• Indhold

Bombardementet af Shellhuset

 

 

Indsendt af: Lars Gregers Hansen


Solen skinnede, og der var forår i luften den morgen den 21. marts 1945. Sammen med mine forældre boede jeg i Slagelsegade i København, altså tæt på Sortedamssøen. Sammen med en kammerat gik jeg over Østerbrogade for at lege ved Sortedamssøen. Vi var begge tæt på at være fem år,og det var spændende at tumle sig ved søbredden. Kvarterets piger havde fundet hinkestenene frem og spurgte, om vi ville være med, men vi ville hellere til søen.

Omkring kl. 11 begyndte luftværnssirenerne at hyle, og vi vidste jo begge, at så skulle man søge i beskyttelse. Vi spænede tilbage til Slagelsegade, men lyden af bombebrag og skyderier var så voldsom, at vi opgav at komme helt hjem. I stedet søgte vi ly i en port først for i Slagelsegade, men pludselig kom en vicevært farende og spurgte os, om vi ikke var klar over, at man ikke måtte opholde sig i porte, når der var luftalarm.

Det vidste vi naturligvis godt, men her havde vi valget mellem pest og kolera: En brøsig vicevært eller bomber fra flyvemaskiner. I vore øjne var en vred vicevært den farligste, så vi spænede videre.

Hjemme i Slagelsegade satte jeg mig underspise bordet for at være beskyttet, og det morede min mor sig meget over.

Min far var dengang pressefotograf ved Aftenbladet, og han kom den dag sent hjem, for han havde været ved Den franske Skole for at tage billeder af tragedien, der krævede over 100 menneskeliv, da nogle bombefly tog fejl af målet. Han lå og hvilede sig før aftensmaden. Jeg havde leget videre sammen med nogle kammerater, der kunne fortælle mig, at et fly var styrtet ned i Fælledparken. Jeg skyndte mig hjem for at fortælle min far den nyhed, men han gad ikke høre på mig, for han havde fået krig nok og stolede ikke på den slags barnesnak. Men så ringede telefonen. Det var fra Aftenbladet, som bad ham tage til Fælledparken for at fotografere et styrtet fly. Det var i øvrigt en amerikansk Mustang jagermaskine, som blev skudt ned af antiluftskyts fra den tyske krydser Nürnberg, der lå i havnen.

Efter befrielsen fik mine forældre besøg af en engelsk soldat, som kom i jeep. Den dag var jeg kvarterets helt, for det var jo ”min” jeep, der holdt i Slagelsegade, så mens jeg sad ved rattet, inviterede jeg mine kammerater på ”køretur”. Det var vældig sjovt, men pludselig kom soldaten, og vi forsvandt som lyn, for soldater var jo nogle farlige nogen, havde vi fået at vide. Jeg flygtede op ad gaden, men soldaten løb efter mig, og mit hjerte hamrede. Så fik han fat i min skulder, og jeg troede, at alt var slut. Men han ville bare give mig min ene træsko, som jeg havde tabt under flugten.

Samme engelske soldat gav mig et stykke tyggegummi. Den slags kendte vi jo ikke i Danmark under besættelsen, så mine kammerater var godt misundelige. Men de blev indviet i lyksalighederne, for jeg lejede tyggegummiet ud, og så gik det på omgang over flere dage.

Det blev jeg mindet om i 1975, da jeg som pressemand var inviteret med til åbningen af Jyllands-Postens redaktion i Odense. Chefredaktør og direktør Rolf Haugstrup, en af min fars gamle kolleger, præsenterede mig for JP-medarbejderne som ”ham, der som barn lejede sit tyggegummi ud”. Jo, flere kendte åbenbart den historie.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 06/04 2010 11:34:55. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund