UNILogin
 
 
 • Indhold

Min oplevelse fra den 21. marts 1945

 

 

Oplevet af: Svend Olsen

Jeg arbejdede som 14 årig hos Bernhard Middelboes reproduktionsanstalt i Sankt Pederstræde nr. 34 på IV. sal, da bomberne faldt over Shellhuset, en oplevelse som med mellemrum dukker op, når man gennem pressen og tv får beskrevet episoden og nu også gerne vil have erindringer herom.

Om formiddagen den 21. marts 1945 fløj et stort antal engelske tomotorers Mosquito-flyvemaskiner ledsaget af amerikanske jagere skjult af et lavt skydække ind over København. Flyvemaskinernes mål var Gestapos hovedkvarter i Shellhuset. Det blev ramt af den første bombe kl. 11.20. Her sad i tagetagen mange gidsler og danske patrioter, hvorfor gruppe I af flyvemaskinerne kastede deres bombelast mod II. etage, medens gruppe III desværre rammer tagetagen ud mod Vester Farimagsgade.

Vi havde hørt luftalarmen. I ejendommen var der foruden et uniformsskrædderi på III. sal, Schneider, et firma på I. sal der solgte elapparater, og i gadeplan var der en fotohandel og en restaurant. I baggården lå farvefabrikken Flügger. Jeg husker ikke alle firmanavne fra dengang, men det var pålagt hver etage på skift at stille et antal husvagter til rådighed. Når man skiftede vagter, blev diverse nøgler m.v. givet videre. Der var tæpper og et par bårer, vel nok til de husvagter, der var uddannet som samaritter, som kunne stilles op for husvagterne, der var indkaldt aften eller nat, så kunne de sove i deres respektive virksomheder.

Vi fik travlt, da sirenerne lød, og vi hørte bomberne brage. Nogle fik lukket op ud til vores altan og så maskinerne og at målet var Shellhuset. En af de andre lærlinge fandt på at stikke husvagtens stålhjelm ud af altandøren på et kosteskaft, og øjeblikkelig lød der et geværskud, som pløjede sig ind i tagrenden. Det kom som et chok for os. Imens vi alle skulle i beskyttelsesrummet i kælderen, var vore chefer i gang med at samle objektiverne fra kameraerne sammen. Vi styrtede ned af trappen, og de mange gamle skræddere på III. sal blev næsten trampet eller væltet af os fra IV. Sal.

Der blev anvendt både spræng- og brandbomber, og i løbet af nogle få minutter var Shellhuset et flammehav. Da luftalarmen endelig blev afblæst, var vi meget rystede over denne oplevelse, og Middelboe gav dem, der gerne ville hjem, mulighed for at få lidt forskud på ugelønnen. Jeg selv skulle med linie 2 ovre fra Jarmers Plads og ud til Sundbyvester Plads.

En uhyggelig oplevelse i et begivenhedsrigt kvarter i Sankt Pederstræde. Vi kunne efterfølgende læse beretninger i de illegale blade om, at der omkom mange tyskere og forrædere, medens det lykkedes størsteparten af de fangne 26 danske patrioter at undslippe, heriblandt var professor Mogens Fog, chefredaktør Schoch og folketingsmand Poul Sørensen, der måtte springe ud fra IV. sal.

Se billede

Foto af forfatteren fra legitimationskort.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund