UNILogin
 
 
 • Indhold

Jeg husker.......

 

 

Oplevet af: Grethe Due Illum

Jeg var knap 18 år, da vi en morgen den 9. april 1940 vågnede ved støj fra mange flyvemaskiner over byen - himlen var fyldt med tyske maskiner - landet var besat.

Ret hurtigt i de første krigsår blev der mangel på varer og af den grund rationering.
På grund af mangel på beklædning og metervarer var min mor, der var medlem af Dansk Kvindesamfund, med til at oprette en BYTTECENTRAL i vor lille by Kerteminde.
Der var ikke penge involveret i denne forretning, man kom simpelthen med det tøj man havde i overskud (var vokset fra ) og byttede det for andre varer, og det var en stor hjælp for mange.
Nød lærer nøgen kvinde at spinde - siger et gammelt ord.
Kvinderne skar det nederste stykke af herreskjorten, og deraf syede de ny flip og manchetter til samme skjorte. Man 'ægvendte" lagnerne, det slidte midterstykke blev klippet op, og de mindre slidte sidelængder blev midterstykke.

Min far og mor havde altid under krigen en gris til opfedning, den blev slagtet til december, og kødet lagt i saltkarret. Min mor havde en gammel opskrift fra sin mor, hvorledes man i gamle dage selv kunne fremstille vaskesæbe, så dertil brugte hun tryne, ører, patter og tæer af grisen.

Hurtigt blev der småt med uldgarn til strømper, jeg husker, at min mor " forføddede" strømperne, hun klippede sålen af strømperne, strikkede et nyt fladt stykke af det nye celluldgarn og syede på.
Da jeg på det tidspunkt var kommet i lære i en trikotageforretning, husker jeg, at vi gemte de sidste rester af garn til vore danske kunder, de tyske soldater spurgte nemlig jævnligt efter garn, som de ville sende hjem til Tyskland.

Læderfodtøj blev også hurtigt en mangelvare, jeg husker, at der blev syet sko med overlæder af farvet rødspætteskind, og sålen blev i slutningen af krigen fremstillet af gamle cykeldæk. Min far blev snild til at forsyne vore sko med det bedste fra en slidt cykelslange.

Vi havde selvfølgelig kolonihave, hvor min far dyrkede årets forbrug af kartofler og grøntsager, fisk manglede vi heller ikke, to af min mors brødre var fiskere.

I biografen blev der kun vist enten tyske eller svenske film, foran hver film blev der vist en såkaldt ugerevy, den ornhandlede altid Tyskernes sejrrige fremrnarch mod Rusland. Min onkel, som viste det sig senere, var medlem af en frihedskæmpergruppe, bad mig om at boykotte filmene, og ligeledes undgå at se på, når de tyske soldater gik syngende gennem gaden, - jeg adlød.

I 1943 blev jeg gift (i min søsters brugte brudekjole). I 1944 rejste min mand og jeg til Hobro, hvor han fik en stilling. Her boede vi i nærheden af en skole, hvor russiske krigsfanger var interneret.
Når man gik forbi der, rakte mangen en soldat hånden gennem pigtrådsafspærringen. Hvad de sagde, ved jeg ikke, men at de tiggede mad var tydeligt, så jeg gik mange gange hen med rester fra vores aftensmad.

I Hobro fødte jeg mit første barn, kort forinden var det blevet meddelt, at Hobro skulle erklæres åben by", det vil sige, at byen skulle være hospitalsby og ikke måtte angribes, beboerne skulle evakueres. Dette blev dog ikke til virkelighed.

Den 4. maj 1945 oprandt, og den 5. om formiddagen begyndte de danske frihedskæmpere deres razzia efter tyskvenlige, stikkere og de såkaldte tyskerpiger. Vores nabos unge datter blev både klippet og fik malet hagekors på brystet.

Det varede længe, inden der igen var varer i butikkerne, jeg husker, at jeg i sommeren -45 syede mig en hvid spadseredragt af PAPIRLÆRRED, den var smart, men den tålte ikke vand.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund