• Indhold

En oplevelsesrig rejse

 

 

Oplevet af: Bent Hosbond

Det var søndag. Mine forældre, min lillesøster og jeg (10 år) havde været tidligt oppe. I dag skulle vi nemlig fra landsbyen Farre syd for Hammel på familiebesøg i Randers. Turen startede med en fodrejse (5 km) til Hammel, hvorfra privatbanetoget bragte os til Thorsø (togskifte) og videre med DSB til Randers.

Vi vidste vel nok, at dagen var den 29. august og året var 1943, men vi kunne jo ikke have nogen anelse om, at vi blev medspillere på scenen netop på en dag, der kom til at indeholde et historisk vendepunkt i danskernes opførsel overfor besættelsesmagten.

Måske havde vi hørt rygter i toget, og straks ved ankomsten til Randers viste dagens virkelighed sig. Det vrimlede overalt på banegårdsområdet med soldater – med maskinpistoler i vandret stilling pegende mod alle og enhver. Der kunne slet ikke være tale om for besøgende at begive sig ind i byen – kun ud af byen! Vi skulle tage med det første tog igen - tilbage hvor vi kom fra. Det tog kendte min far godt klokkeslettet på. Det var nemlig dagens eneste forbindelse tilbage, og det kørte først efter syv timer. De syv timer var jo netop den tid, vi skulle ha’ besøgt min moster i. Så der var nu udsigt til, at vi skulle sidde og kukkelure hele dagen i den ventesal, vi var blevet jaget ind i. Og mad kunne vi ikke få noget af!

Min far havde åbenbart lagt mærke til ordren om, at vi skulle ud af byen, så han forsøgte at gøre en officer begribelig, at vort mål gjaldt Fynsgade – og den lå i retning ud af byen og ikke ind mod bymidten. Men intet hjalp. Imidlertid havde min onkel, som ventede vort besøg (og som i parentes bemærket var remisearbejder ved DSB og som sådan var indehaver af en guldtresset kasket), hørt om balladen i byen. Han tog kasketten på og ankom til banegården for at se efter os. Tyskeren hørte på hans forklaringer, men kunne kun strække sig til, at han måtte komme med noget mad til os.

Det ville han ikke spises af med, så han gik lidt – og kom så tilbage med stationsforstanderen. Denne var i følge med den øverstbefalende tysker, som åbenbart godt ville have det til at glide, og han gav tilladelse til, at såfremt min onkel garanterede, at vi tog ud til Fynsgade, så kunne vi forlade banegården.

Det var dejligt at slippe ud af fangenskabet, men familiebesøget gik nu vist mest med at bekymre sig om, hvorvidt vi nu fik lov til at komme ind på banegården senere på dagen. Heldigvis var det den samme, der havde kommandoen, da vi kom tilbage, og min onkel – med kasketten - var jo med! Formiddagens kaos var tilsyneladende nu afløst af lettelse blandt tyskerne. De truende krigshandlinger på Randers banegård var heldigvis udeblevet!

Den eneste hurdle på hjemturen var, at toget fra Thorsø til Hammel var blevet aflyst, men vi kunne fortsætte til Gjern i DSB-toget. Klokken var imidlertid blevet så mange, at udgangsforbudet, som beordrede folk til på denne dag at være i hus kl. 20 (tror jeg det var), gjorde det umuligt at nå Farre i rette tid. Heldigvis var der i Gjern en lillebil (vist nok med en ovn bagpå til generatorbrænde), som kørte os til Røgen. Så kunne vi næsten nå hjem – og lillebilchaufføren det samme.

29. august står i rangorden for mig ikke tilbage for 9. april og 4. maj.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 05/01 2010 13:59:24. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund