UNILogin
 
 
 • Indhold

Falkonergårdens Gymnasium, 21. marts 1945

 

 

Oplevet af: Bente Hassing, f. Agersted

En dejlig foråsdag - min klasse var ved at få delt karakterbøger ud af rektor Asta Jefsen på Falkonergårdens Gymnasium, der lå på Dr. Priemesvej. Det foregik i skolens naturhistorielokale på øverste etage med fri udsigt mod Maglekildevej og kvarteret omkring Den franske skole.

Pludselig blev der mørkt på himlen, der hørtes en forfærdelig støj af flyvemaskiner og luftværnssirener, og sekunder senere kunne vi iagttage, at et fly styrtede ned. Der lød voldsomme eksplosioner. Det syn og den støj har forfulgt mig i mange år.

Vi forlod hurtigt lokalet og kom ud på trappen, bygningen rystede, mange skreg, og alle elever var på vej mod kælderen, der i den gamle bygning overhovedet ikke havde plads til alle! Vi kom som de sidste til at blive i stueetagen - og stemningen var ret angstpræget og forvirret, da vi ikke kunne begribe, hvad det egentlig var, der skete.

Hvor længe det varede, før afblæsningen kom, husker jeg ikke, men ud kom vi da til en gade, hvor husene på hjørnet stod i flammer, og der var tykke lag af knuste ruder overalt. Min veninde og jeg fik løftet vores cykler over glasskårene ud på Hollændervej. Meget chokerede fandt vi over til Frederiksberg Have, spadserede på rystende ben igennem den og nåede hjem til det kvarter, vi begge boede i ved Dalgas Boulevard. Ingen derhjemme havde nogen anelse om, hvad der var sket, de havde bare registreret en luftalarm - men i løbet af dagen og de næste dage, fik vi jo hele forløbet gennem pressen og hørte om tragedien på Den franske skole.

Der lå tre skoler tæt ved hinanden, vores, Frederiksberg Gymnasium og Den franske skole, men vi blev skånet. Ingen kom noget til på vores skole, og det var et mirakel, for vi var meget tæt på de ødelagte bygninger på Maglekildevej, hvor der både var dræbte og sårede.

Naturligvis glemmer man aldrig en sådan begivenhed!

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund