UNILogin
 
 
 • Indhold

Barneerindringer om tysk besættelse og befrielsen i maj 1945

 

 

Oplevet af: Olav P. Sønderhauge

Jeg er født i 1936 og kan derfor af naturlige årsager ikke erindre besættelsen den 9. april 1940. Til gengæld begyndte det at dæmre, da jeg begyndte i skole 1943.

Min barndomsby er Vordingborg, og skolen var "Skolen på Kirketorvet". Luftalarm blev årsag til, at vi ofte blev sendt i det bombesikrede omklædningsrum under gymnastiksalen. Nogle gange strakte opholdet sig her over flere timer. Jeg erindrer den ubekymrede larm fra højtråbende elever, som man forsøgte at dysse ned med uddeling af kiks uden at det hjalp på støjniveauet. En enkelt gang var vi i Kirkeskoven til rundbold i stedet for en gymnastiktime, da luftalarmen kom, og så gik det i fuld firspring de 5-600 meter hjem til beskyttelsesrummet på skolen.

Natlig uhygge blev det også til, idet der var skudepisoder i nærheden af vort hjem. Da tyskerne havde okkuperet byens kaserne, var det klart, at danserestauranterne blev fyldt med tyske soldater med pistoler i bæltet samt andre personer, der kunne have deres grunde til at være disse steder. Det var en østrigsk soldat, der skød en dansk forretningsmand ned bagfra i ryggen efter et skænderi på en restaurant i nærheden af vort hus. Jeg lå i min seng og hørte skuddet falde. Min mor blev en af dagene derefter, da heksekedlen sydede efter mordet på danskeren og udgangsforbuddet var skærpet, fulgt hjem med en maskinpistol i ryggen til havelågen af en nervøs og bister ung soldat med stålhjelmen trukket ned til øjenhøjde, bare fordi hun var for langsom til at passere det urolige forlystelsessted og fristen for civiles udgang havde været overskredet. Det var mor, som fortalte om episoden ved hjemkomsten.

Rationeringsmærkerne var et vigtigt betalingsmiddel, når vi blev sendt i byen efter brød eller andre rationerede dagligvarer. Det blev indskærpet at holde godt fast på mærkerne inde i den hule hånd - og pengene i den anden hånd.

En nat vågnede jeg ved luftalarmen. Et øjeblik efter hørte jeg en flyvemaskine stryge tæt over husets skorsten, så hele huset rystede. Der gik mindre end et minut, så lød der et øredøvende brag et sted ude i mørket. Og så skreg jeg så højt jeg kunne og gemte mig under dynen. Jeg sov alene i et lille værelse på første sal under krigen. Min otte års sjæl troede, det var en bombe, der blev kastet ude på gaden. Imidlertid kunne far dagen efter fortælle, at det var et allieret fly, der efter et togt over Tyskland var blevet beskudt og truffet over Østersøen af tysk antiluftskyts og nu i et forsøg på at undslippe alligevel styrtede ned ca. seks kilometer uden for Vordingborg og havde ramt et beboelseshus og dræbt en familie på to voksne og to børn, der lå og sov. En pilot skulle være undsluppet med faldskærm og var stærkt eftersøgt af tyskerne i hele omegnen.

En planlagt sommerferie til Fyn blev aflyst, da der udbrød generalstrejke. Det forstod jeg ikke så meget af, men jeg husker dog alligevel den tyske bevogtning ved Storebæltsoverfarten, hvor man skulle have kufferterne gennemsøgt inden ombordstigning. Far sagde dengang, at der også var fare for sabotage af færger og minesprængning. Også vagttårnene på Storstrømsbroen kunne jeg observere, når vi skulle et ærinde til Nykøbing Falster, og jeg undrede mig over de mørkeblå striber, der var malet rundt om vinduerne i togvognene af hensyn til mørklægningen. Det fandt jeg først ud af senere, at det var derfor. De mørke gardiner skulle skjule alt lys. Hjemme havde vi også mørklægningsgardiner overalt. En aften glemte mor at trække det sorte papirgardin for køkkenvinduet, og der kom nogle mænd og bankede hårdt på køkkendøren og sagde noget temmelig højtrøstet. Mere skete der ikke ved det.

En gang opstod der civil ballade i gaden af store skoleunger, der ikke kunne få tiden til at gå efter skoletid og derfor generede de hjemmegående husmødre og deres afkom med tidens unoder. Politiet kunne ikke komme, for dem havde tyskerne sendt til en lejr i Tyskland. I stedet gik nogle mænd i hvide cottencoats rundt i kvarteret i nogle dage, og tilsyneladende blev roen genoprettet. Det var borgerværnet.

Min bror og jeg mødte de tyske soldater på stien, der gik langs med haverne til husene i Valdemarsgade, og vi drillede soldaterne med at tegne forvrængede hagekors i gruset, men de grinte bare ad os og tegnede det rigtige hagekors, hvorefter de gik småsnakkende videre.

Vi unger sad i gårdens sandkasse den majaften, da far pludselig kom farende ud ad køkkendøren og råbte til os, at krigen var slut! Et et øjeblik efter var vi blandt de øvrige borgere i byen på hovedgaden, og der blev råbt hurra utallige af gange, og der blev viftet med dannebrogsflag, mens vi marcherede forbi de besatte steder i gaden, det var et stort hotel og Teknisk Skole, og tyske vagtposter bag pigtråd holdt håndfast på deres våben i tilfælde af, at der skulle blive brug for det. Men der skete ikke noget dramatisk.

Dagen efter mødte vi i skolen kl. otte. Efter morgensangen sagde skoleinspektøren, at vi havde fri og skulle gå hjem og fejre Danmarks befrielse: "Gå hjem, bette bø´n!"

Dagene efter 5. maj kan jeg huske frihedskæmperne med armbind og gevær over skulderen køre i personbiler og lastvogne, der endnu kun kunne køre med kakkelovn monteret et sted på karrosseriet. Og jeg så alle de danskere, der havde forbrudt sig med tysk virksomhed eller anden udansk beskæftigelse. Jeg oplevede den sølle flok gå spidsrod på hovedgaden med bøjede hoveder og enkelte med et papskilt hængende om halsen med påskriften "Jeg er Stikker". Og der blev hujet og piftet ad dem. Enkelte personer genkendte jeg i flokken, uden egentlig at tænke over deres forbrydelser. De såkaldte feltmadrasser blev opsøgt og tøjet revet af dem og de blev kronraget.

Det sidste, jeg erindrer fra dagene omkring befrielsen, er, at næsten ud af ingenting ankommer de engelske soldater med deres lette motorcykler og munden fuld af tyggegummi, mens de tyske soldater i lange uordentlige rækker løber eller marcherer i retning mod Gedser, medbringende sammensnørede bylter på ryggen.

Lidt senere på sommeren bliver jeg uforvarende vidne til en massebegravelse af døde tyske soldater på kirkegården, der nærmest ligger i bunkevis på ladet af en lastbil. Meget senere ser jeg, at der ved gravene er sat trækors med navne i gotisk skrift.

De tyske civile flygtninge havde nu overtaget eller blevet indkvarteret i de bygninger, som de tyske soldater var blevet fordrevet fra, og når de tyske børn forcerede pigttråden og gik på gaden, rakte vi tunge efter den, uden at tænke over hvorfor vi egentlig gjorde det.

De var børn af taberne.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund