vi mod Kirkwall sent om aftenen i buldrende mørke; de britiske marinere var yderst bange for, at vi skulle være tyskvenlige og holdt nøje opsyn med den danske besætning; også i maskinen på min vagt var en brite nede, men jeg fik hurtigt forklaret ham, at vi efter den tyske besættelse ikke længere ønskede at være neutrale, men derimod ville tilslutte os kampen mod tyskerne; det beroligede ham, og han forsvandt igen op på dækket.

Vi ankom til Kirkwall et døgn senere og ankrede op. Her lå vi det meste af en måned og ventede på videre ordrer fra de britiske myndigheder. Vejret var dejlig forårssol hele tiden, og skib og maskine og dampdrevne spil på dækket blev overhalet.

Endelig kom beskeden og vi gik ned til Firth of Forth, hvor hver enkelt medlem af besætningen blev spurgt, om vi ville sejle under britiske betingelser og flag. Alle svarede bekræftende. Og videre gik så turen til Newcastle-on-Tyne for at losse kornlasten, og vi fik en ny last af kul ombord bestemt for Bordeaux i Frankrig, men først skulle vi gå til Hull for at blive udstyret med en 6" kanon på agterdækket og kabler rundt om hele skibet mod magnetiske miner.

Vi må være ankommet til Hull ca. midt i maj måned . Holland kapitulerede d.15 maj 1940 (se Politikens " Hvornår skete det . Krigen 1939-45 dag til dag ") ; Belgien ligeså d.27. maj ; det tog sin tid at få det nye grej installeret, og vi havde god tid til at lære Hull og nogle af pigerne dér at kende. Jeg fejrede min 21 års fødselsdag dér og blev i land et par døgn.

3. mester Boye, som jeg var gået i land sammen med, vidste dog, hvor jeg var; han kom dagen efter med beskeden, at 1. mester var rasende over min udebliven, og at jeg skulle i kachotten eller i det mindste stod til nogle øretæver; jeg fik dog nøjes med en gevaldig skideballe. Netop i de dage blev den engelske leder af et nationalt socialistisk parti, Sir Oswald Mosley, arresteret på sin bopæl i Hull og senere interneret, og partiet blev forbudt.

Netop d. 3. juni 1940 på min fødselsdag blev vi afmønstret under danske betingelser som det fremgår af min danske søfartsbog; og dagen efter igen hyret på britiske betingelser.

Det betød nedgang i løn og i særdeleshed i krigstillægget, der ikke længere var en procentdel af lønnen, men et fast tillæg uanset rang i skibet. Vi blev nu medlemmer af den britiske " Naval Officers Pensions Fund", og skulle også have uniformer. Jeg fik taget mål af en skrædder i en lokal specialbutik, men det skulle gå stærkt, for vi var næsten færdige med ombygningen. Leveringen skete et par dage senere og var virkelig flot, men vi var alle noget generte og uvante med en sådan uniform og brugte den kun undtagelsesvis f. eks. i nogle kanadiske officersklubber.

Også netop i de dage foregik evakueringen af britiske tropper fra Dunkirk over Kanalen; alle skibe og lystbåde blev rekvireret og sat ind i redningsaktionen. Vi afsejler fra Hull ca. d. 8. juni ned langs østkysten og gennem Kanalen; evakueringen er tilsyneladende slut; vi ser ikke mange skibe dér. Den 11. juni erklærer Italien krig mod England og Frankrig; Paris erobres af Tyskerne d. 14. juni , og inden vi når Bordeaux, har Frankrig kapituleret, og vi får nye ordrer om at gå til Lissabon i stedet. Undervejs i Biscayen foretager vi skydeøvelser med den nye kanon; målene er tomme emballagekasser; vejret er roligt, og ingen andre skibe er i sigte.

Vi når Lissabon sidst i juni måned.

Det tog sin tid at losse kul i Lissabon; vi brugte vore egne dampspil og hejste kurve med kul op fra lasten, som havnearbejdere bragte videre på nakken over gangplanker og ned på kajen. Derefter lå vi ankret op på Tejoflodens udmunding i ret lang tid. Der var dejligt i Lissabon væk fra krigens rædsler - en helt anden verden. Der gik mange rygter om folk, der var rømt fra deres skibe; men også mange iflg. 1. mester, som ønskede at få en hyre; jeg tror vi manglede et par af folkene, da vi endelig i begyndelsen af juli måned kom af sted igen; de manglende vagter blev så fordelt på de resterende med fornøden kompensation.

Nu skulle vi til Newfoundland i Canada for at hente en last pitprops; vi gik alene afsted, og nåede frem i slutningen af juli måned; pitprops er træstammer i afkortede længder beregnet for afstivning i minegangene; lastningen foregik i en afsides bugt, hvor træstammerne flød rundt så langt øjet rakte; vi lå så midt i suppedasen og lastede med vores spil ved hjælp af store trækasser, som var åbne i enderne, og småbåde flådede så træstammerne ind så mange, der kunne rummes ad gangen.

Der boede en dansker på stedet; hans gensynsglæde med et dansk skib og besætning var stor; han var skovarbejder som alle andre på stedet, men det har givet været en sjælden begivenhed, at et dansk skib lagde til her; vi havde jo ingen kulminer i Danmark. Men han kom ombord og spiste med i messen et par dage.

Efter endt lastning og med pitprops også på dækket i et par meters højde sejlede vi ud og mødtes med en konvoj ud for Halifax. Og turen gik mod Britania. Den første uge på Atlanten forløb stille og uden skærmydsler; i fire rækker gik vi mod nordøst tæt på Grønland og Island ofte i ret tåget vejr; tågen medførte, at skibene gik tæt på hver andre for ikke at miste konvojen, og farten reguleredes hele tiden op og ned i maskinen; vi lå sidst i en række i konvojen nogle dage, men skiftede så plads med nogle, der havde svært ved at holde farten.

Men så begyndte slaget om atlanten for vores vedkommende i august måned; hver aften, og særligt når jeg havde vagt i maskinen fra kl. 8 til 12, brød helvedet løs, og tyske undervandsbåde fyrede torpedoer imod os fra alle sider. Trods larmen fra maskinen hørtes det ganske tydeligt vel en tre-fire meter nede under vandoverfladen, både når en torpedo blev affyret, og efter nogle sekunders forløb, om den havde ramt sit mål; de sekunder var forfærdelige; og jeg holdt mig gående stiv som en støtte frem og tilbage på dørken, ikke vidende om torpedoen havde retning lige mod maskinrummet, hvor jeg befandt mig.

Hver aften blev der sænket nogle skibe; deriblandt nogle store tankskibe fyldt med benzin eller olie, som brændte voldsomt, inden de sank, og vi andre var fuldstændig hjælpeløse og kunne blot se til; resten af konvojen var derfor meget synlige i dette ildskær; ofte gik der panik i konvojen, og vi spredtes for alle vinde for igen at samles næste morgen, de af os, der var tilbage.

I en sådan situation gjaldt det om at have størst muligt damptryk på kedlerne, og 1. mester og jeg var derfor en formiddag oppe på toppen af kedlerne for at efterspænde sikkerhedsventilerne. Men det stod og faldt også med om fyrbøderne passede deres job; i panisk rædsel løb nogle op på dækket, når det gik værst til, og nogle gange måtte jeg ud på fyrpladsen for at slejse fyrene, når de havde fyldt ristene med kul, men derefter forsvandt.

I en sådan natlig paniksituation blev vi vædret af et andet skib, som ramte os i forreste luge under vandlinien. Et sandt fyrværkeri af gnister skød i vejret; det var nogle svære kabler anbragt rundt om hele skibet mod magnetiske miner, der var delvis blevet afbrudt; men det stoppede, da vi afbrød strømmen i maskinen. Det meste af lasten af pitprops forsvandt ud gennem hullet, og vi fik en slagside på tæt ved de 45 grader, men resten af skibet var intakt, og vi kunne fortsætte for egen kraft.

Endelig nåede vi nord om Skotland, og angrebene stilnede af, men da var vi også kun 8 skibe tilbage ud af 18. Men faren var ikke ovre; ned langs den skotske østkyst om aftenen i buldrende mørke blev vi angrebet af tyske Stukas styrtbombefly; vi hørte deres skrigende dyk, før de kastede bomberne, men tilsyneladende blev ingen ramt.

Næste dag nåede vi Newcastle-on-Tyne; alle var rystede af oplevelserne. Jeg bestemte mig for at afmønstre d. 30.8.1940 og for at se tiden an så længe pengene rakte.

De følgende måneder september, oktober var tilsvarende forfærdelige til søs. I en tysk beskrivelse af slaget om Atlanten i en bog skrevet af Friedrich Ruge ”Der Seekrieg 1930-1945” tredje oplag side 98 berettes:
Den 20.09.1940 fik ubåd U47 (Prien) sigte på konvojen Hx72 fra Halifax. Den fik kontakt sammen med 5 andre ubåde og sænkede i løbet af to nætter 11 skibe og et tolvte blev torpederet. Alle torpedoer var affyret.

Et af de største resultater i krigen til søs opnåede ubådsvåbenet d. 17. til d. 19.10.1940 mod den nord for Rockall gennem Nordkanalen kommende konvoj SC7, ud af hvilken 7 ubåde sænkede 19 skibe. Særligt aktive var U46 (Endrass), U47 (Prien), U99 (Kretschmer) og U101 (Frauenheim).
Umiddelbart herefter bekæmpede de 4 ubåde, som stadig havde torpedoer d. 19. og 20.10, konvojen Hx79 og tilintetgjorde yderligere 12 skibe. Da havde de ikke flere torpedoer. Tilbage af konvojen var kun 2 vejrskibe og 2 krigsskibe.
Det totale resultat af de tre operationer var 230.000 brt. sænket (eller 42 skibe og besætninger, og 1 skib svært beskadiget).
Gennemsnitligt har der været ca. 25 til 30 mand ombord i hvert skib, når jeg tillægger de 10 skibe, som vi mistede i august måned i vor konvoj, bliver det 52 skibe med ca.1300 til 1500 mand, som har kæmpet for livet i det kolde vand. Nogle vil være blevet reddet af de tilbageværende skibe, men hvor mange?

Hele august og september måned rasede luftslaget over det sydlige England i tyskernes forsøg på at opnå luftherredømmet inden den planlagte invasion med skibe og pramme over kanalen; som bekendt lykkedes det ikke takket være en heroisk indsats af britiske og også allierede piloter og personel i Royal Air Force, men med enorme tab både af mænd og materiel til følge.

Derfor søgte RAF nyt personel for uddannelse og træning som piloter og navigatører i store dagbladsannoncer.

Jeg besluttede mig for hellere at være i åben kamp med tyskerne end at være forsvarsløs på havet; Danmark og Norge var besat, og skulle de lande nogensinde blive selvstændige igen, så skulle tyskerne ud. Men jeg indså også, at skulle tyskerne vinde krigen, så var jeg ikke længere velkommen i Danmark og skulle så skabe mig en tilværelse enten i Britanien eller USA. Det så sort ud for England på det tidspunkt, så nogen opportunistisk beslutning var det bestemt ikke fra min side. USA kom ikke ind i krigen før december 1941 med japanernes angreb på Pearl Harbour.

Så jeg meldte mig til Royal Air Force på et hvervekontor i Newcastle-on-Tyne og blev senere i London testet både mundtligt og skriftligt, og blev sluttelig antaget for træning som pilot/navigatør. Der skulle dog gå et par måneder, inden jeg kunne begynde træningen; jeg nåede at bruge hver en shilling, som jeg havde sparet op, men dertil skal siges, at jeg havde også mange venner, og det kan være dyrt.

Jeg blev tilsagt til at møde til tjeneste d. 2. november 1940 i Warrington RAF camp midt imellem Liverpool og Manchester. Jeg ankom dertil med tog en regnfuld og tåget men lun aften og blev registreret i vagten. Næste dag fik vi udleveret uniform, barbergrej og lagner; og i samlet flok på 29 mand iflg. billede) aflagde vi ed på at tjene den britiske konge så længe krigen varede ( duration of war ). Jeg blev efterfølgende udspurgt af en sergent i vagtstuen, om jeg havde aflagt eden, hvilket jeg bekræftede, hvortil han bemærkede, at det havde jeg ikke behøvet som dansk statsborger; men jeg så ingen grund til at skille mig ud fra resten; jeg havde med hjerte og sjæl tilsluttet mig britiske myndigheders kamp mod tyskerne.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund