UNILogin
 
 
 • Indhold

Schuss im Nacken!

 

 

Oplevet af: Jørgen Klem

Erindringer fra det sidste besættelsesår i Frederiksværk. "For om hundrede år er alting glemt...!"

Af "Jørgen", 7. kompagni, Kulsvierbataljonen


Ifølge statistikken vil kun ca. en tredjedel af den danske befolkning nu 60 år efter have nogen erindring om befrielsesdagen og de foregående 5 besættelsesår. Det vil sige, at for størstedelen af danskerne er denne for Danmark så skæbnesvangre periode gået over i historien sammen med Christian den IV og slaget ved Dybbøl! Imidlertid vil de, der er gamle nok, aldrig glemme datoer som 9. april, 29. august, 19. september og 5. maj, og de vil kunne fortælle om den mærkelige tid, hvor danskerne ikke var herrer i eget hus.

Lørdag morgen den 5. maj 1945 skinnede solen, men det var bittert koldt. Siden den glædelige
meddelelse kom over engelsk radio den 4. maj kl. 20.35 om tyskernes betingelsesløse kapitulation havde der været livlig aktivitet i den lokale modstandsbevægelse, hvor grupperne blev placeret på de på forhånd aftalte steder i Frederiksværk, men ellers var der ro i byen.

Om morgenen stimlede byens befolkning sammen på torvet begejstrede over, at Danmark atter var blevet frit, men samtidig noget benovede over, at denne så længselsfuldt ventede dag tilsyneladende ikke skulle koste de store blodsudgydelser i byen, som man med god grund havde frygtet.

For i Frederiksværk lå der ca. 300 tyske marinesoldater i Arresødallejren; et tysk flådedetachement lå i Hundested, hvor også Gestapo havde hjemme. Schalburgkorpset havde en forlægning i Karsemoselejren tæt ved Sandkroen, og de havde besat den lokale politistation den 19. september 1944. Efter nyhederne fra England havde de forladt politistationen i al hast, og denne blev modstandsbevægelsens første kommandocentral.

Samme morgen rullede det hemmelige våben "Panservognen V3" frem på torvet, og den så imponerende ud med sit kanontårn og skydeskår - og den lugtede af frisk maling; Kun en meget snæver kreds kendte til dens tilblivelse, hvilket selvfølgelig var en betingelse under besættelsen. Man havde på Frederiksværk-Hundested Jernbanes værksted arbejdet i længere tid for at skaffe de rigtige materialer, som man havde monteret på en gammel Ford-lastbil. Kapitulationen kom bag på mange, og panservognen blev i al hast færdiggjort samme nat, hvorfor den da også lugtede af frisk maling. I farten havde man glemt en lille, men meget vigtig detalje, nemlig at selv en Ford-motor skal afkøles, med det resultat, at motoren kogte efter en kort præsentationsrunde. Problemet blev imidlertid løst, idet man med en skærebrænder skar et kvadratisk hul i forpanserpladen, og så var den klar til brug. Den var selvfølgelig ikke bygget til store militære operationer, men til oprydningsarbejde og eventuelt forventede gadekampe.

Den blev landskendt, da den deltog i aktionen den 6. maj i Asserbo, hvor den berygtede "Lorenzen-bande" havde skjult sig i et sommerhus, der tilhørte en nazist. Panservognens tilstedeværelse med et Bren Gun maskingevær i kanontårnet havde en afgørende indflydelse på aktionens udfald.

Dengang var det vel de færreste, der havde forestillet sig, at denne "Panservogn" blev hentet frem af mølposen ved Frihedsmuseets oprettelse i 1957 og stillet på hæderspladsen foran museet. Nu står den der og ser næsten lige sådan ud, som dengang den deltog i aktionen, dog er den gennemhullet af skud, påmalet Dannebrog og mærket 7. kompagni.

Vi, der tilhørte 7. kompagni, en status vi for øvrigt først fik efter den vellykkede aktion, er selvfølgelig stolte over, at vores panservogn har fået en så fornem placering. Samtidig er vi måske en smule flove over, at panservognen med sine skudhuller giver mere dramatik til aktionen, end den kan bære. Selvom den sandelig var blodig nok.

En amerikaner, der havde deltaget i invasionen. spurgte mig, efter at have set den gennemhullede panservogn: "Did anyone survive?" Jeg kunne fortælle ham, at først en uge efter aktionen ville vi undersøge, hvad den kunne holde til! Projektiler fra en maskinpistol prellede af, medens projektiler fra en Bren Gun gik igennem, som var det smør. Retfærdigvis må nævnes, at i brochuren om panservognen står dette forklaret.

Nu 60 år efter befrielsen er der ikke mange tilbage af det 7. kompagni, eller rettere "Kampgruppe Nord", som vi blev benævnt, da vi blev underlagt Hillerødledelsen. I Frederiksværk er der sat en mindesten med navnene på tre kammerater, som mistede livet: Benny Rasmussen, Erik Thomle Nielsen og Niels Jessen, og hvert år den 4. maj lægger en trofast gruppe af veteraner en buket blomster ved stenen. Ved de store jubilæer, som 25 år og 40 år, har der været officielle mindetaler, men på de almindelige år, er skaren blevet mindre og mindre - ca. 5-6 stykker. Jeg, der kun boede i Frederiksværk det sidste år af besættelsen, har ikke været for flittig til at møde frem, men jeg har dog de senere år deltaget, når det var mig muligt, og hygget mig med kammeraterne efter blomsternedlæggelsen.

Vi taler ikke meget om tiden dengang, men er enige om, at der burde skrives en beretning, således at ikke alt skal gå i glemmebogen, selvom "vor panservogn" står på museet.

Der er skrevet og vil blive skrevet meget om tiden dengang, nu da 60 års jubilæet står for døren, men jeg har alligevel valgt at skrive fra mine notater, hvorledes jeg oplevede det sidste år af besættelsen i provinsbyen Frederiksværk.

Jeg kom til Frederiksværk i maj 1944 for at tiltræde stillingen som kontorassistent i sekretariatet i De Forenede Jernstøberier. Jeg var 19 år gammel og havde aldrig haft farligere våben i mine hænder end en slangebøsse. Min forgænger i jobbet "Mik" var blevet forfremmet til en stilling i indkøbskontoret for metaller, og denne mand, som var ca. 6 år ældre end jeg, fik en afgørende indflydelse på min tilværelse i Frederiksværk det næste år.

Efter at have set mig an i nogen tid, henvendte han sig til mig og spurgte, om jeg var villig til at deltage aktivt i modstandsbevægelsen. Jeg husker, at dette fortrolige møde fandt sted i firmaets arkiv i kælderen, som senere skulle vise sig at være et godt sted at gemme vore lette våben.

Han fortalte, at han gennem det sidste år havde arbejdet på at danne modstandsgrupper i Frederiksværk, og at han havde kontakter med modstandsfolk i København og i Hillerød. Han lagde ikke skjul på, at der var en risiko, hvorfor det var vigtigt, at man kunne stole på folk. Jeg ville komme til at arbejde i en gruppe med 6 kammerater, og af sikkerhedshensyn ville vi ikke have kontakt med de andre grupper. Hvis man af en eller anden årsag blev tilbageholdt af tyskerne eller deres håndlangere, var det vigtigt, at man havde en plausibel forklaring på, hvorfor man befandt sig på dette sted. Skulle uheldet være ude, og man blev fanget under en aktion, var det vigtigt, at man under forhøret trak tiden ud, hvad dette end måtte betyde, for at give kammeraterne mulighed for at slippe væk. Det var barske ord, og lidet kunne jeg ane, at disse ord ville jeg få brug for, inden året var gået.

Arbejdet i gruppen bestod i begyndelsen af våbenlære, hvor Mik var instruktør. Det foregik uden for Frederiksværk i en hytte, som vi altid havde vagt ved. Til undervisningsbrug havde vi en militærriffel model 89, en pistol kaliber 7,65 og en svensk maskinpistol. Vi havde ikke nogen ammunition, så undervisningen bestod i at adskille og samle disse våben og helst i mørke. Udover våbenundervisning var det vor opgave at orientere os godt i området om natten, at kende alle smutveje etc. Vi skulle også forsøge at kortlægge, hvem vi i givet fald kunne stole på, og navnlig, hvem vi ikke kunne. Invasionen var i fuld gang, og ingen kunne være i tvivl om udfaldet af krigen, men hvornår og hvorledes befrielsen ville komme, var det store spørgsmål.

Da jeg arbejdede i samme firma som Mik, havde vi daglig kontakt, og jeg kom efterhånden tættere ind på ham, og jeg forstod, hvor stærkt engageret han var i at opbygge en kampstyrke. En aften bad han mig følge med, idet vi skulle afhente to stenguns, som var deponeret i et skjulested, og faktisk
var det vor første leverance af nedkastede våben.

Jeg forstod på Mik, at man tidligere havde ”organiseret” våben fra Hærens Krudtværk i Frederiksværk, samt uniformer osv., og da politiet blev taget den 19. september fik vi nærmere kontakt med nogle politifolk, og gennem dem fik vi udvidet vort våbenarsenal, men vi manglede nu stadig ammunition. Som omtalt blev den lokale politistation på torvet besat af Schalburgkorpset.

I løbet af efteråret lærte jeg Miks næstkommanderende Ivar at kende, og jeg fik sporadisk kontakt med andre grupper. Vi fortsatte med vore våbenøvelser, ligesom vore orienteringsøvelser nu strakte sig til Asserbo plantage. Den var normalt mennesketom, når sommeren var forbi, men nu var der enkelte huse, der var beboet, og alle kiggede mistroisk på hinanden.

I begyndelsen af november blev Mik forflyttet til DFJ’s kontor i København. Omkring samme tidspunkt slog lynet ned, idet to ledere af andre grupper i Frederiksværk blev anholdt i Hillerød under en razzia. Da vi var bekymret for, at det nu skulle lykkes for tyskerne at optrævle vor organisation, blev der holdt meget lav profil, men der skete ikke yderligere. De to tilfangetagne blev sendt til Tyskland. I begyndelsen af december fik jeg lungebetændelse, da jeg under en øvelse faldt i en iskold å. Jeg tog til mine forældre for at blive plejet og kom først tilbage til Frederiksværk i midten af januar. Kort tid efter kom Mik igen til byen, idet han havde fået orlov fra firmaet for at kunne koncentrere sig om modstandsarbejdet. Nu havde han fået etableret direkte kontakt med amtsledelsen i Hillerød og derigennem fået til opgave at reorganisere arbejdet i området fra Frederiksværk til Hundested og Rågeleje, samt udbygge samarbejdet med de tilstødende distrikter. Vi var nu direkte underlagt Amtsledelsen som ”Kampgruppe Nord”, og nu begyndte det at gå stærkt.

Der blev organiseret våbentransporter fra nedkastninger i Gribskov. Nogle transporter blev viderebragt til andre grupper i området, f.eks. Hundested, Rågeleje og Hornsherred. Udover våben fik vi nu også ammunition, så vi kunne foretage prøveskydninger hos venligtsindede gårdmænd. Til flere transporter brugte vi den lokale vognmand, som en dag viste stor koldblodighed, da han sammen med Mik blev standset ved en tysk vej spærring.

Det var ikke altid, at de nedkastede containere landede, hvor de skulle. En morgen blev det opdaget. at en container var faldet ca. 100 m fra Arresødallejren, men heldigvis blev den bjerget inden tyskerne opdagede den. Foruden våben, der var både af engelsk og amerikansk oprindelse, fik vi sprængstof med tilhørende instruktionsbøger. Selve sprængstoffet virkede som en marcipanmasse, der kunne formes. Alene var det uskadeligt, men med en detonator gav det jo en vældig sprængkraft. Endvidere fik vi antipanservåben, bazookaer, samt håndgranater og enkelte specialvåben F.eks. en ”silence”-pistol.

Mik havde fået husly hos Kaj, en os meget venligtsindet gårdmand på Byaasgaard. Kaj løb en stor risiko, for tyskerne var begyndt at sprænge huse, der havde huset modstandsfolk, i luften, men Kaj fortsatte og husede til sidst en hel gruppe. Allerede i efteråret havde jeg overtaget Miks gamle værelse, og det blev nu brugt som kontaktsted, hvilket medførte, at jeg sporadisk kom i kontakt med sendebude fra andre afdelinger i området, der ønskede meldinger viderebragt til Mik.

Mik måtte, for at komme hurtigt rundt i det område, han havde ansvaret for, have en hurtig vogn til sin rådighed. Vi havde kig på en Opel Kaptajn, som politiet havde opklodset i Asserbo - men hjulene var taget af den. Imidlertid havde overingeniøren på DFJ en tilsvarende vogn opklodset i Jernstøberiets garage, så vi ”organiserede” hans hjul. Således fik Mik en hurtigtkørende bil, forsynet med falske nummerplader og lægeskilt. Overingeniørens begejstring for min deltagelse i modstandsbevægelsen kølnedes, da han efter befrielsen fandt ud af, at jeg havde været med til at fjerne hans hjul, som endda ved en senere ulykke blev brændt.

I begyndelsen af marts kom der meddelelse fra vor kontaktmand på jernbanen, at tyskerne havde en transport af enmandsubåde, der skulle til Hundested. Disse enmandsubåde var en slags selvmordsftartøjer der ikke levnede føreren store chancer for at overleve, når han først havde skudt torpedoen af. Ubådene stod på jernbanevogne på Hillerød station, og amtsledelsen gav Mik ordre til at iværksætte sabotage, når transporten fandt sted. Mik fandt frem til det ideelle sted, nemlig ved en jernbaneoverskæring i Freerslev Hegn, hvor der var et ledvogterhus med telefon. Imidlertid blev transporten udskudt af ukendte årsager, men et par dage efter kom der melding om, at transporten skulle finde sted samme dag kl. 13.00. Mik fik travlt med at skaffe mandskab, og med så kort varsel måtte han bruge folk fra forskellige grupper.

Det var meget tænkeligt, at tyskerne ville sende transporten sammen med et ordinært persontog, og det blev min opgave at stå på den foregående station og telefonere til ledvogterhuset, om ”onkel kom alene eller med tante”. Heldigvis kom ”onkel” alene, og jeg gav beskeden. Jeg gik ud på perronen, hvor folk ventede på persontoget, og her kunne jeg se transporten forsvinde over bakken, og jeg ventede nu knaldet. Det blev et voldsomt brag, og kort tid efter lød knitren af skyderi. Jeg gik ud foran stationen. Og kort tid efter blev jeg samlet op af Miks vogn, og så gik turen mod Asserbo.

Under turen fik jeg at vide, at sabotagen var mislykket, idet toget ikke blev afsporet. Det var bittert at se transporten rulle ind på Frederiksværk station om aftenen. Vi diskuterede, om vi kunne finde en måde at sabotere den på, mens den stod i Frederiksværk, men vi blev heldigvis enige om, at det var for farligt. Og særligt da man så kunne forvente terror mod civilbefolkningen i Frederiksværk. Ubådene kom for øvrigt aldrig i funktion i Hundested.

Den mislykkede sabotage fik desværre et kedeligt efterspil. Med det korte varsel, havde det ikke været muligt at orientere amtsledelsen om tidspunktet. Dette medførte, at da tyskerne lavede vejspærringer rundt om Hillerød efter sabotageforsøget, så kørte amtsledelsen ind i en sådan og måtte skyde sig igennem, og da tyskerne skød vildt efter dem, blev to civile dræbt.

Dagligdagen i Frederiksværk gik efter omstændighederne ret normalt, og vi passede vore jobs. Helt sikkert var enkelte udenfor vor kreds klar over, at nogle var ”involverede”, men de holdt tæt.

Næsten hver dag kom nye tyske flygtninge med toget, og de blev med hestevogne transporteret til Melbylejren. Selvom det var "fjendelolket", kunne man ikke lade være med at have ondt af disse ulykkelige mennesker.

Mik havde travlt med at reorganisere og knytte nye kontakter, og han havde også uofficiel kontakt med borgmesteren for at forberede den ventede befrielse som måtte komme - men hvorledes? Der blev oprettet "ventegrupper", der skulle sættes ind efter befrielsen, og disse fik efterhånden vore
overskudsvåben.

Under sin kørsel rundt i området var Mik nogle gange blevet stoppet af tyske vejspærringer, men han havde været i stand til at "bluffe" sig igennem - takket være lægeskilt m.m. En enkelt gang kørte han fra dem, men umiddelbart før påske gik det galt. På vej mod Hillerød syd for Kregme ad den gamle landevej, eksploderede et fordæk, og vognen blev slynget op i et træ. Foruden Mik var tre aktive med i vognen. Mik kom ud af uheldet med enkelte snitsår, medens sidemanden havde brækket flere ribben. På bagsædet var den ene død, og den anden besvimet. Den døde var Niels Jessen, og ham måtte man efterlade.

Da man kunne vente tyskerne hvert øjeblik, blev vognen overhældt med benzin og stukket i brand. De tre overlevende gik eller slæbte sig tilbage til Frederiksværk. De kontaktede "vor" læge som bandt et stramt bind om Peter med de brækkede ribben. Denne bandage gjorde det muligt for Peter at gå gennem Frederiksværk om aftenen for at mane rygter om, at han havde været med i ulykken, til jorden.

Som ventet kom tyskerne kort efter til ulykkesstedet, og her fandt de Jessens identifikationskort, som man i farten havde glemt at fjerne. De opsøgte hans adresse og fandt sikkert nogen ammunition, men de gik ikke videre med sagen.

Jessen fik en meget flot begravelse. Som en demonstration mod tyskerne deltog mange mennesker, og der var mange faner. Mik og jeg overværede begravelsesoptoget fra et vindue på taget af DFJ's administrationsbygning, og vi var enige om. at sådan en begravelse havde han fortjent, men aldrig fået i normale tider. Dette dødsfald gjorde stort indtryk på Mik.

For øvrigt knytter der sig en mærkelig historie til Niels Jessens identitetskort. Et par dage efter befrielsen deltog jeg sammen med en politimand i en razzia mod huse i Asserbo, hvor vi mente, at der var mistænkelige personer. Et af husene var fyldt med konserves, og konen indrømmede, at hendes mand var sortbørsgrosserer, og hun ventede ham når som helst. Imidlertid stod der nogle kufferter, og vi besluttede os til at kigge lidt nærmere på dem. Da jeg åbnede den ene kuffert, var det første jeg fandt Niels Jessens identitetskort. Jeg husker endnu det gys, jeg følte, over at det netop skulle være en, der kendte ham, som fandt det. Vi ventede selvfølgelig på sortbørsgrossereren, som efter nogen tids forløb ankom med sin auto og sin "veninde". Hele familien blev tilbageholdt, men det fremgik af de foreløbige afhøringer, at han ikke havde været med i den tyske vogn, der fandt Jessens lig, men at han havde sin gang på Dagmarhus og handlede med tyskerne. Men hvorfor han havde fået Jessens identifikationskort, fik jeg aldrig at vide.

Som sagt blev mit værelse brugt til kontaktsted, og her kom jeg i personlig kontakt med Amtsledelsen på baggrund af en ubehagelig sag. Mik havde fået ordre fra ledelsen, at han skulle sørge for, at en stikker blev likvideret. Mik blev orienteret om baggrunden for den afsagte dødsdom og fik samtidig at vide, at stikkeren følte sig uopdaget. Han ønskede at komme til Sverige sammen med en kammerat, og han havde fået at vide, at vor organisation kunne ordne dette.

Da de ankom til Frederiksværk med toget, tog Mik og jeg imod dem på stationen. Vi fortalte dem. at de skulle med hver sin gruppe af sikkerhedsmæssige grunde. Stikkeren blev likvideret med en ”silence”-pistol i Asserbo plantage, hvor liget blev begravet. Uheldigvis blev det fundet nogle dage efter af en mand, der gik tur med sin hund.

Da det var overstået fik jeg besked om, at jeg samme aften skulle aflægge rapport om likvidationen til amtsledelsen, som ville komme til mit værelse. Da jeg cyklede op ad Godthåbsvej, blev jeg advaret af mine naboer om, at der var kommet nogle mennesker i en vogn for at afhente mig. De var sikre på. at det var Gestapo, idet vognen var benzindrevet. Da jeg gik op ad trappen til mit værelse, stod der en ”livvagt” udenfor, der lukkede mig ind. Der sad så tre mænd, og det var amtsledelsen. Det var næstkommanderende, der førte ordet, og det var ikke ligefrem ”Hellerup-dansk”. Jeg fortalte, at opgaven var udført og liget begravet. Det gjorde stærkt indtryk på mig, at det skete tilsyneladende ikke interesserede dem ret meget. Derimod fik jeg blandt andre meldinger til gruppen besked om, at et engelsk fly var styrtet ned nord for Frederikssund, og der var to piloter. som vi skulle finde og hjælpe videre. – Vi fandt dem aldrig!

Nogle dage efter det omtalte møde tog jeg til København for at besøge mine forældre, og under besøget gik jeg ind til den lokale frisør for at blive klippet. Mens jeg sidder i frisørstolen, kan jeg i spejlet se, at døren går op, og ind kommer chefen og næstkommanderende fra amtsledelsen. Da troede jeg et øjeblik, at nu var det min tur til at blive likvideret, måske fordi vi havde skudt den forkerte mand, eller fordi liget var fundet. Da der ikke skete noget, faldt mine nerver efterhånden til ro, og da jeg var færdig, gik jeg hen til dem og spurgte hvad F...de lavede her? De spurgte mig om det samme og fortalte, at de skulle til møde i byen, og at det var rent tilfældigt, at de var gået ind på denne frisørsalon. Denne episode og fundet af Jessens identifikationskort, hører til de mærkeligste tilfældigheder, som jeg har været ude for i mit liv.

I begyndelsen af april var det klart, at enden på krigen måtte være nær, men spørgsmålet var hvornår og hvorledes. Ville vi blive befriet af ”de rigtige”, eller var der mulighed for et kommunistisk kupforsøg, hvis russerne kom først? Ville tyskerne overgive sig frivilligt, eller ville vi få gadekampe?

I midten af april fik Mik besked om, at hele organisationen skulle militariseres, og ”Kampgruppe Nord” ville være underlagt "Kulsvierbataljonen", der havde fået militær leder. Vi skulle også have en militær leder, og valget faldt på luftværnslederen i Frederiksværk, en officiant Petersen, som vi ikke havde haft kontakt med tidligere. Vi traf ham først umiddelbart før befrielsen, og han var en meget tiltalende mand - men vi følte stadig, at Mik var vor chef! I slutningen af april var vi 6 ni mand, der boede på gården sammen med Mik.

Den 25. april blev Niels og jeg sendt ind til Frederiksværk for at udføre en aktion. Vi havde hver en pistol, da vi cyklede ind mod byen. Imod os kom nu Gestapovognen, som vi udmærket kendte fra Hundested, og da Niels mente, den var ved at standse, gik der panik i os, og vi drejede til venstre ind i en lille skov, hvor vi smed cyklerne og løb videre ind. Det skulle vi selvfølgelig aldrig have gjort, for nu var Gestapo blevet opmærksomme på os, og de dannede kæde og gik ind efter os For at gøre situationen endnu vanskeligere, viste det sig, at der gik et 3 m højt ståltrådshegn tværs gennem skoven, og det spærrede vejen for os. Nu var gode råd dyre, og vi havde kun muligheden for enten at skyde os fri eller skjule våbnene og overgive os. Da vi kunne se, at de kom frem imod os med maskinpistoler, valgte vi at skjule våbnene og kravlede ca. 20 m væk, før vi rejste os op og gik frem med hænderne oppe. Vi nåede lige at finde frem til en historie om, hvorfor vi var kørt ind i skoven. "Vi havde begge pjækket fra DFJ, og vi var bange for, at det var direktøren, der kom i sin vogn, og derfor gemte vi os". Historien var meget tynd, men var den bedste, vi kunne finde på.

Man er ikke mange sure sild værd, når man går frem med hænderne oppe. De mærkeligste tanker kørte rundt i mit hoved, hvoraf to brændte sig fast i min erindring. Den ene var, at jeg følte at jeg var lukket inde i en glaskasse uden mulighed for at slippe ud!! Den anden var, at min mor havde givet mig 20 cigaretter, og jeg havde kun nået at ryge 4.

Der var 2 tyskere med hver sin maskinpistol, og en dansker, hvis dæknavn var Bremer, fandt vi senere ud af. Forhøret foregik på en blanding af dansk og tysk. Vor historie var for tynd, og den ene tysker sagde hele tiden: ”Waffen sind doch da”, mens han kiggede rundt i buskadset, men vi holdt fast ved vor historie og sagde, at vi ikke havde våben. Pludselig tvang de Niels ned på knæ og stak en pistol i nakken på ham, mens den ene sagde til Bremer: ”Der andere Kerl kann auch ’n Schuss im Nacken kriegen”. Så skete der noget, som jeg selv i dag har svært ved at forklare. Jeg blev så bange, at jeg begyndte at skælde ud på en blanding af dansk og skoletysk. Resultatet var endnu mere overraskende, idet de lod Niels gå mens jeg blev taget med til Gestapo i Hundested.

Min rapkæftethed forsvandt som dug for solen, da jeg blev klemt ned mellem to tyskere på bagsædet. Det var svært at få øje på et lysglimt, bortset fra, at de havde ladet Niels løbe, for så ville Mik få at vide, hvad der var sket, og træffe sine forholdsregler. Miks ord til mig om at trække tiden ud ved et evt. forhør ringede for mine ører. Hvad ville der ske mig? - og hvor længe kunne jeg holde?

Når jeg ser tilbage, slap jeg ualmindelig billigt. Gestapo var jo også klar over, at krigen ville være forbi inden længe, og de ønskede ikke mere blod på hænderne, end de havde i forvejen, men skræmmes skulle jeg.

Man startede med at give mig et par øretæver, sikkert på grund af min tidligere rapkæftethed. Jeg blev forhørt af den ene tysker, der talte en blanding af tysk og dansk, og når jeg fastholdt min forklaring, lod han skinne igennem, at man altid kunne tage mig ned i kælderen, for så ville jeg "synge" deres sang! Jeg mindes endnu, at han holdt sin cigaret mellem højre hånds tommel og pegefinger, og siden har det altid løbet mig koldt ned ad ryggen, når jeg har set folk holde cigaretten på den måde. Mig giver det helt klart et sadistisk indtryk.

Bremer stod ved siden af og rådede mig til at sige sandheden, og ind imellem fik jeg et par slag af den anden tysker. Efter nogen tid blev jeg stillet hen i en krog for at tænke over tingene. Her fik jeg lejlighed til at se, at på kontorets vægge hang våben, der var nedkastet af englænderne og hugget af tyskerne. Det kunne være fra nedkastningen den 21. april ved "Smørstenen" i Gribskov, hvor størstedelen faldt i tyskernes hænder.

Da der var gået nogen tid, - jeg ved ikke hvor længe, - blev jeg pludselig sat på fri fod og kunne begive mig til fods mod Frederiksværk. Kort efter blev jeg samlet op af Mik, der havde en ekstra cykel med, og så gik det hjem til gården. Dog kørte vi en omvej, for ikke at blive observeret.

Gensynsglæden var stor og stemningen lettet. Især Niels havde været meget bekymret, og i glæde over at vi begge var sluppet så billigt fra den fælles oplevelse, blev vort feltråb fremover "Schuss im Nacken!" Det lyder lidt makabert i dag, men var helt i tidens ånd.

På gården brugte vi en høj høstak som observationstårn, og herfra så vi, at Gestapovognen hver aften kørte til Hillerød mellem kl. 20 og 21. Vi diskuterede, om vi skulle ”knalde” vognen, og den 4. maj fik jeg opgaven af Mik og fik to kammerater med. Vi havde både ”bazooka” og maskinpistoler med, og vi fandt frem til et sted, der var velegnet til ildoverfaldet. Vi havde lagt os klar kl. 19.45, men kl. 20.40 kom en kammerat cyklende fra gården, og han meddelte os, at tyskerne havde kapituleret, og at der var våbenhvile, og vi skulle tilbage til gården omgående. Da vi var kommet hjem, kravlede vi op i høstakken, og ca. et kvarter senere kom vognen på vej mod Hillerød.

8 dage efter befrielsen blev Bremer udleveret til os, efter at han var blevet taget til fange i Hillerød, og en uge senere blev han kørt til Politigården. Da jeg fortalte ham, hvor tæt han havde været ved at miste livet, svarede han, at det havde jeg også været, og så stod vi lige. Jeg kender ikke hans dom, men 5 år efter den 4, maj traf jeg ham på gaden i København, og da vi passerede hinanden, sagde jeg: "Glædelig befrielse!"

Der var ikke megen tid til at fejre kapitulationsbudskabet fra England. for nu skulle alt det sættes i gang, der var forberedt gennem de sidste uger. Vi blev iklædt uniformer og stålhjelme, ligesom armbind blev udleveret. Disse armbind var ikke som de senere "officielle", som vi først fik udleveret en uge senere. Tyskerne havde beslaglagt masser af de "officielle", hvorfor der var en del forvirring på området. Den lokale politistation var blevet forladt i al hast af Schalburgfolkene, og her oprettedes nu den første kommandostation, mens styrken inden kl. 8 næste morgen blev indkvarteret rundt i byen. Det skal nævnes, at jeg denne nat fik min barndoms drøm til at gå i opfyldelse, idet jeg blev indkvarteret i en chokoladebutik med tilladelse til at spise alt det, jeg ønskede! Desværre var der ikke meget, der fristede dengang.

Da det i løbet af natten blev klart, at vi ikke skulle vente indgriben fra tyskernes side, og da Schalburgkorpset var forsvundet i al hast, blev der om morgenen den 5. maj lagt vejspærringer ud på forud aftalte steder, ligesom dagens kodeord blev udleveret og andre planlagte ting sat i gang. Mik tog forbindelse med den tyske øverstkommanderende i Arresødallejren, men der var selvfølgelig ikke tale om, at tyskerne ville overgive sig til modstandsbevægelsen. Imidlertid blev der truffet den aftale, at soldaterne skulle holdes inden for lejren. Hver dag måtte dog en lastbil køre fra Arresødallejren til flygtningelejren i Melby under eskorte af en fra vor styrke, således at man kunne passere vore vejspærringer. Den første dag skete der dog en frygtelig fejltagelse, som kostede en af vore og to tyskere livet.

Da lastbilen den 5. maj skulle af sted til Melbylejren, blev den som aftalt eskorteret af en af vore kammerater på motorcykel. Det var meget koldt, og han var uforsigtig nok til at sætte sig i førerhuset hos tyskerne, mens motorcyklen kom op på ladet. Da lastvognen kom til en vej spærring ved Liselejekrydset, hørte man så på grund af motorstøj ikke, at der blev anråbt, hvorefter der blev åbnet ild, og alle tre døde. Vor kammerat var Erik Thomle Nielsen.

Mik måtte den tunge gang til Arresødallejren for at fortælle den tyske chef om uheldet. Han blev meget opbragt over det skete og forlangte straks at komme til ulykkesstedet. Også her talte han med store bogstaver, men snart faldt han dog til ro, og der kom ikke flere episoder med tyskerne. En halv snes dage senere kom en jeep med en engelsk løjtnant, og han modtog tyskernes overgivelse. Kort efter forlod tyskerne Frederiksværk.

Den 5. maj fik vi en større villa til rådighed, hvor vi havde mulighed for at internere tilbageholdte personer. Et par dage efter blev vi indkvarteret på en skole, og da tyskerne mod slutningen af maj havde forladt Arresødallejren, blev vi indkvarteret der.

Fra den første dag foretog vi arrestationer efter lister, der var udarbejdet i forvejen, men de fleste var "små fisk", og det var Asserbo Plantage med de mange sommerhuse, som gav de største resultater. Natten mellem den 5. og 6. maj gik det rygte, at 100 hipo folk var på vej mod Asserbo, og at de bar de officielle armbind. Fra Frederikssund kom endog en flok modstandsfolk for at hjælpe os med at nedkæmpe hipoerne, men de blev sendt hjem igen, da vi opfattede rygtet som et af de mange tossede, der cirkulerede i de dage.

Næste dag ved middagstid fik vi bevis for, at der var noget hold i rygtet. Ved vejspærringen i Liseleje havde man standset en mand med en flot Chevrolet. Da han blev stoppet, rakte han hænderne i vejret så hurtigt, at det virkede mistænkeligt. Da man gik ham nærmere på klingen, fortalte han, at han havde været chauffør for nogle hipoer, der havde gemt sig i et sommerhus. Der havde været flere vogne, og han mente, at der var ca. 20 personer i huset heraf nogle kvinder. Da han var ukendt i Asserbo, var han ikke sikker på, hvor huset lå.

Manden blev taget med til hovedkvarteret i Frederiksværk, hvor han gentog sin forklaring overfor en betjent, og nu blev en større styrke samlet. Da der var usikkerhed om, hvor nøjagtigt huset lå, og om der var sat vagter ud, blev styrken delt i to grupper med 12 mand i hver. Miks gruppe skulle komme fra syd, mens Ivars gruppe ville komme fra nord. Med i Ivars gruppe var "Panservognen", og der var monteret et Bren Gun maskingevær i skydetårnet. Med i denne gruppe var en politibetjent.

Efter en forsigtig fremrykning, fandt vi frem til huset, der lå på Vinkelvej. Der var tilsyneladende ikke sat vagter ud, så panservognen blev kørt i stilling og styrken fordelt rundt om huset. Betjenten skød så et varselskud og råbte: "Kom ud!"

Der skete ikke noget, så han skød endnu et varselskud, og nu blev der løftet på gardinet. Samtidig kom der et skud inde fra huset, og derpå startede vi med skydningen, men efter et par salver fra panservognen, kom en mand ud af køkkendøren med hænderne i vejret, og han bad os om at indstille skydningen, da de ville overgive sig.

Nu kom de ud med hænderne oppe, og der var også nogle kvinder blandt dem. De fortalte, at der var døde og hårdt sårede inde i huset. Vi gik ind gennem køkkendøren, og her så vi den første sårede, der stod og lænede sig op mod køkkenbordet. Det viste sig senere at være Jørgen Lorenzen himself. Inde i stuen mødte os et frygteligt syn, idet borde og stole var splintret. og alt lå hulter til bulter. To mænd sad halvvejs op, men da vi tog våbnene fra dem, så vi, at de var døde. Fra loftet svævede en udstoppet svane over ødelæggelserne. Fra et tilstødende værelse hørte vi skrig, og her lå en hårdt såret kvinde. Hun bad os give sig nådeskuddet. Det viste sig senere at være Anna Lund, som var Jørgen Lorenzens ret sadistiske veninde. Hun blev bragt til Frederiksværk Sygehus, hvor man måtte amputere begge hendes arme. Overlæge Gram fortalte senere, at inden operationen havde hun sagt til ham, at hvis hun døde under denne, skulle hendes søn vide, at hun døde som nazist. Hun overlevede og blev senere dømt til døden, men benådet, og efter endt strafafsoning rejste hun til Sverige.

I et tilstødende værelse fik en kammerat et chok, da skabsdøren gik op og en mand med gennemskudt hoved faldt ud, og hans pistol faldt hen ad gulvet. Der er blevet gisnet om, hvorfor han var kravlet ind i skabet med pistolen i hånden, men jeg er sikker på, at han gjorde det for evt. senere at dukke frem som en ubehagelig overraskelse. Projektilerne fra maskingeværet gik igennem væggene, som var det smør, og han er sikkert ramt i hovedet af et af disse. Spørgsmålet er, om han, da han tog ladegreb på sin pistol, kom til at affyre det skud, der startede skydningen? Det blev aldrig opklaret.

Tilfældet ville, at jeg kom i dette hus 15 år senere. Nogle venner lejede nemlig huset uden at kende til dets historie. Jeg skulle besøge dem her, og da jeg korn, kunne jeg ikke genkende huset udefra, da meget var forandret, men da jeg korn ind og så den udstoppede svane hænge fra loftet, genkendte jeg det. Nu kunne jeg også se arrene efter skyderiet, men de var repareret så pænt, at mine venner slet ikke havde bemærket dem.

I huset blev beslaglagt masser af våben og ammunition, ligesom et stort lager fødevarer og en tønde sprit fra udhuset. Senere fik vi at vide, at det havde været deres hensigt at skjule sig i huset, indtil de kunne slippe til Sverige.

Efter aktionen blev de døde og sårede kørt til Frederiksværk Sygehus, og vi udstillede vagt her. De resterende blev taget med til Frederiksværk, og på politiets opfordring blev de stoppet ned i panservognen for at beskytte dem mod den sammenstimlede og ophidsede folkemængde. Fangerne blev låst inde under skarp bevogtning. Vi var godt klar over, at det var den såkaldte Lorenzen-bande, vi havde fået fat på, men deres individuelle synderegister fik vi først klarhed over, da modstandsbevægelsens spion indenfor Hipokorpset kom til Frederiksværk nogle dage senere.

Han hed Poul, og det var et farefuldt job, han havde påtaget sig. Var han blevet opdaget, var han
selvfølgelig blevet skudt af Hipo, men da han måtte deltage i deres aktioner, risikerede han at blive skudt af modstandsbevægelsen. Da han kom, var de tilfangetagne Hipoer samlet, og man kunne nu ligefrem se, at de blev blege, for Poul kunne udpege, hvem der havde gjort hvad. Indtil da havde de stort set nægtet alt.

De fleste havde været involveret i de mange terroraktioner, der havde fundet sted de sidste måneder, og flere havde mord på deres samvittighed. De skød alle skylden på Jørgen Lorenzen, der som chefen havde beordret de forskellige aktioner. En af dem, Erik Rasmussen, havde 10 dage før skudt en sagfører og hans kone i deres hjem i Hellerup. Da han blev spurgt, hvorfor han også havde skudt konen, forklarede han, at hun havde hvinet så højt.

En uge senere blev de transporteret til Politigården eskorteret af panservognen. Med i transporten var forskellige andre tilbageholdte bl.a. Bremer og andre nazisympatisører, som var fundet i sommerhuse i Asserbo.

Flere medlemmer af Lorenzenbanden blev dømt til døden. Nogle af de dødsdømte blev senere benådet, men Jørgen Lorenzen selv og de andre dødsdømte blev skudt i 1947. Da Jørgen Lorenzen lå på Frederiksværk sygehus, var han ret jovial og forsøgte at købe os med en diamantring. Han var ramt i hoften, og kunne ikke stå op, men vi trøstede ham med, at han ville blive skudt, om han så skulle sidde på en stol! Det var tonen dengang.

På grund af den vellykkede aktion og ikke mindst panservognens medvirken, kom vi i pressen, og få dage efter fik vi besøg af Kulsvierbataljonens militærchef, som på stedet gav os status som bataljonens 7. kompagni. Vor officiant var blevet kompagnichef. og den erobrede Chevrolet blev udnævnt til ”stabsvogn”. Den havde faktisk tilhørt daværende politichef Eyvind Larsen, og den blev da også senere leveret tilbage.

Som sagt blev vi overflyttet til Arresødal, da tyskerne havde forladt lejren, og nu stod den på almindelig vagttjeneste. Vi havde stadig nogle få ”småfisk” tilbageholdt. Det lokale lottekorps havde fra starten overtaget forplejningen, så der var bestemt ikke noget at klage over. Vi havde også et kompagni fra Hillerød indkvarteret for en kort tid. Der blev afholdt en parade med Kulsvierbataljonens 7 kompagnier på Frederiksborg Slots eksercerplads. Der var ca. 1.000 mand til stede, hvoraf en stor del var fra de såkaldte ventegrupper, men alle var bevæbnede.

Vor kompagnichef fratrådte kort tid efter for at tiltræde job i den regulære hær og Mik overtog igen kommandoen. Vi havde endog lidt selskabelighed, idet vi fik besøg af russiske krigsfanger. Vi spillede en fodboldkamp mod dem, og de fik middag på "Slottet" inden de skulle tiltræde hjemrejsen.

I begyndelsen af juli fratrådte jeg for som værnepligtig at melde mig under fanerne den 17. juli. Jeg blev i hæren i næsten 2 år og fratrådte som sekondløjtnant ultimo april 1947.

Nogen tid efter min afrejse fra Arresødal, skete der en vådeskudsulykke. hvorved Bennny Rasmussen blev dødeligt såret, og hans navn er det tredje på mindestenen.

I de mange år, der er gået siden da, har jeg ikke haft megen kontakt med kammeraterne fra dengang bortset fra de sidste år, hvor jeg har været med til at lægge blomster ved mindestenen. Vi lægger for øvrigt også blomster ved mindestenen for "Flammen" i Asserbo. Han var jo søn af ejeren af "Birkegården", og hans fandenivoldske enmandsbedrifter og hans selvvalgte død, da Gestapo omringede hans bolig i november '44, har uden tvivl virket som eksempel for modstandsarbejdet.

Mit korte ophold i Frederiksværk har ikke givet mig særlig tilknytning til byen, bortset fra de oplevelser, jeg dengang havde. For mig står det som en afsluttet epoke i mit liv, hvor jeg oplevede spændende situationer, som jeg håber aldrig at opleve igen. Jeg tænker selvfølgelig tilbage på dem engang imellem, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke tog skade hverken på legeme eller sjæl. Jeg er også taknemmelig for, at befrielsen blev så relativt ublodig, for en konfrontation med besættelsesmagten, selv på dette sene tidspunkt af krigen, havde kostet mange menneskeliv.

Med Mik har jeg holdt sporadisk kontakt igennem årene. Vi havde trods alt en så tæt kontakt dengang at det ikke kan glemmes. Især i de senere år, har vi talt meget sammen, idet Mik stadig kan tynges af det store ansvar, han havde dengang, og føle sig medansvarlig overfor de kammerater, der mistede livet.

Det er ikke mindst på hans opfordring, at jeg har nedskrevet disse erindringer.

Jørgen
7. kompagni
Kulsvierbataljonen

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 19/2 2008. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund