UNILogin
 
 
 • Indhold

Jeg blev som 2-årig anbragt i kz-lejrene Ravensbrück og Theresienstadt

 

 

Oplevet af: Ib Katznelson

Dette er historien om, hvordan jeg som 2-årig oplevede at være indespærret i Vestre Fængsel, Statsfængslet i Horserød samt koncentrationslejrene Ravensbrück og Theresienstadt. Flere andre i min familie – herunder min far – kom også i koncentrationslejr. Deres historie har jeg ikke med her.

----------

Aktionen mod de danske jøder startede i de første dage af oktober 1943. Da mine forældre fik at vide, at min morfar og moster var blevet taget af tyskerne, og at de også havde været i vores lejlighed for at søge efter os, gik vi under jorden den 1. oktober.

En kontakt blev efter nogle dage etableret med henblik på, at vi kunne komme i sikkerhed i Sverige. Den 4. oktober 1943 ved 18-tiden blev vi hentet i en taxa. Vi skulle til Syrefabrikvej på Amager, hvor vi skulle møde dem, der skulle transportere os videre.

I Kastrup standsede taxaen, og vor kontaktperson gik lidt bort for at orientere sig om, hvor vi skulle hen. Han havde imidlertid stukket os, og i stedet kom han tilbage med en civil gestapomand. Med en revolver bad gestapomanden os om stige ud af bilen og følge med. Min farmor, mor og jeg blevet ført til Dagmarhus, som var tyskernes hovedkvarter. Min far og farfar blev vi skilt fra.

Efter nogle timers forhør i Dagmarhus blev vi kørt til Vestre Fængsel. Efter et par dage her blev vi ført til Horserødlejren.

Måske på grund af forsøgene på at få os løsladt blandt andet med henvisning til min alder blev vi ikke sammen med størstedelen af de øvrige danske jøder ført til Tyskland den 11. oktober. Det skulle vise sig at blive skæbnesvangert.

Først den 23. november 1943 blev vi sat på et tog, der skulle føre os sydpå.

Ved tretiden om natten, da toget standsede ved en station i nærheden af Berlin, blev kupédørene revet op, og en tysker brølede, at kvinder og børn skulle stige ud. Alt skulle ske i et rasende tempo, vi fik fem minutter til i mørket at samle alle vore ejendele. Vi blev dirigeret hen til en fangevogn, og derefter gik det frem i mørket til koncentrationslejren Ravensbrück, der ligger ca. 80 km. fra Berlin.

Ravensbrück adskilte sig ikke meget fra andre lejre: tvangsarbejde, medicinske eksperimenter, individuelle mord og masseudryddelser, mord på syge, slag, gaskamre, krematorier og tvangsmarcher. Men Ravensbrück var unik i den forstand, at det var den eneste større lejr for kvinder.

Lejren blev planlagt til at rumme 15.000 fanger, men i 1944 var der over 40.000.

Det siger lidt om lejren, at der for eksempel i november 1944 blev gasset 1.700 kvinder og børn. Krematorieovnene kørte 24 timer i døgnet. Og da der stadig var problemer med kapaciteten, blev ovntemperaturen sat op, så den ene ovn endte med at eksplodere. Ravensbrücks arkiver viser, at 32.000 kvinder blev dræbt i gaskamrene, og i ingen anden koncentrationslejr i Tyskland var andelen af myrdede fanger så høj som i Ravensbrück.

Ifølge arkiverne var der sammenlagt 132.000 kvinder og børn i Ravensbrück, hvoraf 92.000 døde.

Vi blev ført gennem lejren til fænglset. Her blev vi sat i en celle med to halmmadrasser og wc, en vaskekumme, et klapbord og en lille taburet, som var sømmet fast til gulvet.

Klokken seks om morgenen blev der serveret "kaffe". Middagen bestod af kartofler med enten hvid-, rød- eller grønkål, roer eller kålrabi. Aftensmaden var i reglen én eller anden melsuppe med klumper, som fangerne kaldte for tapetklister.

Om søndagen var der appel. Alle fanger, syge såvel som raske, skulle stille op på pladsen. Vi i fængslet havde intet at gøre med dette, men vi prøvede at se noget af det gennem cellens vindue. Tusinder af kvinder og unge piger måtte stille sig op og stå i timevis i det grå regnvejr, vi så dem alle drage forbi, unge og gamle. Sidst kom de syge, som blev støttet og slæbt af sted af andre, og hvis de ikke længere kunne stå, sad eller lå de på jorden. Men til appel skulle de møde.

I december blev blev jeg syg af difteri i næsen, og det blev så slemt, at jeg blev fjernet fra min mor og bragt til en sygebarak.

Jeg kom efter små to måneder tilbage til fængslet. Jeg havde store blå mærker og sår over hele kroppen, var underernæret, og fortsat meget syg. Ude i lejren havde en gruppe danske kvinder hørt om os, og de samlede lidt madvarer sammen fra deres Røde Kors-pakker.

Så blev min mor syg. Hun havde også fået difteri. Vi blev så begge overført til revieret. Her lå vi to og to i køjer i et lille bitte rum, og oplevede, at de andre fanger døde som fluer omkring os. Vi blev stort set behandlet godt af de fanger, der plejede os. Der kom en tysk officer og så til os af og til. Én af gangene stak han med lynets hast en pose bolcher ind under “tæppet” til mig.

Så blev jeg smittet og fik difteri én gang til, denne gang i halsen. Så blev vi igen skilt ad, idet jeg blev ført over til en anden sygebarak.

En nat fik min mor besked på at pakke sammen, og blev ført tilbage til fængslet, hvor hun fandt mig på en bænk. Dødssyge og udhungrede blev vi så ført til nærmeste banegård, hvor en civil gestapomand skulle ledsage os på rejsen til Tjekkoslovakiet. Det var den 25. april 1944.

På vejen til toget skulle vi over en pløret gårdsplads. Min mor, der var meget afkræftet, blev skubbet i ryggen, fordi det ikke gik hurtigt nok med at komme til toget. Jeg kunne heller ikke gå hurtigt, og ville op til hende, men hun måtte grædende afslå min bøn om "hilfe mutti", da hun ikke havde kræfter til at løfte mig op.

Vi ankom til en lille station, Bauchowitz i Tjekkoslovakiet, hvor gestapomanden forlod os uden et ord, og vi stod alene tilbage. Der var ingen grund til at frygte, at vi skulle løbe vores vej, da vi var så svage, at vi dårligt kunne bevæge os ved egen hjælp.

Efter en tids venten ankom en lastbil med soldater, og vi blev kommanderet til at hoppe op på ladet, der var pløret til af våd jord. Det var et problem at komme op, da min mor på grund af sin svage tilstand ikke kunne løfte mig op, og heller ikke sig selv. Da tyskerne jo ikke nedværdigede sig til at røre ved en jøde, opstod der en del diskussion. Men eftersom vi jo skulle med, påtog én af soldaterne sig at smide os op på ladet, som var uden afskærmning, og så gik det over stok og sten til Theresienstadt. Det var til denne lejr, de ca. 500 danske jøder var blevet deporteret.

En anden dansk fange har om vores ankomst skrevet, at de blev frygteligt forskrækkede, da de så os, radmagre og med underlige, skævt fortrukne ansigter.

Vi blev begge anbragt i en sygebarak. I slutningen af maj kom vi ud, men der gik ikke lang tid, før min mor fik lungebetændelse og senere tuberkulose. Og det samme fik jeg. Og så blev vi indlagt igen. Overlægen på det hospital, jeg var blevet anbragt på, kom med en transport til en udryddelseslejr. Han kom lige inden ”afrejsen” ind gennem døren til den store sal, jeg lå i. Kom hen til sengen, klappede mig på hovedet, og gik så igen. En anden kvindelig læge, der sang så smukt for os, kom også i transport. Og senere, en anden dag da mine forældre kom hen for at se til mig i sygebarakken, kravlede jeg rundt på gulvet alene. Resten af barakkens beboere, læger og børn, var sendt til gaskammer.

Da vi endelig var kommet så meget til hægterne, at vi kunne få en ”normal” tilværelse, kom vi til at bo i et værelse med min far, min morfar og moster, samt mine farforældre, altså 7 i alt på ca. 20 kvadratmeter. Mellem tremmerne i min seng var der fyldt med væggelus.

De første Røde Kors pakker begyndte at komme til danskerne i begyndelsen af december 1943, men levnedsmiddelpakker kom først fra februar-marts 1944. Da min mor og jeg ikke var kommet til Theresienstadt sammen med de øvrige danske jøder, blev vore pakker hurtigt inddraget, da man ikke vidste, hvor vi var, så vi fik først pakker i efteråret 1944.

Der kom trods alt en slags hverdag i lejren hen mod slutningen af 1944, og krigens gang var så småt begyndt at ændre sig. Den 15. april 1945 kom vi med de ”Hvide Busser” fra Theresienstadt.

I kommandantens bygning fandt man senere et dokument, der fastsatte at byen skulle være jævnet med jorden den 10. maj. Men allerede den 29. april havde monsieur Dunant fra det internationale Røde Kors taget byen under sin beskyttelse. Mellem 150.000 og 200.000 havde passeret Theresienstadt i løbet af 3½ år. Heraf var omkring 35.000 døde i byen, mens omkring 120.000 mennesker var sendt til Auschwitz. Alle børn på nær 100 omkom.

I midten af busserne var der en bænk, uden ryglæn, og turen til Danmark var ikke just nogen behagelig tur. Vinduerne var tildækket med gardiner, og vi måtte ikke kigge ud.

Efter en meget anstrengende og nervepirrende rejse gennem et sønderbombet Tyskland kom vi via Danmark til Sverige, hvor vi blev internerede af hensyn til eventuel smittefare.

Den 4. maj var alle samlet i den store spisesal og hørte radio fra BBC. Min mor var ikke glad som de andre, men derimod meget vemodig over alt det, der var sket. Det havde simpelthen været så forfærdeligt.

Hun skriver hjem til min mormor den 7. maj 1945:

”Kære lille Mor.

Jeg sidder her paa mit Værelse og tænker paa dig, og paa alle mine kære derhjemme i Dag, hvor Krigen endelig er slut. Det er slet ikke til at forstaa, at vi snart skal ses igen, og at jeg nu kan skrive er rigtigt Brev til dig – ikke bare 30 ord hver anden maaned paa et aabent kort.

Ja, der bliver vist noget at tale om, naar vi en gang kommer hjem. Vi har jo set og oplevet saa meget, at det i det hele taget er utroligt, at vi er sluppet levende ud af det. Jeg har jo min private lille Historie med Ib – vi blev alene tilbage i en Koncentrationslejr i Tyskland i 5 Maaneder, og ankom som sidste Danskere til Theresienstadt – begge 2 dødsyge, men takket være de danske og svenske Pakker kom vi begge to til hægterne igen – ja jeg er ligefrem blevet tykkere end Hjemme. Klimaet dernede var jo meget sundt, da vi rejste væk.

Den 13. April var det allerede straalende Sommer. Det var en Dag – kan du tro, da vi fik meddelelse om at pakke. Vi var saa forstenede, at vi ikke engang kunne være rigtig glade. Dette hele kom i Løbet af 2 Timer, og selv om vi saa tit havde talt om, hvordan det egentlig ville gaa til, hvis vi nogensinde kom Hjem, saa kunne vi ikke fatte det da det virkelig kom. Rejsen Hjem var en Oplevelse, og Modtagelsen i Danmark ikke mindre, især i Jylland. Folk kastede Blomster, Chokolade og Cigaretter ind ad Vinduerne i Bilerne, overalt vejede Dannebrog og alle raabte ”Velkommen hjem til Danmark”, du kan tro det gik til Hjertet, og det gjorde ondt at skulle væk fra København, men det var vist det bedste for os - det har vist ikke været helt ufarligt at leve i Danmark kan jeg forstaa.

Nu, hvor vi hører Radio og læser Aviser for første gang i 18 Maaneder, kan vi jo efterhånden danne os et Skøn over Situationen, der er blevet ganske anderledes på de 1½ Aar vi har været væk. Nu sidder vi i Karantæne på et pragtfuldt Hotel i nærheden af Göteborg ”Tylosand Havbad”, hvor vi har det dejligt. Men nu bliver vi forhaabentlig snart rigtig frie Mennesker og kan nyde det sammen.

Ib taler tit om dig Mor, og han har flere gange sagt ”var det min Mormor, der løb efter Bilen i Danmark”. Ja, nu taler han pænt Dansk, men sidste Aar kunne han kun tale tysk. Han havde ligget saa længe på Hospitalet, at han slet ikke kunne forstaa hvad vi sagde til ham, der blev jo kun talt tysk og tjekkisk.

Ja, saadan kunne jeg blive ved side op og side ned, men nu vil jeg slutte for denne Gang.

Nu mange kærlige Hilsner og Kys til dig lille Mor.”

Se billede

Mit transportkort fra Theresienstadt

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund