UNILogin
 
 
 • Indhold

Et barns erindringer fra 1940-1945 (fortsat)

 

 

Oplevet af: Preben Mortensen

Når man giver sig til at skrive erindringer ned, dukker der altid noget op, som egentlig burde have været med fra starten, men sådan er det jo. Jeg gik i skole under det meste af besættelsestiden (startede i 1941), og fra skoletiden er der også nogle erindringer, der trænger sig på.

Det jeg husker tydeligst fra skoletiden, er den dag, hvor den franske skole blev bombet. Den gang gik jeg på Maglegårdsskolen i Hellerup, som på den til skolen tilknyttede fodboldbane havde indrettet et temmelig stort beskyttelsesrum, hvor de fleste af os måtte ned, hvis der i skoletiden blev blæst luftalarm. Jeg kan tydeligt huske, at vi midt i en dansktime pludselig hørte sirenerne starte, og omgående blev vi kommanderet ud af klasserne og ned i beskyttelsesrummet på fodboldbanen. Vi var ikke mere end lige ankommet, før vi kunne høre nogle fjerne, men alligevel meget tydelige brag, og vi kunne også høre antiluftskyts, der skød temmelig meget. Jeg og et par kammerater blev temmelig opstemte af situationen, og vi begyndte at snakke om, at hvis der kom nogle meget høje brag, skulle man bare sætte et lille stykke pap på højkant mellem tænderne, så ville ørerne ikke tage skade. Det sad vi og havde lidt sjov med, mens vi hørte på skud og brag, lige indtil der pludselig kom en lidt ældre lærerinde, der tydeligvis var ved at gå i panik. Hun var bleg, og råbte med skinger stemme, om vi da for pokker ikke kunne høre, at det var alvor? Det fik os omgående til at tie stille, men kort tid efter brød hun totalt sammen, og måtte ledsages over på skolen af to andre lærere.

Senere på dagen fik vi at vide, at Shellhuset var blevet bombet med stor præcision, men at den franske skole desværre også var blevet bombet. Det berørte mig meget, og jeg kan huske, at jeg græd om aftenen, da jeg var kommet i seng, ikke mindst fordi vi havde været lidt pjattede under denne alvorlige episode, men også over den stærke oplevelse med at se den elles så fattede lærerinde bryde sammen.

På samme skole gik jeg i klasse med en jødisk dreng, vi kan her kalde ham for Peter. På grund af denne afstamning havde han og familien al mulig grund til at passe på ikke at gøre sig alt for bemærket. En sommerdag i 1943, hvor vi mødte op til normal skolegang kl. 0800 om morgenen, kom vores klasselærer ind til os nogle minutter senere, end han plejede. Vi var allerede ved at tænke på, at vi nok skulle have en vikar. Men han kom ind og stillede sig foran kateteret, og meddelte at Peter ikke ville være blandt os det næste lange stykke tid, fordi han og hans familie havde været nødt til at tage til Sverige. Til sidst bad læreren os om at rejse os op og blive stående et øjeblik, mens vi bad til gud om, at Peter og hans familie måtte komme velbeholden til Sverige. Det gjorde meget stort indtryk på os, og flere af pigerne begyndte at græde.

Efter befrielsen i 1945 kom Peter tilbage til klassen lige efter sommerferien. Han fortalte, at hans familie var blevet advaret, og at de havde fået besked om, at der ville komme nogen og hente dem om en time, således at de kunne komme til Sverige. Familien fik pakket det nødvendigste, og de blev lidt senere hentet af nogen, der transporterede dem til Hornbæk, hvor de skulle med en fiskerbåd til Sverige sammen med en anden jødisk familie. De kom også til Hornbæk og ombord på fiskerbåden, der også sejlede af sted. Da de havde sejlet et kvarters tid, blev de opbragt af en større tysk motorbåd, og de blev alle gennet over på den tyske båd, for at blive sejlet tilbage til Hornbæk. En af de tyske soldater sad og så meget på Peter, og til sidst trak han ham hen til sig og anbragte ham på sit knæ, hvorefter han tog nogle billeder frem af sin egen familie og sin egen søn, alt imens tårerne løb ned af hans kinder. Pludselig dukkede en anden motorbåd op, denne gang fra fyldt med modstandsfolk. De kom helt mørklagt og helt overraskende og sprang ombord på det tyske fartøj og begyndte at skyde. De dræbte flere tyskere og fik bagbundet et par andre, og bagefter fik de de to jødiske familier over i deres egen motorbåd, som så sejlede dem til Sverige, hvor de opholdt sig under resten af krigen. Den tyske soldat, der havde siddet med Peter på skødet, var en af dem, der blev dræbt.

En anden episode, der gjorde stort indtryk på mig og mine kammerater, var en stikkerlikvidering i 1944, der fandt sted på Jensløvs Tværvej nr. 19 i Charlottenlund, hvor vi boede., Det skete i samme opgang, hvor Kaptajn Sommer boede på første sal. Likvideringen fandt sted på 4. sal.

En aften hvor vi kom hjem fra et familiebesøg og kom gående fra Charlottenlund station hjem til Jensløvs Tværvej, så vi en bil holde med motoren i gang uden for opgangen, hvor likvideringen fandt sted. Der stod en mand ved siden af den, og to af bilens døre var åbne. Manden sørgede for at holde sig lettere skjult, men forsøgte at gøre det uden at det virkede påfaldende. Da vi var næsten oppe på siden af den, gik gadedøren til nr 19 op, og to mand kom løbende ud ad døren, den ene med en pistol i hånden. De sprang alle ind i bilen, og den startede med et ryk og kørte med stor fart i retning af Charlottenlund station. Vi gik hurtigt hjem til os selv, vi boede jo næsten lige overfor. Mine forældre var lidt chokerede, men vi gik da i seng alle tre, og der skete ikke mere den nat.

Morgenen efter (jeg havde efterårsferie) mødtes jeg med et par kammerater. Vi havde nemlig aftalt at gå en tur i Charlottenlund skov for at lege der. Da vi kom ud på vejen, så vi nogle vagtværnsfolk (det var dem, der erstattede politiet, efter at tyskerne havde forsøgt at eliminere det danske politi) og nogle tyske soldater og formodentlig også et par Gestapo-folk. Der stod tre biler og en ambulance. Vi kunne naturligvis ikke lade være med at iagttage sceneriet, og da vi havde stået der et par minutter, kom der to ambulancefolk ud med en båre, hvor der lå en person, der var dækket til af et hvidt lagen. Senere gik det op for os, at det var en stikkerlikvidering, der havde fundet sted. Vi kom ikke i skoven den dag, vi var lidt for beklemte.

I 1943 havde jeg en meget grim oplevelse. I opgangen ved siden af os (nr. 22), boede også et par jødiske tvillingesøstre, to elskelige gamle damer, der havde boet sammen hele deres liv. Nu var de blevet gamle, faktisk næsten 80 år. De var meget glade for børn, og de kom tit gennem vores gård, når de havde været på indkøb sammen, altid smilende og ofte med små ting, de havde købt til os. Et par gange blev nogle af os inviteret op til dem for at få hjemmebagte boller og kakao, som de havde gemt fra før krigen.

En aften ved 23-tiden vågnede jeg ved, at mine forældre løb gennem vores entre, og min far talte temmelig højt. Jeg kunne høre, at de lukkede altandøren op, og at de gik ud på stuealtanen for at se nærmere på, hvad der foregik på vejen. Jeg listede mig ud af sengen og gik forsigtigt ud på altanen og stillede mig ved siden af min far. Det viste sig, at der stod et par store tyske lastbiler med åbent lad, men alligevel med de karakteristiske buede presenningsholdere. På hver lastbil stod der mennesker med hænderne om nakken, og der var bevæbnede tyske soldater både på og uden for lastbilerne, En af officererne rendte rundt og råbte noget, jeg ikke forstod et ord af. .Sceneriet var så dramatisk, at mine forældre ikke opdagede, at jeg var kommet til også. Pludselig gik gadedøren til nr. 22 op, og ud kom de to gamle jødiske damer fulgt af to tyske soldater, der prikkede til dem med maskinpistoler. De blev gennet hen til den bagerste lastbil og blev kommanderet op på ladet.

Jeg husker, at der bag vognen lå en trappelignende genstand, men trinene virkede meget høje. De gamle damer var dårligt gående og havde svært ved at komme op, hvorefter to tyskere tog fat i dem og nærmest smed dem op på ladet. Da begyndte jeg at græde, og først da blev jeg opdaget af min far, der omgående dirigerede mig i seng igen. Men jeg tror ikke, jeg sov resten af natten. Jeg græd meget, men det ville jeg ikke være bekendt at vise. Vi så eller hørte aldrig mere til de to søde gamle damer. Aldrig har jeg følt et had til tyskerne og alt hvad der var tysk og nazistisk som den nat. Jeg kan huske, at jeg lå og ønskede mig 10-12 år ældre, så jeg kunne komme ud og gøre det af med nogen af dem.

Jeg husker også en religionstime på den del af Maglegårdsskolen, der ligger lige overfor HIK-tennisbanerne i Hellerup. Vi havde vores klasselokale i stueetagen og kunne herfra se lige ud på gaden. Vi havde en ældre lærerinde, der på det tidspunkt ikke prøvede på at skjule sine tyske og nazistiske sympatier. Midt i den omtalte time afbrød hun pludselig undervisningen og kommanderede os alle sammen hen til vinduerne. Der kunne vi se, at der kom en gruppe tyske soldater med stålhjelme og en kanonlavet, der blev trukket af en hest. Hun opfordrede os til at vinke til dem og råbe hurra, og hun gik hurtigt i gang med at lukke vinduerne op, således at soldaterne kunne høre vores hurra råb. Med kommanderende stemme beordrede hun os til at vinke og råbe hurra. Men jeg og to af mine andre kammerater, ville ikke vinke, og vi ville heller ikke råbe hurra. Det opdagede hun nu ikke, og da soldaterne og deres kanon var passeret, gik vi til vores pladser igen, og lærerinden brugte resten af timen til at fortælle om, hvor godt det var, at tyskerne var i Danmark, og hvor godt de passede på os.

Efter timen gik jeg og de to andre, der ikke havde vinket eller råbt hurra ud i skolegården til frikvarter, og her aftalte vi, at vi i den næste time, hvor vi skulle have hende til religion, ville lave et eller andet nummer med hende. Vi kunne dog ikke lige finde ud af, hvad vi skulle finde på. Lige indtil den en af dem foreslog, at vi skulle lægge ti tegnestifter på hendes stol. Det snakkede vi længe om, fordi vi alligevel ikke rigtigt turde. Men vi blev enige om at gøre det alligevel. Inden den næste time, sørgede vi for at snige os ind i klassen, lidt før klokken skulle til at ringe ind. Vi lagde fire tegnestifter hver og så skyndte vi os ud i skolegården igen. Kort efter ringede klokken ind, og vi gik til klasseværelserne. Kort efter kom lærerinden og invaderede klasseværelset med ordene: ”God dag børn, i dag skal vi høre om Moses”. Hun stillede sin taske på kateteret og satte sig oven i de 12 tegnestifter og fór op med et vræl. Hendes ansigtsfarve skiftede fra almindelig til blussende rød, og hun nærmest skreg: ”Hvem har gjort dette her?” Vi kikkede på hinanden, og skønt vi var lidt bange for situationen, kunne vi alligevel ikke lade være med at smile lidt. Hun truede med, at hele klassen ville blive straffet af inspektøren, hvis de syndige ikke meldte sig. Da hun havde truet og skældt ud i et par minutter, rejste vi alle tre os, og indrømmede, at det var os der havde gjort det. Stadig meget højttalende sagde hun: ”Vil I så lige komme med mig her: Nå går vi til inspektøren!” Hun gennede os ud og gik bagerst og vi måtte så den tunge vej ned til skoleinspektøren, som dog ikke var på sit kontor. Det viste sig, at han slet ikke var på skolen den dag.

Dagen efter i en regnetime, blev der sendt bud efter os fra inspektørens kontor, og denne gang gik vi der ned uden ledsagelse, lidt beklemte ved situationen. Vi regnede med at få et par kraftige lussinger, det måtte man nemlig godt give den gang. Da vi kom ind på kontoret, sad inspektøren og talte i telefon. Han afbrød samtalen et øjeblik og kommanderede os over i et hjørne, hvor vi skulle stå og vente, til han fik tid.

Efter et par minutter lagde han røret og vendte sig mod os og sagde: ”Hvad er det en svinestreg, I har lavet? Må jeg så lige få en forklaring. Jeg troede ikke, I var sådan nogle bøller.” Vi anede ikke, hvad vi skulle sige, men efterhånden fik han ud af os, at vi var blevet vrede på hende, fordi hun ville have os til at vinke og råbe hurra for de tyske soldater. Han foldede hænderne på maven og så ned, og jeg er næsten sikker på, at der var en antydning af et smil i hans mundvige. Han sagde ikke noget lige med det samme, men pludselig så han op på os og sagde. ”Er det den helt rigtige og sande forklaring?”. Vi nikkede alle tre. Efter en pause sagde han. ”Når I går herfra, går I direkte hjem. Men først går i op og henter jeres skoletasker. Gør det nu, så taler vi sammen bag efter.” Vi var garanteret røde i hovederne, da vi kom op i klassen for at hente vores ting, og vi måtte sige til vores regnelærer, at vi var blevet sendt hjem, men at vi først skulle ned på inspektørens kontor igen. Han så på os og sagde: ”Ja, det har i jo selv været ude om. Gå så med jer.” Slukørede og bange vendte vi tilbage til inspektørens kontor. Han så på os igen og sagde: ”Nu hører i godt efter. Egentlig skulle I jo have nogle lussinger. Men det får i ikke. Men når nogen spørger jer, så har I fået to lussinger hver og er blevet sendt hjem. Jeg sender jer hjem, fordi man vil kunne se på jer, hvis I har fået lussinger. Og husk, ikke et ord til nogen. Hvis dette her kommer ud, får jeg det ubehageligt, og det vil jeg ikke have på grund af jer. Forstår i det?” Vi nikkede, og han fortsatte: Gå nu direkte hjem, og pas på ikke at blive set for meget. I er røde i hovederne endnu, og det håber jeg I er, lige til I har forladt skolen. Stik så af med jer”. Aldrig nogensinde før eller siden, er vi kommet så hurtigt ud af Maglegårdsskolen.

Efter befrielsen blev samme lærerinde arresteret for stikkeri og fik en fængselsstraf.

Til sidst en lille morsom episode.

I årene fra 1938 til 1948 var min far medejer af en kombineret én gros og købmandsforretning i Rosengården i København (tæt ved Nørreport station). Somme tider, når vi havde fået tidligt fri fra skole, eller vi i øvrigt havde en fridag, tog jeg og en af mine kammerater S-toget fra Charlottenlund til Nørreport for at hilse på ham i forretningen. En dag, hvor skolen var lukket, var jeg taget ind til ham, for evt. at få en køretur i København med den gasgeneratorbil, forretningen havde. Da vi kom ind i forretningen, var den propfuld af mennesker, og et par af kunderne var to velpudsede tyske officerer. Den dag var det min far, der ekspederede, og det var tydeligt, at han sprang de tyske officerer over. Til sidst protesterede den ene af dem, og min far måtte spørge: ”Hvad skulle det så være? Officeren svarede: ”Haben sie Sardinen in Öl?” Hertil svarede min far prompte: ”Nej, vi har sgu ikke sardiner i øl”, hvorefter han henvendte sig til den næste kunde og spurgte: ”Hvad skulle det være frue?”

Det var lige et supplement til de først indsendte erindringer.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 3/3 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund