• Indhold

Elev på den franske skole

 

 

Oplevet af: Suzanne Tranebo

Den 21. marts 1945 oplevede jeg borbardementet på den franske skole på Frederiksberg Alle. Jeg gik dengang i 2. klasse.

Klokken var ca. 11, vi havde håndarbejde og befandt os på 2. sal i midterfløjen ud mod Frederiksberg Alle, da vi hørte en voldsom brummen, der blev højere og højere. Vi så ud af vinduerne, og vores søster tog sig til hovedet og udbrød "åh nej, åh nej". Det så ud som en stor sort fugl, der kom lige imod os i lav højde, vores søster bad alle om at stille os op stille og roligt i to rækker, som vi plejede, når vi skulle ned. Der var ingen panik. Vi begyndte at gå ned af trapperne. Jeg følte med ét en masse kalk i næsen og munden og husker ikke mere.

Senere, jeg ved ikke helt præcis, hvor mange timer der var gået, men jeg vågnede op i kælderen og var begravet i mursten til halsen, jeg lå op af en ydermur, må det have været, fordi der stod en stor tyk loftsbjælke på skrå og hvilede på muren lige over mit hoved. Det har reddet mig. Ovenpå mig sad en større pige op af muren. Jeg spurgte hende, om hun ikke kunne flytte sig lidt, da hun klemte mig, men hun svarede ikke, og jeg tænkte, det kan ikke nytte noget at kalde på mor og far, for de kan ikke høre dig herfra. Overalt lød der bare en stille jamren.

Redningsmandskabet begyndte at komme ind i kælderen, og de gik rundt og søgte. Jeg blev fundet ved, at en af dem trådte på et par mursten, der lå tæt på min pande, og skreg. Jeg blev gravet fri, og dem der var så heldige at blive fundet, blev båret hen på et par borde, der stod urørte, og de lyste med lommelygter på os for at se, hvor slemt tilredte vi var. Jeg husker, at de gik rundt i varmt vand med store støvler på, vandrørene var sprunget. Vi blev så båret ud i det fri i et pragtfuldt solskinsvejr. Der stod en hel menneskemur i én lang række med hjælpende hænder, og vi blev transporteret i alt, hvad der kunne køre. Jeg kom sammen med en del andre op på et åbent lad på en lastvogn og blev kørt til Frederiksberg Hospital. Jeg husker ét blik på skolen, hvor ilden havde rigtig fat. Det var min skole. Min mor fandt mig på hospitalet efter at have været rundt flere steder, og jeg var sluppet med nogle knubs og en hovedrystelse. Det var nådigt. Mange andre var ikke så heldige.

Jeg er dybt taknemmelig over, at mennesker på den måde satte deres eget liv på spil for at redde os. Desværre mistede vi mange. Jeg selv mistede tre klassekammerater, det er noget, man aldrig glemmer.

Som en afslutning på beretningen vil jeg fortælle, at der blev afholdt en mindehøjtidelighed ved mindesmærket på Frederiksberg Alle i 50-året for bombardementet den 21.marts. Jeg mødte op, havde ikke haft kontakt med nogen siden, da mange af os blev spredt for alle vinde, og vi var på det tidspunkt ret små piger. Jeg fandt sammen med fire af pigerne ved det efterfølgende arrangement, der blev holdt på Institut Skt. Joseph på Østerbro, og vi er flere, der har fundet sammen, så vi nu er 10 piger, der mødes to gange årligt, dels hos hinanden og dels på Institut Skt. Joseph den første torsdag i november måned.

Det er en meget dejlig oplevelse. De første år, vi var sammen, diskuterede vi selvfølgelig katastrofen, men efterhånden glider det lidt mere i baggrunden, og vi har det bare rart sammen.

 
 
 
 
 
 
 
0 - Accesskey
9 - Skriv
5 - Ofte stillede spørgsmål
 
 
 

Erindringer bliver indsamlet af elever eller indsendes direkte af mennesker, der har oplevet besættelsen.
Skriv en erindring

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 
Revision: 07/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005. • Bund