UNILogin
 
 
 • Indhold

Jøderne blev fredløse i oktober 1943

 

 

Oplevet af: Dorthe E. Røssell

Adolf Hitler, Tysklands enehersker, led af et umådeligt racehad til jøderne. De skulle udryddes eller i det mindste interneres. Af en eller anden grund var jøderne i Danmark blevet forskånet for denne tort. Jøder rundt omkring i Europa var blevet fanget og deporteret til koncentrationslejrenes grufulde oplevelser, mange endte i gaskamrenes snigende død. De var simpelthen fredløse.

I efteråret 1943 tilspidsedes situationen for jøderne i Danmark. Hitler, dette bestialske menneske, var blevet rasende, da det gik op for ham, at jøderne levede en fredelig og vel integreret tilværelse i det danske samfund. Han udsendte en ’’førerordre’’ om, at de danske jøder skulle fanges og deporteres til koncentrationslejre sydpå. Hitlers aktion mislykkedes totalt, takket være danske modstandsfolks resolutte handling. Man samledes om at få jøderne sendt til friheden i Sverige. Samlede penge ind for at kunne betale for transporten over Øresund. Skabte kontakter til "sikre" hjælpere. En ikke ufarlig mission, som desværre af og til kostede modstandsfolk og jøder livet.

Min far var tidligt gået ind i kampen mod tyskerne som modstandsmand eller frihedskæmper, som det hed. Da krigen brød ud den 9. april 1940, husker jeg endnu hvad han sagde til mig: "Dunte," det kaldte han mig altid, "vi to vil kæmpe, lige til den dag, tyskerne er ude af landet, og Danmark atter bliver et frit land." Det var jeg enig med ham i, og selv om jeg kun var seks år gammel, da vi blev besat, var jeg klar over alvoren i hans ord. Jeg kæmpede, trods min unge alder videre, også dengang min far i juni 1944 blev taget til fange af Gestapo og sendt til Neuengamme. Jeg kæmpede for os begge og for friheden.

Fars modstandsgruppe fik mulighed for at sende jøder over fra Nivå Teglværk. Når der var chance for en transport, var det min opgave at smutte rundt og meddele, at det var nu. Jøderne var flygtet fra deres lejligheder og boede illegalt hos danske venner og bekendte, men vi vidste, hvor de opholdt sig. De kom i ly af mørket, og overførslerne skete så i løber af natten. Når jeg havde givet dem besked, var det min opgave at gå rundt til kvarterets handlende - købmænd, bagere og slagtere - som var på vores side for at få madvarer, så jeg kunne smøre madpakker. Jeg har ikke tal på, hvor mange madpakker jeg har smurt, men det var mange. Madpakken skulle de have med, for vi vidste ikke, hvor længe de måtte vente i Nivå for at komme over.

Langsomt samledes de i vores lejlighed. Her sad de, stille som mus og ventede. Det var ikke til at høre, at de var der. Der kunne godt være op til 30 i vores stuer, der blot ventede på afgangssignal. Gruppen havde i mellemtiden fået aftaler med "sikre" taxaer og varevogne, sommetider også en ambulance eller to, som skulle sørge for transporten til Nivå. Når tiden var inde, listede de pø om pø ned til bilerne og kørte af sted mod teglværket. Her gemte de sig ude i mosen, indtil stenfiskerne kom, og kysten var klar. De blev gemt nede i bådenes lastrum og sejlet af sted i ly af mørket. Nervøse og bange har de uden tvivl været, indtil de nåede svensk farvand og var reddet. Far og gruppen blev oppe i Nivå, gemte sig i mosen og på stranden, indtil aktionen var lykkeligt udført. Jeg var aldrig rigtig glad, før min far var hjemme igen, og jeg havde fået at vide, det var gået godt.

Jeg kunne ikke rigtigt forstå, hvorfor jøderne lige pludselig ikke måtte leve frit her i landet. Vi boede på Østerbro, og mange af familierne, vi hjalp over, var vores venner. Vi kom i deres hjem, og flere af børnene var mine skole- og legekammerater. Jeg vidste, at jeg skulle tie stille med, hvad vi foretog os. Var klar over, hvad der kunne ske os, hvis jeg plaprede ud med min viden.

De danske jøder, som ikke nåede at flygte, blev fanget af Gestapo og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet. Her blev de kort før krigens slutning evakueret af svensk og dansk Røde Kors. Det var kun et fåtal, som ikke overlevede interneringen.

Tyskerne opdagede aldrig vort forehavende. Om de vidste det og blot så igennem fingre med det, ved jeg ikke. Da min far blev arresteret af Gestapo i 1944, var det ikke det, han blev dømt til døden for.

Og det er en anden historie.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund