• Indhold

Befrielsen

 

 

Indsendt af: Kit Bisgård


Da det var tydeligt, at krigen nærmede sig sin slutning, blev vi mere og mere nervøse. Man kunne ikke vide, om tyskerne i deres desperation ville kæmpe til sidste mand og altså forårsage et ragnarok i Danmark. Jeg var nu så stor, at jeg i høj grad fulgte med i krigens gang og frygtede det værste. Vi sad alle med hovedet inde i højttaleren, når BBC sendte sine danske udsendelser. Heldigvis har jeg endnu en fristil, der, som det ses, blev skrevet, mens jeg havde det hele i friske erindring.

Fristil skrevet i august 1945

Den fjerde Maj
Vi sad rundt omkring Radioen Aftenen den fjerde Maj for at høre engelsk Presse. Speakeren standsede et Øjeblik, saa sagde han: "Der er lige kommet Meddelelse om, at Tyskerne har kapituleret i Holland og Nordvesttyskland", "Uh," tænkte jeg, "saa har de ikke kapituleret i Danmark", da han fortsatte: "Og Danmark."

Jeg hentede mit Flag, som vi satte fast uden for Vinduet. Saa skyndte vi os ned paa Gaden baade min Mor, Far, Bror og jeg.

Vi gik flagende hen ad Amagerbrogade, og da vi kom hen til Englandsvej, kom der et Spejderkorps, som stillede sig op og spillede: "Der er et yndigt Land," og "Kong Christian." De fik mit Flag, som de forøvrigt ødelagde, at dirigere med.

Saa kom vi til Sundby Kirke, men der var saa mange Mennesker, at kun min Mor kom ind. Hun var derinde et Kvarter, og da hun kom ud, sagde hun, at hun syntes, at vi skulde gaa til Amalienborg. Vi travede afsted og kom omsider til Rundkørselen ved Vermlandsgade. Der var helt fuld af Mennesker, og de sagde, at man ikke kunde komme længere, da der blev skudt hen ad Vermlandsgade. Pludselig kom fire Mænd løbende og raabte: "Saa rydder vi dette Hjørne." Vi skyndte os hen i den første, den bedste Opgang sammen med alle de andre Mennesker. Vi troede, at de fire Mænd var Frihedskæmpere, men fik at vide, at det var Hipomænd.

Saa stod vi i Opgangen en Time. De skød stadigvæk som rasende, men vi syntes ikke, at vi kunde blive der hele Natten. Saa skyndte vi os tilbage ad Amagerbrogade, til vi kom til "Penalhuset", som der jo er et vældig langt Hus, der hedder.

Her gik vi ind i en Opgang, hvor der stod en Del andre Mennesker, En af Herrerne skulde næsten samme Vej som vi, og saa fulgtes vi ad.

Vi gik en stor Omvej hjem helt bag om Amagerbrogade ad en Mængde smaa Gader. Ved Tolvtiden naaede vi hjem. En Dame i Opgangen stod uden for sin Dør, og hende kom vi i Snak med. Hun sagde, at hendes Mand og Svigersøn lige var taget af Sted. Vi sagde, at det var da ikke noget at tage af Sted, naar de saadan skød, men da gik det op for os, at de var Frihedskæmpere. Der var fire Frihedskæmpere i vores Opgang.

Kirstine Bisgaard Ia

De følgende dage var helt euforiske. Man kan slet, slet ikke forestille sig den stemning, vi var i. Vi var ellevilde, da de første ørkenrotter (engelske soldater med en karakteristisk art blå alpehue på hovedet) kom til København. De var alle ved at blive mast, da begejstrede menneskemængder ville trykke deres hænder eller have autografer (eller vist også "rigtige" cigaretter). Det må have været helt overvældende for dem. Vi var en af de første dage inde på Rådhuspladsen, hvor det vrimlede med disse helte. Om det var den dag, eller en anden af de første hektiske dage, husker jeg ikke, men vi var i hvert fald på Rådhuspladsen sikkert d. 5. maj sammen med det meste af Københavns befolkning. Der må være foregået noget stort, og da det sluttede, og alle skulle derfra, kunne man ikke selv bestemme, hvor man ville hen. Jeg svævede over jorden, båret oppe af den meget tætpakkede menneskemængde. Jeg var faktisk meget bange for at blive mast ihjel. Vi blev båret hen mod hovedbanegården og slap med livet i behold, da menneskemassen efterhånden spredte sig.

De første dage styrtede Jens og jeg hujende rundt efter alle de lastvogne, der kørte med tyskvenlige og stikkere, der måtte stå til spot og spe med hænderne foldet bag hovedet. Fru Thomsen fortalte, at inspektøren for de tre ejendomme i Bremensgade var kommet op på sådan en vogn, men han slap hurtigt fri, da det var en fejltagelse. Nogle dage efter havde vi fastrene på besøg. De var vildt forargede over de hujende masser, der løb efter disse transporter. Jens og jeg blev nok noget flove, og sagde selvfølgelig intet om vores meritter i den anledning.

Nogle dage efter kom selveste Montgomery til Kastrup Lufthavn, hvorfra han i en åben vogn kørte ind til byen. Han stod ret op i vognen og gjorde stramt honnør. Stemningen var på kogepunktet. Da han jo kom ad Amagerbrogade, gik vi derhen medbringende taburetter til at stå på, så vi kunne se ham uden at være i de forreste rækker.

Snart så vi nye helte i form af den danske brigade, der var uddannet i Sverige. Mor kom på cykel om ved en marcherende afdeling af disse helte, og hun vinkede og hilste. Det bevirkede imidlertid, at hun ikke så, hvor hun kørte, og pludselig havde hun deres fører, der gik ved siden af troppen, ridende på sit forhjul. Han spjættede helt vanvittigt, og mor kom af cyklen, idet hun fremstammede mange gange undskyld. Han sagde ikke et ord, sprang ned på jorden og marcherede videre, som om intet var hændt. Mor kom til at se på soldaterne, der kæmpede fortvivlet med latteren, deres kinder var ved at sprænges af indestængt luft. Da det var overstået, kom mor til at grine, som hun snart aldrig havde grinet, og det gentog sig, hver gang hun fortalte hændelsen til nogen, naturligvis under megen ageren.

Lidt efter lidt blev det igen hverdage, men der gik adskillige år, før dagligdagen blev som før krigen. Mor og jeg var på tæerne, hvis vi fik opsporet, at der et sted kunne købes noget, vi havde måttet undvære under krigen. Således stod vi i kø, da der et sted solgtes damelærredssko med gummisåler. Det var såkaldte pumpsko, med en ikke så høj hæl og lukket tå og ellers ingen dikkedarer. Det var stort at få disse sko. De skulle kridtes med en slags kridtvand, når de blev snavsede. Da Daells Varehus for første gang efter krigen holdt udsalg, var mor og jeg også på pletten. Der var så mange kunder, at vi var ved at blive mast, og man skulle være lykkelig over at få fingre bare i et eller andet. Jeg var så heldig at få raget en tilfældig bomuldssommerkjole til mig, så den købte jeg straks. Den var for øvrigt meget pæn og passede mig, men valgt den havde jeg altså ikke. Den kostede vist under ti kroner.

Jens kom en dag hjem med et stykke rigtig chokolade, som vist var delt ud i hans klasse som gave fra de norske børn. Det blev delt i tre stykker, for jeg måtte ikke få noget, da vi sikkert var uvenner. Mor tiggede ham om også at give mig et stykke, men, nej. På spækkebrættet, hvor chokoladen var blevet delt, lå der nogle ganske små stumper, som jeg så fiskede op med en fugtig finger, så jeg lige akkurat kunne fornemme smagen.

Nu blev der også mulighed for at tage til Sverige, men det var nu ikke så lige en sag, da man umuligt kunne erhverve svenske penge, og det desuden var forbudt at medføre så meget som en svensk øre. Der gik vist adskillige år, før forholdene blev normaliseret.

Især Jens ville gerne derover, og vi havde fået at vide, at man kunne købe en slags frimærkekuponer i Danmark og så veksle dem til svenske penge i Sverige. Kuponerne var beregnet til at sende med breve til andre lande, hvis modtageren skulle holdes skadesløs, når et svar skulle returneres. Fidusen gik kun første gang, Jens var i Sverige, derefter havde svenskerne lugtet lunten. Det lykkedes dog at fremskaffe nogle få kroner, da Jens med en fætter skulle derover på cykeltur, og da jeg i 1947 besøgte min penneveninde, Grete, i Oslo, fik jeg nogle få svenske kroner af hendes søde mor. Det var en hel triumf, da jeg kom hjem med dem. Mor syede dem ind i foret på Jenses frakke, og smugleriet blev da heller ikke opdaget. Drengene havde naturligvis masser af mad med hjemmefra.

I 1950, da Jens og mor var på rejse i Sverige og Norge, kan det ikke længere have været forbudt at medføre svenske penge, men der må stadig have været meget strenge restriktioner, for jeg har et postkort fra min veninde, Inger Rødgaard, sendt fra Sverige, vel i 1950, hvor hun skriver, at de har købt bananer, og nu er de spændt på, om de slipper helskindet gennem tolden med denne smuglervare. Inger kan ikke huske, at det gik galt, så de må have skjult dem godt.

Her er et lille uddrag af et brev, som mor skrev til mig, der var på ferie i Toustrup. Det er dateret d. 31. 7. 1946:

(...) Frode havde faaet nogle svenske Penge af Elin og skulde i Dag til Sverrig for at købe ind, saa for at ingen skulde opdage Pengene syede jeg dem ind forskellige Steder i Tøjet, men de forbistrede Sedler knitrede mistænksomt [sic!] allevegne naar man følte paa ham. De fleste, 2 Femkronesedler var godt gemt - mener vi da - i Jenss Skrueblyant. Han tog afsted i Morges til Helsingør - Helsingborg. Jeg kan vente med at sende Brevet til han er hjemkommet. Han vilde købe Cacao og evt. Elastik til os. Uhm, Cacao!! Bare det gaar ham godt hinsidan, saa han kommer godt tilbage med det han skulde faa.

Far fortsætter brevet: (...) Han havde faaet forskellige Ting, og vi har faaet Appelsiner, Rosiner, Peber og Kakao og 2 Meter Elastik og 1 Rulle hvid Traad. Nu er Kakaoen til din Fødselsdag sikret. Han har jo ogsaa købt baade til sin Moder og Edel.

Ja, det er uforståeligt i vore dage, at man næsten kunne falde i svime over en rulle sytråd og 2 m. elastik.

Kaffe var rationeret til ind i 50'erne, tror jeg, så mor og far var lykkelige over, at vi nu var så store, at vi også fik kaffemærker, som de kunne udnytte. Der kunne ikke være tale om, at vi fik del i dette gode, og resultatet er da også blevet, at vi aldrig har drukket kaffe, med mindre vi ikke er blevet budt andet. Ingen af os har nogensinde lavet så meget som én kop kaffe til sig selv.

 

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 06/04 2010 09:29:36. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund