UNILogin
 
 
 • Indhold

Erindringer fra min barndom under besættelsen og befrielsen

 

 

Oplevet af: Margit N. Thomsen

Jeg er født i 1934 og boede under hele besættelsen i Søllerødgade på Nørrebro med udsigt op til Nørrebrogade. Hver dag gik tyske soldater nede i gaden. Når det blev mørkt, skulle vi sørge for at få de sorte rullegardiner rullet ned, ellers stod tyskerne oppe i gaden og pegede på vinduerne, indtil vi havde fået mørklagt.

Når der var luftalarm, skulle vi ned i kælderen, hvor der var blevet indrettet et beskyttelsesrum, vi kunne opholde os i. Det var bare med at komme op om natten og få tøj på, tage tæpper med ned, så vi kunne holde varmen. Ved disse episoder kom man virkelig hinanden ved.

Jeg gik i Havremarken Skole i Husumgade, og da tyskerne i en periode havde besat skolen, måtte jeg gå i skole i nogle aldersrenteboliger, der ligger ved Hillerødgade.

Jeg mindes også, at tyskerne havde besat det gamle ”Folkets Hus” på Jagtvejen. Det var uhyggeligt, hver gang man gik forbi, for der var pigtråd overalt, og jeg mindes også at kunne huske, at der var kvinder, der så noget forsømte ud. Jeg mener, det var nogle, der var taget til fange.

Jeg husker også den dag, Den franske Skole på Frederiksberg blev bombet. Jeg var i skole på det tidspunkt, det skete, og vi måtte alle ned i beskyttelseskælderen. Vores ismejeridame havde to piger, der gik på den skole, og da hun hørte, at de begge var omkommet, var det meget sørgeligt at komme i mejeriet. Jeg tror aldrig, hun blev sig selv igen.

Jeg kan også huske, da Den danske Brigade kom hjem fra Sverige efter befrielsen. Jeg fik jeg lov af mine forældre til sammen med min kusine at gå over på Havremarkens Skole og se, når de kom. Det gik også godt et stykke tid, de havde jo flødekarameller, som de kastede ud til alle. Men lige pludselig gik det galt, for ovre på taget af nogle bygninger i Julius Blomsgade stod der pludselig en masse hipoer og begyndte at skyde ned i skolegården, hvor det hele foregik. I en rasende fart blev vi spredt for alle vinde, alle begyndte at løbe, og jeg selv løb ned i skolens kælder. Jeg blev væk fra min kusine, og hvor lang tid der gik, inden jeg fandt hende, ved jeg ikke, men da jeg så hende, var hun fyldt med blod i hovedet og på armene, fordi ruderne var blevet smadret, og hun var blevet ramt af glasskår.

Vores forældre blev noget forfærdede, da de observerede, hvad der skete. Min far og min onkel var hurtigt ude af døren og måtte snige sig langs husmuren over til skolen, hvor de fandt os. Efter meget besvær kom vi da helskindede tilbage til vores hjem.

Jeg har oplevet meget andet, men det er mest dette, der står tømret fast i min erindring fra krigens tid.

Den dag befrielsen kom, havde vi besøg af min fætter, han var i 1945 22 år. Lige pludselig var han ude af døren og nede på Nørrebrogade, hvor han sprang op på taget af en sporvogn, folk havde simpelthen ingen hæmninger af bare glæde. Men alt gik jo godt.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund