• Indhold

Den forkerte mand

 

 

Oplevet af: Olaf Berg Nielsen

I 1945 var jeg 7 år gammel og boede i Folehaven i København. Lige efter 5. maj så vi næsten dagligt frihedskæmpere med lastbiler. Foran ved førerhuset stod en landsforræder med hænderne i vejret og på ladet sad flere frihedskæmpere med våben pegende på ham. En enkelt gang punkterede en lastbil og kørte halvvejs i grøften. Folehaven havde grøfter på begge sider dengang. Selv om lastbilen stod slemt på skrå, måtte den fangne stadig stå med hænderne i vejret, medens der blev skiftet hjul.

På Folehaven var der to købmandsforretninger. Ja, med den lille handel i Haveforeningen Gl. Enghave tre. En dag kom frihedskæmperne og hentede den ene købmand, som de forklarede os børn var en landsforræder. Vi blev opfordret til at spytte og helst også tisse på ham. Det sidste var der dog ingen, der gjorde. Vi blev stillet på række. Da det blev min tur spyttede jeg ham lige i ansigtet. Jeg glemmer aldrig hans forpinte udtryk og de lukkede øjne. Så kørte de afsted med ham med spyttet løbende ned på kitlen og slipset. Hænderne i vejret og våben pegende imod sig. Overalt fulgte hurraråb og smæderåb. Nogle timer kom de med ham igen, de havde taget den forkerte købmand. Næste gang jeg blev sendt til købmand forstod min mor ikke, hvorfor det tog så lang tid, men jeg var flov over det, jeg havde gjort og helt sikker på, at han ville genkende mig. Derfor måtte jeg helt til Toftegårds Plads når jeg blev sendt til købmand.

Som voksen har jeg tænkt over, hvordan vi dengang blev opfostret til had. Vi hadede tyskere, selv de kvinder og små børn, som var flygtninge på Lykkebo skole. Det første skoleår måtte vi gå på et fritidshjem i nærheden. Mange som aldrig havde gjort noget, men som ondskabsfulde naboer angav kom igennem ydmygelser, som de sent forvant. Senere erfarede jeg, at ikke alle tyskere var med i krigen. F.eks. var der over 10.000 Jehovas vidner, som hellere gik i koncentrationslejr end at samarbejde med Hitler. Omkring 1.200 blev enten henrettet eller døde grundet den hårde behandling, de fik.

Mange år senere fik de oplevelser, jeg havde under besættelsen, mig til at gøre nogle forandringer i mit liv. Jeg nægtede militærtjeneste grundet det, jeg oplevede, da jeg på nært hold så den franske skole blive bombet, og jeg kom i lære som typograf, fordi sprængningen af Familie Journalen sendte materiale fra trykkeriet ned i vores have. Senere blev jeg et af Jehovas vidner.

 
 
 
 
 
 
 
 

Erindringer er indsamlet af elever eller indsendt direkte af mennesker, der har oplevet befrielsen eller besættelsen.

Læs flere erindringer

 
 
 
 
 
 
 

Revision: 07/01 2010. www.befrielsen1945.dk © 2005.
Undervisningsministeriet er ansvarlig for websitet. Teknik UNI•C
UNI•C - STYRELSEN FOR IT OG LÆRING
Vester Voldgade 123
København V
1552
Danmark

+45 35 87 88 89
N 55° 67.2586 E 12° 57.7133
. • Bund