• Indhold

Bombningen af Shellhuset og sabotagen af Globus i Glostrup

 

 

Oplevet af: Torben Marer

Jeg boede med mine forældre i Glostrup og den dag Shellhuset blev bombet, fik vi pludseligt et mystisk besøg af nogle mennesker der hurtigt blev gennet ned i vores kælder.
Lidt senere kom de op igen, 2 mænd der så miserable ud i tøjet, de var blevet tortureret kunne jeg se, de viste mig deres hænder hvor alle neglene var revet af, de havde også mange slåmærker, de fik noget at spise og min far tog mig afsides og fortalte at jeg ikke måtte sige noget til nogen om de 2 mænd, så kunne vi alle blive slået ihjel af de tyske soldater.
Det viste sig at være 2 frihedskæmpere der var sluppet fra bombningen af Shellhuset og siden var ført til min fars hus, dagen efter sent om aftenen blev de hentet igen og ført videre til Sverige.

Den anden oplevelse var fra sabotagen af Globus i Glostrup, der fremstillede dele til V2 raketten, der blev brugt til bombningen af London.
Jeg gik til svømning i Damsøbadet sammen med en kammerat Jørgen Bager, hans far havde en bagerforretning, deraf efternavnet, vi cyklede frem og tilbage og d. 6 juni 1944 da vi var på vej hjem og kom forbi Globus fabrikken der var spækket med tyske vagter, var der et opbud af mennesker der lige var ankommet,vi stoppede op for at se hvad der foregik, men fik straks besked om at skrubbe væk i en fart, vi spurtede væk på vore cykler og da vi nåede ned til brandstationen, der lå den gamle bryggergård stod alle brandmændene opmarcheret, der lød nogle kraftige eksplosioner hvorfra vi lige var kommet, vi stoppede op og vendte vores cykler, brandmændene reagerede ikke videre på eksplosionerne og blev stående, jeg hørte een sige: vi venter lidt endnu, vi har god tid.

Vi kom hurtigt tilbage til Globus som nu lå i ruiner, det brændte livligt rundt omkring, vagter og andre folk løb forvirrede rundt, de sabotører vi havde mødt var over alle bjerge.

Gas og iltflasker eksploderede i varmen og fløj igennem luften som raketter, så det var lidt farligt at være der, det varede noget inden brandvæsenet ankom, ilden skulle åbenbart have godt fat, de tog sig også god tid med at rulle slangerne ud, en af fabrikslederne der var nazist, hundsede med brandfolkene for at få slukket ilden, men de tog det meget afslappet kunne man se, de kunne pludselig ikke ”finde” den ting til at åbne brandhanen med, men den dukkede da op lidt senere, og der kom gang i slukningen, men der var ikke meget at redde da.

Fabrikken var godt ødelagt og produktionen af V2 dele blev vistnok ikke genoptaget.

Og vi to ti års knægte fik en oplevelse for livet.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 21/11 2011 11:57:16. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund