• Indhold

Besættelsen var forberedt med militær præcision

 

 

Oplevet af: ans Henning Hansen Naur

Indsendt af: Preben Hansen

Besættelsen var planlagt og forberedt med militær præcision.

Hans Henning Hansen erindringer fra årene 1939 til 1945.

Vi havde ligget og ladet med skarpt til kl. 3 om natten til den 9.april, vi var bevæbnet med hver en riffel, en bajonett og ti skarpe skud. Jeg havde aftjent min værnepligt ved Søgård Kaserne i Sønderjylland og var blevet genindkaldt til Vordingborg Kaserne under sikringsstyrken. Alle mand overnattede privat rundt omkring i området ved Vordingborg for ikke at være på kasernen. Natten til den 9.april overnattede jeg hos et ældre ægtepar, en skomager o hans kone, der boede i et lille hus ved hovedvej A2 øst for Udby Kirke, huset blev revet ned i forbindelse med motorvejsbyggeriet. En ordonnans vækkede mig med besked om at tyskerne var gået i land. De to gamle mennesker rystede af skræk og jeg prøvede at berolige dem ved selv at tage det roligt og drikke morgenkaffe sammen med dem. Beskeden var at delingen skulle samles ved kirken kl. 6. I den tidlige skumring hørte vi en motorcykelmotor ude fra vejen. Jeg listede ud af huset og krøb ud under hækken. Der så jeg to halvgamle tyske soldater på en motorcykel med sidevogn. De havde standset min makker og var i færd med at tage hans gevær og bajonet. Jeg tog sigte og kunne have skudt dem begge, men da det var gamle mænd, der begge sandsynligvis havde både kone og børn, og da de lod makkeren gå undlod jeg at skyde. Da tyskerne var kørt videre mod nord begav vi os over markene til kirken, hvor vi samledes alle mand. Makkeren fik en kæmpe skideballe af delingsføreren for ikke at have sit gevær. Delingsføreren beskyldte ham for at have gravet sit våben ned, men da jeg kunne fortælle at det var rigtigt at to tyske soldater lige havde taget hans gevær, så blev delingsføreren stille og gik for at ringe. Han vendte tilbage og sagde at tyskerne var på vej og at ordren lød på ikke at gøre modstand. Da tyskerne kom afleverede vi blot vore geværer uden kamp og blev sendt hjem.

Min chef på Søgård Kaserne, Tutein Lindholm, var en rigtig soldat, der havde været fremmed legionær. Hvis Tutein havde været chef den 9. april 1940 var der sandsynligvis blevet kæmpet til sidste mand. Han blev imidlertid i tiden inden besættelsen udskiftet med en tyskvenlig, som igen blev udskiftet med en anden tyskvenlig chef.

På Møn var Borgsted batteri ved Grønsund også bemandet om morgenen den 9. april 1940, men da soldaterne skulle gøre kanonerne klar til skydning, var bundstykkerne fjernede, og der kunne ikke skydes mod de tyske skibe. Tyskernes besættelse af Danmark var nøje planlagt og forberedt. Alt synes tilrettelagt af den danske militære ledelse således tyskerne ikke ville møde modstand i Danmark.

I besættelsestiden arbejdede jeg i en periode som dykker på Aalborg værft. Jeg husker, at de på værftet byggede dengang Verdens største isbryder, den blev søsat og sejlede ud og sank på Halsbarre. Jeg blev sendt ud til skibet og dykkede ned for at undersøge det, Jeg fandt ud af, at det var en bundventil, som ikke var lukket. Skibet blev senere hævet. Under arbejde på værftet væltede en væg i dokken, og jeg fik mit ene ben i klemme og brækkede det. Jeg tog til læge, men turde ikke tage på sygehuset i Aalborg, da en modstandskammerat netop var blevet anholdt dagen før. Derfor valgte jeg at forlade Aalborg og rejste i stedet hele vejen hjem til Møn i tog med mit brækkede ben og fik det lagt i gips på Stege Sygehus.

På Møn deltog jeg som modstandsmand i forskellige aktioner. Blandt andet deltog jeg den 9. maj 1945 ved Præstebjerg på Vestmøn, hvor tyskernes overgivelse var ved at ende i et blodbad, fordi vores leder Bøgebjerg ville angribe stillingen, da tyskerne ikke ville overgive sig. Efter nogen rådslagning blev det til at jeg skulle træde frem lægge mine våben og gå op til tyskerne og forhandlede. Det gjorde jeg så. Den tyske chef talte dansk efter de mange år i Danmark, han havde i øvrigt sin 14 årige datter boende, fordi hele familien var blevet dræbt under bombardement i tyskland. Chefen viste de store maskinkanoer, der stod på toppen af Præstebjerg med direkte udsigt til de fleste huse i sognet og oplyste han ville smadre alle husene i Fanefjord, hvis de blev angrebet. Resultatet blev at tyskerne fik lov til at blive til de havde modtaget ordre om overgivelse, dog besluttede modstandsledelsen til min forundring at far og datter skulle skilles fra hinanden, så det blev de.

Henning Hansen Naur

18. april 2005

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 04/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund