UNILogin
 
 
 • Indhold

Et barns erindringer fra 1940-1945

 

 

Oplevet af: Preben Mortensen

Tiden går og afstanden til det, der skete ”dengang” bliver stadig større, og færre og færre husker, hvad der egentlig skete. Men jeg husker meget af det.

Jeg og min familie flyttede ind på Jensløvs Tværvej nr. 24 i Charlottenlund i 1939, vist nok i september måned. Her nåede jeg lige inden besættelsen, i en alder af knap 5 år, at blive integreret med de andre jævnaldrende børn i ejendommen, før den 9. april 1940 dukkede op i al sin gru. Kvarteret viste sig at være ”spændende”, fordi der boede mennesker af meget forskellig observans. Der var værnemagere, stikkere, modstandsfolk, nazister og ikke-nazister, og min familie var afgjort ikke-nazistisk, men placeret lidt i yderkanten af modstandsbevægelsen, forstået på den måde, at mine forældre somme tider udførte opgaver for modstandsbevægelsen uden at være direkte tilknyttet samme.

Min første erindring er netop fra 9. april 1940. Jeg kan huske, at jeg lå i min seng, formodentlig med en eller anden lettere børnesygdom, da jeg hørte en kraftig brummen af flyvemaskiner, og jeg hørte mine forældres løb gennem vores entre på vej ud til vores køkkenaltan. Jeg kan huske, at min mor råbte : ”Nej nej, det passer ikke”, og at min far sagde: ”Nu kommer de satans røvhuller.”. Jeg forstod ikke spor af det hele, men jeg kunne da se og høre, at der var noget, der absolut ikke plejede at være, som det normalt var. Jeg stod ud af sengen og løb ud til mine forældre, der stod på vores køkkenaltan, og jeg kunne se, at der kom bølge efter bølge af jernkorsmærkede flyvemaskiner lige hen over vores hus. Jeg lagde samtidigt mærke til, at mange af de andre beboere stod med kikkerter og så på flyvemaskinerne, og da jeg kunne mærke, at nu var der altså noget helt særligt i gang, hentede jeg et lille paprør og stillede mig op ved siden af min mor, og brugte paprøret som kikkert. Min far holdt om min mor, og min mor holdt om mig. Jeg kan huske at hun græd, men det forstod jeg ikke. Det så da spændende ud med alle de flyvemaskiner, der kom i flyvende i formationer, og det var jo netop noget, det ikke skete hver dag.

Her stopper så min erindring fra den dag, men de næste par år gav mig en reel viden om, at nazismen i hvert fald ikke noget at ”samle på”. Den viden fik jeg dels fra mine forældre, dels fra oplevelser, jeg vil referere senere i dette skriveri.

Min bedste legekammerat (Hans Toksvig), som er en broder til den nu afdøde TV-mand Claus Toksvig, boede i en naboejendom, (Hans og jeg traf hinanden ca en uge efter, vi var flyttet ind). Deres moder var en meget sart kvinde, der var multihandicappet af mange forskellige lidelser, men hun var utroligt dansksindet, og i kraft af hendes sarte skikkelse og lidt sygelige bevægelsesmønster, blev hun brugt af en modstandsgruppe, til at bringe papirer og skriftlige meddelelser til andre grupper og modstandsfolk. Hun har mere en én gang passeret en spærring eller en razzia med yderst kompromitterende papirer og andre ting, uden at tyskerne interesserede sig for hende. Blandt andet var hun dybt impliceret i den kæmpemæssige jødeflugt, der skete i 1943 eller 1944 fra Hornbæk, hvor en masse jøder opholdt sig i Hornbæk kirke indtil det tidspunkt, hvor de kunne komme ombord i de både, der skulle bringe dem til Sverige. Alle de koordinerende oplysninger, aftaler og strategier, der var omkring samme sag, blev troligt rundbragt af hende, på trods af hendes svære sygdom. Hun var et fantastisk menneske, og hun var simpelt hen den perfekte kurér, indtil en dag, hvor hun blev ”stukket” af en nazist, der havde infiltreret den gruppe, hun var en del af. Men somme tider skete der mirakler. Familien fik en advarsel, og hendes læge, der også var medlem af samme modstandsgruppe (det var vist i øvrigt ham, der havde fået hende involveret i sagerne), blev adviseret. Han mødte omgående op, og ”konstaterede”, at hun led af en ”kraftig difteritis”, der krævede isolation. Han rekvirerede omgående en ambulance, der skulle bringe hende til et hospital med isolationsafsnit, men i stedet for at køre til et af disse hospitaler, blev hun kørt til et hjem for adelige kvinder, der lå et eller andet sted på Sydsjælland (Vallø Slot). Der var hun i to måneder, indtil tyskernes interesse for hende veg for andre ting.

Som sagt var kvarteret ”spændende”. I ejendommen over for os (jeg husker det som Jensløvs Tværvej nr. 19), flyttede kaptajn Sommer fra Sommerkorpset ind på første sal til venstre. Jeg kan huske, at han havde en bil med gasgenerator, og når han blev hentet af denne bil, stod der nogle ”gorillaer” og fyldte brænde og gammelt rugbrød ned i hans gasgenerator, således at han kunne blive transporteret. (Gasgeneratoren havde en meget karakteristisk lugt, som jeg aldrig har oplevet senere). Jeg kan huske, at da nazisterne i Danmark følte sig mest sikre, førte hans kone sig meget frem i kvarteret og i forretningerne. Jeg erindrer (det har antagelig været i 1942-1943), at jeg var med min moder i byen for at købe forskellige ting. Vi var blandt andet inde i en tobaksforretning i Jægersborg Allé, hvor vi skulle købe nogle piberensere til min far. I samme forretning stod fru Sommer, og da vi kom, skulle hun betale et eller andet, hun havde købt. Men som i så mange andre dametasker var der rod, og hun var nødt til næsten at tømme sin taskes indhold op på disken for at finde sin pung. En af de effekter hun lagde frem var en lille pistol med perlemorsskæfte, som jeg senere har fundet ud af, var en Browning. Det gjorde meget stærkt indtryk på min mor og også på mig.

Mine forældre havde nogle venner og jeg en kammerat, der boede lige oven over os på Jensløvs Tværvej. Manden i huset var egentlig sælgeruddannet, men sådan som jeg husker ham, var han politibetjent. Det viste sig nemlig, at han efterhånden var blevet fuldtidsmodstandsmand og havde fået sig en falsk ansættelse på Ordrup Politistation som politibetjent. Herfra kunne han nemlig overskue en hel del af, hvad tyskerne gik og lavede i kvarteret. Selv om de boede på Jensløvs Tværvej, havde de alligevel folkeregisteradresse et helt andet sted, fordi han ofte brugte deres rigtige lejlighed til gruppemøder med sine andre modstandsfolk. På et tidspunkt, hvor en af gruppens medlemmer var blevet arresteret af tyskerne, følte de, at ”jorden brændte under dem”. Han fik sendt sin kone og søn til Sverige, men blev selv på den dækadresse, han havde opgivet til folkeregisteret. Der var møder to gange om ugen i lejligheden på Jensløvs Tværvej, og han havde den aftale med min mor, som dengang var hjemmegående, at hun skulle lægge nøje mærke til, om der var nogen aktivitet i lejligheden oven over, hvilket foregik ved kodesnak pr. telefon to gange om dagen.

Jeg har siden fået at vide, at der i vores lejlighed på det tidspunkt lå ca 10 pistoler, et par maskinpistoler og nogle håndgranater, som kunne udleveres, når der kom nogle og bad om dem, samtidig med at de sagde et eller andet kodeord, som i øvrigt blev ændret ca hver anden dag. Men en dag var det ved at gå helt galt.

Jeg var i skole, men min mor så, at der standsede to tyske biler nedenfor vores opgang, og at der kom en masse mennesker ud af de biler. De myldrede ind i opgangen, og op ad trappen og op til lejligheden over os, som de fik dirket op. Der var jo ingen hjemme, fordi konen og sønnen var i Sverige, og den de ledte efter, sad på Ordrup Politistation. Min mor mærkede et sug i maven, og følte, at hun var nødt til at finde ud af, hvad der egentlig foregik. Hun iklædte sig derfor i et dress, der kunne minde om en lokal charcuteri forretnings påklædning, tog nogle af de ting hun havde købt på dette sted en time før og anbragte det på en bakke, hvorefter hun skød hjertet op i livet, gik op og ringede på døren. Efter to ringninger blev døren åbnet ca 15°, og hun kunne se, at der stod en mand i døren, med en pistol i hånden, der dog pegede ned mod gulvet. Hun spurgte, om det var den adresse, der havde bestilt disse varer, og da det blev benægtet, skyndte hun sig nedenunder igen, satte sig i en stol og var tæt på at hyperventilere.

En halv time efter ringede ”politimanden”, og min mor havde i sin panik glemt, at de skulle snakke kodesprog. Hun fik derfor fortalt, at der var nogen i lejligheden, hvorefter ”politimanden” sagde: Du har allerede sagt for meget. Jeg sender en ud for at hjælpe”, hvorefter han lagde røret på. Mens den telefonsamtale stod på, kom jeg hjem fra skole, og kunne omgående mærke, at der var noget helt galt på færde. Min mor ville ikke sige noget, men jeg kunne se på hendes påklædning, at den ikke var helt, som den plejede at være.

En time efter ringede det på døren. Da jeg var tættest på, var det mig, der åbnede døren, og jeg så, der stod en politibetjent. Han bad om at få lov til at tale med min mor, men da jeg jo havde følelsen af, at der var noget der var helt galt og måske farligt, sagde jeg: ”Hun er ikke hjemme, og vi kender ikke noget til noget!”, hvorefter jeg forsøgte at lukke døren hårdt. Politibetjenten var dog lidt hurtigere, og stak en fod i døren, så den ikke kunne lukkes, og han sagde: ”Lille ven, lad mig nu snakke med din mor”. Hun var i mellemtiden kommet tilstede, og jeg blev dirigeret ind på mit værelse, hvor jeg så sad og havde sommerfugle i maven. Ville han tage hende med sig, eller hvad skete der egentlig? Jeg var bange, meget bange.

Der gik dog kun omkring 10-15 minutter, så forlod politimanden os og gik ovenpå for at aflevere en falsk stævning. Gestapo, det viste sig nemlig at være det ros, der var i lejligheden ovenpå, nærmest hev ham ind i entreen og beordrede ham ind i stuen, hvor han fik besked på at tage alt sit tøj af. og sætte sig i en stol.

Efter ca halvanden time (har jeg senere fået at vide) ringede telefonen fra Ordrup Politistation, for at spørge efter den første betjent, der var kommet. Det eneste min mor kunne oplyse var, at den første betjent var gået op til gestapoerne, og at han, så vidt hun vidste, ikke havde forladt lejligheden siden. Min mor fik besked på at holde sig i ro, og ca 15 min efter dukkede en ny politibetjent op i vores dør, og bad om at komme til at tale med min mor. Han blev der kun meget kort, og efter at have forladt vores lejlighed, gik også han ovenpå, for at finde ud af, hvad der egentlig var gang i. Også han blev halet ind af Gestapo, og beordret til at klæde sig helt af.

Den ene af betjentene, ham, der var kommet sidst, blev dog løsladt efter 5 timer. Dette bevirkede, at ”politibetjenten”, som man egentlig var ude efter, via kurér fik sendt en skrivelse til mine forældre, der beordrede os til at fraflytte vores lejlighed i en periode. Den frigivne betjent havde nemlig set et brev til ”Fam. Bindesbøl Mortensen” ligge på en kommode. Postvæsenet havde afleveret brevet forkert, og man var derfor bange for, at vi skulle blive sat i forbindelse med den eftersøgte familie og dermed blive udsat for ransagning og forhør.

Samtidig med aflevering af beskeden om, at vi skulle flytte hjemmefra, tog kureren de våben og øvrige materialer med sig, der lå i vores lejlighed. Min far og mor hjalp ham med at bære det hele ned på en ”Long John cykel”, han havde stående i vores gård. Hele denne aktion har ikke varet mere end 5 minutter. Min mor ringede derfor til sin søster og svoger, der dengang boede i Blida Park i Hellerup, for at spørge, om vi kunne få ”asyl” der. Jeg har fået at vide, at det var lidt med ”kodesnak”, men min moster fattede, at der var noget galt og sagde, at vi bare skulle komme omgående. Min mor ringede også til min klasselærer (som også var indblandet i modstandskampen), og fortalte, at jeg mødte temmelig uforberedt og uden bøger dagen efter. Det var han helt med på, og han bemærkede da også dagen efter, at jeg nok ikke skulle ”høres” på grund af, at vi jo lige var flyttet lidt. Der følte jeg mig meget stolt, det var som om, jeg havde ydet et bidrag til kamp mod nazisterne.

Der var en del oplevelser dengang, som man som barn har lidt vanskeligt ved at tage stilling til. I samme ejendom som vi boede i, var der en enlig mor med to sønner. Hun var blevet skilt, fordi hun åbenbart havde meget synlige nazisympatier. Hun var lærerinde på Grønnevænge Skole i Ordrup, og var blandt andet gymnastiklærerinde for en vis aldersgruppe af pigerne. Her havde hun ved et par opvisninger fået sine gymnastikpiger til at stille op i hagekorsformation, og det var ikke lige det, der passede de fleste af ejendommens beboere. Hun havde samtidig et rend af tyske officerer, og der er ikke megen tvivl om, at hun betjente dem med mere end blot en kop erstatningskaffe. Men hun havde to sønner, et par prægtige fyre, som var helt og aldeles integreret i det almindelige kammeratskab i vores område. Deres mor var meget sød mod os børn, men de af os, der havde opnået en vis alder, vidste godt, at man ikke skulle sige alt hvad man vidste i hendes nærhed. Hun blev arresteret nogle dage efter den 5. maj 1945 og ført bort af fire-fem frihedskæmpere. Jeg kan også huske, at der var flere af os, der så det, og at vi råbte ”feltmadras” efter hende, da hun blev ført ind i den ventende bil. Det har jeg det ikke så godt med i dag, men sådan var det altså.

Til sidst en lidt tragikomisk historie, der fandt sted i 1944, da nazisterne begyndte at føle sig på usikker grund. På Jensløvs Tværvej, i samme ejendom hvor kaptajn Sommer boede, havde jeg en kammerat, der boede to opgange til højre for ham. Vi var sammen et par gange om ugen, og den pågældende dag, ville jeg besøge ham. Da hans mor var ved at gøre rent, blev vi sendt udendørs, og vi blev enige om, at vi ville spille bold i deres gård, hvor de havde et ret stort grønt område, der var egnet til den slags udfoldelser. Vi gik ned ad deres kældertrappe og kom ud i kælderskakten, hvor vi med det samme opdagede en hel del mænd, der havde travlt i gården. Først kunne vi ikke rigtigt se, hvad der foregik, men da vi forsigtigt gik lidt længere frem, kunne vi se, at der foregik noget ved kaptajn Sommers lejlighed. Da vi kom lidt længere frem, (vi var stadig godt skjult af trappen, der førte op i gården) kunne vi se, kaptajn Sommer sidde i en lænestol, der var ved at blive hejset ned fra deres bagaltan fra første sal. Der sad han tavs og stenagtig mens en anden mand i gården gav ordre til, hvordan nedfiringen skulle foregå. Det var åbenbart en af de flugtmuligheder, der skulle afprøves, hvis jorden skulle blive for varm under ham.

De følgende ca 14 dage, havde han konstant vagtposter gående neden for sin opgang på Jensløvs Tværvej. En af de dage, hvor jeg og et par kammerater stod og så på dem, blev jeg prajet af en af dem. Jeg blev bange, men turde alligevel ikke lade være med at gå over til dem. Det viste sig, at de ville sende mig til bageren for at købe noget wienerbrød. De gav mig penge og bad mig om at skynde mig.. Jeg kunne ikke lide det, og jeg kan egentlig ikke huske turen hen til bageren. Men da jeg stod i bagerbutikken (det var lige i hvepsesæsonen) lagde jeg mærke til, at der var en del hvepse, der kredsede om bl. a. wienerbrødet. Jeg bad om at få to store stykker, og da en hveps var ved at flyve ind i posen, og bagerdamen ville jage den væk, udbrød jeg: ”Lad den bare være, det er til sommerfolkene, der går vagt på Jensløv Tværvej.” Hun sendte mig et forstående smil og fik mindst tre hvepse ind i posen. Hele vejen tilbage igen, kunne jeg høre hvepsene summe inde i posen, og jeg følte, at jeg på den måde kom med mit lille bidrag til frihedskampen. Jeg skyndte mig at få afleveret de penge, de skulle have tilbage, og posen med wienerbrød og hvepse. Da jeg havde afleveret posen, stak jeg i rend den modsatte vej og gik en omvej for at komme hjem, og jeg håbede, at de ikke vidste noget om, hvor jeg egentlig boede. Men jeg fik heller aldrig opklaret, om hvepsene tog deres del af frihedskampen, eller hvad der egentlig senere skete.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund