UNILogin
 
 
 • Indhold

Erstatningstiden

 

 

Oplevet af: Svend Hansen

Perioden fra 1940 til ca. 1950: Erstatningstiden

I perioden under og lige efter den 2. verdenskrig oplevede vi alle, at der var brug for mange erstatningsvarer.

En af de første ting jeg husker, som fik direkte indflydelse på min hverdag, var da jeg begyndte i skolen, hvor det meste papir blev udskiftet med en skifertavle og blyanten blev erstattet med en griffel. Tavlen var en skiferplade med træramme omkring. Tavlen blev mest brugt til regning og skriveøvelser. I regnetimen blev så mange opgaver løst, som der var plads til på tavlen, hvorefter vi gik op til læreren og fik stykkerne godkendt. Efter godkendelsen gik vi ned og viskede tavlen ren med en klud og fortsatte så med regnestykkerne.

Det værste, der kunne ske, var, hvis vi gjorde tavlen for våd, for så kunne vi ikke se det, vi skrev, og måtte så vente, til tavlen blev tør, eventuelt ved hjælp af et trøjeærme.

En anden ting, som berørte mig personligt, var dækkene på min cykel. Når dækkene var slidt ned, og der fremkom huller, prøvede vi i første omgang at vikle sejlgarn/selvbindergarn omkring dækket på det slidte sted. Men der gik ikke lang tid, før det også var slidt i stykker. Den næste udbedring bestod i et stykke fra et andet gammel dæk, hvor kanttråden var fjernet. Det afklippede stykke blev lagt ind under cykeldækket, der hvor det var slidt igennem. Det hjalp i længere tid, men havde den ulempe, at dækket blev ujævnt, og hver gang det ramte jorden gav det et bump.

Der var andre måder at afhjælpe mangelen på cykelslanger på. Nogle steder skar man gamle bildæk op i strimler. En strimle var så bred, at når den blev klemt ned i fælgen på cykelhjulet, dannede den en forhøjning, som så blev til et cykeldæk. Det var et stærkt dæk, men uden slange og derved uden affjedring. Andre forsøgte sig med træ, som blev skruet fast på fælgen og derefter beklædt med gummi fra et gammelt bildæk. Det havde kun én fordel, og det var, at det ikke kunne punktere, men ellers var det tungt og kun brugelig på jævne veje. En sådan cykel har jeg set på museet i Holstebro.

I husholdningen var der mange varer, som ikke kunne skaffes og derfor blev erstattet af andre varer. Kaffe var næsten ikke til at skaffe, og her blev brugt kaffeerstatning med navne som Richs og Danmark, de blev vist nok fremstillet af cikorierødder. Der var en talemåde som lød: "Det er Richs der drik's, men det er Danmarks der duer". Under et ophold på Grønland i 2004 kunne der købes Richs i butikken.

Kartoffelmel lavede min mor sammen med nabokonerne. Kartoflerne blev rengjort og derefter raspet i roerasperen. Kartoffelmassen blev nede i en zinkbalje skyllet grundigt med rent vand. I den proces skyllede man stivelsen ud af kartoffelmassen, og til sidst siede man kartoffelstykker fra. I en anden zinkbalje, hvorover der var spændt et stykke lærred, hældte man så vandet og stivelsen. Stivelsen/kartoffelmelet blev tilbage på lærredet. Når kartoffelmelet var tørt, kunne det bruges i husholdningen. Det var et stort arbejde med et lille udbytte.

I disse år dyrkede man også sukkeroer som erstatning for den importerede rørsukker. Der blev oprettet sukkerfabrikker flere steder i landet. Jeg husker to på Fyn, en i Odense og en i Assens.

Tobak var også en mangelvarer. Derfor begyndte mange mindre landbrug på Fyn at dyrke tobak. Når planterne var store nok, blev bladene plukket af og trukket på ståltråde. Ståltråden med bladene blev hængt til tørre i laderne eller i vognporte. Når bladene var tørre, blev de pakket og solgt til blandt andet Assens Tobaksfabrik. Nogle ældre skar selv deres tobaksblade i stykker på en brødskæremaskine og brugte det i deres langpiber.

Der var nogle unge, som eksperimenterede med at ryge forskellige blade, som f.eks. tørrede kirsebærblade.

Mønter var også et sted, hvor man søgte at bruge andre metaller, idet metalværdien i de gamle bronzemønter var højere end pålydendet. I 1941 blev der lavet 2- og 5-ører af aluminium, men de var ikke holdbare nok, hvorefter man gik over til zink. Aluminiumsmønterne var så lette, at man sagde: "Pas på når du lukker din pung op, at de ikke flyver væk".

Fodtøj var også vanskeligt at skaffe og især gummistøvler. Når der var slidt hul i bunden af en gummestøvle, lagde man i begyndelsen en avis eller noget halm. Hvis hullet blev for stort, kunne man nogle steder få vulkaniseret noget nyt gummi hen over hullet. Andre steder gik man til skomageren, som skar sålen af støvlerne og hæftede skaftet på en træbund.

Det var næsten umuligt at få benzin til bilerne, derfor kørte mange rundt med en gasgenerator. I disse generatorer blev der fyret med tørt bøgebrænde, som ved forbrændingen udviklede gas, som via et rør blev ledt over i motoren og brugt som erstatning for benzin.

Også det lokale elværk måtte bruge alternative brændsler. Her blev der fyret med tørv. Jeg har mange gange sammen med min onkel hentet tørv på Ullerslev station og herfra kørt dem med hestevogn til elværkets store tørvelade. Hvis man hjalp til med at læsse og læsse af, kunne man altid få lov til at samle en sæk tørv op og tage med hjem. Man måtte kun tage dem, som faldt af vognen, men med lidt hjælp kunne det godt blive til en sækfuld.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund