UNILogin
 
 
 • Indhold

Ellas selvbiografi

 

 

Oplevet af: Ella Starberg

Det begyndte for mange år siden - vi skriver 1939 - jeg var kun 6 år gammel. Mine søskende og jeg var hos min mormor og bedstefar i Randers. Der boede vi meget som små, da min mor og far rejste rundt i Danmark og handlede med malerier. Det var ret slemt for mig, da jeg savnede min mor meget.

Vi havde mange legekammerater hos mine bedsteforældre og en dejlig have at boltre os i, så vi havde det ellers godt, Jeg husker tydeligt den dag, krigen brød ud - 9. april 1940. Vi var nede og lege på en meget stor mark, hvor der var en stor bakke. Vi stod oppe på bakken. Pludselig drønede nogle kæmpestore maskiner hen over hovederne på os. Vi var godt klar over, at det var noget faretruende, der skete, men forstod ikke rigtigt, hvad det var. Det var først senere, da krigen havde varet nogle år, at det gik op for os, hvad krig var.

Imidlertid flyttede vi tilbage til København med vores forældre. Vi boede inde midt i byen i en gade, som hed Knabrostræde, i en stor hjørnelejlighed, lige over for et værtshus, som hed Ørnen. Det havde tyskerne taget til sig, som var det deres eget. En nat, hvor vi lå og sov, blev det luftalarm. Den ejendom, vi boede i, var meget gammel. Derfor var der ikke noget beskyttelsesrum. Så vi måtte løbe langs husmuren og op på Strøget. Der lå en biograf, som havde et beskyttelsesrum hvor vi kunne være. Vi sad der tit og ofte i mange timer. Om vinteren kunne det være meget koldt.

En nat sprang der flere bomber. Det lod til at være lige ved siden af os. Da alarmen var afblæst, kom vi omsider hjem. Og hvilket syn, der mødte os! Ørnen var blevet saboteret af frihedskæmpere, og alle vinduer var røget i hele nabolaget. Men efter den tid blev der nogenlunde fred og ro på den anden side
af gaden. Der havde ellers været et frygteligt leben af støvletramp og biler og musik døgnet rundt. Det blev gudskelov ikke bygget op, så længe krigen varede. Manden, som ejede det, var vist nok for venlig mod tyskerne.

Det var en tid, hvor man skulle være meget forsigtig med, hvem man omgik, og hvad man sagde. Mine forældre havde nogle venner på den anden side af gaden. Manden, som hed Jim, var maler lige som min far. De havde tre børn, to drenge og en pige. Pigen var den ældste, og allerede da hun skulle konfirmeres, begyndte hun at gå med tyskere. Jeg husker tydeligt, at hun tog sit fine konfirmationsstøj på. Min mor blev så rasende, at hun forbød os at gå derover. Den ældste af drengene kom pludselig hjem en dag med SS-uniform. Han kom lige så stolt over til mine forældre for at vise sig frem. Min far blev så gal, at han smed ham ud af vores hus og bad ham aldrig vise sig mere. Mine forældre havde ellers kendt de børn, fra de blev født.

En skønne dag forsvandt Jim og den ældste søn Nick, rejste til Tyskland, for som han sagde, nu skulle den krig have en ende. Vi frygtede, at det skulle få konsekvenser, derfor besluttede mine forældre, at vi
skulle flytte. På det tidspunkt var det ikke svært at få lejligheder.

Vi flyttede ud til Vesterbro i Sigerstedgade, Min mor blev enke i begyndelsen af krigen. Vi var tre piger. Lise som var 8 år ældre end mig og Ruth, halvandet år ældre end jeg. Lise er opvokset hos mine bedsteforældre. Så derfor er det meget naturligt, at Ruth og jeg er mest knyttet til hinanden. Som jeg lige har fortalt, var der krig. Tyskerne havde besat Danmark. Og for mig var det begyndelsen til et varmt men også voldsomt liv. Min mor var kunsthandler. Vi levede af det, hun tjente ved at sælge billeder.

Mor havde ikke haft nogen uddannelse, så derfor var det naturligt, at hun fik lært kunsten at sælge billeder. Hun blev så dygtig, at hun i 30 år solgte gammel kunst af malere som Michael Ancher, Poul Fischer, Brændekilde og mange flere. Af de gode gamle malere.

Der er visse ting i min barndom, som jeg husker så tydeligt, som var det sket i går. I krigens tid var det meget, meget svært at købe tøj, mad og brændsel til kakkelovnen. Vi havde nogle meget kolde vintre, hvor det frøs 30 grader, så det var svært at holde varmen. Alt, hvad vi skulle købe, var på rationeringsmærker, og de var også begrænsede.

Mor var god til at skaffe mangelvarer. Der var noget, som hed den sorte børs. Der blev handlet med alt. Vi viste godt, at det var forbundet med stor fare at handle der. Mor tænkte aldrig på faren. Hun har i hvert tilfælde aldrig sagt til os, at hun var bange. Det var først år senere, vi blev klar over, at hun blev bange. Men det vil jeg fortælle om senere. I begyndelsen vidste Ruth og jeg ikke, at hun gik ned og købte ting der. Men vi fandt hurtigt ud af, at der foregik noget, som skulle holdes skjult for os. Børn har en meget fin fornemmelse for de ting, som sker.

Vi manglede faktisk ikke så meget som andre mennesker. Vi havde altid mad i spisekammeret og tøj på kroppen, og varme manglede vi heller ikke de første år af krigen. Men efterhånden blev det mere og mere hyppigt, at mor måtte af sted, da rationeringen blev mere stram. Vores angst voksede fra dag til dag. Jeg husker tydeligt en dag, vi vidste, at mor var på den sorte børs, og det blev luftalarm. Sirenerne hylede, og mor var ikke kommet hjem. Ruth og jeg sad stille og græd og bad til gud om, at vores lille mor måtte komme hjem til os igen. Luftalarmen blev afblæst efter flere timer, og endelig dukkede mor op igen. Lykkelige var vi.

Min mor rejste meget rundt i Danmark for at sælge billeder. Vi var ofte hos min tante Karla. Hun passede os, når mor rejste. Tante Karla var en stor og fyldig dame på 200 pund. Vi havde en sjov, men også meget farlig tid, da vi boede hos hende. Hun boede nemlig i Istedgade, lige midt i brændpunktet. Hun havde en lille lejlighed på to små værelser, lige ud for Saxogade og den sorte børs. Der skete ting og sager, som var meget uhyggelige. Vi to piger sad i timevis i vinduet og så på, hvad der foregik på den anden side af gaden. Pludselig lød der uhyggelige skud, og mennesker flygtede skrigende væk. Tilbage lå et menneske i sit eget blod. Det gjorde et stærkt indtryk på os små piger.

Jeg var meget lille af min alder. Derfor sov jeg i tante Karlas kommodeskuffe. Der kunde jeg rigtig gemme mig for alt det onde, som skete om natten. Jeg savnede min mor meget. Altid skulle hun rejse ud for at tjene penge så vi kunne ha det godt. Så godt, som man nu kunne have det, når der var krig, og ens mor ikke var hjemme til at passe på en. I dag kan jeg godt se, at hun ikke ville have, at vi skulle mangle mad og varme i kakkelovnen. Derfor måtte hun rejse fra os så ofte.

Man følte en angst og utryghed på gaden, i skolen, ja selv når man lå i sin seng om natten. Efterhånden som krigen skred frem blev forholdene mere og mere urolige. En nat vågnede vi ved voldsomme tumulter nede på gaden. Tyskerne kom kørende med store panserkøretøjer og stoppede op. Vi vågnede og var så bange, at det føltes, som om hjertet holdt op med at slå. Tyskerne styrtede op i mange opgange, hev folk ud af deres senge ned på gaden i nattøj og kørte af sted med dem.

Efter den tid blev det endnu værre. Et slagord gav genlyd i gaden: "Istedgade overgiver sig aldrig". Der blev bygget barrikader af gamle møbler og alt, hvad folk kunne skaffe af gammelt skidt, ja selv sporvogne blev brugt. Så blev der tændt kæmpe bål på gaden. Nu blev det livstruende at bo i Istedgade. Som gengældelsesaktion kørte tyskerne en stor kanon ud for Hovedbanegården med mundingen rettet ned gennem Istedgade. Det blev min tante for meget. Nu måtte vi flytte fra Istedgade. Vi pakkede i hast vores tøj og flyttede hjem til vores lejlighed i Sigerstedgade. Nu følte vi os mere trygge. Der var lidt mere fred og ro. Ak, det troede vi. Krigen var også der, tæt ved Ingerslevsgade, og jernbanelinien. Det var ret farligt, da der tit var sabotage på togene.

Det var et rigtigt stort boligkompleks, vi boede i. Vi havde nogle legekammerater, som boede i Ingerslevsgade. Blandt andet to drenge. De var ret voldsomme og skulle altid prøve kræfter på os piger. Jeg var som sagt ret klejn, så de var altid efter mig. Det skete, før min far døde. En dag blev det ham for meget. Han gik ned i gården og bankede den ene af de frække drenge. Så pludselig en dag fik min far et brev fra drengenes far. Det var et trusselsbrev. Det viste sig, at drengenes far var meget aktiv SS-mand.

Det viste sig senere at blive ret farligt for os. Grunden var muligvis også, at min far hadede tyskerne og alt hvad der var tysk. Far samlede på illegale blade, og da han var maler og kunstner og kom meget ud blandt mange mennesker og uden frygt gav udtryk for sine meninger, så strammede det hele til. Vi blev ringet op på telefonen på mange mærkelige tider af døgnet. De ville have fat i min far. Mange nætter måtte vi flygte ud af vores varme senge og sove hos mennesker, som boede rundt omkring. Gode venner - der var et vist sammenhold dengang.

Min far blev meget syg af tuberkulose og døde, da mor var ganske ung. Hun blev enke, da hun kun var 35 år. Så pludselig en nat blev mor ringet op igen. Der blev spurgt efter Konrad, vores far. Mor kunne fortælle dem, at far var død. Så først sluttede de uhyggelige opringninger på telefonen. Så blev tante Karla syg og kunne ikke passe os mere. Mor måtte finde på en udvej til at få os passet. Så begyndte et nyt og helt andet liv for os.

DEN FRANSKE SKOLE PÅ FREDERIKSBERG
Der var så hvidt, så rent, venligt og kærligt. Jeg husker alle nonnerne, navnene står ikke helt klart, men de venlige ansigter. Søster Margrethe, Søster Beatris, Søster Helene og mange flere, som i dag er døde og begravede. Mit klasseværelse lå på anden sal, så der var langt til kælderen. I kælderen var der spisesal, og kælderen var også der, vi søgte hen, når der var luftalarm. Vi havde øvelser, hvor vi legede, at der var luftalarm. Klokken ringede, og alle børn stillede op i pæne rækker og gik stille og roligt ned ad trappen og ned i kælderen. Der var altid ro og orden og aldrig panik.

I håndarbejde lærte vi at strikke. Jeg var ikke særlig dygtig til at strikke, men vi havde en meget tålmodig søster, som lærte mig at strikke en bluse. Jeg husker, den var grøn og blevet meget fin, og jeg fik ros for den. Det må have gjort indtryk på mig, for den bluse var jeg meget ulykkelig for at miste.

Vi boede på skolen et års tid. Så blev mor syg og fik lungehindebetændelse og lå på Bispebjerg Hospital i måneder og blev tappet for væske i lungen. Da havde hun ikke mere råd til, at vi skulle bo på skolen. Vi flyttede ud til en anden tante i Charlottenlund og blev ved med at gå på skolen. Der var stadig krig, og man færdedes med angst og var vant til efterhånden at søge ly, når der var luftalarm. Det blev efterhånden en del af hverdagen.

Et år til jul havde vi håbet at få mor hjem fra hospitalet, men hun var ikke rask nok. Ruth og jeg havde været hjemme og pynte juletræ. Da sad vi ganske alene, og sirenerne hylede. Vi rystede over hele kroppen af skræk, men juletræet blev dog pyntet. Mor kom først hjem i marts måned. Da stod juletræet stadig med al sin pynt, men ikke en nål var blevet tilbage. Da fældede vores mor en tåre. Det glemte hun aldrig.

En morgen, vi vågnede, var Ruth meget urolig. Hun havde haft en væmmelig drøm. Hun havde drømt, at den franske skole brændte. Hun fortalte mor det. Godt nok kunne mor ikke lide denne drøm, men hun slog det hen og sagde, at det var fordi, vi levede i sådan en urolig tid, så kunne vi godt have grimme drømme, så det betød ikke noget.

Vi var nu hjemme hos mor i Sigerstedgade. Mor var nogenlunde rask men dårligt gående. Hun var meget svag efter sin sygdom, men dejligt var det at være sammen med mor igen. Forhåbentlig skulle vi ikke skilles mere.

DEN 21. MARTS 1945
Vi har haft et par timers undervisning. Jeg er blevet uvenner med min bedste veninde i frikvarteret. Vi er lige kommet op til en ny time. Klokken er omkring tyve minutter over elleve. Vi sidder stille, timen er begyndt og alt er meget stille. Pludselig lyder et kæmpe brag - alt bliver forvirret - alle glemmer, hvad de har lært - man styrter ud på trappen - man råber og skriger - kun ét kan man huske - ned i kælderen. Jeg når ned - vi sætter os ved de lange borde, som vi plejer, når vi spiser. Man hulker og græder - man tænker på at løbe op efter sit fine strikketøj. Det må ikke komme noget til. Man glemmer tanken - ser op - der står hende den bedste veninde, som man er uvenner med - man søger sammen. Pludselig er tanken der, hvor er Ruth? Man ser sig omkring - et øredøvende brag - alt bliver mørkt. Murbrokker vælter ned i hovedet på en - man vælter rundt mellem borde og stole – murbrokker og kalk; det sætter sig langt ned i halsen - det føles, som skal man kvæles.

I loftet i kælderen ligger der store tykke vandrør med kogende vand der fosser ud. Jeg råber på Ruth - ser mig omkring og opdager en lysning henne ved vinduet - man styrter af sted - træder på kroppe, som ligger på gulvet - ænser kun at søge ud . Hvad ser jeg i lysningen? - en nonne med tøjet revet i stykker står i lyskassen og hjælper børn ud og op af en smal skakt fyldt med sandsække - det går langsomt - kun en ad gangen kan komme op. Jeg er heldig - kommer op - har mistet mine sko - træder i glasskår - de ligger i tykke lag - det eneste jeg tænker på er Ruth. Hvor er hun? Jeg råber hendes navn, og pludselig står hun foran mig. Jeg stirrer på hende og hun på mig. Vi tager hinanden i hånden og løber over det tykke lag af glas. Tankerne er nu hos mor - hvad med hende? - er hun kommet noget til? Bomberne springer stadigvæk. Vi når ud på gaden. Alt er kaos - ambulancerne kommer ned ad Frederiksberg Allé - det brænder i træer på gaden - der lugter væmmeligt.

Pludselig lyder der skud. Vi løber ind i en opgang henne ved blomsterforretningen. Vi står og græder - vi ser frygtelige ud - vores fine sorte silkekitler med de hvide kraver er helt grå af kalk og puds, og blodet strømmer ned af ansigtet og ryggen på mig - det gør ikke ondt - jeg ænser det i hvert fald ikke. Det eneste, Ruth og jeg tænker på, er at komme hjem.

Vi løber ud på gaden igen og ned af Frederiksberg Allé. Vi husker, at der ligger en Falckstation på Platanvej. Vi kan sikkert få hjælp der, så vi kan komme hjem. Da vi kommer ind på stationen, stirrer alle forskrækkede på os. De er godt klar over, at der er sket noget alvorligt. De har jo alle hørt de kæmpe brag, men vidste ikke, hvorfra de kom. Vi får stønnet frem, at det er den franske skole, der er blevet bombet.

Nu kan det være, at der blev travlhed. Jeg hylede som en gal. Ruth var fattet og roligere - flinke mænd kørte os hjem. Vi ringede på døren. Jeg husker tydeligt, at mor stod og krøllede sit hår. Hun fik et chok, da hun så os. De første bomber var faldet på banelinien, så mor var godt klar over, at der var noget alvorligt. Men da hun fik at vide, at det var skolen, der var bombet, begyndte hun at græde af glæde over, at vi begge to var kommet hjem. Jeg havde fået et hul i hovedet, som blev syet. Jeg ville ikke på hospitalet - jeg var bange for at komme væk fra mor igen. Ruth havde sluppet meget heldigt - hun havde ikke fået en skramme.

Jeg tror aldrig, en telefon har ringet så meget som vores de næste dage. Alle vores venner og familie vidste jo, at vi gik på skolen, så de måtte jo vide, om vi begge var i live. De næste fjorten dage havde jeg mareridt om natten. Jeg skreg og vågnede op badet i sved - jeg oplevede det hele igen. Når flyvemaskiner fløj over huset, eller der var luftalarm, var jeg så bange, så jeg bukkede hovedet af skræk. Det lyder mærkeligt, men selv i dag så mange år efter, sidder det i mig. Hvis en flyvemaskine flyver meget lavt, kan jeg tage mig selv i, at jeg bukker mig. Og hvis der et eller andet sted lugter meget af kalk, kommer minder op i mig fra bombningen af skolen. Det tror jeg aldrig vil forsvinde, så længe jeg lever...

Det viste sig, at det var englænderne, som ved en fejltagelse havde bombet skolen. En flyver var styrtet ned i Alleenberg Garagerne, så da de følgende flyvere kom, tog de fejl og troede, at det var målet og smed noget af deres bombelast i skolen. Først et minut senere opdagede de fejlen, men da var uheldet sket, som kostede 86 børn og 10 nonner livet.

Tre uger efter katastrofen ville vi gå over og se, om vi kunne finde noget af vores tøj. Et frygteligt syn mødte os. I træerne på Frederiksberg Allé hang der brændt tøj og papir - ilden var ikke helt udslukt endnu. Det var nemlig fosforbomber, der var blevet smidt, og det kan brænde meget længe efter. Det blev fortalt, at først lang tid efter kunne de grave de sidste lig frem af ruinerne. Det var kun lemlæstede dele af noget, som engang havde været et menneske. De var blevet kogt i det kogende vand så kroppen faldt fra hinanden.

Så en ting har jeg sagt til mig selv, at hvis der nogen sinde skulle blive krig igen, så tror jeg ikke, at nogen kunde få mig til at gå ned i en kælder. Jeg tror, at minderne i min barndom har sat dybe spor, som aldrig vil forsvinde. Selv i dag bliver jeg mindet om det, når jeg på min vej til mit arbejde kører på Frederiksberg Allé - forbi den franske skole - og ser det monument, som står, hvor skolen engang var. Af og til ligger der en lille buket blomster - et lille minde om nogen, man havde kær. Et minde fra en svunden tid.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund