UNILogin
 
 
 • Indhold

Et tog kom forbi

 

 

Oplevet af: Ole S.D. Hansen

Fra julen 1944 og til april 1945 fik vi ingen breve eller andre livstegn fra min far, som sad i det tyske tugthus Dreibergen. Men pludselig en dag i april 1945, det må have været omkring Hitlers fødselsdag den 20 april, stod fru Jacobsen fra ismejeriet, som vi boede klods op ad, og sagde til mor: ”Der er telefon til Dem, fru Hansen”. Vi havde ikke telefon, og der var aldrig nogen, der havde ringet til os via ismejeriet, så det var højst usædvanligt. Det viste sig at være en skibshandler fra Aabenraa eller Haderslev, som havde en besked fra min far, og den lød i al korthed på, at han var med et Røde Kors tog fra Tyskland og på vej til Sverige. Toget ville ankomme lidt over middag til færgelejet i Københavns frihavn, og vi kunne se toget, når det holdt på baneterrænet ved Østerport station.

Min far fortalte senere, at da dette Røde Kors tog startede fra Padborg, stod der en del mennesker på stationen, og de havde rakt drikke- og fødevarer ind ad vinduet. En styrmand, som sad sammen med min far, og som var godt udhungret, åd et halvt pund smør. Men det skulle han ikke have gjort, for han fik en art tarmslyng, så da toget kom til Aabenraa eller Haderslev, var han så syg, at lægerne fik ham sat af, og han blev indlagt på hospitalet og kom derfor ikke til Sverige. Ved samme lejlighed fik min far kontakt med en skibshandler, som han genkendte og instruerede om at telefonere til os og fortælle om toget, som var på vej til Sverige.

Efter opringningen var det på med tøjet og op i en sporvogn, en linie 6, og af sted til Østerport station. Da vi kom hertil gik vi bagom, og ganske rigtigt, der holdt et langt Røde Kors tog bevogtet af værnemagtssoldater. Et nærmere kig på disse viste, at det var østrigske soldater, og dem kunne man godt snakke med, så mor og jeg fik lov til at entre Røde Kors toget, som vi ville gå igennem fra ende til anden for at finde ”vores far”.

Vi vidste ikke noget om ”de hvide busser”, heller ikke andet end rygter om de tyske udryddelseslejre, så det var noget af et chok. Toget havde danske KZ-fanger fra forskellige lejre. De var i de nok så berygtede stribede fangedragter og udmagrede. Det var muselmænd, og de lugtede og så dødsyge ud (og det var de vel også), som de lå der i Røde Kors togets køjer. Min far, som var oppegående og ved relativt godt huld, havde arbejdet sig op gennem toget og fik os gennet af toget. Det er ikke noget for drengen, sagde han, og det havde han inderlig ret i. Det var et chok, som jeg aldrig glemmer. Nu gik tiden med snak, idet vi stod af toget og stod talte sammen udenfor toget. Der var ingen problemer med de østrigske vagter, og der var i øvrigt mange andre pårørende, som også var kommet til stede, så der var en helt lille folkemængde omkring toget.

Pludselig rullede der et par sorte biler op, og ud sprang nogle sortklædte HIPO’er med maskinpistoler, som de fægtede med til højre og venstre, alt imedens de råbte og skreg. De fik hurtigt jaget fangerne op i toget igen, og alle de pårørende blev jaget væk inkl. min mor og jeg.

Vi tog hjem, men var glade, for nu vidste vi, at min far var på vej til Sverige, i live og som sædvanlig ved godt mod.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund