• Indhold

Besættelsen

 

 

Indsendt af:Kit Bisgård

Den morgen, d. 9. april 1940, da himlen blev dækket af tyske flyvemaskiner, blev mine forældre helt ude af den. Især far. Han græmmede sig så meget de følgende dage, at mor til sidst måtte sige til ham, at livet skulle gå videre, og så tog han sig da sammen. Dette lagde jeg dog ikke mærke til, jeg var jo kun 7 år og forstod ikke meget af det. Jeg var dog straks klar over, at man skulle hade tyskerne. Da vi en aften i havekolonien var en flok unger samlet, faldt talen på krigen og tyskerne. To søstre med de mærkelig navne Arjo og Unni sagde, at tyskerne var kommet for at beskytte os, men alle vi andre nærmest faldt over dem, for vi vidste bedre. Naturligvis var vores meninger et spejl af vores forældres. Jeg var dybt forarget over, at nogen kunne have en så mærkelig mening om tyskerne. (Arjos navn har sikkert været Ayoe, men jeg så jo ikke deres navne på tryk).

Da et stilehefte ved skæbnens gunst ikke er blevet smidt væk (jeg gemte frimærker i det), kan jeg bringe et par beretninger, skrevet ikke længe efter begivenhederne.

Fristil skrevet i foråret 1945: "Luftalarm"
Det var i Foraaret 1940. Vi boede nede i vores Sommerhus tæt ved Kløvermarken.
En Nat kom der nogle stigende og faldende Toner, som man tit har hørt siden.
"Naa," lød det forskrækket fra min fars Seng. "Vi maa være rolige. Rolighed er Luftværnets første Bud," sagde min Mor. Hun har siden fortalt, at hun rystede som et Espeløv, da hun sagde det. Saa stod vi op, men vi kunde ikke tænde Lys da der ikke var mørkelagt. Efter megen Søgen kom vi i Tøj og gik uden for Huset.
Folk fra Havekolonien gik rundt og lignede Spøgelser, fordi de havde svøbt Tæpper om sig. Alt var stille. Vi kunde hverken høre eller se Flyvemaskiner, men vi gik alligevel med en Blyant i Munden, for hvis der kom et Brag, kunde vi i Forskrækkelse komme til at bide Tungen af os selv. Vi besluttede, at vi vilde gaa hjem til vores Lejlighed, som laa ti Minutters Gang derfra. Vi var ogsaa paa Vej, med da blæste det af. Nogle dage senere skulde Tyskerne slaa deres Telte op lige ved Siden af Lossepladsen dér. Alle Børnene fra Havekolonien skulde hen og se paa det, og min Bror og jeg skulde naturligvis ogsaa med.
Det var meget sjovt at se. Tyskerne havde en Lyskaster og en Mængde Geværer, og imens vi var der, slog de Teltene op.
Jeg blev dog snart ked at at se paa det, og saa gik jeg hjem. Paa Vejen saa jeg en Hund, og da jeg ikke for saa lang Tid siden var blevet bidt af een, foretrak jeg at gaa en Omvej hjem. Da jeg kom hjem, var min Far der ikke. Det undrede mig, hvor han var gaaet hen.
Naa, jeg var 7 Aar, og jeg var allerede begyndt at gaa i 2. Klasse, saa jeg behøvede jo ikke min Far til at passe paa mig.
Da var det, at det forfærdelige skete. Jeg hørte pludselig Sirenen tude. Jeg skyndte mig at faa en Blyant i Munden og gik saa ind i vores Klædeskab med en Spand over Hovedet. Da jeg havde siddet derinde et Stykke Tid, kunde jeg ikke forstaa, hvorfor min Far og min Bror ikke kom hjem. Saa dristede jeg mig ud i Haven. Folk stod og talte sammen, som om der intet var hændt. Jeg tænkte, at de ikke var rigtig kloge. Saa kikkede jeg ned ad Havegangen. Da saa jeg min Far, som var gaaet hen for at hente os, og min Bror komme gaaende. Da de var kommet ind i Haven, spurgte jeg, hvorfor de ikke var kommet hjem, da der blev Luftalarm. "Luftalarm?" spurgte min Far meget forbavset. "Ja," sagde jeg, "kan du ikke høre Sirenen tude?" "Sirenen," sagde min Far, "det er da Taagehornet".

Kirstine Bisgaard Ia

Det fremgår af stilen, at vi boede i kolonihaven, men det fik desværre snart ende, for de følgende luftalarmer var ikke så uskyldige som den første, der formentlig blot har været en prøve. Allerede den næste var sandt at sige ikke spor sjov. Far og mor sad i soveværelset med en fælles balje over hovedet, mens vi børn sad i klædeskabet med hver sin spand over hovedet. En gang imellem spurgte mor os, om vi var vågne, da hun var bange for, at vi ikke skulle få luft nok. Det hylede omkring os med granater, og vi hørte alle skuddene fra tyskerne, som jo havde deres morderiske grej klos op ad kolonihaven, nemlig på Kløvermarken. De engelske fly skulle netop passere lige over os, når de skulle til Tyskland med deres ladning af bomber.

Vi flyttede altså hjem, men tilbragte dog hver dag i kolonihaven, da alle luftalarmerne forekom om natten. Men ærgerligt var det ikke om morgenen at kunne gå lige ud i den elskede have. De fleste andre kolonihavebeboere blev boende, idet de fik travlt med at lave sig et beskyttelsesrum i jorden, afstivet med brædder og dækket med et godt lag jord, som granaterne ikke kunne trænge igennem. Der lå nemlig masser af granater overalt i haverne efter hver luftalarm. Far kunne af flere grunde ikke give sig i kast med at lave et beskyttelsesrum. Han var jo så upraktisk, at han aldrig ville have kunnet finde ud af det. Desuden måtte han ikke grave eller lave andre anstrengende arbejder, da han jo havde fået brok efter sin blindtarmsoperation. Den blev holdt på plads af et brokbælte. Og mor gav sig dog ikke i kast med en så stor opgave. Hun gik jo ellers ikke af vejen for noget som helst. Vi børn var sommetider på besøg i andre familiers beskyttelsesrum, og det var helt spændende.

Der gik ikke så lang tid, før de fleste beboere i havekolonien igen fik travlt med at grave store huller i deres have. Der blev nemlig ret hurtigt mangel på utallige ting, og således blev det da umuligt at få petroleum, som indtil da havde været eneste energikilde, bortset fra stearinlys. Størstedelen af havekolonien lå på en gammel losseplads, skellet gik ved østenden af vores have, hvis jord altså var god gammel jord. (Det er meget godt at vide, da man nu har fundet ud af, at det er farligt både at bo på og at spise grøntsager dyrket på en gammel losseplads). Men imidlertid lå der i denne lossepladsjord utallige små stykker koks, som folk i flere menneskealdre havde smidt ud med asken fra deres kakkelovne. Disse bittesmå stykker koks var bedre end ingenting, så den østlige del af havekolonien lignede et rent Klondyke med enorme, dybe huller, hvor alle mændene stod med store sold og fremtryllede det så attråede brændsel. Vi var altså udelukket fra denne skat, så mor måtte på fouragering langs jernbanen ud til Benzinøen, hvortil der åbenbart stadig kørtes koks. Der faldt jo lidt af vognene, så på den måde reddede mor sig så meget, at hun kunne lave middagsmad. Først lavede mor et uhyre primitivt kogeapparat af en gammel, omvendt spand, som hun skar et indfyringshul i, samt et hul foroven til at sætte gryden i. Dette apparat var åbenbart for usselt, for mor ofrede meget snart penge på et mikroskopisk "komfur" med et kogehul. Der var også en lille skorsten. Disse apparater stod ikke inde i køkkenet, men heldigvis var der jo allerede et overdækket område i vores "gård" mellem huset og lysthuset, hvor mor så stod og kokkererede under hele krigen.
Vi må vel have brugt stearinlys eller en erstatning derfor, hvis vi havde brug for lys, men da vi jo skulle sove hjemme, har vi nok ikke haft det store behov. I krigens sidste år var der ydermere spærretid fra kl. 20.00, så da har vi da slet ikke behøvet kunstig beslysning.

Livet gik sin vante gang. I begyndelsen mærkede vi ikke så meget til krig og besættelse, gadebilledet var selvfølgelig noget forandret med alle de tyske soldater på gaderne. Værst var det, når en flok kom marcherende i takt, alt imens de sang deres marchsange af fuld hals. Det var næsten ikke til at holde ud at høre moster (Vupti) sige, at de sang så dejligt, at hun åbnede vinduerne, når de kom syngende forbi hendes lejlighed.

Så var der også luftalarmerne. Der blev sat sandsække for hver opgangs tørrekælder, og en mand i hver opgang blev udnævnt til at være luftalarmsvagt. Der skulle også være et das til hver opgang nede i kælderen. Det blev desværre netop sat ind i vores kælderrum, så det skulle vi døje med under hele krigen. Jeg kan nu ikke huske, at nogen nogensinde benyttede det, men det fyldte jo op, og der var kulmørkt, da der var en sandsæk foran vinduet. Vi var oftest faldet godt i søvn, når alarmen lød. Søvndrukne fandt vi en smule tøj at tage over nattøjet, og så gik turen ned i kælderen, ofte i brag og lysglimt fra tyskernes skyderier. Vi var jo stadig tæt på Kløvermarken med alt tyskernes antiluftsskyts. En gang tudbrølede den unge fru Testmann helt hysterisk, mens hun rendte ned ad trappen. Mor var godt gal over, at hun tog sådan på vej, velsagtens fordi det skræmte børnene unødigt. Jeg blev i hvert fald ved den lejlighed klar over, at dette her vist var meget farligt. Tørrekælderen var helt hyggeligt indrettet med folks gamle gulvtæpper og stole. Så sad vi da der som i et venteværelse på de umage stole, som stod langs væggene. Af og til halvsov vi, men ofte havde vi børn det rigtig sjovt. Det var især herligt, hvis vi kunne få Jørgen Møgeltoft fra nummer 11/47 til at fortælle. Hvordan vi kom ind på det, kan jeg ikke huske, men det var en stor succes. Han rystede på stående fod en føljeton frem om Hannibal Olsen, der var kannibal. En gang imellem var han for træt og søvnig til at fortælle, og så var vi meget skuffede, men han var hverken til at hugge eller stikke i, selv om vi tiggede og bad om en fortsættelse fra sidste luftalarm.

Det var særlig strengt, når luftalarmen var afblæst, man igen var faldet i søvn i sin gode seng, og alarmen så lød igen. Sommetider kunne det ske tre gange på en nat. Man var ikke meget værd i skolen den følgende dag. Heldigvis kom der på et eller andet tidspunkt en bestemmelse om, at børn måtte møde i skolen så mange minutter eller timer senere, som luftalarmerne havde varet. Mødrene gik jo hjemme, så man skulle ikke kostes afsted på grund af deres mødetidspunkter.
Da tyskerne senere i krigen ikke havde så meget skyts tilbage, så alarmerne ikke virkede slet så farlige, fik vi af og til lov til at blive i vores senge under hele seancen.

De første år var luftalarmerne altid om natten. Det var jo kun da, at englænderne fløj til Tyskland med deres bomber. Der var dog vist lige ved krigens begyndelse en enkelt alarm midt på dagen, men da der ikke skete en smule, har det sikkert været en prøve.

De sidste år havde vi af og til også alarm om dagen. Da det skete første gang, for vi alle tre hen til vinduet for at se, om der skete noget. Vi fik nu hurtig trukket snuden til os og kom af sted i kælderen med en vis fart. Vi så nemlig de engelske bombemaskiner smide deres bombelast over København endda ret tæt på os. Det var sukkerraffinaderiet på Christianshavn, de ramte. Men det var Burmeister og Wain, de var ude efter. Her arbejdedes der selvfølgelig med at lave fartøjer til tyskernes krigsførelse. (Det hed sig måske ikke, men meget af det, som uvidende danskere producerede, gik lige lukt til Tyskland. Således en stor del af fødevareproduktionen. Det var naturligvis den danske befolkning, der betalte det hele over skatterne). Der blev snart udgivet en bog med fotoer og øjenvidneberetninger om bombningen. Her kunne vi så læse nærmere om den, idet mor købte bogen.

I skolen var det en behagelig afbrydelse af en time at skulle i kælderen. De bunkere, der blev bygget mange steder i byen, har jeg aldrig været i.
Når vi kom til Jylland, var vi de erfarne, der kunne fortælle om rædslerne i København. Vi var engang til komsammen et eller andet sted i omegnen af Holstebro, måske i Aulum, hvor der en enkelt gang blev arrangeret børnegilde i anledning af vores ankomst. Vi unger sad for os selv og snakkede. Så spurgte Jens pludselig, om de vidste, hvordan en sirene lød. Det havde de ingen anelse om, så han fløjtede den ildevarslende lyd, mens børnene benovede så på os københavnere, der var så tæt på krigens gru.

Alle de irriterende besværligheder ved krigen dukkede op lidt efter lidt. Det allerførste var mørklægningen, som skulle effektueres straks med det samme. Vi havde heldigvis kun tre vinduer, der skulle dækkes, og i soveværelset havde vi allerede mørke rullegardiner. Jeg kan ikke huske, hvad vi egentlig brugte i Bremensgade til de andre vinduer, det kan nok ikke have været så besværligt. Måske var det nogle mørke tæpper, måske havde vi også mørke rullegardiner i stuen. Da vi flyttede til Peder Lykkesvej, var det rigtig besværligt. Der hang sort tykt papir foran vinduerne. Om morgenen skulle det rulles op i hånden og en lille snor foroven med en gardinring i enden skulle rulles omkring papirrullen og fæstnes til en krog eller lignende. Så det var med at komme op på en stol både morgen og aften.

En aften, da mine forældre havde gæster, ringede det på døren, og mor lukkede op. Hun fik et chok, da to uniformerede betjente stod udenfor. De ville bare sige, at der kom lys ud af en sprække i mørklægningen, som vi måtte se at få bragt i orden. På offentlige steder såsom trappeopgange og sporvogne blev pærerne farvet blå. De biler, der endnu kørte, fik lygterne dækket til, så der kun kom lys ud af en lille sprække. Det var påbudt at gå med hvidt armbind eller lignende, når man færdedes ude om aftenen. Jens Jørgen brugte sin studenterhue, som jo havde en hvid puld. Jeg fik et kongemærke til at fæstne på tøjet. Det var ovalt med et foto af Christian X og udenom var der en selvlysende rand. Den lyste dog kun, når den havde været belyst en tid i forvejen. Vi morede os meget over en tegning i Blæksprutten, hvor man så et ægtepar på toppen af Rundetårn, og den ene sagde til den anden: "Det her har aldrig været Værnedamsvej". I Blæksprutten var der også et af de første krigsår en lille novelle om en grev Extravaganza. Det meste var streget ud og erstattet med den smule, man efterhånden kunne få. (Den elegante bil var blevet til en cykel o.s.v.). Jeg kan nok huske dette, fordi Jens Jørgen, da han læste den, morede sig kongeligt og vist læste den højt for os. For øvrigt forsvandt påbudet om armbind på et eller andet tidspunkt.

Lidt efter lidt blev der mangel på næsten alt, og mange varer kunne kun fås ved aflevering af rationeringskort. Far fik en god tjans med at dele rationeringskort ud. Det foregik vist en søndag hver tredje måned i gymnastiksalen på en nærliggende skole. Det tog hele dagen, og en gang var det så koldt, at uddelerne sad med sivsko på.

Mor havde været helt god til at hamstre, før rationeringen for alvor satte ind. Således gemte hun ren kaffe i 8 sodavandsflasker med patentprop. Der gik vist ikke så lang tid, før der overhovedet ikke kunne fås kaffe, så de kaffeelskende danskere måtte lide med noget sprøjt, vist lavet af korn. Mor fik sine 8 flasker til at strække gennem hele krigen, idet der kun blev brugt af dem ved meget store lejligheder. Det hændte, at en af flaskerne blev åbnet, når der var gæster, og så gik den fra gæst til gæst, der snusede velbehageligt til den liflige duft, hvorefter flasken blev sat på plads. Måske havde mor blandet lidt af kaffen i surrogatet ved disse lejligheder. Mine forældre led ingen nød, hvad angår tobak, som jo også hurtigt slap op, idet de ikke røg.

Jeg led meget af kæbe- eller pandehulebetændelse og måtte bruge megen tid på at gå til specialist for at blive suget, d.v.s. få suget snottet ud. Det foregik i Jernbanegade hos fru von Magnus. Jeg måtte tit vente et godt stykke tid, før det var min tur. Omkring julen 1942 stod der en omskrivning af julesangen "Sikken voldsom trængsel og alarm" i et af ugebladene, der lå fremme i venteværelset. Mon ikke det har været Familiejournalen. Jeg greb med begær dette blad hver gang, jeg kom, for at lære denne morsomme sang udenad. Nu kan jeg desværre kun huske de to første vers, og der har måske sneget sig lidt forkert ind i de 2 første linier i de forløbne år. Efter min hukommelse lød de således:

Der er ingen trængsel og alarm
Det er koldt og man må gå sig varm.
Mørkelægning kl. 4 alt
ellers råber en betjent gevalt.
Der er næsten ingen træer og frugt,
i butikken må man bukke smukt,
varer mangler der naturligvis
de, der er, de er til dobbelt pris.

Man i år får et usynligt træ,
trist for børnene, de stakkels kræ.
Heldigvis har de jo fantasi
og de gaver får med celluld i.
Der er også en til bedstefar,
han skal ha' en ægte fynsk cigar
men i ho'det bli'r han jo lidt lang,
der var no't, der hed tobak engang.

Celluld var noget ganske forfærdelig usselt stof, der næsten ikke kunne hænge sammen. Mor var god til at undgå det ved at sy om af aflagt tøj. Der hang således i kolonihavehuset et par frakker, tror jeg, fra de forrige beboere. Dem kunne hun sy om til godt varmt tøj til mig. Men oh, rædsel! Da hun ville prøve at bibeholde noget af syningen, blev den ene kjole efter min mening næsten ubrugelig, idet der et par centimeter over taljen var en stopning. Samtidig syede mor skibukser til mig, vist af den anden frakke fra sommerhuset. Det var noget helt nyt, at piger kunne have lange bukser på i skole, men i disse ekstremt kolde vintre blev det den store mode. Jeg stoppede så meget af den famøse kjole som muligt ned i skibukserne og hev med korte mellemrum så meget af kjolen ned i bukserne, at stopningen var skjult, indtil den lidt efter krøb op over skibuksernes linning igen. Det skal siges, at det var meget normalt at stoppe størstedelen af en kjole ned i skibukserne i stedet for at have en bluse for oven. Hvor må vi dog have set ud!

Da man ikke mere kunne få elastikker, måtte man sy en knap og et knaphul i hver side af sine underbukser. Det blev næsten katastrofalt for mig, da far og jeg kort efter krigens afslutning gik ind til centrum for at se de kongelige, der kørte i åben karet til Christiansborg, da Rigsdagen igen skulle åbnes. Da vi kom til det, der nu hedder Christmas Møllers Plads, sprang knappen i den ene side af underbukserne af knaphullet, og jeg følte, hvordan mine bukser gled længere og længere ned. Det var selvfølgelig umuligt på åben gade at løfte op i kjolen og få knappen på plads, og der var intet at gøre, før vi kom forbi volden og til beboede egne, så jeg kunne komme ind i en opgang og få orden på mit tøj. Hvordan jeg nåede så langt uden at tabe bukserne, forstår jeg ikke. Desværre fik vi ikke meget ud af at se på optoget, da det meste af hovedstadens befolkning havde stillet sig op. Jeg fik set kronprinsesse Ingrids hat.
Mor havde liggende en mængde dejligt strikkegarn af uld, og da strikning ikke var hendes stærkeste side, kom det mig til gode, da jeg havde lært så meget af strikningens ædle kunst, at jeg selv kunne strikke jumpere. Det var i 10-11 årsalderen. (Da jeg var i gang med den første, sagde mor, da jeg nåede til de første ærmegab, at det kunne jeg nok ikke finde ud af, så det gjorde hun. Da jeg så nåede til de næste og fulgte opskriften, så jeg, at mors ærmegab var helt forkerte, og siden spurgte jeg ikke mor til råds, hvad strikning angår). Vi piger var vilde med at strikke, men ikke alle var så heldige som jeg, så når de havde brugt et af deres værker en kort tid, trevlede de det hele op og tog fat på en ny kreation af det optrevlede garn. En gang trevlede jeg nu også en helt færdig jumper op. Det garn, den var strikket af, havde ikke den allermest spændende farve, og jeg fandt den yderst kedelig, da jeg så det færdige resultat. Der lå heldigvis nogle forskelligtfarvede rester garn i mors gemmer, så den nye udgave (en helt anden model) fik da lidt kulør. Jeg har såmænd jumperen endnu, den er virkelig varm.

Da vi i de tre måneder i 1. mellem på Østrigsgades skole skulle strikke vanter, fik vi, der skulle på gymnasiet, celluldsgarn, mens alle de andre fik rigtigt uldgarn, så viceinspektricen må have haft et stort lager. Det var første og sidste gang, jeg stiftede bekendtskab med det næsten ubrugelige celluldsgarn.
Varerne slap jo mere og mere op, og til sidst var det ikke til at opdrive læder, så jeg fik sko af fiskeskind, det var til min konfirmation, hvor man jo skulle udstyres med andendagstøj. Det var et par år efter krigens slutning. De var ellers meget pæne.

Men ellers var det ikke mindst udvalget af madvarer, der indskrænkedes. Vi danskere kom dog aldrig til at sulte, som man gjorde i mange andre lande, og mor var en knag til at få noget ud af det, man kunne få. Margarine slap op, og smør var stærkt rationeret. Jeg husker tante Gudrun, som lavede smør ved at ryste fløde i en mælkeflaske. Hun kunne jo bare gå ud og tage mælk fra køerne. Af fedtstof var der til sidst vist næsten kun klaret (oksefedt) tilbage, og far blev engang bedt om at købe noget af det hos slagteren på hjemvejen fra kontoret. Han fortalte ved hjemkomsten, at han halvvejs havde glemt, hvad det hed, så han havde bedt om et pund klarinet.

Piskefløde forsvandt også, men i lang tid klarede man sig ved at købe såkaldte gulddråber, som, når de blev hældt i kaffefløde, kunne bevirke, at den kunne piskes til flødeskum. Til sidst kunne det heller ikke lade sig gøre, og en tid kunne man få noget, som blev pisket i ismejeriet og skulle hjemføres i ens egen skål, da emballage også mere eller mindre forsvandt. Vi måtte således købe vores mælk i en mælkespand med låg. Den havde mor gemt fra sin ungdom. På et vist tidspunkt kunne man slet ikke få noget, der havde med flødeskum at gøre, og så kom mor stiftpisket æggehvide (uden sukker) på vores lagkager. Det illuderede godt, men hvilken skuffelse, når man smagte på det. Uha!

Krydderier slap også op, og en jul bagte mor som sædvanlig en meget stor portion brune kager, men nu efter de forhåndenværende søms princip. De smagte ganske simpelthen så rædselsfuldt, at hverken mor eller vi børn spiste mere end den første. Men far kunne ikke nænne, at denne store portion bare skulle smides væk, så han døjede med et par stykker af dem til sin aften"kaffe" i lange tider. Hvordan mor bar sig ad med derefter at fremtrylle en lille portion, der i høj grad mindede om tidligere tiders velsmagende brunkager, ved jeg ikke.
Der kom engang imellem en æggemand til vores dør, og så købte mor æg ind til lange tider. Der fandtes jo ikke køleskabe, så mor lagde æggene ned i en spand, som fyldtes, og så hældte hun en meget tyktflydende væske, der hed vandglas, over dem. De blev så sat i det kølige kælderrum (sammen med dasset) og kunne holde sig meget længe. Æggemanden (en ung sortkrøllet fyr) var meget snaksom, og jeg kan huske, at han engang sagde noget om statskassen. Velsagtens at alt for mange af vores penge endte der. Det var første gang, jeg bemærkede dette ord, og jeg forestillede mig en kiste fyldt med borgernes penge.

Ris slap hurtigt op, men det havde vi vist ikke fået meget af før. Så snart vi efter krigen igen kunne få ris, lavede mor en ret, som jeg ikke mindedes at have fået før krigen. Det var kogte ål med løse ris og karrysovs. Jeg var meget spændt på, om denne mærkelige ret var spiselig, men heldigvis smagte den da dejligt. Jens kunne dog ikke lide den.

Da hvedemelet forsvandt, bagte mor nogle dejlige rugkringler til søndag morgen. Hun lavede dem nu i ringe og ikke i den mere besværlige kringleform. Da vi efter krigen igen kunne få hvedemel, gik mor straks over til sine dejlige søndagsmorgenboller, og jeg har ikke siden smagt de ellers så gode rugkringler.
Mor plejede at sylte store mængder af kolonihavens frugt og bær, og det krævede meget sukker, så hun var på den. Men hjælpen var nær. I stuen i nr. 49 boede fru Jepsen, som led af rengøringsvanvid, og hun kunne umuligt få sæbemærker o.l. til at slå til. Det kunne mor mageligt, og så byttede de mærker, så mor kunne få sit syltetøj og sine henkogte frugter i hus.

Mor forstod at holde hus med rationeringskortene, så der var mange tilovers til den sidste del af en periode, men så købte hun selvfølgelig for dem, da de var ugyldige, når vi fik nye. Det var netop nær udløbet af en sådan periode, at Jens en eftermiddag var alene i lejligheden, da mor var i vaskekælderen, og jeg vel ude til et af mine mange gøremål. Han var på wc, da det ringede på døren, så han kunne ikke lukke op. Da han lidt efter havde gjort sig færdig, steg han op i vindueskarmen til gaden for at se, hvem det var, der kom ud af gadedøren. Pludselig gik døren til stuen op, og en hvidklædt skikkelse trådte ind. Jens troede, det var mor, der havde en hvid kittel, og han undrede sig over, at hun styrtede ud af døren. Da hørte han, at personen tog trappen ned i fuldt firspring, og ud af gadedøren løb straks efter en ung mand. Tyveknægten, for det var det, må nok være blevet rædselslagen ved at se et meget højt menneske i stuen. (Jens var på den tid 186 cm. høj, og stod jo i vindueskarmen, hvad tyven måske ikke nåede at se. Det foregik på Peder Lykkesvej, så Jens var udvokset). Fyren havde snuppet hele tre punge i det korte øjeblik, han var hos os, så vi havde virkelig ladet dem ligge og flyde. Der var ikke mange penge i, men alle mors rationeringskort, som vi naturligvis ikke kunne få godtgjort, da det ikke var til at bevise, at vi lå inde med så mange lige før en ny uddeling. Mors forfærdelig slidte pung blev fundet i en nærliggende opgang og bragt tilbage til os, men min lille fine pung af ægte imiteret skind (som Jens Jørgen sagde) kunne nok sælges, så den fik jeg ikke igen. At tyven så hvidklædt ud må skyldes, at han bar en cottoncoat, (udtalt kådnkåt (hvor å = o som i op) af ikke engelskyndige). Mange mennesker fik syet en sådan af deres gamle lagener, også mor, for øvrigt).

Sæbe havde vist før krigen været en såkaldt 80% sæbe. Procenten angav fedtindholdet, tror jeg. Den gik efterhånden ned, og til sidst måtte vi nøjes med 20% sæbe, og den var nærmest ubrugelig. Varmt vand i hanerne havde vi ikke fra første færd, så det var ikke let at blive vasket ren. Måske var det allersværest at få håret rent. Ikke så længe efter krigen dukkede shampoo op. Før den tid havde man brugt håndsæbe også til håret. Den første hårshampoo var et pulver, der købtes i breve og skulle røres ud i vand, før det fordeltes i håret.

Gas og el var selvsagt også rationeret, og det blev værre og værre, efterhånden som krigen skred frem. Til sidst brugte vi 5 og 10 watt-pærer for at få elektriciteten til at slå til. Om aftenen måtte vi alle sidde omkring spisebordet med en 10watt pære til deling, også efter middagsmaden, når der skulle læses lektier eller stoppes strømper eller andet, der egentlig krævede langt bedre belysning.

Når solen skinnede, fik vi vores varme vand fra mørke flasker som stod i de solbekinnede vinduer. Det brugte vi flere år efter krigen, da alt jo stadig var rationeret. Det var ved at gå gruelig galt engang. Vores flasker stod bl.a. i køkkenvinduet på Peder Lykkesvej. En dag var vinduet ikke blevet lukket ordentligt, og pludselig faldt en flaske ud af vinduet og de 5 etager ned i gården, lige ned på en barnevogn med et sovende barn. Heldigvis landede den på den opslåede kaleche, hvad måske sparede barnets liv! Det kan være, at det var ved den lejlighed, at mor holdt op med at varme vand på den måde.

Også fotoartikler blev der mangel på, så den film på 8 fotoer, der sad i boxfotoapparatet, måtte slå til i flere år. Vi har altså bogstavelig talt ikke fotoer fra denne tid. Da Jens skulle fotograferes i anledning af sin konfirmation, kunne der kun bevilges 6 billeder hos Stella Nova. Det normale var ellers 12. Jeg blev fotograferet ved samme lejlighed, naturligvis også 6 fotoer. På fotoerne ser man, at Jens har begyndende overskæg, hvad han absolut ikke ville høre tale om, men det endte da med, at far måtte lære ham at barbere sig. Jens var ikke fyldt 14 år, da han blev konfirmeret af pastor Balslev i Vartov Kirke d. 25. marts 1945. Han fik under store protester en almindelig blødpuldet hat ved den lejlighed og havde den på i sporvognen til kirken og tilbage igen. Det var både første og sidste gang, han bar den, så det var en dyr spøg for mine forældre. Alle møblerne var flyttet ud af soveværelset, der var omdannet til festlokale. Mor havde selv lavet maden, men havde dog naturligvis hjælpere på selve dagen. Middagen spistes hurtigst muligt efter kirkegangen, idet alle gæster måtte forlade os tidligt, hvad enten de havde lyst til det eller ej, idet der var spærretid fra kl. 20.

Mor begik for resten en sang til denne lejlighed, vist den eneste, hun nogensinde har skrevet. Den gik på melodien til Baggesens: Der var engang, da jeg var meget lille. Mor og jeg øvede den før den store dag, men ikke én i selskabet kendte den, de kunne til gengæld alle en anden melodi til Baggesens sang, som den så blev sunget på.

Mor havde ved krigens begyndelse købt et stort Europakort til at hænge på væggen, og på det flyttede mine forældre rundt med knappenåle, som blev stukket i kortet, hvor fronterne var. Heldigvis forstod jeg ikke noget af det i begyndelsen, for da gik det jo ikke så godt for de allierede, men da lykken begyndte at vende, blev også jeg interesseret. Vi hørte nemlig hver aften dansk radio fra BBC. Det var som regel vanskeligt at høre, da tyskerne satte støjsendere på, så vi danskere ikke skulle vide, hvordan de virkelige forhold var. I vore aviser stod jo kun, hvad tyskerne lod gå igennem, så dem kunne man slet ikke stole på. Efterhånden måtte de dog indrømme nederlag, men de havde altid trukket sig sejrrigt tilbage. Disse sejrrige tilbagetog grinede vi meget af. Vi måtte sidde med ørerne helt inde i radioen, da det selvsagt var forbudt at høre engelsk radio, så det måtte ikke lyde for højt. Vi hørte også de norske udsendelser fra BBC, og de havde altid nogle meget morsomme særmeldinger. Jeg kan huske ganske få: Ræven har kulørte træben. - Foxtrot i mastetoppen. - Adolf synger på refrænet. - 26 nybarberte stikkelsbær.

De danske særmeldinger var dødkedelige, det var bare hilsener til en hel masse navne. Særmeldingerne brugtes som signal til frihedskæmperne f.eks. om, hvor og hvornår våben kastedes ned over Danmark i faldskærm.

Da Stauning var død i 1942, og vi fik Erik Scavenius som statsminister, fik jeg at vide, at ham skulle jeg hade, idet han var alt for tyskvenlig, ja en forræder. Der blev større og større oprørsstemning blandt befolkningen, og mange sluttede sig til modstandsbevægelsen. En dag hjemsøgte tyskerne eller deres danske håndlangere fars kontor og far måtte som sine kolleger gå ned ad trappen med en revolver i ryggen og armene over hovedet. Da alle var samlet i gården, begyndte de "fremmede" en større eftersøgning, men uden resultat. Den, de søgte, havde gemt sig fuldstændig sammenkrøbet i et lille køkkenskab, og det reddede måske hans liv. Han gik selvfølgelig under jorden derefter.
Far havde en kollega, Keutmann, der var tyskvenlig, og en anden kollega drillede ham ofte med at "komme til" at tiltale ham hr. Kauffmann. Keutmann vidste udmærket, at sammenligningen med vores ambassadør i USA under krigen, Henrik Kauffmann, var drilleri. Kauffmann lod sig ikke kue af besættelsesregeringen herhjemme, men kørte sit eget løb til stor tilfredshed for alle ordentlige danskere, der ikke sympatiserede med den danske regering.
Far kom nu af og til hjem med illegale, duplikerede skrifter. Om det var i den anledning, at fastrene himlede op om, at han måtte tænke på, at han havde kone og mindreårige børn, husker jeg ikke, måske er han blevet bedt om at gøre noget farligere. Jeg syntes, de tog alt for meget på vej, vi vidste jo, at mange vovede livet, for at Danmark igen kunne blive frit. For øvrigt, troede jeg, når jeg hørte om nogen, der havde foretaget sig noget illegalt, at det var noget der var i den grad galt, at der måtte sættes en slags trumf på, nemlig ordet ilde, altså ildegalt. - Far kom ikke i modstandsbevægelsen.

Jeg husker ikke d. 29. august 1943 som noget særligt, og vi var i Jylland under generalstrejken i juli 1944. Det var temmelig farligt at sejle over Storebælt, da der lå miner overalt, og far og mor var da også betænkelige ved det, men bedstemor havde det nok ikke så godt, så mor vidste ikke, hvor langt hun havde igen. På færgen skulle vi børn holde os nogenlunde tæt på vores forældre, så vi kunne være sammen, hvis katastrofen skulle indtræffe. Vi sad på dækket. Om det var fordi mor troede, at det var sikrere, ved jeg ikke. Vi slap altså godt fra turen, men da bedstemor døde i begyndelsen af november, var det så farligt at tage over Storebælt, at mor ikke kom til sin mors begravelse.

Jens kan huske ting, som jeg har glemt, således så han fra vore vinduer d. 29. august, at en hipomand kørte gennem Bremensgade og skød vildt om sig. Han husker også, at sabotører sprængte jernbanesporene på Langebro i luften, da det var blevet kendt, at der fragtedes materiel til værnemagten fra Amager og videre til Tyskland. Sabotørerne kørte simpelthen et tog ud på broen, og da det standsede sprang bomben, som var i en togvogn. Resten af broen var intakt, men fra det øjeblik, blev det forbudt at lade sporvogne køre over broerne. Der var tilfældigvis sløjfer til at sporvognene kunne vende tæt ved begge broer. Den på Amager ved Langebro var nu lavet for tilfældets skyld, og det var jo godt forudset. På Christianshavn havde passagererne et stykke at gå for at nå hen til Knippelsbro. Jens fulgtes med far i sporvognen, den første dag, de nye regler gjaldt, og det var noget uhyggeligt, idet der på broen stod tyske soldater med korte mellemrum og pegede på de vandrende med maskinpistoler. Da far vendte hjem, måtte han stå i kø, da alle skulle udspørges om, hvor de skulle hen. Hvis man sagde Amagerbrogade, gentog den tyske soldat; Amakerbrogate, Passieren!. Foran far stod en mand, der sagde: Hvad rager det dig?, og soldaten gentog; Hva raker det dig, Passieren. Folk grinede, og soldaten blev meget vred, så far blev bange, med der skete dog ikke noget. Hurtigt opgav tyskerne imidlertid at vogte så strengt på fodgængerne. De havde jo heller ikke for meget mandskab hen på slutningen af krigen.

Da hæren blev indespærret, blev en stor flok marinere, tror jeg, anbragt på Lergravsvejens skole. Jenses klasse samlede ind til en gave til dem, og alle i klassen modtog senere introduktionsbogen for orlogsgaster. Jeg læste den med stor interesse.

En dag så jeg ikke mere til min bedste veninde på den tid, Annie Stiebelmann, hun og hendes familie måtte gå under jorden fra det ene øjeblik til det andet, og nogen havde set en af pigerne stå og rede sit hår i nærheden af et vindue i Trægården, som jo var karréen over for os. Nogle behjertede bekendte må altså have skjult dem i den korte tid, der nok gik, før de kom til Sverige. Jeg har aldrig siden set Annie. Vi var flyttet, da krigen var forbi, og Annies familie har sikkert også fundet sig et nyt sted at bo. For nylig (her i 1999) har jeg set dødsannoncen over hendes far, og jeg så da, at familien havde ikke kun de tre piger, men også en yngre dreng. Jeg kunne også se, at Annies far kun har været ca. 21 år, da hun blev født, hvad jeg slet ikke har tænkt på som barn, altså, at han var en ganske ung mand.

Det blev mere og mere farligt at leve. En dag, da Jytte Schmidt og jeg gik hjem fra skole på Amagerbrogade og var nået til omkring Frankrigsgade, begyndte nogle tyskere at skyde vildt om sig. Der var kontrol af legitimationskort, som alle voksne altid skulle bære på sig. De har velsagtens skudt efter en, der forsøgte at komme væk. Jytte og jeg tænkte ikke på at søge ly i en opgang, men rendte alt, hvad remmer og tøj kunne holde, og slap da også uskadt, men chokerede var vi naturligvis.

I kolonihaven boede en familie, hvis unge datter fik et barn med en tysk soldat. Hun kørte rundt med det i barnevogn, og en dag, da pigen kørte tur med ungen, så vi, at en anden beboer dikkedikkede den lille og sikkert lod moderen forstå, at det var et yndigt barn. Det så vi på afstand, og mor sagde, at det ville hun dog aldrig gøre, når det var et tyskerbarn.

En januardag i 1944 da far kom hjem fra kontoret, så vi straks på hans dystre mine, at noget forfærdeligt var sket. "De har skudt Kaj Munk", sagde han med rædsel i stemmen. Der blev en hel kult omkring Kaj Munk. Mor havde nok allerede købt en del af hans bøger, og nu købte hun flere. Jeg læste mange af dem med stor interesse, især "Foråret så sagte kommer", hans erindringer i utide. Den læste jeg igen og igen. Jeg skrev en (rigtig vellykket) fristil om ham på grundlag af den. Af skuespil var jeg mest optaget af "Egelykke", og jeg undrede mig over, at han havde givet hovedpersonen navnet Grundtvig. At det var den "rigtige" Grundtvig faldt mig ikke ind. I en religionstime læste vores lærer, Svend Norrild, beretningen om tyskernes mord på Kaj Munk højt. Det gjorde et dybt indtryk. Jeg husker ordene fra en af hans småpiger: "tre mod én, tre mod én", da de slæbte af med ham. Faster Nik fik en tegning af ham indrammet og hængt op på sin væg i stuen.

Vi var i Det Kongelige Teater for at se "Ordet". Man havde søgt efter en lille pige, der kunne tale jysk, til barnerollen i stykket. Et af medlemmerne i Holstebro Hjemstavnsforening havde en sådan datter, der alternerede med et andet barn. Da vi så stykket, var det den anden pige, og hun kunne ikke jysk.
Da krigen sang på sidste vers, blev skolegangen for de fleste af Danmarks børn og unge overordentlig uregelmæssig. På Christianshavns Gymnasium var vi blandt de meget uheldige, der måtte holde ud til den bitre ende, mens mange andre børn slap næsten fri eller måske helt fri. I de sidste måneder måtte skolen dog yde husly til, jeg tror, Rysensteens Gymnasium, så den ene uge gik vi fra kl. 8 til kl. 13, og den anden fra 13 til 18. Timerne blev så bare forkortet noget. Skolerne blev nemlig brugt til at huse i hundredtusindvis af flygtninge, der var vandret på deres ben fra frygtelige tilstande i den del af Tyskland, det var blevet besat af russerne.

Der cirkulerede efterhånden også vittigheder om tyskerne, f.eks.kom faster Nik med en tekst. Jeg kan huske, at det var hende, fordi hun sagde, at man først havde prøvet en tekst, hvori indgik ordet leverpostej, men det var ikke til at passe naturligt ind i teksten. Hvor hun havde den fra, ved jeg ikke. Hun har sikkert fået den af en elev på de forenede præliminærkurser, hvor hun jo underviste. Historien er, at en tysk soldat eller snarest en hipomand (i hvert fald en person, der forstod dansk) så teksten på den ene halvdel af en bagdør på en varevogn. Døren stod åben, fordi der blev taget varer ud. Hipomanden kunne ikke se den anden halvdel af døren. Hipomanden blev ude af sig selv og for hen til manden, der førte varevognen, da han læste teksten:


NED
MED
ADOLF
ENGLAND
LEVE
Den forbavsede varevognsfører smækkede de to døre i, så man kunne læse hele teksten.
NED SALTEDE
MED ISTERPØLSER
ADOLF JENSEN
ENGLAND SVEJ 35
LEVE RES OMGAAENDE

Teksten var skrevet på et stykke papir, hvis to ender var foldet ind mod midten, hvor de nåede sammen, og på den venstre fløj stod den kriminelle tekst, mens resten stod på den højre, så vittigheden var let at demonstrere.

Far kunne også en slags vittighed om Hitler og Mussolini, der skulle dele de erobrede lande lige over. Den er jo nok lavet, mens det stadig gik godt for Hitler. Den demonstreredes med tændstikker. Demonstrationen foregik som følger:


Hitler sagde til Mussolini: "Nu får du et land men så skal jeg også have et", og så lagde Hitler en tændstik til hver af dem. Dernæst:
Hitler: "Nu får du igen et land, så har du 2, men så skal jeg også have 2", hvorefter Hitler tog 2 tændstikker, så han havde 3 og Mussolini kun 2. Dernæst:
Hitler: "Nu får du igen et land, så har du 3, men så skal jeg også have 3". Det stod altså nu 3 til Mussolini, men 6 til Hitler. Der var nu kun et land tilbage. Hitler: "Nu får du igen et land, så har du 4, men så skal jeg også have 4", hvorefter Hitler tog Mussolinis 4 lande.
Det gjorde stor lykke, når far demonstrerede denne satire.

I en lommebog fra besættelsestiden har jeg skrevet de sjove norske særmeldinger:
Norske særmeldinger fra BBC under krigen:


Krokodillen tager piller
Eddikevand i havregrøden
Ræven har fået nyet briller
Natten er stille
Trillebøren er punkteret
Storken står paa ski
Melonen var fuld af æg
Vær forsigtig
Heksen kører på tandem
Se skriften på væggen
Strø salt på iscremen
Sneglen var rask
Spurven tygger drøv
Drengen tager boksetimer
Den evige længsel
Fare for livet
Postkassen er tom
De lytter til snak
Den vigtige mines fallit
Gunnar på Hlidarende
Skrivebordet stinker
26 nybarberede stikkelsbær
Adolf synger på refrænet
På fisketur med nål og tråd
Kaninskind med tandpine
Små fugle og dobbelt skud
Foxtrot i mastetoppen
Onsdag er fridag
Viskelæder i Middagsmaden
10 Gestapo ihjel
Tag af til højre

Et lille notabene. Doktor Olsen tilså jo sine patienter i hjemmet, hvis de havde feber. Han kørte rundt i sin personvogn før krigen, men det var selvsagt ikke muligt kort tid efter krigens begyndelse, så han måtte op på den høje hest, dvs. en meget høj cykel. Man så ham ofte på gader og stræder tronende med rank ryg på dette instrument, mens han i en adstadig fart drog rundt til sine patienter.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 11/01 2010 13:16:09. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund