UNILogin
 
 
 • Indhold

Vesterbrodrengen

 

 

Oplevet af: Ole G. Olsen

Et par små oplevelser fra anden verdenskrig.

I 1943 kom jeg i skole på Ny Carlsberg Vejens Skole i København. Kort efter blev den beslaglagt af tyskerne sammen med Alsgade Skole. Alsgade blev spæret og overbygget med et tag. Her var der garage for tyske lastbiler. Omkring de to skoler, der er bygget sammen, kom der pigtråd, og her gik der vagter hele døgnet. Mange af vagterne var ældre mænd, der savnede deres familier, kunne man tænke sig. Fordi de var altid rare ved os børn.

En dreng, som hed Vagn, der var lidt yngre end mig, var tiltrukket af disse store lastbiler og løb tit over til garagerne. Når hans mor så råbte på ham, var han strøget ud af porten. Så bad hun bl.a. mig løbe over for at se efter Vagn. Jeg spurgte hos vagten, om Vagn var der, og han tog mig med hen til en af lastbilerne. Her sad Vagn rigtignok og kørte bil, men han gik dog med hjem.

Jeg blev flyttet til Mattæusgades Skole. Her gik jeg til efter sommerferien 1945.

Der havde været flere luftbombardementer i Danmark, bl.a. havde man forsøgt at bombe B&W;, hvor min far arbejdede, men flyverne ramte Sukkerfabrikken i stedet for, og B&W; fik meget få skader. Disse skader fotograferede en amatørfotograf, og min far fik et sæt billeder som minde. Disse billeder har jeg nu overdraget Frihedsmuseet.

Den 21. marts 1945 blev Shellhuset bombet, og et hus 100 m. fra Slien blev ramt af en bombe. Jeg sad ved bordet i stuen og læste lektier kl. 10.45, da luftalarmen pludselig lyder. Samtidig hører jeg flyvere i luften. Jeg farer hen til vinduet og ser en hel række fly på vej imod vores hus. Min mor og Besse er hjemme. Min mor råber, at jeg skal komme ud til hende og Besse, der allerede står, hvor de mener at vort hus er stærkest, hvis det bliver ramt af en bombe. Jeg løber ud til dem. Så lyder den første eksplosion. Min mor mener, at det er Alsgades Skole, der bliver bombet, men der sker ikke mere lige nu. De næste brag kommer langt væk fra, og vi slapper af og skynder os i kælderen.

Ingen ved noget, og vi sidder som på nåle. Min far har været på natarbejde og dukker lige pludselig op i kælderen. Han kan fortælle, at der er bombet et hus på Søndre Boulevard, men ellers ved han ingenting. På vejen hjem fra arbejde, var han kørt forbi Shellhuset og havde tænkt, at den pigtråd, der lå omkring huset, ikke hjælper stort imod bomber, og han fik ret.

Da luftalarmen bliver afblæst, får jeg samlet mine skolebøger og vil i skole. På vejen går jeg hen for at se brandmændene kæmpe med branden på Søndre Boulevard. Her opdager jeg, at det er et hus, hvor en klassekammerat bor. Jeg kan så fortælle i klassen, at Pers hus er bombet, for Per var ikke kommet.
Senere får vi at vide, at Pers mor er død. Hun havde fået reddet sig og sine kære ud på gaden, da hun løber ind for at hente noget, hun mente var vigtigt. På vejen ud får hun så en skorsten i hovedet. Det slog mig meget hårdt, da hun altid var så hjertelig og rar, når jeg mødte hende, eller var over hos Per for at lege.

Vi spurgte jo, hvorfor skulle dette hus bombes? Senere erfarede vi, at en af flyverne ramte en lysmast på baneterrænet. For ikke at tabe for meget højde smider de så en bombe på Søndre Boulevard, prøver at komme op til Frederiksberg Have, men må smide endnu flere bomber, der rammer den franske skole, på Frederiksberg Alle, og så falder den ned. Det var meget tragisk, da mange børn omkom. Inden vi viste alt det om flyveren, har min far dagen efter på sin arbejdsplads hørt om det forfærdelige på Frederiksberg, hvor hans søster bor. Så da han kommer hjem, spørger han mig, om jeg vil med ud til faster.

Min mor var på morgenarbejde denne dag. Om morgenen ringer hun til Harder, der er den eneste i nærheden, som har telefon, og siger, at jeg skal holde mig hjemme. Min far siger, at det er o.k., og han skal nok passe på mig, så vi tager cyklerne, og kører ud til faster Edith på Hollænder Vej. Fra hendes køkkenvindue kan vi se ud over ruinerne af den franske skole, hvor der stadig er stor travlhed af brandvæsenet og Falck-folk. Det var et slemt syn, der brændte sig ind på min nethinde.

Da min far og jeg kommer ned på gaden igen, foreslår han, at vi kører ind for at se på det bombede Shellhus. Vi kører til Svineryggen ved GI. Kongevej, stiller cyklerne og går op på Svineryggen. Derfra kan man ikke rigtigt se noget, så vi går nærmere langs med søen, og står snart ca. 300 m. fra det brændende Shellhus. Det begynder at knitre derovre, ligesom små kanonslag en nytårsaften. Nogen af de mennesker omkring mig siger, at de er begyndt at skyde derovre, så vi bliver enige om at gå ned til cyklerne igen.

Jeg er lige begyndt at gå tilbage, da jeg mærker ligesom et piskeslag i enden. Det får mig til at løbe, og jeg standser nogle få meter fra Gl. Kongevej. Her står jeg og venter på min far, der kommer gående i snak med en mand. Da han når op til mig, der står og græder, siger jeg, at jeg tror, jeg er blevet skudt i enden. Pjat siger han. En dame råber, at vi skal komme ned til hende, for her ligger husene nede bag volden. Vi springer over to hegn, og står i hendes stue. Min far vil se, hvad det er, jeg tror, der er galt, så jeg trækker bukserne ned, og han ser et lille hul og siger, det er bare en bums, men jeg siger, der er også noget her ved hoften, og her bløder det kraftigt. Så får tonen en anden lyd, der bliver ringet efter ambulancen, og jeg kører på Frederiksberg Hospital. De beroligede min far og mig med, at det kun er et kødsår. Jeg bliver forbundet og får en stivkrampeindsprøjtning.

Hjemme igen, hvor min mors advarsel hænger i luften. Hun er ikke kommet fra job endnu, så jeg går i seng. Så kommer min mor hjem, og det første hun spørger efter, er mig. Min far siger så: "Ole er blevet skudt i enden". Men hun hører kun det første, og råber, hvor er han ? l sengen! og så står hun der og ser, at jeg stadig lever. l over 3 uger talte hun ikke til min far som en form for straf.

Først i april bliver min bedstemor og jeg sendt til Førslev hos min faster og onkel for at holde mig væk fra byen. Her er vi så, til krigen slutter den 4. maj 1945 og kommer hjem til København sidst i maj 1945.

Jeg skulle have været meldt ind i landsbyskolen, men den ene dag gik efter den anden, så det blev aldrig til noget. Måske havde de voksne på fornemmelsen, hvor krigen bar hen. Jeg blev som sagt aldrig indmeldt i Førslev skole. Her gik børnene også kun i skole hver anden dag, så det var ikke blevet mange dage, jeg havde lært noget der nede.

Den 4. maj var jeg gået i seng, men sov ikke, da jeg hørte høje råb nede fra stuen. Jeg kom ud af sengen i en fart og ned af trapperne. Nede i stuen danser de voksne rundt med hinanden, min onkel river mørklægningsgardinerne ned, så lyset kunne stråle ud i natten. Der kom folk fra de nærmeste huse, glæden var også meget stor i den lille landsby.

Næste morgen blev jeg sendt op til bryggeriet for at hente flere kasser øl, så folk der kom til smedjen kunne fejre glæden med hinanden, og der kom mange den dag.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund