UNILogin
 
 
 • Indhold

Danmarks måske yngste frihedskæmper?

 

 

Oplevet af: Arne Kofoed Ipsen

Besættelsen, som man kalder perioden fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, var en uhyre spændende og til tider skræmmende tid for mig.

Det hele begyndte i begyndelsen af 1943, hvor storebror Jørgen fik en anmodning fra en mand, der hed Poul Anker, om at hjælpe med udsendelsen af illegale (forbudte) blade. Det var små hæfter, hvori man skrev sandheden om krigen, både om hvad der skete i Danmark, men også om hvordan krigen gik ude i verden. Det er jo klart, at besættelsesmagten ikke ville have sandheden frem, så derfor var det strengt forbudt at lave og udsende sådanne blade. Alle i familien hjalp til, og mit job blev at sætte frimærker på og at lukke kuverterne. Afsenderen på brevene var ”Sunbeam, bedste Danske middel mod ukrudt”.

Når alle blade var klar, skulle de postes, og for ikke at vække mistanke, blev de lagt i mange forskellige postkasser, og alle voksne var ude med en stak blade hver. En gang skete der det, at da Jørgens Lise skulle lægge en stor stak i en postkasse, kom to tyske soldater forbi. Hun blev jo meget bange, men de spurgte pænt, om de kunne hjælpe med noget, og holdt postkasselugen åben, mens Lise lagde brevene i. På et tidspunkt blev trykkeriet opdaget og måtte flyttes, og det blev familien Ipsen der så overtog trykningen.

Det illegale arbejde udviklede sig. Jørgen blev medlem af en socialdemokratisk gruppe under BOPA og virkede der som våbeninstruktør for andre frihedskæmpere og var desuden med i sabotagearbejde. Engang skulle de sprænge Skandinavisk Telegrambureau i luften, men en stikker (en der sladrede til tyskerne) havde røbet planen, og de måtte flygte fra stedet. De ville da hyre en Taxa, men en mand påstod, det var ham, der var kommet først. Jørgen lindede da lidt på sin frakke og viste manden den maskinpistol, han gemte under frakken, og så var der ikke noget i vejen for, at Jørgen og hans kammerater kunne få taxaen. Jørgen deltog også i aktioner, hvor de stjal våben fra tyske soldater.

Det illegale arbejde udviklede sig stadigt. Efterhånden blev der også oprettet et
våben- og ammunitionslager på loftet, og i 1944 blev en forsvarsgruppe (A8V) oprettet. Det
var en gruppe, der skulle indsættes samtidig med, at de allierede (dem der var imod tyskerne) angreb Danmark. Da krigens slutning nærmede sig, blev forsvarsgrupperne samlet, og hos Jørgen på 3. sal boede der i hele 8 dage før tyskernes kapitulation ca. 25 mand, og det endda uden nogen i opgangen vidste det. Kun bageren fik mistanke da vi købte så meget brød.

Den 4. maj om aftenen legede jeg nede på gaden, da en mand kom cyklende forbi og råbte, at tyskerne havde overgivet sig. Jeg styrtede op og fortalte det, men ingen ville rigtig tro mig, ikke før man hørte illegal radio lidt senere, hvor det så blev bekræftet.

Forsvarsgruppen blev den 4. maj udkommanderet til Carlsberg bryggerierne, og Far og Jørgen drog afsted, men da der ingen tyskere var på Carlsberg, blev gruppen viderekommanderet til tyskernes hovedkvarter Dagmarhus, som de den 5. maj besatte. Desværre var der i de første dage efter befrielsen en del tyskere, der ikke ville overgive sig, men som i stedet gemte sig på tage og i lejligheder, hvorfra de skød på frihedskæmperne, og der udviklede sig så ”ildkampe”. Under en sådan blev Jørgens kammerat Victor ramt i benet, projektilet gik tværs gennem begge ben, men heldigvis uden at ramme knogler eller pulsårer. Jeg så hans bukser hænge til tørre på tørrestativet, med huller tværs igennem. Da de engelske soldater overtog bevogtningen af Dagmarhus, fik Jørgen job som fangevogter i Vestre Fængsel, i Horserød samt på Sundholm.

På et meget tidligt tidspunkt fik jeg forklaret, at det, der foregik hos os, var strengt forbudt og meget hemmeligt, og at hvis jeg fortalte det til nogen, ville tyskerne komme og tage os alle sammen og måske skyde nogle af os, så det faldt mig let at holde det hele hemmeligt. Mange gange skete det, at jeg blev meget bange når jeg så tyskere komme forbi, og jeg styrtede op til mor og sagde, at nu kom tyskerne. Vi fik da forfærdeligt travlt med at gemme blade og andet, der kunne røbe os, væk.

Jeg havde dog også nogle meget spændende stunder, bl.a. når våben skulle renses og gøres klar. De var jo smidt ned fra engelske fly, pakket i containere, og våbnene var smurt ind i fedtstof for ikke at ruste, og det fedtstof skulle renses af. Det fik jeg lov til at hjælpe med. Prøv at forestille jer en dreng på 8-10 år, som fik lov til at sidde med rigtige våben i hånden.

Engang var jeg årsag til, at mor blev meget forskrækket, idet to politibetjente troppede op hos os og ville have fat i mig for at skælde ud. Årsagen var den, at jeg havde lavet små ”sprængninger” rundt om i kvarteret. Det var egentlig min fars skyld, for han havde vist mig, hvordan man af kaliumklorat og gul svovlblomme kunne lave sprængstof. Han blandede ganske lidt sammen og lagde det på en jernplade, vi havde foran kakkelovnen, og når han så slog på det med en hammer, lød der et højlydt knald. Jeg havde så snuppet lidt af kemikalierne og fandt ud af, at hvis jeg åbnede et kloakdæksel og anbragte lidt pulver der, hvor dækslet ellers hvilede, og så vippede dækslet i, så lød der et dejligt drøn. Det gjorde jeg så forskellige steder, og efter hvert knald smuttede jeg væk i en fart. Nogen havde dog alarmeret politiet, og da jeg så dem komme over hønsebroen, smuttede jeg væk i en fart, men som sagt dukkede de op hos os, så nogen havde sladret om mig. Det viste sig at være en dreng på min egen alder ovre fra Mølle Allé, der var ”stikkeren”. Da vi fandt ud af det, var vi et par stykker, der gav ham en alvorlig lærestreg, og han lovede aldrig at sladre igen. Drengens far viste sig efter krigen at have været ”stikker” (sladrehank) og desuden medlem af Schalburgkorpset, hvilket var en gruppe af tyskersympatisører, der skød danske frihedskæmpere og sprængte huse samt forretninger i luften, bl.a. sprængte de nogle af bygningerne i Tivoli, og Carl Allers Etablissement, der hvor der blev trykt ugeblade, i luften.

Carl Aller lå lige ovre på den anden side af banelinien, vi kunne kigge derover fra vores køkken og soveværelse. Den nat, hvor det blev sprængt i luften (23. januar 1945 kl. 23.34), var mine forældre vågnet ved, at Victor stod nede i gården og råbte, at folk skulle lukke vinduerne op, for Carl Aller blev sprængt i luften. Han var nemlig kommet forbi derovre og havde set, hvad der foregik. Vi nåede ikke at lukke vinduerne op, inden eksplosionerne kom, så alle vore vinduer knustes, og glasskårene fløj ind i køkken og soveværelse. Min seng stod lige i skudlinien, men det var så usandsynligt heldigt, at jeg sov med dynen helt oppe over hovedet. Jeg blev derfor ikke ramt, men dynen var helt skåret op. Vi blev så oppe et stykke tid og så hele fabrikken gå op i flammer.

Ja det var en slem tid, men heldigvis fik den en ende, og livet kunne langsomt finde tilbage til det normale, herunder skolegangen, som en overgang sidst i krigen havde været uregelmæssig, grundet tyske flygtninge.

Sidst i krigen var der mange tyskere, især fra den østlige del af Tyskland, der flygtede for de fremtrængende russere, og mange af dem blev sendt til Danmark. De skulle jo anbringes nogle steder, og en masse skoler blev inddraget. Det gik bl.a. ud over Rughavevejens Skole, dér hvor jeg var begyndt, og da vi jo skulle undervises, blev der fundet andre steder rundt om i Valby, hvor vi kunne undervises, men da der var mangel på egnede steder, måtte undervisningen i en periode nedskæres til hver anden dag. Jeg blev bl.a. undervist i nogle meget små lokaler på 1. sal af det, der nu er det gamle bibliotek i Valby. Når vi passerede vores gamle skole, hang mange af flygtningebørnene oppe på stakittet og råbte ”Dumme Dänen” af os.

Efter krigen afholdt den øvrige del af familien en stor fest for vor del, som en slags tak for deres indsats som frihedskæmpere, de havde fremstillet medaljer og der var skrevet en sang.

Jeg har altid interesseret mig meget for flyvning, og grunden blev lagt lige efter krigen, jeg tror nok, det var sommeren 1945, hvor RAF (Royal Air Force) afholdt et kæmpe flyvestævne ud for Kastrup Lufthavn. Jeg var derude med far, og jeg kan endnu mærke stemningen, da alle de forskellige fly kom forbi og lavede akrobatik, ja de demonstrerede endda deres våben ved at beskyde tyske både og vandflyvemaskiner, der lå i vandet. De allerførste engelske jetfly deltog også, det var Gloster Meteor, og et af dem udførte et halsbrækkende loop. I opretningen fra loopet kom den meget tæt på vandoverfladen, og den gang troede jeg, og nok de fleste, at det var med vilje. Mange år senere læste jeg, at den pilot, der udførte det, havde fejlberegnet udførelsen, og at han selv havde været dybt rystet. Pudsigt nok var det i Kastrup Lufthavn, jeg syv år senere begyndte min uddannelse.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 10/6 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund