• Indhold

Jeg glemmer det aldrig

 

 

Oplevet af: Dorthe Emilie Røssell

24. juni 1944

Det var en dejlig dag. Solen strålede fra en klar himmel, det var varmt, midsommer. Jeg glædede mig, vi skulle have fest i haven sammen med lidt familie og medlemmer fra modstandsgruppen. De havde været med ved gennemførelsen af nogle heldige sabotager, blandt andet Våbenarsenalet.

Far, mor og jeg cyklede fra lejligheden på Østerbro til haven i Hjortekær, "Godset", som far kaldte den. Han elskede den have. Passede og plejede den, jeg tror det var den fineste have i miles omkreds. Vi havde travlt, der var meget, der skulle gøres, inden gæsterne kom. Vi skulle have Kyllinger m/ nyopgravede kartofler og jordbær. Kyllingerne hentede vi hos Kaperkusken overfor, resten havde vi i haven. Min faster, onkel og fætter var der, da vi kom. Min onkel, der var vinkyper i et vinhus i København, havde nogle flasker vin med, af den gode slags. Det var ikke lige til at få dengang.

I god tid før gæsterne ankom, stod min fætter og jeg ved havelågen. Vi havde studenterhuer på, af papir. Medens vi stod der, kom en mand, iført mørk frakke og hat, hen til os, spurgte om det var Christiansens der havde haven. Min fætter svarede bekræftende. Fortalte også at vi skulle holde fest. Jeg selv var for genert til at svare. Var meget genert og indesluttet, præget af tiden. Det undrede mig lidt, han havde frakke og hat på. Det var jo varmt. Gik ind til far, fortalte det og at jeg også havde set, der holdt nogle biler, med flere mænd, for enden af vejen. Syntes det var lidt underligt. Far sendte min onkel af sted som ’spejder’ for at sondere terrænet. Bilerne var imidlertid kørt, der var intet. Far slog det hen, det var nok ikke noget af betydning.

Det var en dejlig aften, alle gæsterne var kommet, dog manglede en fra gruppen, han havde fået forfald. Ved kl. 23-tiden ca. kom en flok mænd med skydeklare maskinpistoler stormende ind i haven - Gestapo. Strøg gennem fars stolthed ’rosenbedet’, ødelagde det fuldstændigt. Fars første reaktion var at skælde dem ud. De skulle ikke ødelægge hans rosenbed, kunne godt have gået udenom det. Han fik at vide, at det var nok sidste gang han så det. De pegede på os med maskinpistolerne, spurgte om navn m.m. Meddelte hvem der var arresteret. Far, mor og nogle få fra gruppen tog de med. Enkelte fra gruppen var i forvirringen sluppet væk. Fik advaret resten, så de kunne nå at gå under jorden. Jeg spurgte, hvornår min far kom hjem igen. Svaret var: ”Hvis han ikke var kommet tilbage indenfor en time, er han stillet op ad en mur og blevet skudt”. Den gestapo-mand, som sagde dette, var danskeren Ib Birkedal Hansen. Jeg var ked af det og bange.

Min faster og onkel tog sig, indtil videre, af mig. Et par dage efter arrestationen kom to herrer og hentede mig ind på Shellhuset, under påskud af, at min far gerne ville hilse på mig. Vi kom ind på værelse nr. 408, på 4. sal, der stod Ib Birkedal Hansen. Jeg kunne genkende ham med det samme. Han var meget venlig, til at begynde med. Sagde at jeg blot skulle sige sandheden om det mine forældre foretog sig, så skulle jeg få lov til at hilse på min far. Svarede jeg ikke vidste noget som helst. Far havde pålagt mig intet at røbe, hvis nogen spurgte. Birkedal Hansen trak sin pistol frem, afsikrede den, pegede på mig, truede med at skyde både min far og mig, hvis jeg stadig tav. Jeg var tavs. Far blev ført ind, kunne næste ikke gå, gennemtævet som han var, af Ib Birkedal Hansen. Da han så mig, gav det et gib i ham, sendte mig et lille skævt smil. Han blev smidt over ryglænet på en stol. Birkedal Hansen bad ham sige sandheden. Da han intet sagde, begyndte de at prygle ham med en gummiknippel, ”Flodhestepisken”, som far senere kaldte den. Truede med at skyde mig og ham, eller sende mig til Tyskland, hvis han/vi stadig tav. Den mand, som førte far ind på kontoret, var en fra gruppen. Han var gået over på den anden side og havde stukket os. Hvor meget havde han røbet? Ved det ikke. Far mistede bevidstheden flere gange på grund af torturen. De genoplivede ham med noget stærk væske på en klud, tror det var salmiakspiritus. Vi tav begge. Til sidst opgav de og kørte far tilbage til Vestre Fængsel. Jeg blev lukket ud på gaden, sønderknust, rystet over oplevelsen.

Der stod jeg, alene, 10 år gammel, mærket for livet. Min verden var væltet.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 1/2 2006. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund